Modvægt og ligevægt

Jeg skriver for at huske mig selv på dette:

 

I sommer, da min far havde det rigtig skidt og var indlagt på sygehuset, gjorde Jan og jeg os umage med at huske at komme ud og opleve noget godt, som kunne opveje alt det tunge og triste.

Vi var bevidste om, at der skulle skabes ligevægt og modvægt.

Vi gjorde os umage med at skabe positive minder og vi gjorde os umage med at komme ud af huset og opleve andet end sygdom og tunge tanker.

(billedet er fra slutningen af september)

Så satte hverdagen ind.

Ferien sluttede og pigerne rejste hver til deres.

Arbejdet blev skudt i gang og alting skulle komprimeres og presses ind i hverdags-livets små og trange rammer.

Min far kom på plejehjemmet inden vi startede på arbejdet og stiltiende er vi kommet frem til at min mor sidder sammen med ham om eftermiddagen og at en af os tre, af hans døtre sidder sammen med ham om aftenen indtil kl ca 22.00-22.30

Når jeg besøger ham, ser vi ofte fjernsyn og det afføder en masse samtaler om alt muligt. 

Det er smalltalk og ikke altid særligt dybsindigt, men det er ofte hyggeligt og kan minde om normale hverdags-tilstande.

Ofte har jeg mit strikke-tøj med og jeg får da strikket et par omgange eller to og det kan vi også ofte få en lang samtale over.

Ingenting og alting.

Det er jo stadig under et 1/2 år siden at min far fik brug for hjælp og var nødsaget til at flytte på pleje-hjemnmet, så selvom vi er ved at finde et leje, som kan ligne noget rytme og rutine, så er der stadig mange ting, som er nye og uvante.

Vi kan endnu ikke bruge ordet :plejer og sådan gør vi.

Der har været store ændringer i mit liv de sidste 3-4 år.

Jeg har skiftet afdeling på mit arbejde, fik nye funktioner og skiftede afdeling igen og fik endnu engang en ny og anden funktion, samtidig med at mine børn flyttede hjemmefra og i foråret inden min far blev så syg, blev jeg trinleder for det nye trin/afdeling, som jeg skulle på og samtidig skulle jeg starte på en lederuddannelse.

Jeg ville så gerne alt det nye, men da min private og hjemlige hverdag ændrede sig, kunne jeg godt mærke at det var lidt af en for stor mundfuld, når alt det velkendte og det jeg plejede, var væk.

Hvis jeg stiller mig på en stor sten og ser det hele udefra, så er der også fordele ved at ingenting er som det plejer og at jeg skal starte helt forfra, men inde i mit hoved ramler det fuldstændigt sammen nogen dage og er kaotisk og jeg kan ikke læne mig op ad rutiner og gentagelser.

Jan og jeg prøver, nærmest desperate at presse noget godt ind i hverdagen for at give modvægt til alle de nye ting, som fylder og som kan være svære, men døgnet har kun 24 timer, så det er nogen uger kun de meget små ting, der kan fyldes på.

Een af de gode ting er, at jeg, sammen med min mellemste søster har investeret i en elektrisk rok.

En spinderok.

Jeg fik i foråret en pose med noget 2. sorterings moskus-uld og med den nye elektriske spinderok og en indmelding på aftensskolen, hvor jeg går til spinding hver tirsdag, er jeg nu kommet så langt, at jeg er i gang med at tvinde mit første hjemmespundne moskusgarn med noget færdigkøbt cashmere.

At sidde foran den elektriske spinderok og fodre den i mekanisk, gentagen rytme med blød, dunet uld, kan være noget nær meditativt og afslappende og inden jul, kan jeg slå masker op i mit eget garn.

Altså bortset fra, at jeg næsten ikke nænner at bruge mit garn, som er vanvittigt blødt og luksus udover alle gængse grænser.

Jeg strikker meget for tiden, men jeg får ikke særligt meget færdiggjort.

Hver gang der bare er den mindste mulighed for at strikke en omgang eller to.

Før i tiden, ville jeg måske have tændt en smøg og taget mig en pause på den måde, men nu hiver jeg strikkepinden frem.

Der er ret mange mislykkedes projekter, men det er fordelen ved strik, at man kan hive det hele af pinden og starte forfra. 

Jan og jeg prøver også at komme i hytten hver weekend, men nu går sejlsæsonen på hæld og båden skal meget snart på land.

Vi har været ude og gå, hver gang vi har været i hytten og jeg har hver gang vi har været ude i fjeldet, samlet urter, som jeg har tørret.

De er nu blandet sammen med en grøn sencha helt uden duft og smag og når jeg hælder det kogende vand udover blandingen, kan jeg dufte fjeldet igen og næsten mærke sommerens varme sol på min hud.

