Om lister, hunde, kat, weekendture og lidt mere om lister

Engang skrev jeg lister.

Hver dag.

Jeg skrev dem især dengang børnene var små og der var mange ting, som jeg skulle huske på.

Både ting, som skulle gøres, ting, som skulle handles ind, ting, som jeg ville nå; både for mig selv og for husstanden og jeg lavede lister for i dag, for i morgen, næste uge og for de kommende måneder.

Mine lister var til tider lange og mange, men der var styr på dem og på alle de ting, som jeg gerne ville nå.

Hvorfor holdt jeg i grunden op?

Måske troede jeg på et tidspunkt, at når børnene var blevet større, så var der mindre at huske på?

Jeg tror, at jeg læste på et tidspunkt at man blev dårligere til at huske, når man skrev alting ned og dermed ikke trænede sin hukommelse eller måske er det bare endnu een af mine egne, hjemmestrikkede lommeteorier, der ikke har hold i andet end min frie fantasi?

Men jeg gik i dag og tænkte at det måske var en rigtig god idé at få lidt styr på alle de mange små projekter, der rumsterer inde i hovedet på mig, alle mine drømme om at nå i mål med både fornøjelige ting og med ting, som er pligtbetonede.

Een af de ting, som jeg ville skrive på min liste er, at jeg skal skrive et par dagbogsnotater hver dag.

Bare et par linier, så jeg kan se tilbage og glæde mig over ting og oplevelser, som er sket.

Jeg vil foreksempel gerne, om et par år, mindes om den her weekend, som jeg lige har forladt.

Den har været rigtig, rigtig god.

Jan og jeg gik og kikkede ud af vinduet rigtig mange gange i lørdags og vi kunne konstatere, at vejret måske lige var lidt for friskt til at tage ud og sejle i.

Ikke at det ikke kunne lade sig gøre, men bølgerne gik stadig højt derude mod nord, hvor vi gerne ville hen og vores motor er jo stadig i tilkørselsfasen og må stadig kun sejle halv kraft, så vi gik lidt rundt om os selv et par gange og blev så enige om, at en hjemme-weekend måske heller ikke var at foragte.

Vi har hundehvalpe

og de er omkring 3 uger og stadig bløde, runde og gryntende.

Jeg havde ikke set dem ved selvsyn og da Sara og Jan skulle ned og fordre hundene, valgte jeg at gå med for at se dem.

Der er altså ikke noget sødere og mere nuttet end dyre-unger og disse hundehvalpe er altså bare så bedårende.

Det er lidt svært at forestille sig, at disse små, gryntende, velduftende pelstotter, vokser sig meget store på ret kort tid og kan udvikle sig til slemme slagsbrødre af den meget hårdføre slags.

Vidste du for resten godt, at man ikke må indføre andre hunderacer til slædehundedistrikterne, som går fra Sisimiut, hvor vi bor og nordefter og til Østgrønland?

Og vidste du også at gennemsnitsvægten på en grønlandshund ligger mellem 30-35 kg?

(Jeps! jeg fik ikke den ene pote med på billedet. ØV)

Der er efterhånden flere sider på nettet,

hvor du kan hente oplysninger om den grønlandske slædehund og du kan finde nogle sider her og her og så har dyrlæge Marit Holm sammen med Finn Siegstad skrevet denne lille folder, hvor man kan læse om pasningen af slædehunden heroppe, men jeg synes også du skulle slå et smut forbi denne side, hvis du vil læse lidt om vores flotte, arbejdshund.

Sara har et helt specielt forhold til een af hundene, som vel nærmest kan betegnes som hendes.

De er voldsomt glade for hinanden og “Nuunukasik” opfører sig, som var han på både speed og ekstra stærk kaffe, når Sara dukker op.

Hun bruger også lidt ekstra tid på ham og er indimellem ude og gå nogle gode, lange ture med ham i fjeldet.

Han har en sjov vane med at skulle nappe hende forsigtigt lidt over det hele og ansigtet får også et par kærlige nap.

“Storm” er virkelig lidt af en storm.

Han er så livlig og styrter omkring, men foran slæden er han knap så ivrig.

Der er et hieraki, som skal opretholdes i sådan et hundespand og han er en af de yngste og en af dem nederst i hakkeordenen.. endnu, så han bliver trynet og er derfor knap så kry.

Der er dog ingen tvivl om, at Jan er den som allerøverst i hierakiet og det er som det skal være.

Herhjemme i huset, er Saras kat alene og katten er ret ligeglad med hakkeordener og hieraki.

Hun bestemmer fuldstændigt selv.. altså katten (såmænd også Sara) og gør som hun lige føler for.

Der er ingen tvivl om, hvis kat hun er og folk, som tror at katte ikke er trofaste eller har en god hukommelse, kan roligt tro om igen.

Katten (Asasasfu) kunne sagtens huske Sara efter knap 10 måneder og hun havde bestemt heller ikke glemt sin kærlighed til hende.

Der er adskillige folk, som hun bestemt ikke kan lide og hun ignorerer dem høfligt og hvis de folk, som hun ikke bryder sig om, insisterer på at klappe, klø eller kæle med hende, hvæser hun stille og rejser sig op og forlader selskabet.

Selvom en kat ikke har ansigtsmimik, som en hund har, så har de det så meget mere i deres personlighed.

Her i Sisimiut må en kat ikke gå rundt udenfor uden at gå i snor, så vores lille kat, er i den grad inde-kat, men hun har så også meget plads at boltre sig på, da vi jo bor på  flere etager.

Da både hunde og kat var fotograferet og vi havde spist aftensmad, kikkede Jan og jeg ud af vinduet igen og selvom bølgerne stadig var lidt urolige, valgte vi at skynde os at pakke en madpakke og et par ekstra strømper ned i rygsækken og tog op i hytten.

Vejret var vist det, man kan kalde friskt og det var en smule mere besværligt at komme i land end ellers, men vi nåede det hele inden mørket faldt på.

At lægge sig under dynen i hytten og falde i søvn til kun naturens egne lyde og dem sagte klukken af skibsovnen, – det giver altså bare en anden og bedre søvn end man kan få andre steder.

At vågne op, når lyset langsomt bryder frem og fugle insisterer med deres kvidren på livsglæde..

Jeg kunne vist leve i vores hytte i adskillige måneder uden at mangle storbyen.

Om søndagen var, da kaffen var drukket og udsigten var beundret gik vi en tur op i fjeldet.

Den lette nattefrost er blevet en fast del af nattelivet og det er et smukt syn,

når solens første stråler rammer jorden og tør den hinde-tynde frost af bladene og dråberne glimtrer som en milliard små krystaller overalt.

Hvis du gider at gå meget langt op, er der både masser af sortebær

og masser af blåbær,

og hvis du vil have plukket nogle, så tror jeg at det altså snart skal være.

Vi så enkelte harer og enkelte ryper.

Mest af alt så vi dog gode udsigter

med storslået natur.

Og apropos storslået natur og fine udsigter, som må jeg altså hellere skrive på min endnu-ikke-eksisterende liste, at det lille, gamle kompaktkamera skal lades op og at kortet skal tømmes.

Og måske burde jeg skrive på min liste, at jeg faktisk hellere vil slæbe mit tunge spejlrefleks kamera med og få nogle lidt bedre billeder, næste gang.

Og på en anden liste vil jeg skrive at jeg skal huske at fortælle om den rensdyr-jagttur, som Jan var på sammen med en kollega i dag og måske på samme huske-liste-linier, kunne jeg skrive på at jeg heller ikke har vist billeder fra en anden jagttur, som Jan og jeg foretog os.