lørdag den 18. december 2010

Aqqartarfik

Indtil jeg fyldte ca 28 år, boede jeg enten på kollegie eller boligblok.

Som barn syntes jeg faktisk det var dejligt, at bo i boligblok.

Der var altid nogen at lege sammen med og følelsen af, at der boede nogen lige ved siden af og du rent faktisk kunne høre dem, var betryggende på en eller anden sær måde.

Når de skyllede w.c-et ud og vandet løb ned gennem nedfaldsstammen.

Når de trak stolene ud ovenpå efter aftensmaden.

Når dørene til svalegangene gik op og i ved siden af mit værelse.

 

Jeg mindes ikke, at have været plaget af naboer, men jeg gad godt nok ikke bo i boligblok nu, hvor jeg har boet i eget hus siden 1994.

Jeg kan gå rundt om min bolig. Jeg kan rive vægge ned, male som det lyster mig eller lade være.. hvilket er det, som jeg gør lige nu,-lader være, men skal til gengæld også selv skovle foran egen dør.

Male husfacaden selv, når den trænger.

Jeg kan ikke ringe efter nogen vicevært og det passer mig i og for sig udmærket, at jeg selv har ansvaret.

Når jeg en meget, meget sjælden gang er i nærheden af de blokke, hvor jeg voksede op, mærker jeg dog følelsen af at være hjemme.

Den ulækre stank af opgang og lyden af mine trin, når jeg går op ad trapperne.

Velkendt.

Jeg ved lige nøjagtig, hvor lang tid jeg skal holde vejret for at holde stanken ude, hvis jeg skal op på 3. etage.

Lyden af dørene til svalegangene.

 

Da vi kørte hjem og gik op af vores egen trappe følte jeg dog lettelse over at jeg ikke deler tag med 324 andre mennesker.

aqqartarfik2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding