Abstinens-skrivning

I rigtig mange år har jeg haft noget hjemmespundet, tyndt 1-trådet moskusgarn liggende.

Det er noget, som Susanne har spundet og givet til mig.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle strikke af det og hver gang jeg fandt en god opskrift, så syntes jeg at den alligevel ikke var god nok til det fine garn, så garnet blev liggende i den fine æske.

For næsten lige så mange år siden strikkede jeg Scilla capen og det endte med at jeg gav den væk, fordi jeg ikke troede at jeg ville få den brugt.

Min vin-røde version strikkede jeg i baby-alpakka og da min søster ledte efter et projekt hendes silke-moskusgarn, foreslog jeg Scilla.

Hun fik strikket sin Scilla og den blev så fin og så vidste jeg jo godt, at jeg det var det jeg skulle bruge mit tynde, fine, håndspundne moskusgarn fra  Susanne til.

Jeg havde det med op i hytten i weekenden, hvor jeg strikkede den yderste bort og jeg blev færdig lige akkurat som vi skulle hjem igen, så det eneste jeg skulle gøre, var at smide den i noget sæbevand, skylle op og spænde ud... og hvad ser jeg så????

Jeg har strikket vrangside nogle steder på ret-siden.

Hvordan det har kunnet lade sig gøre, aner jeg ikke, men jeg spændte den lige akkurat ud, så den kunne tørre, for det skulle bare laves om!

Nu er yderborten pillet lige så forsigtigt op igen og jo, jeg ærgrer mig da, men jeg ville ærgre mig endnu mere, hvis jeg ikke rettede fejlen.

Det haster ikke og vidende at det kun tog mig et par aftener eller tre at komme igennem borten, så er jeg forholdsvis fortrøstningsfuld.

Jeg strikkede en “Knud Rasmussen” sweater til Jan i starten af måneden.

Den er strikket i det blødeste, bløde 100% merino og måske fordi garnet er så blødte, er ribben, efter brug blevet noget slapt, så jeg skal lige have syet en tynd, usynlig elastik i ribben, så det ikke slasker.

Jan, som er meget uld-sart, kan have sweateren på med bare arme, så den er meget blød.

MIn søster fyldte 45 år i fredags.

MIn anden søster, mine forældre og jeg købte i fællesskab en Georg Jensen damask-dug til hende, men den nåede ikke frem til dagen og jeg syntes at det var lidt trist ikke at komme med en eller anden lille ting, så jeg ville finde på noget.

Jeg har arvet alle min fars mormors gamle kaffekopper. De er alle uens, men passer alle sammen alligevel.

Jeg arvede også Jans mormors kaffekopper og selvom de ikke er identiske med min fars mormors, så var det dog alligevel i samme stil, så jeg har en del af dem og kan dække op til kaffemik, hvis jeg ville, så jeg fandt en af vores fars mormors kaffekopper med understel og kagetallerkener frem og lavede en opsats til min søster.

Jeg tænker at hun nok kan bruge den til andet end kager, fx smykker, sminke, dimser eller dutter.

Jeg fyldte koppen med bittesmå påskeæg, så hun ikke skulle blive alt for skuffet, hvis opsatsen ikke faldt i hendes smag alligevel.

Hun havde en slags åbent-hus kombineret med kaffemik og det var jo almindelig arbejdsdag, så jeg bagte en kage til hende også, så hun ikke skulle blive alt for presset.

Hun lavede maden selv og andre bidrog med lidt kager også, så det blev så fint det hele.

Jeg tog chancen og bagte en kage, som jeg aldrig har bagt før.

Det er altid lidt en satsning at kaste sig over en kage, som man ikke engang har smagt.

Brownie-n smagte godt og den kommer helt sikkert på mit kagebord igen.

Har jeg forresten fortalt at Laura er hjemme for tiden?

Hun hjælper til med Arctic Sounds festival, der løber af stablen fra i morgen af.

Der er mange mennesker i byen og jeg vil sådan ønske for dem allesammen at   vejret bliver godt og at byen viser sig fra sin fine side, som i weekenden eller forleden da vi var i hytten.

Sara er i Ilulissat på påskeferie og vi håber selvfølgeligt at vi kommer i hytten i løbet af påsken, udover at vi også skal ud og høre musik, hvor jeg har lovet at tage nogle billeder (som frivillig), så helligdagene bliver anderledes og der bliver ingen grund til at kede sig.

(Jeg har ikke røget i 14 dage og det er stadig vildt svært..)