Lige som sidste år, forrige år, året forinden...

I disse dage bliver traditionerne holdt til punkt og prikke.
Der er ingen slinger i valsen og det giver en form for tryghed, at vide, hvad der skal ske.
Til andre tider, kan traditioner være en hæmsko for nytænkning og udvikling, men hvorfor i grunden ændre på noget, som fungerer så fint, som vores juletraditioner nu engang gør.

Den 23. december plejer jeg at pynte mine forældres juletræ.
Min mor vil gerne have det så enkelt så muligt uden alt for meget glitterstads og det passer mig såmænd meget fint, at jeg ved, lige nøjagtig hvordan det skal pyntes.
Jeg kan såmænd næsten pynte det med lukkede øjne.

Resten af familien støder til og så er vi samlet.
Bagefter vanker der æbleskiver og hjemmelavet julekonfekt.

Under det grønne nordlys

Vi havde en dejlig, dejlig jul med alt for meget alt for god mad.
Som vi plejer.

Min mor evner altså bare at få stegt de ænder, så de smager så juleenglene jodler himmelske toner.
Vi fik danset om juletræet og det endte faktisk i grin og latter.

Der blev delt de fineste julegaver ud og den hjemmelavede julekonfekt blev nydt med en kop te og kaffe.
Ingen manglede noget.. eller det vil sige; jeg manglede min Sara omkring mig, men gudsketakoglov for den moderne teknologi fik vi snakket sammen og det var næsten som at have hende hos sig, men også kun næsten.

Hun havde også hygget sig og nydt sin juleaften i familiens skød i Danmark.

Da vi gik, skulle vi omkring lossepladsen med noget affald og kørte en tur ud til hundepladsen og pludseligt bragede nordlyset på himlen.

Jeg havde skam mit kamera med, men jeg var kun iført meget tynde nylonstrømpebukser og en tynd kjole, så det var meget begrænset, hvor længe jeg kunne stå ude i de –24,3 grader, som vi holdt os på det tidspunkt og tage billeder, men jeg fik da et par stykker med hjem.



Og ja, det er vanvittigt dumt, at gå ud i kulden med så lidt/intet tøj på, men da jeg tidligere på aftenen skulle krydse over gaden til mine forældre, var jeg sent på den og smuttede bare i mine støvler og tog den nærmeste jakke på.

Skal man opleve nordlys, skal man være der og man kan jo som bekendt ikke sætte nordlyset på pause eller standby til man lige har fået det rigtige tøj på, fået hentet kameraet eller stillet sig i det rigtige verdenshjørne, så det om at være forberedt, hvis man vil andet end bare nyde nuet og synet.

Jeg  er endnu ikke helt fortrolig med mit nye kamera og mine fingre søger automatisk de knapper, som var på det gamle kamera og det giver indimellem nogle mærkelige indstillinger.




Lige om lidt krydser vi gaden igen for endnu engang at spise hos mine forældre.

De disker op med alverdens ting i dag. Igen i dag.

Det er frokost med specialiteter såsom rensdyrleverpostej, lammerullepølse af grønlandsk lam, marinerede ørreder, gravad laks, hellefisk, ryper, lam og mange, mange andre lækkerier af grønlandske råvarer, som altsammen er tilberedt af min mor.
Det vil være synd at sige at jeg er sulten lige nu, men jeg ved også at når jeg først sidder foran bordet med lækkerierne indenfor rækkevidde, så skal det naturligvis smages altsammen.

Jeg håber, at også du havde en god og dejlig lille-juleaften i går og får en god og dejlig juledag i dag.

Glædelig jul

Glædelig jul

Uanset om du er klar eller ej, uanset om du vil det eller ej, fejres der jul overalt på vores klode i morgen og i overmorgen.

Om du har bagt vaniliekranse efter den rigtige opskrift eller om du slet ikke har bagt overhovedet, om du har gjort jule-rent eller om dit hjem ligner en grim løgn, så håber jeg at du får en rigtig god jul.

At sidde alene, velvidende at de fleste sidder med deres kære, kan give følelsen af at være udenfor fællesskabet.

Ikke at kunne give den man elsker højt, en gave, når man ved, at andre pakker fine gaver ud, kan give en følelse af utilstrækkelighed.

 

Laura og jeg havde en kort, men ret dyb og sigende samtale her til eftermiddag mens jeg stod og rørte rundt i risengrøden, der i morgen skal vendes med hakkede mandler og flødeskum.

Hun havde fortalt en ven, at vi i vores familie trækker lod om, hvem vi skal give en gave i år og hun havde givet udtryk for at det var en lettelse, for så skulle man ikke ud og finde gaver til en hel masse, men kun koncentrere sig om en enkelt, hvortil vennen havde svaret, at det kun var for fattigrøve ikke at give gaver til alle.

Laura havde vist ikke svaret noget, men i dag kom hun så med en slidt kliché, at det er synd for dem, som er så fattige, at de kun har penge.

Det brugte jeg en stund til at reflektere lidt over.

Jeg reflekterede over hendes tanker og jeg reflekterede over hendes vens tanker og jeg blev glad for, at jeg har givet de værdier videre, som jeg synes er vigtige.

 

I min familie er vi ikke rige på penge og jordisk gods.

 

Det kunne nogen gange være rigtig rart at være stinkende rig, men når jeg skærer helt ind til benet og tænker lidt længere end til min tynde bankbog, så ved jeg, at jeg er rig.

 

I min familie har vi hinanden og vi hjælper hinanden med stort og småt.

Vi splejser og deler og giver allesammen til den fælles jul, som vi holder sammen. Og ikke kun til jul, men også til hverdag og andre fester.

I mange, mange år, afholdt mine forældre alle udgifterne, men med tiden, har vi alle fået faste jobs med fast indtægt og derfor er det en naturlig ting, at vi alle kommer med det, som vi evner.

I aften, efter jeg traditionen tro, har pyntet juletræet hos mine forældre, kom min yngste søster med masser af hjemmelavet julekonfekt og i morgen kommer jeg med ris alamanden, mens min anden søster kommer med rødkålen.

Der er blevet bagt småkager af både min mor og mine søstre. Jeg er ikke så god til småkager, så jeg har ikke bidraget med noget i den retning, men jeg bidrager med andre ting, som jeg er bedre til.

Andestegningen står min mor for og når vi har spist og drukket mere end rigeligt, tager vi hinandens hænder og synger et par salmer, mens vi går rundt om juletræet, for derefter at pakke den ene gave ud, som vi får af den, som har trukket lige netop os.

 

Vi er ikke alene.

Vi er sammen.

 

Vi vil i morgen sidde sammen med vores nære og kære i et tæt fællesskab med faste traditioner, som er bygget op over årtier. Det giver en følelse af rigdom og jeg tænker på de mange mennesker, som sidder alene og uden nogen at give noget til.

Jeg tænker på alle dem, som ikke har andet at give end en ting købt og betalt i dyre domme og tænker på at alle i virkeligheden fortjener at kunne fejre deres højtider i et fællesskab med kærlighed.

Nu er julen heldigvis ikke den eneste højtid på året, som kan give anledning til at samles i et rigt fællesskab og i min familie, samles vi ofte og gerne og hvis du ikke har mulighed for at fejre julen med nogen i morgen, så håber og ønsker jeg for dig, at du har muligheden senere.

Det er ikke vaniliekransene, det rene hjem eller den store gave, som du vil huske om mange år, men fællesskabet og den gode stemning, som vil lagres i din hukommelse og som vil give dig en følselse af rigdom.

 

Du ønskes ihvertfald en god og glædelig jul fra mig.

(Yngstepigen er savnet. Hun er i Danmark og det trøster mig at vide, at også hun er med familien, hvor der er nærhed og fællesskab. Det er den første jul, som hun skal fejre andetsteds.)

Indtryk

Min far og jeg nåede lidt ud i butikkerne i Nuuk.. eller rettere: vi kørte bus rundt for at komme lidt væk fra sygehuset og stod af i byens butikscenter, igen.

hvor vi tøffede langsomt rundt inden vi tøffede endnu langsommere tilbage.

Et par rodede måneder

Det har rodet lidt i min tilværelse de sidste måneders tid.

Ikke på den forvirrede måde, men bare en masse uplanlagte aktiviteter.

Det sidste jeg skrev herinde, var at yngstepigen flyttede til Brussels og der gik altså mere end et par dage inden jeg havde vænnet mig til tanken.

Jan drog til Nuuk på et kombineret kursus/møde og mens han var væk, drønede jeg vildt rundt og fik ryddet hele underetagen op og fik hyret en maler, som fik malet noget af det mest trængende.

Der var et par opgaver, som fuldstændig tog pippet fra mig og da jeg først fik arrangeret noget hjælp med hensyn til malearbejdet, kom der hul på den betændte byld, som jeg følte at arbejdet med underetagen, var.

 

I mellemtiden, ja faktisk siden i sommer har min far døjet med sky-høje infektionstal,  uden at de på sygehuset har kunnet finde ud af, hvor infektionen var og samtidig har han været plaget af voldsomme smerter i og omkring lysken. Det har drænet han for energi, så han sov dage væk.

