Det bliver et monster-langt indlæg.
Så er du advaret.
Undskyldninger, søforklaringer og løfter, der gerne skulle kunne holde luft:
Nu må jeg se om der stadig er hul igennem, for det er da godt nok lang tid siden, jeg sidst har fundet vej til bloggen.
Altså min egen.
Jeg sniger mig stadig forbi en masse blogge om aftenen, inden jeg tumler træt i seng, men jeg får hverken skrevet kommentarer eller på anden måde vist at jeg har været forbi.
Lidt som en tyv om natten, der stjæler inspiration, information, hygge og adspredelse lister jeg mig rundt og besøger jer andre.
Jeg får heller ikke svaret på alle jeres søde og gode kommentarer her på bloggen, så I må jo føle, at I har besøgt mig, hvor jeg ikke var hjemme?
Men jeg har læst og nydt jeres ord og hvis sandheden skal frem, har jeg faktisk haft en smule dårlig samvittighed over, ikke at have svaret jer eller på anden måde vist, at jeg værdsætter jeres besøg. Det gør jeg altså og det endda rigtig meget.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været træt og uoplagt de sidste par måneder, ja og jeg kan vel nærmest tilføje et: “som jeg plejer at være det på denne tid af året”, men det vil ikke passe helt, for jeg har i modsætning til foregående år, været ude og gå et par gange om ugen og det har givet energi og holdt humøret oppe.
Jeg har gået og gået stærkt og endda i dagslys.
Helt ud til lufthavnen og tilbage igen, som er en tur på 12,2 km.
Jeg har holdt ved, holdt ud og har ikke holdt igen, når jeg var ude, for jeg går til og så hurtigt, som mine små, korte ben nu kan flytte sig.
Jeg går for at holde min vægt og jeg går for at få noget frisk luft og ikke mindst, går jeg for at få bevæget mig. Måske vil nogen sige, at det at bevæge sig og at holde sin vægt, er det samme, men sådan er det ikke helt lige i min verden. Jeg kan sagtens tage på, selvom jeg motionerer.
Mine gåture giver tankerne luft, så de kan svæve lidt mere frit og ubesværet, for de har været klemt lidt sammen på grund af plads mangel. Der har været trængsel af for mange og lange tanker inde i tanke-centeret, –hvis man da har sådan et?
I det nye år, siden januar, har mit arbejde givet en masse tanker og der er såmænd ellers tanker nok i den mørke tid af året og så må der luft til.
Det tager tid at gå ud til lufthavnen og tilbage igen et par gange om ugen.
Faktisk tager det lige nøjagtig 2 hele klokketimer at gå de 12,2 km for mig og den tid er blandt andet taget fra blog-tiden.
Ydermere har jeg faktisk et strikkehold på aftenskolen om torsdagen fra klokken 19.00 til kl 21.30, så jeg er lidt trængt og klemt, hvad tid angår.
Jeg klager bestemt ikke over det, for både mine gåture og mit aftenskolehold er kilde til glæde og smil.
..men ikke desto mindre sidder der en lille plage og driller mig med at jeg får forsømt min blog.
Om en måneds tid har bloggen faktisk 7 års fødselsdag og når jeg bladrer igennem de mange, mange indlæg, som der faktisk er 2796 af, så glæder jeg mig over den og over, at jeg på den måde har fastholdt en masse minder ved at nedfælde småbitte hverdagsglimt igennem så mange år.
Det er ikke alt, som bliver nedfældet.
Bestemt ikke, men det ene tager det andet med sig og gør det muligt at huske, erindre og fastholde en hverdag, som den var dengang, en stemning, en følelse og et levet liv, som jeg meget gerne vil huske. Både for det gode, men også for det mindre gode.
Det er faktisk slet ikke så ringe endda og det vil jeg bestræbe mig på at blive ved med at få nedfældet lidt i min virtuelle dagbog.
Strik og utilstrækkelighedsfølelser og om hvordan man kan stikke blår i øjnene på folk:
I mandags fyldte jeg ikke 7, men hele 48 år og jeg fik så mange fine og dejlige gaver.
Jeg fik bl.a hele to strikke-kits.
Et af farfar og et af min søster.
En bluse fra Farfar og en cardigan fra min søster.
Jeg overvejer at kaste mig ud i et af dem, selvom jeg faktisk har en strikkekrise på størrelse med en stor han-elefant.
Jeg startede “Print” af Hanne Falkenberg op igen.
Som du måske kan huske, trævlede jeg en næsten helt færdig “Print” op i november og jeg lagde opskrift og garn tavst og næsten uden ord ned i strikkekurven.
Der er intet i vejen med hverken opskrift eller garn, men jeg formåede alligevel at få gjort et eller andet, så ryggen var smallere end forstykket og selvom jeg ikke mangler til hverken gården eller gaden, så er mine “fortrin” altså heller ikke så pladskrævende, at de kræver dobbelt så meget plads som ryggen.
Denne gang er jeg nået helt frem til det første ærmegab, men kan allerede fornemme, at noget ikke helt er som det skal være, så “Print” er endt i strikkekurven ledsaget med et surt grynt og jeg har så slået 250 hele masker op på en pind 3 og startet på en kjole.
Kjolen, “Regnvejrsdag” af Annette Dannielsen er nu mere end halvvejs, men jeg har gjort en fejl. Jeg havde højlandsuld og alpaca fra Garnudsalg og jeg tænkte at jeg snildt kunne strikke kjolen med begge tråde, men der tog jeg vist fejl.
Vist ret meget endda.
Jeg googlede lidt og fandt frem til at højlandsulden har en løbelængde på 550 mtr. pr. 100 gram og at Tvinni fra Isager garn, som kjolen i bogen er strikket i, har en løbelængde på 520 mtr. pr.100 gram og tænkte at det vist ikke gjorde noget, at jeg strikkede med to tråde og at den bare blev lidt varmere i denne kolde tid (Det fryser –22 udenfor lige nu og med en let brise, føles det altså endnu koldere).
Jeg har nu strikket næsten en halv meter og kan se at kjolen, til trods for at jeg har taget adskillige masker ind og det kun er en str. small, uden problemer ville kunne bruges som fortelt til en middelstor campingvogn.
Spørg lige om jeg er træt af mig selv og mine forfejlede strikkerier!
Og spørg så lige om jeg synes det er lidt pinligt at skulle forstille at være lærer på et strikkehold på aftenskolen!
Øv, øv og atter øv.
Indtil videre har jeg kunne fastholde og bevare de søde, sjove og ualmindeligt sympatiske aftenskole-elevers illusion om, at jeg kan finde ud af at strikke, men inden jeg ser mig om, finder de såmænd ud af, at det er distance-blænderi og overvurdering af egne strikke-evner, som fik mig til at sige: “jamen, så okay” til at stå for holdet.
Jeg trævler kjolen op i al ubemærkethed, men gider du ikke lige fortælle mig, om det mon går an at strikke kjolen i en tråd højlandsuld fra Garnudsalg istedet for Tvinnien?
Eller skal jeg bare trævle op og starte på et af de to kits, som jeg fik i mandags?
Jeg ville jo ellers så gerne have endnu en hjemmestrikket kjole i varmt uld i denne kolde vintertid.
Flere gaver:
Jeg fik hele to nøgler a’ 50 gram moskusgarn af min helt egen Simon, (og to poser te af grønlandske urter, samt en masse lækker olie og creme til mit aldrende ansigt)
en kræftens bekæmpelses-t-shirt af mine piger
(og en sløje og refleks, også fra Kræftens bekæmpelse) og ikke bare en, men to bøger af Jan.
Af mine forældre fik jeg såler til at putte i støvlerne og det er altså ikke bare nogle såler af uld eller gulvtæppe, men nogle som kan oplades og som så kan varme dine støvler/fødder i den kolde vinter. Det er slut med at få kolde fødder, bogstaveligt talt.. hæhæ.
Af min ældste lillesøster blev jeg også forkælet. Jeg fik olie til kroppen, lækker shampoo og balsam med dejlig duft til håret og en luksussæbe, som jeg vil have helt for mig selv. Af mine venner fik jeg en alt for lækker æske med luksuschokolade, så den er lagt ovenpå køkkenskabene og bliver gemt til en dag, hvor der skal lidt ekstra forkælelse til.
Jeg er et priviligeret, forkælet menneske og jeg nyder det.
Inspicering:
Jeg ved, jeg springer i tid og sted, men sådan må det være, når jeg har forsømt, men jeg håber, at du kan følge med?
I onsdags, mens alle vi andre tjente til livets ophold, havde Jan og hans kollega ingen undervisning og kunne derfor efter ganske få timers ophold på arbejdspladsen tjekke ud, gå hjem og starte snescooterne op for at køre ud og tjekke fjordisen.
Jans kollega har også en hytte inde i fjorden.. lidt længere ude af fjorden og den skulle naturligvis inspiceres, når vores hytte var blevet besøgt og tjekket.
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel derinde, mens den herude var lidt ligesom mit humør: overskyet, lettere forblæst og med lidt mørke skyer.. for mit vedkommende krydret en anelse misundelse.
Men Jan og hans kollega havde en formiddabel god dag og tur og de kunne, da de kom hjem fortælle at isen er så sikker at selv jeg kan køre på den uden at gøre tyndt i bukserne. Jeg glæder mig på deres vegne, under dem den gode dag og drømmer om, at det snart er mig, som sidder inde ved hytten med et krus varm te i hænderne, omgivet af den dybe stilhed og alt det smukke og storslåede omkring mig.
Socialisering og arbejde
En anden og glædelig ting, som jeg også har brugt mere tid på i det nye år, er nye og gamle venner.
I min afdeling var det før i tiden en tradition, at vi holdt en lille fest, når vi var færdige med alle vores undervisningsplaner, individuelle elevrapporter og individuelle undervisningsevalueringer, men et eller andet sted mellem stress og jag, mellem tidsnød og tidspres røg traditionen i vasken og tilbage sad vi med en underlig, fad fornemmelse, når vi i januar havde afleveret et kæmpe stykke hestearbejde. Det var et anti-klimaks-højdepunkt.. øh, hvis altså et antiklimaks kan have et højdepunkt og det besluttede vi at gøre noget ved og ændre.
Vi gad ihvertfald ikke sidde på skolen, hvor vi sidder mange timer i forvejen, så jeg lagde hus til sammenskudsgilde for 14 dage siden, hvor der ikke blev sparet på hverken mad, vin, grin, hygge, sjov og larm.
Det er første, men bestemt ikke sidste gang, at jeg tør at lægge hus til mine kollegaers samvær.
Nogle synes, at de ser rigeligt til deres kollegaer i arbejdstiden og det havde jeg såmænd også en tendens til at mene en overgang, men når man har været sammen med dem over noget godt mad, en god vin, sang, musik og sjove fortællinger og har set dem i andet end det stramme ansigtstræk og tynget af tunge arbejdsbyrder, giver det altså lige det lidt ekstra som gør at jeg får et lidt mere alsidigt indtryk af dem, ser nye hjørner af deres personligheder og ved lidt mere om dem, som så igen gør at jeg glæder mig endnu mere til at arbejde sammen med dem om de tunge sager som indimellem havner mellem vores hænder.
I går og i dag, havde alle skolens elever fri.
Det havde vi ikke.
Alle lærere var indkaldt til et kursus, som blev afholdt fredag og lørdag fra kl 08 til 16.
I dag er det lørdag og solen skinnede og jeg tilstår uden at blinke, at det var lidt svært at holde koncentrationen og fokus på de emner, som vi skulle holde kursus over.
Jeg har været den mest elendige elev/kursist.
Jeg tilstår ganske enkelt at jeg hellere ville have været ude i den frostklare solstråle og suget energi, kræfter og frisk luft til de kommende arbejdsdage, men jeg sad altså indendøre, mens tankerne strejfede hid og did og var svære at tøjle, men dagen i dag slutted af med, at vi skulle skrive nogle ord på en seddel, som var hæftet på vores ryg.. altså vi skulle skrive på vores kollegaers sedler og da jeg fik pillet min seddel af og så, hvad mine kollegaer i min afdeling havde skrevet om mig, blev jeg glad for mine kollegaer.. igen.
Jeg håber, at de blev lige så glade for deres sedler.
En meget, meget gammel ven af både Jan, Jesper og mig, ja, faktisk vores fælles gamle klassekammerat er flyttet delvis og i en kortere periode her til byen og han kommer her med mellemrum.
Det er samvær, som ikke kræver hverken tilvænning eller tilpasning.
Der bliver vendt minder og fælles oplevelser og der bliver snakket om store og små ting, når vi mødes enten over god mad eller en hurtig kop kaffe.
Der bliver snakket om mange ting og et tilbagevendende emne, som bliver drøftet, er både vores egne og andres børn.
Vores børn er så store nu, at vi ikke nødvendigvis behøver at tage dem med i byen, når vi skal ud, mens hans stadig er under konfirmationsalderen og vi har snakket om vores venners børn/børns venner og hvordan vi hver især tackler andre forældres opdragelse eller mangel på samme af deres børn.
Vi har alle oplevet at nogle børn ganske enkelt er noget nær ved at splitte et hjem ad, når de er på besøg og at man derfor opfordrer sine børn til at lege udenfor, når de skal lege med lige nøjagtig de børn eller at man undgår den familie. Det er en svær ting og uanset, hvad man gør, sårer man nogen, hvis man siger noget som helst højt
Der bliver snakket politik og der ikke lagt fingre imellem, hvad vi hver især mener om den enkelte politiker.
Der bliver snakket om at gøre gengæld ved invitationer, vennetjenester og opbakning i venskaber.
Emner, som kan skille og som kan føre til venskabs-død og kolaps.
Der bliver snakket om svagheder og egne tåbeligheder, pinligheder og vi griner med og ad hinanden i al venskabelighed, for vi har kendt hinanden igennem det allerede levede liv.
Vi mødes i hverdagstøj, fint tøj eller den pyjamas, som man ikke har tænkt sig at tage resten af dagen og der bliver drukket kaffe både med morgenhår og hundetøj.
Der bliver ikke trådt varsomt nogen steder og det tager jeg som et udtryk for at vi er så trygge ved hinanden og venskabets holdbarhed.
Vi har lagt os i selen og krøbet ud af vores hjemlige hule for at mødes med dem, som vil os og det er faktisk slet ikke hverken farligt eller så svært.
Min kamera samler støv:
Jeg startede ellers året med en masse fotoplaner og de er ikke lagt på hylden.
De venter tålmodigt på at jeg får mere tid og overskud til at lege. På nettet har jeg set nogle fantastiske makrobilleder af frosne sæbebobler.
De af jer, som kender mig, ved at jeg elsker sæbebobler og at jeg allerhelst vil makrofotografere.. kombinationen ligger derfor lige for.
Jeg blandede sæbevand i dag med glycerin i, men om det ganske enkelt er for koldt eller om min sæbebobbelvands-blanding er forkert, ved jeg ikke.
Boblerne vil ikke lande uden de går i stykker.. på en sjov og anderledes måde, iøvrigt, men i morgen prøver jeg da bare igen, for forsøgene er sjove og jeg morer mig undervejs… normalt er jeg resultatorienteret, for ikke at sige fikseret, men lige akkurat i dette tilfælde morer jeg mig så meget undervejs, at resultatet ikke er afgørende
Jeg har en blomsterbuket fra Jan, som også står og lokker og hvis boblerne bliver kedelige, vil de gerne træde istedet.
I morgen er der endnu koldere end de –22 vi havde i dag, så det bliver nok endnu sværere at holde sæbeboblerne hele og jeg læste forøvrigt på nettet et sted, at jo højere luftfugtigheden var, jo længere holdt boblerne. Høj luftfugtighed er ikke det, som vi kan bryste os af heroppe, hvor luften er tør som fuglesandpapir.
I går var der åben scene på Taseralik.
Det er der hver måned og Laura spillede og sang igen sammen med een af sine klassekammerater.
Helt og aldeles mor-objektiv vil jeg mene at Laura (og klassekammeraten) gør det aldeles og fuldstændigt godt.
Jeg elsker, når Laura synger.
Jeg elsker hendes stemme og jeg er imponeret over hendes mod til at optræde for andre og for fremmede.
Alle de andre som gik på scenen gjorde det nu også godt, men jeg indrømmer blankt at jeg udelukkende kommer for at høre Laura synge og spille. Derfor og ikke for andet.
Nu tror jeg næsten at jeg har været hele vejen rundt og nu ved du sådan nogenlunde, hvad jeg får tiden til at gå med og ikke mindst: nu vil jeg om 7 år bladre tilbage og se, hvad jeg fik dagene til at gå med i februar dette år.
Hav en god søndag
