søndag den 25. december 2016

Under det grønne nordlys

Vi havde en dejlig, dejlig jul med alt for meget alt for god mad.
Som vi plejer.


Min mor evner altså bare at få stegt de ænder, så de smager så juleenglene jodler himmelske toner.
Vi fik danset om juletræet og det endte faktisk i grin og latter.

Der blev delt de fineste julegaver ud og den hjemmelavede julekonfekt blev nydt med en kop te og kaffe.
Ingen manglede noget.. eller det vil sige; jeg manglede min Sara omkring mig, men gudsketakoglov for den moderne teknologi fik vi snakket sammen og det var næsten som at have hende hos sig, men også kun næsten.

Hun havde også hygget sig og nydt sin juleaften i familiens skød i Danmark.

Da vi gik, skulle vi omkring lossepladsen med noget affald og kørte en tur ud til hundepladsen og pludseligt bragede nordlyset på himlen.






Jeg havde skam mit kamera med, men jeg var kun iført meget tynde nylonstrømpebukser og en tynd kjole, så det var meget begrænset, hvor længe jeg kunne stå ude i de –24,3 grader, som vi holdt os på det tidspunkt og tage billeder, men jeg fik da et par stykker med hjem.



Og ja, det er vanvittigt dumt, at gå ud i kulden med så lidt/intet tøj på, men da jeg tidligere på aftenen skulle krydse over gaden til mine forældre, var jeg sent på den og smuttede bare i mine støvler og tog den nærmeste jakke på.

Skal man opleve nordlys, skal man være der og man kan jo som bekendt ikke sætte nordlyset på pause eller standby til man lige har fået det rigtige tøj på, fået hentet kameraet eller stillet sig i det rigtige verdenshjørne, så det om at være forberedt, hvis man vil andet end bare nyde nuet og synet.

Jeg  er endnu ikke helt fortrolig med mit nye kamera og mine fingre søger automatisk de knapper, som var på det gamle kamera og det giver indimellem nogle mærkelige indstillinger.




Lige om lidt krydser vi gaden igen for endnu engang at spise hos mine forældre.

De disker op med alverdens ting i dag. Igen i dag.

Det er frokost med specialiteter såsom rensdyrleverpostej, lammerullepølse af grønlandsk lam, marinerede ørreder, gravad laks, hellefisk, ryper, lam og mange, mange andre lækkerier af grønlandske råvarer, som altsammen er tilberedt af min mor.
Det vil være synd at sige at jeg er sulten lige nu, men jeg ved også at når jeg først sidder foran bordet med lækkerierne indenfor rækkevidde, så skal det naturligvis smages altsammen.

Jeg håber, at også du havde en god og dejlig lille-juleaften i går og får en god og dejlig juledag i dag.

Glædelig jul

1 kommentar:

  1. Hej Dorthe, tusind tak fordi du skriver igen,det ernærmest som en ekstra julegave. Jeg har kigget ind på din blog mange gange. Jeg har haft en dejlig grøn og varm jul her i Jylland,lidt mærkeligt,vi savner sne og kulde. Lige nu sidder jeg med mit lille drenge barnebarn,han kom d 13 december. Sikke en lykke det er. Jeg vil ønske dig og din familie et rigtig godt og lykkebringende nytår. Kærlig hilsen Britt

    SvarSlet

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.