Han er af den lidt ældre årgang og hører ikke så godt, som han har gjort, samtidig med at han ikke er så god til at gå til læge.. ihvertfald får han ikke stillet spørgsmål, får ikke de svar han gerne vil have og når han kommer hjem, har han ofte kun hørt lidt over halvdelen af, hvad lægen sagde, så jeg var med ham til læge engang i sidste måned.

Derudover har han også døjet med en tand, men manden har en særdeles udviklet fobi mod tandlæger, så det var med megen overtalelse at vi fik ham sendt afsted til tandlægen, som han så måtte forlade 3 timer senere og en tand fattigere (og som måske kunne være årsagen til infektionen, uden dog at nogen var sikre)

 

Han blev henvist til udredning på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og da han alligevel skulle til kontrol med noget andet, håbede lægen her i Sisimiut at han ville kunne få foretaget alle de der forskellige andre undersøgelser i sammen ombæring.

Der var en del snak frem og tilbage om søndagen, hvor han skulle afsted om mandagen d. 5. december og det blev besluttet at det nok var bedst at jeg tog med ham til Nuuk og heldigvis fik jeg lov til at arbejdet at kunne tage med ham.

Vi rejste meget sent om eftermiddagen mandag og vi havde en hjemrejsebillet til om torsdagen, som dog endte med at blive annulleret.

Vi fik i fællesskab skubbet så meget til undersøgelserne at han kom til undersøgelser både om onsdagen og om fredagen, men alligevel kunne lægerne på Dr. Ingrids Hospital ikke nå at få kigget de forskellige undersøgelsesresultater før om mandagen, hvor han så blev udskrevet.

 

(udsigten fra hans stue, fejlede nu ikke noget og vi fik også kigget end del ud af vinduet:)

 

Skæbnen ville så at vi ikke kunne komme afsted om mandagen og vi blev indlogeret på Hotel Hans Egede til næste dag, hvor vi så endelig kom afsted og landede herhjemme igen.

 

Min far har stadig mange smerter og det trætter naturligvis og der bruges stadig mange timer til søvn, men faktum er, at der ikke er noget meget alvorligt at finde hverken udvendigt eller indvendigt. Der fyldes vitaminer på ham, da han ligesom så mange andre, er i underskud og så håber vi naturligvis, at det hjælper på energien når dagene igen bliver længere, frosten slipper og solen er oftere at se på vores smukke himmel.

Der er ikke noget så trættende, som at sidde på et sygehus og vente.

Sidde blandt syge, lugten af sygdom og nærværet af sygdom.

Jeg er stadig lidt mærket af de 8 lange dage på sygehuset og jeg var endda ikke den syge denne gang.

Der bliver sovet lidt mere end normalt og mine drømme er rodede og filtret ind i forvirrede sammenhænge med sygehus, sygdom og indtryk.

Jeg boede privat, men var nede på sygehuset fra kl ca 08 om morgenen til kl ca 21-22 om aftenen.

 

Inden jeg tog med min far til Nuuk, var Jan som sagt ude og rejse og jeg var alene og jeg tænkte at når jeg nu var alene, kunne jeg bruge tiden på at få gjort vores etage lidt i stand og når nu jeg ikke var ventet hjemme, kunne jeg være lidt god mod andre og tilbød derfor mine kollegaer inklusiv rengøringspersonalet at de kunne komme og få taget et gratis portrætbillede, hvilket en del tog imod.

Jeg har fået lov til at vise et enkelt af ca 200 billeder ialt, som jeg tog. (jeg har kun spurgt den ene)

Jeg har jo fået et nyt kamera og jeg øver mig stadig og hvis nogen vil have et portrætbillede, kan jeg jo passende øve mig i at bruge kameraet.

Kameraet blev liggende herhjemme mens jeg var i Nuuk og det ærgrede mig flere gange, så alle mine billeder fra Nuuk er taget med min mobiltelefon.

 

Nåe jo.. så tog jeg en beslutning i søndags.

Jeg lod 20-25 cm af mit hår klippe af og jeg har ikke fortrudt.

Det er meget hår, der røg og forandringen er ret stor. Måske mest inde i mit hoved.

I dag blev juleferien skudt igang og jeg har ventet den med længsel. 

Det har været et langt efterår med mange indtryk.

Laura er kommet hjem igen fra sit 2 måneder lange ophold i Århus og Simon er kommet i dag på juleferie.

Der er ingen planer lagt for juleferien andet end at der skal kobles fra.

Hvilke planer har du for dine juleferiefridage?