Hvergang jeg åbner min bærbare, så dukker et billede op som jeg tog i efteråret. 

Det er taget fra et af mine yndlingspletter i fjeldet.

Selvom man ikke er ramt af livets bagside, skal man huske at skabe gode minder. 

At huske at fylde op med positive og livgivende oplevelser, som sjælen og humøret kan leve af.

Jeg kan mærke, at jeg skal i gang igen med at fylde det der depot op, hvor jeg henter energi og sjæleføde fra.

Der må gerne være et overskud, så der er noget at give af.

I sommer på een af vores gå-ture, mødte vi to moskusokser.

Den ene var ret nysgerrig og ville vist gerne have været tættere på os og studeret, hvad vi var for nogle.

Selvom interessen var gensidig, var jeg dog ikke interesseret i at komme tættere på, for sådan nogle moskusokser kan faktisk godt blive lidt farlige. 

De kan stange og de kan komme til at veje over 400 kg og så er det at jeg bare gerne vil stå i sikker afstand og betragte gennem et kamera-objektiv med mulighed for hurtig og sikker flugt.

Jeg har aldrig før lagt mærke til at moskusokser har så søde ører. 

Hav en god uge 

At blive overrasket, når man savner aller-mest

De der magiske aftner og nætter. 

Billederne er fra sidste weekend, hvor den sorte himmel forvandlede sig til et grønt, bølgende og magisk tæppe, med den arktiske stjernehimmel, som funklende baggrund.

Vi sad først inde i den varme hytte med en varm kop te og da vi ud af vinduet kunne se, at nordlyset begyndte at bølge over de nattesorte fjelde gik vi ud i stilheden. 

Fjordens dybe vand stod blankt og det hele var som pakket ind i en lydtæt, vakuumpakket stilhed, hvor det eneste du kunne høre, var din egen hjertes banken på indersiden af brystet.

Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg blive derude i stilheden i uger af gangen. 

Jeg ville blive der, indtil jeg blev nødt til at sejle ind til byen for at hente forsyninger og mere olie til olie-ovnen og  så ville jeg højst sandsynligt sejle tilbage med en ny stor stak bøger, mere garn og en lommefuld sure vingummier.

Måske ville jeg hurtigt få nok af stilheden og ensomheden, hvis jeg virkelig fik muligheden, men jeg får lige akkurat aldrig nok, når jeg er derude og føler altid, at jeg godt kunne have brugt nogle flere dage, -uger.

Denne weekend var ellers planlagt til at holdes inde i hytten igen, men jeg skal da lige love for at de planer blev ændret

I torsdag stod Laura pludseligt på lærerværelset i min middagspause.

Det var en overraskelse og jeg skal da lige love for at jeg blev overrasket. 

Jeg havde lige om formiddagen siddet og snakket om hende. 

Sagt, at jeg savnede hende.

At jeg glædede mig til at hun kom igen.

At jeg er så stolt over hende, fordi hun er så dygtig til alle de ting hun laver.

Simon har lige været her i efterårsferien og Sara kommer i slutningen af november, men Laura vidste jeg ikke,  hvornår jeg skulle se igen, så jeg savnede lidt ekstra og havde et hul i hjertet, så da hun pludseligt stod foran mig i min middagspause, stod øjnene fulde og løb over af glæde.

 

Åååh det er dejligt og gid det dog var muligt at kunne ses i weekenderne, hvis man havde lyst eller invitere til aftensmad, når det passede eller eftermiddagskaffe, når der var tid og en solid omgang brunch fordi det var muligt, men desværre er det ikke en mulighed heroppe, når man bor i hver sin by.

Laura rejser igen i morgen.

Hun skal tilbage til Nuuk, hvor hun studerer og hun var blot oppe og lave noget arbejde i forbindelse med Arctic Sounds, som jo desværre blev aflyst i foråret pga coronaen.

Der var live stream-ing i Taseralik i går med nogle af de musikere, der skulle have deltaget, men der var også rigtig levende musik og sang af Katsi Kleist Eriksen. 

Næste weekend, hvis vejret er til det, så kan jeg sidde i min hytte og tænke tilbage på denne weekend og glædes over den igen.

Elsker den form for overraskelser.

Hav en god søndag

 

At fodre en ørn på en søndag

 Det var indimellem ret koldt at sejle.

Vores båd er en åben jolle, så man skal tænke sig godt om når kan klæder sig på at sejle ud.

Der er ca -2 graders frost og når man sejler i åben jolle med ca 25 knob, så føles det koldt.

Vi fik fisket lidt, men der var ikke så mange fisk og nogen af dem var små; så små at vi satte dem ud igen.

