En fantastisk weekend

Som du sikkert husker, havde jeg en forfærdelig bækkenløsning i sommer?

Det var slemt og startede akkurat, som min ferie startede.

Heldigvis gik jeg til læge.. ikke fordi det hjalp synderligt at gå til læge, udover at jeg fik både akupunktur og masser af smertestillende piller, men heldigvis, fordi jeg så havde dokumentation for, at jeg havde brugt en stor del af min ferie på at være syg.

 

Jeg ville rigtigt gerne have været foruden.

Hellere end meget gerne!

Lige efter skolestart, søgte jeg om at få erstattet min tabte ferie, da jeg kunne dokumentere, at jeg var syg og det har jeg nu fået.

Ikke det hele, men lidt af det og det er jeg glad for.

Det betyder, at jeg fra i morgen af, har ferie i 11 dage.

Som sagt ville jeg helst have haft ferie, mens resten af familien også havde det, men lidt har også ret og jeg vil bruge min erstatnings-ferie på at gøre noget af alt det, som jeg ikke kunne i sommer.

Jeg vil ud og gå.

Jeg vil op i fjeldet.

Jeg vil slappe af, uden at have ondt.

 

I fredags tog Jan og jeg mit nybagte grov-brød, mine hjemmelavede knækbrød, lidt ost og mine nye vandrestøvler i rygsækken og sejlede ind til hytten.

Alle andre i byen skulle til koncert i hallen med Ole Kristiansen.

Jo, jeg ville såmænd også gerne have været afsted, men jeg ville endnu hellere op til hytten og lade roen sænke sig over mig.

Der var nordenvind og bølger, men ikke mere end at vi kunne liste os indenskærs og komme i læ inde i fjorden og nå frem i højt humør.

Vi gik tidligt i seng med hver vores bog og faldt i søvn til den dybe stilhed, som kun blev ledsagtet af elvens brusen.

Jeg sov dårligt.

Rigtigt dårligt.

Det plejer jeg ikke at gøre i hytten, men natten mellem fredag og lørdag sov jeg kun overfladisk og vågnede hvert andet øjeblik.

 

Vi stod meget tidligt op.. faktisk før solen, snørede støvlerne og gik op i fjeldet for at se om der skulle være noget liv.

 

Jeg forventede absolut ingenting, men tog vores gåtur som en motions-tur og afprøvelse af mine nye vandrestøvler.

De sidste to år har vi ikke haft noget som helst held udi rensdyr-jagt omkring vores hytte, så mine forventninger var også derefter.

Og faktisk blev mine forventninger også indfriet.

Vi så absolut ingenting.

Ikke så meget som en lille rensdyr-lort, men mine støvler er gode og de enkelte harer, som vi så, fik lov at løbe.

Hver gang jeg ser en snehare i naturen, tænker jeg på, hvad mon den i sin tid har gjort siden Vorherre gav den så dårlig en kamoflage? Man kan se dem ude i fjeldet på flere kilometers afstad…

 

Vi havde en formiddabel gå-tur, hvor vi kom op i over 600 meters højde, hvor vi kunne nyde lidt frisk elv-vand i vores medbragte sodavandsflasker og vi kunne nyde udsigten, som rakte meget, meget langt.

 

Helt ude i horisonten, kunne vi se et atlantskib og vi kunne se både sejle ind i fjorden.

Vi gik hjemad igen og jeg kom først ned til hytten, fordi Jan lige ville runde et hjørne inden han gik ned og så havde vi også gået rundt i fjeldet omkring 6 timer i solskin, stilhed og næsten ingen myg.

Midt på eftermiddagen omkring kl 15 lagde jeg mig med en spændende bog og faldt så i søvn.

Jan forsøgte at vække mig med lidt mad ved 20-tiden, men jeg var ikke sulten og jeg vågnede også kortvarigt da Jan gik i seng, men  ellers sov jeg tungt, trygt og dybt indtil kl 08 i morges.

Jeg må have trængt, for man sover ikke bare 16-17 timer i streg uden at have trængt.

I formiddags vågnede vi til tæt, tæt, tæt tåge,

men det tog ikke glæden fra morgenkaffen og de stegte æg, væk.

Og så gik jeg ellers rengørings-amok i hytten, frisk og veludhvilet, fik sat Jan i gang med at ordne al hans værktøj, som vi havde indkøbt en fin værktøjs-kasse til og så var tågen såmænd også lettet og vi kunne sejle hjem inden nordenvinden, som de havde lovet, ellers tog ved havet igen.

 

Sara har fået arbejde i tøjbutikken og da hun fik fri kl 16, inviterede vi hende på is-cappuchino, kørte en tur og kørte hjem.. kun for at konstatere at Olsen er død.

Han må være død pludseligt, i det korte tidsrum, hvor vi har været ude, for han sad stadig på sin pind foran sin foderskål og var ikke engang faldet ned på bunden.

Olsen har boet hos os i præcis 3 år og 1 dag.

Jeg forsøgte mere end een gang at sætte ham fri.

Den ene af gangene fløj han flaksende og usikkert såmænd selv sin vej, men vendte tilbage igen.

Jeg er glad for at vi nåede at komme hjem til ham i dag og høre ham pippe glad og fornøjet inden han pludselig var død.

Det var jo forventeligt, da så lille en fugl nok ikke har så lang en levetid, men derfor kan jeg vel godt synes, at det er lidt trist?!

Selvom vores lille og højt skattede gråsisken er død, vil jeg stadig mene, at vi har haft en dejlig og afslappende weekend og jeg glæder mig allerede til at komme afsted igen.