Erhvervspraktik og veninde-gave
Sara skal i erhvervspraktik på Sermitsiaq.gl.
De har til huse i Nuuk og Sara er fløjet mod syd til Nuuk, hvor hun først skal bo hos min venindes datter indtil en anden af mine veninder kommer til Nuuk, som Sara så flytter ind hos.
Min veninde skal naturligvis have en lille gave, så jeg har strikket et halstørklæde/sjal til hende og lavet en lillebitte kurv til hende med lidt te og bolscher med hjerter, hvis sjalet ikke falder i hendes smag.
Tørklædet har været med både i Ilulissat og i Narsaq, så det er et godt berejst tørklæde.
Jeg håber, at hun kan lide rød?
Om ikke andet er det snart jul og så kan det vel gå an?
Sjalet er strikket i baby-alpakkapå p.3½.
(Først da jeg læste Susannes kommentar, gik det op for mig, at jeg havde skrevet forkert… Ikke angora men alpakka fra Drops.TAK Susanne)
Det vejer 127 gram og er over 2 meter langt.
Mønsteret er diamond robe scarf.
Det er altid lidt en satsning, at give noget hjemmelavet, men jeg krydser fingre og håber, at det kan bruges.
Sara har ringet.
Hun er nået godt frem og Jan og jeg kigger lidt rådvilde på hinanden.. 14 dage helt alene, uden børn og kun hinandens selskab.
Dét bliver spændende for Sara og det bliver spændende om der kommer nyheder/billeder, som hun har produceret på Sermitsiaq, men det bliver også spændende for Jan og mig, at være alene.