Nogen af dem lå lidt bevidstløse i vandoverfladen når vi satte dem ud og det opdagede mågerne. 

Ørnen opdagede det vist fordi mågerne skreg og larmede så meget, så den dukkede også op og det er altså et majestætisk syn, når sådan en stor rovfugl dykker ned og snupper en lille torsk i vandoverfladen.

Det gjorde godt at komme ud.

Jan har været syg med dårlig mave, feber, ømhed i hele kroppen og utilpashed hele weekenden, men han syntes også at det var godt at komme lidt ud og få noget frisk luft.

Nu

Jeg føler, at jeg gik glip af en masse sommer og en masse efterår.

Tiden sneg sig udenom og jeg nåede ikke at være i det. 

At leve i nuet og nyde øjeblikkene.

Mine tanker er hele tiden andre steder end der hvor de burde være. 

Eller hvor jeg synes at de burde være.

De kredser om mine børn, der er fløjet hjemmefra og de kredser om min fars fremskredne demenssygdom og de nye livsvilkår, som vi befinder os i og som indimellem kan være ret så svære at finde rundt i.

Rollefordelingerne i familien har ændret sig til næsten det ukendelige og det kræver øvelse, forståelse, rummelighed og især tålmodighed fra os alle hele tiden.

Mine søstre (og jeg) er gode til at skiftes til at trække et læs, der er underligt tungt, men det er så tydeligt at vi hver især kæmper med de omstillinger, som foregår og at vi har hver vores måde at håndtere den sorg det er at miste et menneske langsomt til en demenssygdom.

Det er dybt sorgfuldt at se et menneske, som kunne ordne alting, lave alting miste evnen til at planlægge selv simple ting og miste evnen til klare sig selv.

Der kan ikke gøres så meget.

Der findes ingen magisk pille, som kan gives og der kan ikke opereres og ordnes, så den proces at acceptere tingenes tilstand, kan indmellem fjerne tankerne fra nuet og øjeblikket.

For mit vedkommende er mine nye funktioner på arbejdet også med til at lokke tankerne væk fra nuet og udi noget som enten ikke er sket endnu eller som er overstået og så er det at oplevelserne som jeg står i, ikke bundfælder sig og fæstner sig.

Mine børn klarer sig heldigvis så fremragende at det ikke giver anledning til bekymring, men huset føles indimellem lidt livløst og tomt og de manglende tallerkner omkring spisebordet til aftensmaden, hvor der blev snakket livligt, drøftet dagens hændelser og diskuteret aktuelle ting, fylder nogen aftener mere end de to tallerkner, som jo stadig står

Jeg glæder mig til juleferien, hvor jeg håber, at de kommer og holder ferie.

Heldigvis har jeg været åndsfraværende nok til at huske mit kamera de fleste af de gange, hvor vi har været ude i naturen og det gør at når jeg får lidt tid til overs kan jeg sidde i fred og ro og kigge tilbage og komme lidt ind i øjeblikket, hvor billedet blev taget.

Det er måske kun det næstbedste, men det er bedre end slet ingenting og jeg bliver bragt tilbage til tid og sted og kan genopleve med et forsinket nærvær.

Jeg sad i går aftes efter aftensmaden og kiggede billeder på min computer.

Måske kan man lære at tvinge tankerne ind på nuet med mindfulness og meditation (som jeg iøvrigt bruger dagligt) men tankerne strejfer og kredser omkring de der tunge situationer, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Livet venter jo ikke på bedre tider og venter ikke på at du er helt klar til det, så jeg øver mig virkeligt i, at være til stede i nuet og øjeblikket.

Det kræver øvelse og det kræver bevidsthed at prioritere at tænke og leve her og nu og ikke at lade bekymringer og ærgelser fylde.

Det var min søndags-tanke og så vil jeg tage ud og forsøge at fange en fisk, mens jeg nulstiller tankerækken, trækker vejret dybt og nyder øjeblikket.

Efterårsfarver

 Jeg elsker den her årstid med dens smukke, smukke farver

Jan og jeg tog op i fjeldet i håb om lidt jagtheld, men det eneste vi fik ud af det ud over at gennemblødt tøj, var de smukke syn af det meget varierede vejr.

Vi fik plukket masser af muslinger da der var spring og der derfor var ekstra lavt vand og dem fik jeg lavet til aften med masser af hvidløg, hvidvin og fløde.

Jeg har ligget på maven på det våde fjeld og forsøgt at fange de der helt specielle røde efterårsfarver, som jeg holder så meget af:

Årstiderne skiften heroppe, er meget voldsomme.

Forskellen mellem sommer og vinter er total, ligesom efteråret og foråret ikke kan være mere forskellig fra andre årstider og det er måske det, som gør det så fascinerende?