Weekend-taknemmelighed

Nogen gange må man bare være vikar for sig selv og det valgt jeg at være for mig selv i torsdag og i fredags.. ikke at forstå, at jeg ikke lavede noget eller at det jeg leverede ikke ville kunne tåle et tjek, men jeg kørte altså på dampende og da jeg kom hjem i torsdags, var der udsolgt og jeg kunne bare klaske sammen og kunne så ikke mere.

I fredags var  jeg en anelse friskere, men bestemt ikke rask, men jeg var på arbejde og det gjorde godt begge dage at komme ud og komme blandt andre mennesker.

Jan og jeg havde aftalt at hvis jeg var frisk til at tage afsted, ville vi tage afsted og op i hytten.
Om jeg er snottet herhjemme eller om jeg er skvattet i hytten, er lige fedt, men jeg vil ikke have feber eller være mega-syg, så jeg mærkede efter og om eftermiddagen tog vi afsted og ankom hytten i det fineste vejr.

Vi tændte godt op i ovnene, tændte for en masse hyggelige stearinlys, lavede skoldhed te af frisk vand fra elven og vi nød roen og stilheden; jeg med mit strikketøj og Jan med noget læsestof.

Der bliver mørkt ude i fjorden.

Ikke bare lidt mørkt, men rigtig, rigtig mørkt, hvor der ikke er andet kunstigt lys end det lidt vi selv laver.

Og så er der jo rig mulighed for at se nordlys, hvis der er noget, for det bliver så ikke forstyrret af kunstigt lys.

'

Der var lidt fredag aften og jeg nåede da lige at få et par billeder inden det forsvandt igen.

Om det er det dybe mørke, som ikke bliver forstyrret af små kunstige lyskilder eller om det er stilheden, som nærmest larmer i ørerne eller om det er den friske luft eller kombinationen af det hele blandet med den indre ro, som jeg finder derude, der gør, at jeg faldt i søvn og sov i hele 6 sammenhængende timer, ved jeg ikke.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så mange sammenhængende timer i træk og det var så fantastisk.

Vi gik en tur op i fjeldet.

Jeg var jo stadig ikke rask, så det gik langsomt og på vej op ad fjeldet, hostede, harkede og snottede jeg, som var jeg betalt for det, men vi kom op og kom omkring.

Vi sad længe på forskellige udsigtspunkter og nød udsigterne, stilheden, storheden, efteråret milde vejr og at vi har muligheden for at opleve al den skønhed.

Jan skød en hare, som skal tilberedes en af dagene, langsomt og med gode råvarer til.

Og så nød vi lidt mere af det hele deroppe i fjeldet, hvor man befinder sig i en tidslomme, der står stille og hvor du er fuldstændigt afsondret fra omverden. På det gode måde.

Ingen kan komme i kontakt med dig og du befinder dig i det store ingenting og alting og er kun dig.
Det er både fascinerende og lidt skræmmende.

Da vi kom ned i hytten igen, drak vi te, spiste knækbrød og nød at vi ingenting skulle og at vi kunne gøre med resten af dagen, som vi lystede. At være ejer af sin egen tid. Sådan havde jeg det.


Mit liv her i byen blev helt uvirkeligt og føltes langt væk.


Tidligt på aftenen blev vi pludseligt pakket ind i tæt, tæt tåge og midt i al tågen kom nordlyset hvirvlende og det så helt uvirkeligt ud og så forsvandt tågen næsten igen.

Det er ret usædvanligt med tåge på denne årstid.
Der har været meget varmt, taget årstiden i betragting og farverne på fjeldet er underlige.. ligesom når sneen smelter om foråret og fjeldet titter frem.

Jeg nåede lidt ud og få et par billeder af nordlyset inden vi igen blev pakket ind i tæt tåge.

Da vi gik i seng, var mørket massivt og ligge der i det totale mørke med kun de fjerne lyde af lidt stille bølgeskvulp og en næsten udtørret elv, der risler bag skrænten og det gjorde det til en speciel oplevelse at falde i søvn, men det gjorde godt.

I morges var luften tæt af tåge og der var rimfrost på jorden, taget og trappen.

Vi bryggede kaffe til tonerne af Carl Nielsens: "tågen letter", spiste spejlæg og Jan fik en morgendram.

Vi sad så i stilheden og fulgte tågen, der delvist lettede, bølgede frem og tilbage og endelig gav op og lettede.

 Det er første gang vi har set en sæl inde fjorden, så vi blev noget overraskede.

Vi sad og kiggede på de 4 toppede skallesluger-hunner, der svømmede rundt nede foran hytten



og som havde afløst gråænderne, der lå der i fredags, da vi kom og da kaffen var drukket og opvasken klaret, måtte vi pakke tingene og gå ned til jollen.

Nede foran jollen fik jeg øje på en sæl.



Den lå ca 15-20 meter fra vores jolle.


Vejret slog om og bølgerne var pænt store på den sidste del af turen hjem og vi nåede i havn inden det begyndte at regne rigtigt.



De indre batterier er ladet op og influenzaen er næsten-næsten, jaget væk.




Vi føler en stor taknemmelighed over muligheden for at kunne have disse flotte oplevelser.

Garn-genbrug

Da jeg skulle afsted til Danmark til tandlæge, var jeg så anspændt, så nervøs og så stresset at jeg helt glemte mit strikketøj.
Der manglede 4 pinde inklusiv aflukning.
Jeg var nærmest i panik, da jeg skulle afsted og var så tæt på helt at aflyse det hele, fordi det var så uoverskueligt for mig, men jeg kom afsted og overlevede alle de frygt-scenarier, som jeg havde stillet op for mig selv.

Da jeg var ankommet Århus og ventede på at komme til tandlægen, købte jeg nogle nøgler garn og startede ellers op på "Nurmilintu-sjalet" Jeg strikkede forkert første gang og blev næsten færdig med det anden gang, men det fængede bare ikke, så jeg trævlede det op og kastede mig ud i "Keltiske knuder"
Jeg ved ikke helt hvor mine tanker har været, men jeg var stort set færdig og manglede blot 1/2 time til at kunne lukke af, da det slog mig at det så helt forkert ud.

Det skal jo ikke bue op på midten  og så trævlede jeg op.. igen.

Det er noget vildt lækkert garn, så jeg spekulerer lidt over, hvad jeg vil strikke af det, når nu jeg ikke vil gentage mine forrige forsøg. (jeg har 3 nøgler) og så kan jeg da glæde mig over, at det sjal, som jeg glemte herhjemme kunne aflukkes og at det ser fint ud.

Influenza-rekord

Jeg jagter vist min egen kedelige hale for tiden.

Jeg sidder ihvertfald med talemåden: sund sjæl i sundt legme i hovedet og forsøger at være lidt optimistisk og positiv, men det bider sig selv i halen for mig.

Det er ikke meget ved at have haft influenza så mange gange på et år.
Eller overhovedet.

I februar, da jeg var i Nuuk med min far på Dr. Ingrids Hospital, var jeg mega-syg med feber og snot, øm hals og smertende muskler. Jeg blev nødt til at holde mig på benene både fordi jeg skulle være der for min far, men også fordi jeg jo boede hos andre og ikke kunne ligge der og være til besvær med min sygdom.

Det gentog sig i april, hvor jeg også var nedlagt med de selvsamme symptomer og i juni gik jeg så også og skrantede, men dog ikke så slemt,-der kunne jeg holde den kørende med pamoler.

I juli blev jeg så lige smittet med akkurat de selvsamme influenza-symtomer, som jeg havde tidligere og i august nåede jeg lige at få ondt i halsen og miste stemmen i en lille uge. Ikke særligt smart, når man bruger sin stemme på arbejdet.

Nu skriver vi så september og jeg har lige været igennem en mega-træls tandbehandling, som så bliver  efterfulgt af en voldsom influenza.

Jeg har feber, har ondt i samtlige muskler, er stoppet i næsen, fryser/sveder, ru i halsen, øjnene løber og er så træt at jeg næsten ikke kan holde sammen på mig selv.

Det føles ikke helt retfærdigt, at jeg skal rammes af influenza så mange gange på et år.

Selv når jeg er på ferie, tager jeg vitaminer og en ekstra D-vitamin, jeg ryger ikke, drikker ikke, kommer udenfor og holder mig moderat i gang.

Jeg spiser sundt, er hygiejnisk, vasker hænder og skifter tøj dagligt, børster tænder og reder hår og køber ikke plastik -indkøbsposer og alligevel så er jeg den første, der lægger mig med influenza og den som bliver hårdest ramt.

De fleste af gangene kan man holde den kørende med pamoler, men denne her er træls.

Det er 2.dag jeg er sygemeldt og ligger hjemme i min seng.

Sent i nat/tidligt i morges blev jeg nødt til at stå op og tage pamoler og sprøjte næsen igen igen med zymelin.

Jeg drikker ingefær-afkog med citron og honning, tager både strepsils og Halls, holder fødderne varme og forsøger at tænke mig rask.

Min tørn er taget i dette år med hensyn til forkølelse og influenza og hvis du har gode råd til hvordan jeg holder mig rask udover det jeg allerede gør, så giv mig endelig besked

Hele sidste uge var jeg træt, men tænkte at det måske bare er mit dårlige søvnmønster, som var trættende, men i fredags kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt frisk.

Vi blev hjemme, sad i sofaen og så lidt fjernsyn, drak te og var lidt ubeslutsomme om vi skulle tage i hytten om lørdagen, - for vejret og vejrudsigten så ikke for spændende ud, men så kunne vi da spise brunch med Jans bror og drikke morgenkaffe i andres selskab og ud på eftermiddagen blev vejret så fint at vi besluttede at vi ville sejle ud til hytten.

Når man har gået inde hele ugen, er der ikke noget bedre end at kunne komme ud i weekenden og frisk luft, tænkte jeg, ville være godt for min træthed.

Inde i fjorden var vejret meget fint og der var en stilhed så ren og klar.

Det gjorde godt at sidde på min sædvanlige stol med udsigten over fjorden med en dampende varm kop te og bare være til.
Trække vejret og vide at verden drejer rundt uden at du behøver at blande dig.

Om søndagen gik vi op i fjeldet for at se om der skulle være en enkelt rype eller hare.

Der var lidt tåge, men det holdt sig akkurat væk og var blot et dekorativt indslag i helhedsbilledet..

og apropos: billeder.. så er jeg altså ikke særligt begejstret for kvaliteten af lumix-billederne.
(Det er altså dét værd at tage sit "rigtige" kamera med næste gang)

Vi havde et par dejlige timer i fjeldet, hvor vejret var mildt og man kunne mærke solens sidste varme stråler.

Vi sejlede hjem igen og jeg havde troet at jeg havde fået skubbet den der mærkelige træthed fra mig, men om mandagen, da jeg gik hjem fra arbejde måtte jeg bare kapitulere og lægge mig.

Her ligger jeg så og undrer mig over, hvorfor jeg tilsyneladende rager alle influenza-sygdomme, forkølelse og snot-sygdomme til mig, når jeg gør så meget for at holde dem på afstand.

Bygevejr

(Jeg forsøgte at lave en time-lapse med min mobiltelefon, ligesom billedet er taget med mobilen, så kvaliteten er derefter)

Vi er næsten lige kommet hjem fra hytten.
jeg skulle på et tre-timers kursus i går på arbejdet fra kl 14 til kl 17.
Det ville have været så meget federe, hvis det havde været fra kl 08-11 eller lign., men sådan spiller klaveret så ikke altid og jeg må jo bare danse med på de skæve toner, som nogen gange bliver spillet.

Vi sejlede ud, velvidende at dagen i dag, ville byde på regn og slud, men vi vidste også at hytten ville byde på tørvejr, god varme, stilhed, ro og meditativ afslapning, så vi tog afsted, såsnart det var muligt og ankom akkurat et par minutter inden den første byge også valgte at befinde sig i fjorden.

Vi fik tændt op i ovnen, Jan varmede mad op og jeg kæmpede mig med at holde mig vågen.
De der næsten to døgn, hvor jeg havde holdt mig vågen, hvor jeg kørte tog, fløj flyver over Atlanten og videre herud til Sisimiut og en nat (fredag til lørdag) som var underlig uvirkelig, med alt, alt for mange opvågninger og roden rundt, kunne pludseligt mærkes, så jeg kæmpede.

Jeg nærmest besvimede i søvn da jeg fik mig lagt og vågnede, naturligvis havde jeg nær sagt kl midt-om-natten og jeg troede først at jeg lå og sov sammen Sara på hendes værelse og forsøgte at se hende i den dybsorte nat.
Jeg var forvirret og helt rundt på gulvet og kunne ikke finde ud af hvor jeg befandt mig, da det gik op for mig, at det ikke var Saras vejrtrækning og jeg blev nødt til at rejse mig op, stå ud af sengen og kikke ud af vinduet for at få sat tingene på plads inde i hovedet.


Det blæste meget kraftigt og der var regn og slud. Det var koldt og klamt, da jeg gik udenfor for at tisse kun iført Jans store skjorte og et par termo-gummistøvler, men jeg vidste nu med sikkerhed, hvor jeg var, hvad klokken var og med hvem jeg var, så jeg kunne krybe i seng igen under den stadig varme dyne og efter at have ligget et godt stykke tid, er jeg faldet i søvn igen. Heldigvis.

Vi kunne ligge længe i sengen i morges, nyde regnen og den våde snes trommen på ruderne, vinden der hyldede rundt om hyttens hjørner og ovnens sagte buldren,  lyden af bølgernes våde lussinger på klipperne og hinandens rolige vejrtrækning.

Kaffen blev brygget af elv-vandet, de medbragte æg blev stegt over gassen og Jan fik sig en lille morgendram.

Vi sejlede hjem og jeg er vist landet på begge ben nu.

Jeg glæder mig til næste weekend, hvor jeg håber på godt vejr, så vi kan sejle op til hytten igen, gentage det hyggelige døgn, som vi lige har haft

Laura og Jacob/åben scene aug 2019

Den 3. fredag i måneden er der åben scene, der bliver afholdt i kulturhuset Taseralik.
Musikskolen er primus-motor for arrangementet og nogle fredage er der mange, der spiller, hvor der andre fredage er færre.
Det er åbent for enhver, der har lyst til at give et nummer og heldigvis giver Laura ofte et eller flere numre, når hun er i byen og det falder sammen med "åben scene".
I august, hvor hun havde mulighed for det, gav hun og Jacob, der er musikskoleleder her i byen et nummer.
Måske var det meget passende nummer, måske var det upassende. Det afhænger af, hvordan man så branden i fjorden og tolker sangen.
Jeg synes jo under alle omstændigheder, at de gjorde det godt og selvom det er indspillet med en mobiltelefon på afstand, så kan du måske godt fornemme, hvordan det lød?

Ikke anbefalelsesværdigt

Jeg startede med at tage bussen ude fra Sara og kørte ind til banegården i Århus, hvor jeg kørte med toget mod Kastrup lufthavn kl 00.47

Det blev en meget lang nat, for jeg vågner jo første gang kl 04.04 næsten hver morgen efter at have været små-vågen natten igennem, men heldigvis kunne jeg falde i søvn igen hos Sara torsdag morgen og vågnede derfor først kl 06, hvor jeg så lå og kiggede på hende til hun vågnede ved 7 tiden.

Hun skulle til forelæsning men først ved 13-tiden og inden da havde hun en masse, der skulle læses, så hun sad og var flittig mens jeg lå og læste lidt til det kursus, som jeg skal til i dag fra kl 14 til kl 17 (it better be good!)

Jeg fulgtes med hende ud af døren og brugte dagen på at ose omkring i Århus, drikke noget kaffe og kigge i forretninger, der dog ikke kunne friste.. altså udover en garnforretning, hvor jeg købte et fed håndmalet fed merino-garn.

Vi spiste aftensmad sammen, Sara og jeg, og så strikkede vi sammen indtil det var tid til at hanke op i kufferten og tage ned til bussen.

Laura havde jeg taget afsked med allerede dagen før, hvor jeg tog over på hendes kollegie og brugte hele eftermiddagen, hvor hun bagte både rugbrød og kage til det møde, som hun skulle deltage i om aftenen og i torsdags, skulle hun have besøg, så vi måtte tage afsked allerede om onsdagen.
Det regnede da jeg forlod hendes kollegie for at tage ud til Risskov, hvor Sara bor og regnen passede godt til de følelser, som jeg tog afsted med.

Jeg havde købt en billet til en stillekupé og der var stille og trygt på overfarten over til Kastrup.
Der blev læst lidt i en spændende, ny-indkøbt bog og jeg gyste indimellem til en anden bog, som jeg havde købt til 30 kr i en tilbudskasse med bøger, men jeg var bange for at falde i søvn, så jeg rankede mig og satte musik i ørerne istedet og sad så og blundede lidt med alle antennerne tændt og kl 04.47 ankom jeg så til Kastrup lufthavn, hvor der så skulle slåes endnu en del timer ihjel, da flyet først skulle lette kl 11 og der først kunne indleveres baggage kl 09.00

Der blev drukket store kopper kaffe i 7/11 og endelig kunne vi komme afsted.

I flyet faldt jeg altså i søvn og sov vel næsten 1 time.

Måske det er lettere at holde sig vågen og frisk, hvis man har nogen at snakke med undervejs og måske tiden ikke føles så uendelig lang, hvis man har nogen at dele den med?

Jeg nåede at kramme Simon i Kangerlussuaq og sidde lidt sammen med ham i hans pause fra arbejdet inden jeg skulle flyve videre.

Da jeg endelig ankom Sisimiut kl 14.15 grønlandsk tid (kl 18.15 dansk tid) var jeg så træt at jeg bare ikke orkede mere.
For træt til at sove og for træt til at være vågen, men jeg holdt ud og holdt mig vågen og gik i seng til den tid jeg plejer at gå i seng heroppe.. og vågnede så, som jeg plejer kl 04.04.
Aaargh, hvor er det bare så træls, at have erhvervet sig søvnproblemer!

Det bliver en lang dag med kursus og jetlag. Selvom kurset kun varer sølle 3 timer, men fordi det ligger midt i det hele og midt på dagen og splitter dagen op.

Det bliver en lang dag hvor kroppen stadig husker krammene fra mine børn og som jeg godt gad at bruge mange, mange flere dage sammen med.

Hvis jeg kendte datoen for hvornår de kommer hjem til jul, ville jeg begynde at tælle ned allerede nu og se frem til det.

Nu kender jeg kun klokkeslettet for, hvornår kurset i dag stopper og hvornår jeg så kan tage afsted og op i hytten.
Dét trænger jeg til.

I stilheden, i roen og den friske luft skal slappes af og jeg skal have sænket skuldrene til normal position og jeg skal forsøge at finde mig selv igen.

Bare jeg ikke skal holde mig vågen i over et døgn igen foreløbig.

Til reparation

Min fine bro, som jeg fik lavet i sommer og som kostede mig en månedsløn holdt i 3 uger og så knækkede den.
Det føltes skidt og det var ømt og jeg kunne mærke at noget skulle gøres.
I første omgang tog jeg jo til Danmark og fik det lavet da man ikke laver den slags i Grønland (udover hos den private tandlæge i Nuuk) så jeg valgte at få det lavet i Danmark under min ferie.
Jeg skrev til tandlægeklinikken, men de havde   og jeg var lidt i panik.
Da jeg fik fat på dem, var der ikke nogen problemer med at finde tid til mig.
De ville rydde og skubbe tiderne for at få mig i stolen så jeg skulle ‘bare’ gøre op med mig selv hvor meget jeg ville betale for en flybillet.
Jeg fandt en forholdsvis billig billet til 6400 og så skulle jeg bare arrangere og aftale.
Jeg har heldigvis kunnet bo hos mine døtre på deres kollegieværelse. Først hos den ene så hos den anden, lidt frem og tilbage og var lidt kastebold/delemor.
Jeg har forsøgt at være stille, at være usynlig, at fylde så lidt som muligt så de begge kunne få fred til deres studier ihv antropologi og psykologi hvor der er monster meget læsestof og så har jeg vandret lidt rundt i Århus for at slå tid ihjel.
Jeg var til tandlæge mandag og tirsdag.
Det tog tid og jeg er een af de mennesker, der er vanvittige dårlige til at blive bedøvet.
Der skal meget til og der skal åbenbart noget andet til og det fandt tandlægen heldigvis ud af allerede i sommer, men alligevel tog det tid.
At ligge med åben mund med blottede, slebne tænder er anstrengende og jeg har været øm i hele min højre side , men nu tror jeg næsten på at projektet er lykkedes.
Som jeg har skrevet før, så er mit sind skrøbeligt i denne periode af mit liv.
Sindet føles som krakeleret, fint, tyndt kinesisk porcelæn.
Nye livssituationer, børn der er fløjet fra reden, overgangsalder og indre hormonkrig, manglende egen-omsorg gennem mange, mange år, arbejdsrelateret stress og gamle ukonstruktive tanker, der bobler op og gør opmærksom på sig selv.
Tro det eller lad vær, men det er faktisk første gang jeg rejser helt, helt alene og det har været meget angstprovokerende for mig.. bare at skulle køre bus rundt i Århus, har været udfordrende, men pigerne har hjulpet mig, guidet mig og tegnet kort, peptalk-et og været tålmodige.
Jeg har altid haft een med eller været sammen med nogen og følelsen af at være helt alene, uden nogen at holde i hånden fysisk og mentalt har været overvældende og skræmmende.
Det er lidt en parodi, at jeg kan sejle rundt i tæt tåge i store bølger i en åben jolle uden at kunne svømme uden at være bange, men her hvor der er skilte, streger på fortovet, internet og google Maps er jeg bange og nervøs.
I nat tager jeg toget til Kastrup for at flyve hjem i morgen.
Allerhelst ville jeg bare blive hos dem.
Sove sammen med dem.
Sidde og kigge på de læser og studerer.

Spise sammen med dem og bare være sammen med dem, men det er beroligende at have set deres hverdag, hvor de handler, hvor de går i skole, hvor de stiger på og af bussen og så ved jeg jo også at de kommer hjem til jul.
I nat kører jeg tog og da jeg skal med den sene Danmarks/Grønlandsflyver, bliver der 4 timer at slå ihjel i det tidlige morgengry i lufthavnen.
Der er strikketøj og en tyk krimi og så har jeg planlagt at drikke kaffe alle de steder jeg kan komme til det.
Jeg havde glemt eller måske fortrængt at jeg skulle på kursus på lørdag.
Fra kl 14 til 17. Altså så kan man da heller ikke spolere en dag mere end det!
Jan er blevet beordret til at gøre klar, pakke sammen og stille frem til at jeg kan gå direkte fra kurset og bed i jollen, hvor vi så sejler op til hytten.
Jeg skal have fred og jeg skal falde til ro og finde mine fødder og kan man gøre det bedre  andre steder end i sin hytte? Nej vel!

Ingen kommentarer

Min mor klagede over at man ikke kan kommentere på min blog, men jeg har ikke ændret noget og tænkte ikke videre over det, fordi der trods alt er kommet et par kommentarer på det sidste, men så ville jeg lige svare på kommentarerne og jeg må give min mor ret i, at der er noget galt.. jeg kan ikke engang svare på min egen blog. Dét er da godt nok øv og jeg ved ikke engang, hvad jeg skal stille op med det.
Det her blogspot-noget er vist ved at være for besværligt.. jeg savner stadig at kunne skrive på open-live-writer og nu dette.
Øv.
Har I nogen forslag til hvad jeg stiller op??

Weekend med mine forældre / ældreplejen

Det kommer nok ikke som en overraskelse for ret mange at vi har tilbragt weekenden i hytten, men det er altså ikke ret tit, at vi har mine forældre med.

Jan og jeg er jo i hytten stort set hver weekend og de få weekender, hvor vi ikke kan komme afsted, føles nærmest lidt spildte.
Denne weekend ville mine forældre gerne med og vi var spændte på om de ville nyde det lige så meget som vi plejer at nyde det.

Min far var ret overbevist om, at han under ingen omstændigheder kunne komme op ad fjeldet, men man kan jo som bekendt mere end man tror og det gik så fint.

Vi tog afsted i fredags da Jan havde fået fri fra arbejde. Sejlturen gik så fint og mine forældre, som gennem mange år har ment at det nærmede sig lidt farligt at sejle i åben jolle, var trygge nok ved at sejle med vores jolle.

Vi var så heldige med vejret.

Der var sol, en smule vind og absolut ingen myg.
Om lørdagen gik Jan og jeg en tur op i fjeldet.

Vi så nogle harer og det var vi utroligt glade for, for det er længe siden vi har set noget som helst levende.
De to falkepar, som plejede at yngle oppe i fjeldet over vores hytte, er pist væk. Vi har ikke set dem i dette år overhovedet.

Normalt plejer der at være mange sneharer, men disse er de første, som vi har set i år.

Vi plejer også at se enkelte nogle ryper.

Ikke mange, men nogle stykker, men der har stort set ikke været noget som helst levende oppe ved vores hytte.
Ikke engang myg.

Vi plejer at gå en tur op i fjeldet og kigge på det hele.
Vi går op på nogle fjeldtoppe og tjekker udsigter ud og hygger.

Og så går vi ned igen, tager en lur, spiser nogle madder og drikker noget te.
Vores samvittighed er lidt renere, når vi har været oppe og gå nogle skridt og haft pulsen op og køre lidt i højere tempo.

I lørdags lagde Jan sig, mens jeg sad udenfor med mine forældre, som hyggede sig med at plukke/spise sortebær og da tidevandet var på sit laveste, gik vi ned på stranden og plukkede en hel spandfuld blåmuslinger.

Der var spring og det betyder jo at der var ekstra-stor tidevandsforskel og vi kunne gå på havbunden et rigtigt langt stykke ud.

Vi valgte at tage afsted, da vandet var på sit højeste, så det var lidt lettere at komme ombord i jollen fra klipperne for de lidt ældre ben.

Forhåbentligt kan mine forældre leve et par dage på denne weekend?
Vi kan ihvertfald.