Sig det nu bare..
Kvit og frit og helt uden beregning, har jeg gennem de sidste to måneders tid, fået fotograferet alle specialklassens elever og derudover alt personale på skolen.
Jeg har igennem en årrække slået et stort slag for, at der på skolens intranet, hvor også forældre og elever kan logge sig ind på, bør være fotos af, som minimum, personalet.
Nu er jeg jo ikke den, som bare sætter mig ned og råber op om ting, som bør ændres, men forsøger at være med til at ændre, hvor mine evner nu kan bruges.
Ikke at mine evner indenfor portræt-fotografering er eminente eller udover det sædvanlige, men jeg kan da tage almindelige foto-automat-portrætter, hvilket jeg så har gjort.. eller dvs., når der var tid nok, gjorde jeg mig lidt ekstra umage og legede lidt.
Bare en lillebitte smule.
Jeg kan/vil og må ikke vise dig portrætterne uden den portrætteredes tilladelse, så du må undvære og faktisk er det heller ikke det, som jeg vil vise.
Mens jeg har taget alle de her billeder (sådan ca. 120 stk) har jeg altid og uden undtagelse vist billedet ligeså snart det er taget for at se om personen er tilfreds og sagt, at hvis de ikke er det, bliver vi ved indtil de mener, at jeg har fanget lige akkurat, hvordan de mener, at de ser ud.
Der er rigtig mange kvinder på min arbejdsplads.
Der er tykke og tynde, unge og gamle og hver gang jeg har taget et billede, har de alle, næsten uden undtagelse, kun set på deres fejl og mangler.
Ingen og her mener jeg virkeligt ingen, sagt: “ Gud, hvor ser jeg godt ud”.
De har alle kritiseret deres udseende sønder og sammen og hver gang er jeg blevet overrasket over det selvhad/selvforagt/mangel på selv-påskønnelse, som de har givet billedet af sig selv.
Jeg er hver gang blevet forskrækket, for hvis jeg har taget et rigtigt dårligt billede af dem, hvor jeg ikke har fanget det fine og smukke i dem, er det jo i grunden et skidt billede.
“NEJ! “ Billedet fejler ingenting, men det er deres udseende, som de ikke er tilfredse med, har de svaret, når jeg så har spurgt om vi skulle tage et nyt eller nogle flere.
ØV!
Når jeg har fotograferet har jeg sørget for, at der blev ro udenom og indeni dem.
Jeg har trukket vejret bevidst højt og meget langsomt, da jeg ved, at det smitter af og det har virket.
Der er smil og faktisk en god glæde i øjnene på portrætterne og hver gang har jeg været stolt over at have fanget dem i et stille, afslappet og harmonisk øjeblik, så jeg er naturligvis blevet overrasket over deres hårde dom over deres portrætbillede.
De godkender billedet men med en hård dom over deres eget udseende og hver gang har jeg fortalt dem, hvad jeg ser.
Jeg har set smukke øjne.
Jeg har set smukke smil, blide smil, gode ansigtskulører, pæne øjenbryn, flotte ansigtsformer, flotte frisurer, flot passet hud, pæne tænder, smukke læber, en pæn holdning eller /-og en flot udstråling.
De fleste har været overrasket over at få en kompliment og rigtig mange af dem, har haft svært ved at tage imod.
Jo, – de har da sagt TAK, men jeg har kunnet se, at de ikke har taget komplimentet helt ind i hjertet, taget det til sig.
I forgårs var der en kvinde med det fineste hår.
Jo, det var da gråt, men på den der fede, flotte måde, som jeg godt kunne tænke mig at mit også engang kom til at se ud, men havde ikke fået det farvet i alt for lang tid, så der var farverester i, men ikke på den skæmmende måde.
Hun havde også et dejligt, oprigtigt smil, som nåede helt op i øjnene og hun var så afslappet og havde en god udstråling, som nåede helt frem og ind i kameraet.
Jeg gjorde mig umage uden at bruge for meget tid, for hun var ikke glad for at blive fotograferet, sagde hun.
Inden hun nåede at sige noget, røg det altså bare ud af mig, at hun havde et flot hår og flotte, smilende øjne og jeg godt kunne lide hendes udstråling på billedet… og så røg der altså tårer ud af hendes øjne. Bare sådan og uden at jeg overhovedet var forberedt, så jeg blev forlegen og sagde naturligvis undskyld og viste hende hurtigt billedet.
Hun syntes det var et fint billede og hun kunne godt lide det, men hun syntes altså selv at hun var både grim, tyk og alt muligt andet.
Lige som alle de andre kvindelige kollegaer.
Nu stod jeg så med en kvindelige kollega, som små-græd af selv-lede og som alt for sjældent har fået en kompliment.
Nu stod jeg med en kvindelig kollega, som sagde tak, fordi jeg havde vist hende, hvad jeg så og ikke fremhævet det, som hun selv plejer at se i spejlet og ved du hvad??
Hun gik direkte op til frisøren næste dag og fik klippet sit hår i en flot, kort frisure, som fremhæver hendes ansigt og fine hår og da jeg mødte hende på gangen, bemærkede jeg det jo og sagde det til hende og hun smilede og sagde tak ca. 500 gange.
Tænk, at der skal så lidt til.
Tænk, at jeg er den eneste, der har givet hende et kompliment indenfor de sidste par år og hvorfor er det, at det ikke bare ligger til os, at rose hinanden, give hinanden komplimenter, vise værdsættelse og anerkendelse??
Øv, hvor har jeg haft det små-skidt med, at jeg er een af dem, som ikke har været flittig nok med at give roser til andre.
Jeg tror nok, at jeg giver roser, anerkendelse og viser værdsættelse overfor mine elever, men overfor andre voksne, skal jeg vist øve mig og gøre det til en stærk vane, at gøre det.. ikke bare for at gøre det, men fordi jeg mener det.
Hvad med dig??
Har du fået en kompliment for nylig?
Har du givet en kompliment for nylig?
Og så håber jeg forøvrigt, at jeg har vist mine kollegaer, at det er en rigtig god idé, at der er et billede af os på intranettet, så forældrene kan se, hvem vi er og hvad vi hedder.. måske, når der er sat et billede og et navn på os, at det er lettere at skabe en god kontakt til os??
Måske?!
En gammel rose, som har stået i en vase og ældet siden Lauras 19 års fødselsdag d. 4 juni..
