Originalerne

Orv mine billeder,- altså de rigtige er kommet.

Min søster Lena, Laura og Sara har hentet dem og har nu hængt dem op.

Lena har sendt mig billeder, men jeg glæder mig til at se dem rigtigt

Før: 

Nu:

Om at ende andre steder end i himlen, når man dør, fremmede planeter og troldeland på feriedag 3

Mit hoved er fyldt med indtryk.

Overfyldt, faktisk.

Da jeg lagde mig i sengen på vores første  hotel i aftes, kunne jeg slet ikke falde til ro.

Indtrykkene hvirvlede rundt inde i mig og kunne ikke finde et sted at slå sig ned og der var fyldt helt op.

Jeg lå og læste længe i en halvkedelig E-bog for at tømme hovedet og til sidste faldt hjertet til ro og indtrykkene kunne lægges på små hylder og puttes i små skuffer i en nogenlunde acceptabel orden.

Hotellet, vi overnattede på den første nat var ok. Et almindeligt hotel uden nogen overraskelser.

Der var ingen grund til at blive hængende, så vi hankede op i kufferten og kørte afsted.

Vi kom ikke særligt langt, før vi nærmest befandt os uden for lands lov og ret.

Landskabet lignede noget fra en anden planet eller kulissen til månebase Alpha, hvis du kan huske den?

Min fantasi var pludselig på overarbejde og jeg mente bestemt at kunne mærke at vi kørte på en meget tynd skorpe af lava.

Det så ud som en tynd skorpe, som kunne briste hvad øjeblik det skulle være og under den tynde skorpe ville varm, kogende rød lava buldre og brage.

Landskabet så meget nylavet ud eller noget som kun lå der midlertidigt eller noget som man bare havde sat fordi andet ikke kunne svare sig alligevel- agtig.

 Lava klipper, lavasten og tynd hvidgullig mos.

Jeg måtte ud af bilen og stå på vejen, hoppede lidt for at mærke efter og og røre ved det der mos. 

 

Når man lægger et panoramabillede på Facebook, er det ret sejt at se det med en mobil/iPad og kunne bevæge sig rundt i landskabet. 

Her på bloggen er det bare fladt og lidt mærkeligt proportioneret, men du kan klikke på det og se det større. 

Vi kom videre og endte i noget landskab som mindede om noget fra ' Ringenes herre' landskab og mange steder var jorden ikke bare sort eller brun men total blodrød, hvilket igen satte gang i mine indre eventyr.

Et fjeld.. eller kalder man dem mon bjerge her (??) var hele den ene side blodrød og mon ikke det skyldes at man halshuggede kæmpetrolde til vintersolhverv som ofring til lavaguderne eller måske til vulkanheksen??

Eller måske har store frodige vikingekvinder skrævet over fjeldets top, når de fik deres første menstruation, som ofring for at tækkes en frugtbarhedsgudine og gennem næsten 2000 år er fjeldet blevet farvet af de mange unge kvinders ofring ?

Jan tror at det skyldes noget så kedeligt som jordens indhold af et eller andet jernholdigt, men han er jo også naturvidenskabeligt anlagt og hans fantasiverden er vist ikke så let på påvirkelig  som min. 

Vi kørte ad lange lige veje, som var tegnet op efter linialer og vejret skiftede nærmest for hver halve time, ligesom landskabet.

Indtrykkene fløj ufiltreret ind i mit hoved og jeg nåede helt at blive træt inden vi nåede geyseren Strokkur.

Inden vi lettede fra Sisimiut understregede  min far at vi under ingen omstændigheder måtte kravle på de tilsyneladende udslukte vulkaner og vi måtte under ingen omstændigheder hverken trampe eller hoppe, da låget på vulkanerne sad løst på og kunne hoppe af og så var fanden løs.

Apropos fanden:

Han, altså min far, havde en meget logisk forklaring på, hvorfor de der geysere lugter af svovl.

Du ved, at man siger: at bande og svovle?!

Og du ved også at hvis man ikke ender i himlen, så ender man hos fanden nede i helvedet?!

Nå, men min far siger, at det er alle dem, som ikke er endt i himlen, som er endt i helvedet, der sidder nede hos hr. Fanden og bander og svovler og her på Island er der altså nogle utætheder i jorden, som fører direkte ned til, hvor hr. Fanden bor og den svovl, vi kan lugte, er så alle dem, som sidder dernedes, ånde. 

Hvis du ikke vidste det før, så ved du det altså nu.

Vi nærmede os forsigtig geyseren og ganske rigtig kunne vi sagtens lugte svovl. 

Jeg troede ikke rigtig på min far, da han forklarede mig det der med svovlen, men han har ret.. 

Der lugter af svovl.

Geyseren udspyede en lang, kogende søjle af vand op af sit trange hul samtidig med at himlen åbnede for sine sluser og sendte regn.

Om de to ting hang sammen, ved jeg jo ikke rigtig og min far er jo ikke med til at forklare mig sagernes rette sammenhænge.

Der stod en masse mennesker og kiggede ned i geyseren. 

Min far ville måske have sagt,

at de kiggede efter forlængst afgåede slægtninge, som de har nogle uafklarede sager med, men jeg tror, at de måske bare ville se jordens indre spytte varm vand op i den høje fine søjle?

Jeg er ikke så gammel som min far, så jeg gætter bare, hvor han derimod har masser af livserfaring og livsviden.

Nogen synes, at grønlandsk er et svært sprog.

Så svært er det altså heller ikke. 

Jeg kender mange små børn, som kan det, hvorimod jeg ikke har hørt små børn tale islandsk.. Endnu.

Jeg har hørt rigtig mange voksne her på Island tale det og jeg synes, de er vanvittigt dygtige, for det er da godt nok et svært sprog, når det når mine ører.

Vi var rigtigt modige og gik ind et sted og købte varm suppe.

Her på Island er regnen også kold, så vi trængte til noget varmt.

Jan fik en stærk, fyldig suppe, hvor jeg fik en godt krydret tomat-basilikumsuppe.

Hvis mine øre og tunge havde kunnet hjælpe lig med det islandske sprog, ville jeg have spurgt, hvordan de havde fået lavet den tomatsuppe så velsmagende, men jeg smilede bare så venligt jeg kunne til pigerne, der havde solgt mig sippen og håbede, at de måske forstod at jeg var yderst tilfreds med mit tomatsuppekøb.

Vi har endnu ikke truffet en smilende ekspedient, hverken i biludlejningsfirmaet, butikken, suppestedet eller nogen som helst andre steder, men det er der ikke noget at sige til, når alting koster et par tusinde og de oveni skal holde styr på at vanskeligt sprog og vejret forøvrigt er så uforudsigeligt. Måske de bare er triste over at skulle arbejde, når de kan se, at vi andre holder ferie?

Nå men vi kørte videre, da vi havde set og lugtet til geyseren og spist vores lækre suppe. 

Jeg tænkte meget på de stakkels mennesker, som står dernede og bander og svovler og jeg vil fremover prøve at opføre mig lidt bedre, så jeg ender oppe og ikke nede, når min tid kommer.

Landskabet blev ved med at forandre sig. Næsten lige så hurtigt som vejret, faktisk.

Vi ankom til vores hotel for i aften i Fludir og det første jeg ser er dette på badeværelset.

 

Her gider jeg godt blive.. ihvertfald til bøtterne er tomme. 

Jeg har vasket hår og vasket hænder så huden ligner udblødte rosiner og som om det ikke er fint nok med L'occitane, så er der to store hot tubs udenfor ( altså sådanne nogle siddebadekar i over overstørrelse med meget varmt vand i.. Omkring  35-40 grader vil jeg tro. 

Jan og jeg sad derude i godt en time og jeg tror faktisk at jeg har fået feber af det varme vand. Udefrakommende feber, hvis det kan lade sig gøre. 

Jeg kunne finde på at tage en time mere i den jeg forlader hotellet i morgen.

Et billede af Jan og mig i badedragt og badebukser?

Nej! 

Det er uegnet for børn og sarte sjæle og det er jo en anstændig blog uden stødende indhold, så det må du ikke se.

Til gengæld må du se disse to trolde, der stod på en lille parkeringsplads.

Enten var de lige sluppet ud af skoven eller så var de på vej derind.

Der er vist mange trolde og eller og andre væsener her på øen.

Og så er vandet i de varme kilder altså ikke bare smålige, men altså rigtigt varme

P.s. Jan siger at når man beder nogen om at gå ad Hekkenfeldt til så skal de altså tage til Hekla. 

Og både Hekla og Katla, som jo er kendte vulkaner, er to døre, som Gud har ladet stå på klem, så man kan se direkte ned til Helvede. 

Så ved man går i møde, hvis man skal derned.. 

Sikke en dag! Feriedag 2

Jamen altså! 

Jeg er helt overvældet, nærmest fortumlet af alle de oplevelser, som dagen har bragt med sig i dag.

Simon havde bestilt en turisttur til ind til Indlandsisen, men vi fandt ud af, at den varede hele 5 timer og så var der altså bare ikke tid nok til også at nå den flyver, som vi skulle med kl 18.55, når bussen først kørte kl 13.. Eller.. det havde vi ikke nerver til, men Simon var hurtig og lavede bare turen om, så vi istedet kom ind til Russell-gletcheren.

Vi skulle køre med denne bus og måske burde jeg have anet lidt uråd allerede der?

Vi kom afsted og de første mange kilometer gik fint ud af en grusvej.

Turen gik gennem den frodige, grønne dal langs med elven.

Faktisk vil jeg kalde den en rivende, brusende flod. 

Gråbrun af de mange millioner ton fin silt, som den river med sig.. flytter fra under isen og ud i fjorden.

Grusvejen går gennem et område, hvor man for præcis 40 år siden såede/ plantede en masse træer ud.

Træer, som er hentet fra bla Himalaya, Island, Alaska og andre områder i verden, hvor klimaet er nogenlunde, som i Kangerlussuaq og der er skam også skudt nogle træer op rundt omkring.

I takt med klimaforandringerne, varmere vejr og hvad har vi, er træerne faktisk vokset, uden dog at nå op i de højder, som de træer, der vokser i oprindelseslandene.

Grusvejen gik gennem et ørkenlignende område, hvor ekstremt finkornet sand danner grobund for Grønlands nationalblomst Niviarsiaq/ storblomstret gederams og vejen, som ikke længere kan kaldes en vej, men et spor, er indimellem meget udfordrende med små, korte og meget stejle nedkørsler/ opkørsler med bratte sving, så du føler at lige om lidt vælter du. 

Jeg tilstår uden at skamme mig, at jeg indimellem var bange.

Puuha.

Skulle du havne i Kangerlussuaq, anbefaler jeg dog helt uden tøven, turen.

Alene turen i landskabet er smuk uden lige, kørslen er spændende og lidt nervepirrende og når du ender inde ved gletcheren og ser den massive tunge af indlandsis, hvor smeltevandet fosser hidsigt og larmende ud i floden og ser isstykker brække af og smuldre nådesløst ned i vandmasserne, når du ser planterne.. de små uanseelige blomster, trodse den kulde, som isen lister ud i luften omkring sig,

så fortryder du ikke de ialt 5 kvarters rumlen i det spøjse køretøj, som det tager den ene vej.

Hvis du er lige så heldig, som vi var, ser du moskusokser rundt omkring.

Det der underlige dyr, som er en mellemting mellem et får og en en stor, langhåret ko og som jo er beslægtet med fåret, så har du ihvertfald oplevet meget, synes jeg. 

Alle billederne er taget med min mobil, ligesom indlægget også er skrevet på mobilen, så bær over med tastefejl, stavefejl og misforstået autokorrektur.

 

Klokken 18.55, eller deromkring, lettede vi så med Air Iceland og fløj så direkte over den lange vej (39 km) som vi har kørt på i dag. 

Kan du se vejen/ sporet? 

Og isen?

Fantastisk at se det ovenfra også

 

Vi fløj over Indlandsisen, hvor der er den ene store 'vandpyt' efter den anden.

Dybt tankevækkende!

Turen gik fuldstændigt gnidningsløst 

Og bortset fra at vi var låst inde/ude i i en 'finger' og ikke kunne komme hverken ind eller ud og komme ind i ankomsthallen i ca 15-20 minutter, så er vi nu, uden problemer landet i Keflavik.

Sikke en dag. 

Tak til Simon for den storslåede oplevelse i dag.

Skeen i den anden hånd.. Snart

Vi spiste sammen i går aftes, Laura, Sara, Jan og jeg.

Det sker ikke så tit. Laura arbejder på skæve tidspunkter og Sara har haft travlt med læsning, eksaminer og ungdomsliv med alt hvad det indeholder, så det var dejligt at kunne sætte sig sammen rundt om bordet i går aftes.

At vi kunne sidde sammen skulle fejres og blev det med en hjemmebagt chokoladekage og en købe-is.

 

Godt nok er det ferie, men det skal snart have en ende med alt det alt for fede og søde mad, for jeg har taget næsten 7 kg på og det føles ikke rart. 

Man kan ikke se det, når jeg er påklædt, så det handler kun om, hvordan det føles og ikke om det ydre. 

Slut med usundt,- meget snart!

Kangerlussuaq feriedag 1

Så er vi på vej, Jan og jeg.

Vi rejste i dag kl 12.40 fra Sisimiut. 

Vi stod op sammen med Fanden for at være klar, afleverede bagage og tog så på sømandshjemmet og spiste spejlæg og drak kaffe med begge piger.

Meningen var at vi skulle afsted lidt over kl. 10, men det viste sig at vi var blevet ombooket og først skulle afsted senere, så vi kunne tage hjem igen og slappe af og jeg kunne nå at vande planterne, så pigerne havde det mindre at tænke på.

Vi kom afsted og ind til Simon, som havde lejet en bil.

Han kørte os rundt over det hele og jeg har aldrig rigtig set Kangerlussuaq.

Jeg er godt klar over at der er et andet klima herinde i modsætning til ude hos os, hvor vi har kystklima.

Man ser, når man kører rundt, hvordan isen for mange, mange, mange år siden har skurret og formet landskabet og ikke mindst ser og fornemmer man historien fra amerikanernes tid i området.

Vi sluttede dagen af med at spise fint i 'Roklubben' og nu er dagen brugt.

Allerede dag 1 på vores rejse har budt på oplevelser og vi er endnu ikke kommet ud af landet. 

Jeg er træt og fyldt med indtryk, maven er fyldt med mad fra den fine grønlandske buffet, så jeg tror bestemt jeg sover godt i nat.

Billederne er alle taget med min mobil, for jeg vil ikke pakke den bærbare ud og hente billeder frem fra kameraet.

Hav en god mandag