søndag den 14. oktober 2012

At rulle sig sammen og lade sig ynke

I nat svor jeg, at det var sidste gang i dette efterår at jeg overnattede i hytten, men allerede i morges, da lyset langsomt kom tilbage og jeg kunne se jollen, se fjeldene, kunne se, hvor slemt det SÅ ud, havde jeg næsten glemt, at jeg var utryg i nat.

Det er altså ikke rart at sidde i bulder-mørke i en østen-storm og ikke kunne se.

 

 

Da vi sejlede i går formiddags ved lidt i 9-tiden, blæste det pænt fra øst her i byen, men da vi havde rundet fjordmundingen og var næsten inde ved hytten, var jeg ved at fortryde, at jeg overhovedet var stået op.

Jeg startede dagen med at kaste op.

Måske fordi jeg spiste for hurtigt til trods for at jeg ikke var sulten?

Hvad ved jeg.. min mave var ikke samarbejdsvillig og så måtte jeg ofre al min morgenmad.

 

Jeg hader, hader, hader at kaste op!

 

Allermest har jeg bare lyst til at rulle mig sammen under min dyne og lade mig ynke, men desværre tillader min alder mig ikke at små-tude over lidt mave-besvær, så jeg tog mig sammen og tog mit tøj på og jeg er heller ikke sikker på, at Jan ville have ynket mig særligt troværdigt, hvis jeg havde rullet mig sammen og haft selvmedlidenhed.

Næsten inde ved hytten, var der de mest trælse bølger, som kastede vand over os op til flere gange og det var især, da jeg fik en ordentlig skylle havvand ned ad nakken og videre ned ad ryggen, at jeg tænkte på, at vende skuden og tage hjem og.. rulle mig sammen og lade mig ynke.

 

Med tungen lige i munden og koldt havvand dryppende ned ad ryggen, fik vi i fællesskab lagt til og det krævede da virkelig fællesskab, for bølgerne legede med jollen og ville gerne have den til at banke ind mod klipperne mens vi skulle af og da udhalet så også var snoet og Jan kun med møje og besvær fik jollen til at glide ud og ligge, der hvor den skulle, havde jeg lidt lyst til at tage hjem, rulle mig sammen under min dyne og lade mig ynke, men jeg samlede rygsækkene sammen og begyndte at gå op mod hytten, hvor den hidsige østenvind gjorde sit til at give mig modstand.

Jan fik tændt op i ovnen og vi fik brygget os en kop te, som vi drak, mens vi afklædte os det våde, så vi kunne iklæde os noget tørt og så gik vi op i fjeldet.. i modvind.

Jeg var træt allerede efter 50 meter og havde lyst til at gå tilbage, finde en dyne, som jeg kunne rulle mig sammen under og lade Jan ynke mig, men Jan gik forrest og skulle jeg fortælle ham, at jeg gerne ville ynkes, skulle jeg indhente ham. Når jeg endelig kom op på siden af ham, havde jeg så travlt med at fortælle ham, at mit hjerte hamrede afsted og kondien var elendig, at jeg glemte at fortælle ham, at jeg hellere ville ligge under dynen og lade mig ynke.. over et eller andet.

dernede

opad

Da vi kom op i højde (ca 300 meter i højden) var der vindstille og solen bagte varmt på vores kinder og jeg glemte alt om min entre til dagen, så jeg nød stilheden, udsigten og solen.

vpausestenen

kikkerten

kigger

 

 

 

Vi så absolut ingenting.. altså udover en rype

rype

nuurh

fod

rødhvid

 

og så gik vi ned igen,

ikløften

gåtur

dernede

hvor det blæste mere og mere op.

 

Da vi kom ned til hytten, rullede jeg mig sammen under dynen, men faldt i søvn, så hvis Jan ynkede mig, gik jeg glip af det.

 

Jeg fik lavet lidt aftensmad og mens østenvinden ruskede i hytten og gjorde mig bekymret over jollen, som lå og vuggede, kunne vi se solen forsvinde ud i mørket.

solnedgang

indbydende

håndholdtnordlys

inatten

nl

(Det er lidt svært at tage nordlys-billeder med et håndholdt compact-kamera)

 

Øv som jeg ikke synes om at sidde i mørket i stormen uden at kunne se jollen og det rusker så alvorligt i hytten.

fejlskud

 

 

Det var en nul-point-oplevelse og resten af natten, mens jeg lå rullet sammen under dynen, forsøgte Jan at tale til min fornuft, der var stået helt af og var usamarbejdsvillig.

 

Jeg lå og fik katastrofetanker om både det mulige og især det umulige.

Jan sov indimellem og det må jeg også have gjort nogle øjeblikke hist og her, men klokken lidt i seks, kunne vi ligeså godt stå op og vente på at lyset kom igen, så jeg kunne se, at jollen lå der, hvor den skulle.

Der blev ringet hjem over Iridiumtelefonen/satelit-telefonen og klokken 9 pakkede vi sammen og sejlede hjem.

aftagende

Havet har vist sig fra en pænere side før og gør det sikkert igen, men i formiddags var det lidt træls at sejle i, men hjem kom vi og lige nu, har østenvinden igen fået overtaget.

Øv siger jeg!

 

Vi skal spise med kniv og gaffel hos min mor i aften, men når jeg kommer hjem, vil jeg altså rulle mig sammen under dynen og måske Jan vil ynke mig for et eller andet..

Jeg hader når det blæser så meget, at det rusker i hele huset, vinduerne klirrer, møblerne ryster under een, lamperne svajer og ting udenfor blæser omkring med fare for at baldre gennem ruder, ind i hovederne på folk, at både synker eller driver væk, at ting falder ned, ryger op, ryger hen eller …

1 kommentar:

  1. Jeg siger det IGEN IGEN det er så sidste gang I sejler ud til hytten den her gang!! Jeg har sagt det før, så det her er sidste gang for i år!!
    Tusind tak for de kønne blomster I kom med
    KH mor

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding