torsdag den 23. juni 2011

Forresten…

I søndags var Jan og jeg en lille smuttur inde i fjorden, hvor vi fiskede med fiskestang midt ude i fjorden fra jollen.

tampax

Vi fangede 10 pæne ørreder

søndagsfangst

ørred

og en enkelt stor torsk bed gudhjælpemig også på fiskestangen.

 

Vi gider ikke lige torsk lige for øjeblikket.

Faktisk gav vi en pæn, stor bærepose fyldt med frosne torskefiletter pakket i små, portions-anrettede poser væk i sidste uge. Godt, at der var nogen, som gad.

Hundene har også fået deres del af fine, benfri torskefilletter, så torsk er ikke lige på nogens ønskeseddel for øjeblikket, men da torsken, som bed på snøren var stor, tænkte jeg straks på Dorit og hendes ørestikkere.

Den kom med op og ørestenene blev pillet ud da vi kom hjem.

Dét var noget værre griseri, men jeg har gjort det et par gange før, så de blev lokaliseret og fundet, renset, vasket og sat på en ørestik.

De andre, som jeg har haft liggende i laaaaang tid, er også blevet lavet til et par ørestikkere.

ørestentiløreringe

Resten af torsken fik hundene forøvrigt, uanset om de ville den eller ej.

 

Jan har travlt med eksaminer, så ham ser jeg ikke sådan for alvor før mandag morgen, når vi skal stige ombord i flyveren. Han skal have elever op både i morgen, på lørdag og på søndag.

 

Jeg har travlt med en masse småting, som skal sendes efter Laura, som jo skal efterlades, når vi rejser hjem fra sommerferie.

Tøj vil hun ikke have med, men hendes akustiske guitar, keybord og elektriske guitar skal med, så de skal pakkes i bobler og pap og kysses farvel i morgen.

Farfars stuer bliver omdannet til et mindre musik-lokale og kender jeg Laura ret, varer det ikke længe inden hun har anskaffet sig flere instrumenter, som hun vil lære at spille på.

Kender jeg farfar ret, vil han elske at spille sammen med Laura.

 

Jeg har det godt nok svært med at skulle sende min pige afsted.

Hun er knap blevet vænnet fra og nu skal hun ud og stå på egne ben.

Jeg ved, at hun kan, men kan jeg?

Dét skal jeg kunne, så det kan jeg selvfølgelig, men nøj, hvor der er mange tanker, minder og glemte oplevelser, der hvirvles op.

 

Sommeren viser sider af sit glade ansigt her i Sisimiut.

Det har jeg intet imod, men jeg vil ikke benægte, at jeg glæder mig til at se andre steder, andre ansigter og opleve nye ting og at jeg glæder mig til at rejse fra Sisimiut for en stund.

Der er kun 3 dage tilbage.

Du kan se billedet nedenfor i større udgave ved at klikke på det..

fralufthavnsvejen

4 kommentarer:

  1. Sikke nogle flotte ørestikker, der kom ud af den torsk.
    Kan godt forstå, du har svært ved at sende datteren langt væk. Men heldigvis er hun hos familie.
    KH Anette

    SvarSlet
  2. Anette: De er lidt fede og så er de 100% skabt af naturen uden nogen form tilretning.
    Jeg er også glad for at familien er der for Laura, når jeg nu er så langt væk (snøft, snøft)

    SvarSlet
  3. Hvor kan jeg forstå dig. Min datter flyttede "kun" til Holte, fra Aabenraa, da hun flyttede hjemmefra. Jeg havde det forfærdeligt. Vi stortudede begge to ved afskeden. Heldigvis kunne hun og kærsten komme hjem med tog, når de ville - og det var tit ;-) ( og nu bor de i Fredericia, sammen med mit lille skønne barnebarn )Du må undvære din datter i laaang tid. Dejligt hun har familie til at tage sig af hende her. Held og lykke til hende på efterskolen.

    SvarSlet
  4. rok4you.dk.: jeg gruer stadig for adskillelsen, men ved jo samtidig, at hun har både min søster og sin farfar lige om hjørnet (lige om hjørnet taget grønlandske forhold i betragtning)

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding