mandag den 19. november 2007

Hr. Storm

"...Og stormen fortsætter!" Og det med ufortyndet kraft og med en vilje, der er helt misundelsesværdig Hvis jeg bare havde halvt så meget energi som hr Storm derude, ville jeg også have hvirvlet rundt og været langt mere effektiv end jeg har været i dag. Det er ganske enerverende med al den blæst og storm, og det føles som om den tapper mig for (positiv) energi. Jeg har skam knoklet i dag, men jeg ville meget hellere have siddet hjemme i sofaen og hygget med en varm kop te
Jeg savner mine små pauser, hvor jeg kunne nå, at strikke et par pinde inde på mit hyggelige bibliotek i sofaen, hvor børnene hygger sig ved computerne (Jeps, vi har nemlig åbnet på pædagogisk service center tre af ugens fem dage i frikvartererne, hvor vi tre, der arbejder der inde har "gang-vagt") Det har været ganske umuligt at starte nye opgaver op i dag, men sådanne dage skal der åbenbart også være nogle af, så jeg tager min i dag. Da jeg jo ikke har de helt store successer med strikning for øjeblikket, er jeg startet på endnu et par håndledsvarmere. Det er altså en genial måde at få brugt sine strømpegarns-rester på, og så er de altså dekorative, når de titter ud under ærmerne, udover at de altså også giver varme til hænderne. Det siges, at det er godt for folk med gigt i hænderne at holde hænderne varme. Og så holder de strikkehumøret oppe, for de er så dejlige lette at gå til, og det er jo små projekter, der hurtigt kan afsluttes.

Jeg håber, at jeg kan blive færdig med dem i morgen, for så kan jeg starte på endnu nogle nye. Jeg har købt "guld"perler, som jeg glæder mig til at bruge.

søndag den 18. november 2007

Hæsblæsende

Kan I huske "the julekalender". Sjældent, har jeg hygget mig så meget over en serie..Den startede hvert afsnit med "...og stormen fortsatte." Nå, men i går eftermiddags startede en lovet storm hos os, og man skulle virkelig holde fast på hat og briller om eftermiddagen. Vi hyggede indendøre, strikkede, så tv, drak te og nød at vi var inde og ikke ude. Men så tog en vis herre fat! Det stormede og ruskede fra sydvest, og vores gamle træhus knirkede og ømmede sig over de raserianfald stormen løb hen over byen med. Lamperne dinglede og sofaen rokkede modvilligt på stuegulvet og træværket jamrede højlydt og stædigt over den hårde behandling. SÅ var det altså ikke så hyggeligt mere. Det var skræmmende og den ene katastrofetanke efter den anden afløste hinanden inde i mit hoved, og uhyggelige fantasier voksede sig store og fede. Det stormer stadig, og når natlampen bliver slukket og kun lydene er tilbage, kommer katastrofefantasierne garanteret tilbage og griner af mine tavse forsikringer i dag, da dagslyset trøstede og beroligede mig. ÆV! Vi var ude og se på byen, så om alt stod som det skulle. Sneen, der i forgårs lå så fin og hvid over alt, er pisket væk af regnen og tilbage står den bare frosne jord, og ser beskidt ud. ÆV! Men dmi har lovet os noget nyt sne, og så har de altså at holde det, for vi gider ikke en snefri december. Nu vil jeg gå ned og drikke noget varm aloe vera te/wellness-te, iført mine nye blå håndledsvarmere (strikket i strømpegarn på pinde nr. 2. Jeg har slået 40 msk op) I morgen starter jeg forfra i trædemøllen/på arbejdet. Det er mørkt, og det er koldt og jeg vil faktisk hellere ligge under min varme dyne og læse i min Blomkvist/Salanderbog. En lille fugl har dog kvidret i mit halvdøve øre, at der er een, som har søgt viceinspektør-stillingen..Så slipper jeg forhåbentligt snart og kan måske nyde, at jeg FAKTISK ikke har så mange timer på skemaet i år (det har jeg jo ikke rigtigt mærket til endnu)

Awards

Så er jeg blevet (heldigt) bemærket igen. Denne gang med en blog-award"You make me smile"-award, og det er bestemt ikke det værste, man kan blive nomineret for. Det er Susanne, der har nomineret mig, og jeg takker naturligvis mange gange for æren. Meningen er så at jeg nominere 4 andre, som igen skal nominere nogen. Den første jeg kommer i tanke om, at nominere er Anne, hvis side, jeg bare skal ind og se HVER dag (Det var skrækkeligt, at der ikke var opdateret i et par dage i denne uge). Der er nogen fantastiske billeder af hverdagen, hverdagting og dejligt strik. Liselottes side har jeg også lidt svært ved at undvære, så hende nominerer jeg også. Jeg kender (heller) ikke Liselotte, men hun virker som en dejlig kvinde med masser af personlig kraft og energi, og ser ligesom Anne hverdages små ting så dejligt og finurligt gennem sit kamera, at jeg også må have en daglig dosis af hende hver dag. Jeg ved ikke om Bjarki er med på denne leg, men han skal ihvertfald vide, at jeg følger med i hans gøren og laden i Nordøst-Grønland. Og så vil jeg også kåre en ukuelig kvinde, som jeg beundrer og hvis blog jeg indimellem kikker forbi. Forfatteren til denne blog, bor i nabobyen og jeg har smilet mange gange, når hun (forfatteren) beretter som sine oplevelser i Grønland. Sjovt, at se det med andre øjne. Jeg synes også det er sjovt, at slå et smut ind forbi her..både fordi forfatteren sidder i nabobyen, men også fordi det er sjovt, at se/læse, hvad en "fremmed" synes/skriver om at være/leve i Grønland. En anden "nabo" synes jeg også skal nomineres, for han formår også at få mine smilebånd op. Den opmærksomme læser, vil opdage, at jeg har nomineret flere end 4, men jeg ved at Anne fx. allerede er nomineret, men hun skal altså vide, at det vil jeg også (altså nominere hende)

lørdag den 17. november 2007

Hjemme bedst

Skulle jeg ikke lige starte med at fortælle, at solen skinnede fra en blå, blå himmel i Nuuk i går, da jeg skulle rejse? Alle de andre dage, har det været slud, regn, blæst og vildt glatte veje, så min påstand om, at jeg kun mindes Nuuk som trist og kedelig, vil jeg gerne aflive igen. Dér kan være solskinsdage i Nuuk, og om formiddagen mødte jeg en gammel klassekammerat (Miki J.) i restauranten, og vi fik en kop kaffe samme og sludrede. Der findes stadig gamle venner, bekendte og klassekammerater i Nuuk. (Og jeg har oprettet et lille mini-album til de af jer, der vil se de få billeder jeg tog i Nuuk. Der var mørkt når jeg endelig fik fri fra kurset, men det betyder ikke at jeg ikke vandrede rundt som en anden turist og kikkede på det hele Klik på billedet til venstre, hvor der står "Nuuk i november, så kan du se dem )Men..jeg sad først i et par timer i hotel Hans Egedes foyer i går, og ventede på at tiden gik. Flyet var forsinket, og da man skal tjekke ud klokken 10 om formiddagen, var jeg lidt på den. Jeg overvejede at køre rundt i bybussen, bare for at få timerne til at gå, men indså at det ville være for åndsvagt at sidde med sin fulde oppakning i bybussen. Jeg tog derfor ud til lufthavnen, hvor jeg kunne sidde og læse i min bog ("luftkastellet, der blev sprængt") og kikke på de andre passagerer, der også forsøgte at slå tiden ihjel. Det var dejligt at komme hjem, og vi tog næsten direkte ned på kineseren, hvor vi som de eneste spiste lidt god mad. Da vi kom hjem igen, slog jeg masker op til nogle håndledsvarmere til mig selv i blå strømpegarn. Jeg besluttede, at livet simpelthen ikke er langt nok til, at jeg gider at bøvle mere med sjalet, som jeg slog op til i Nuuk. Det bliver ved med at drille, og det skal åbenbart ikke være lige nu, det bliver strikket. Det er såmænd ellers en nem opskrift med diagram og det hele, men et eller andet sted går det hele tiden galt for mig, så nu kaster jeg indtil videre håndklædet i ringen. I morges sov vi længe og har brugt dagen på at hygge og kikke ud på det forfærdelige vejr. De har lovet storm med vindstød af stormstyrke, så Jan og Jesper, var ovre ved Jans båd for at pille kalechen af og lægge en presenning over i stedet. Jeg er næsten færdig med håndledsvarmerene, og har allerede tegnet et nyt mønster op til de næste par. Jeg har rigtigt, rigtigt mange af dem, men jeg tror faktisk ikke, at man/ jeg kan få for mange af dem. Der skal være nogen til enhver given lejlighed. De giver lige et lille nemt pift til kedeligt tøj, og så er de så imponerende lette at strikke. Sara er snottet og sløj, så hun har ligget i sofaen med vattæpper over sig hele dagen. Laura var til træning. Der er kun 6 dage til de skal af sted og jeg gruer mere og mere for det. Det skal jeg nok ikke fortælle farmor, som jo må undvære dem hele tiden og som glæder sig som et lille barn til de kommer. De skal julehygge og jeg skal komme efter dig, og så kan jeg sidde herhjemme alene sammen med to pjuskede undulater :-( og have ansvaret for 17 glubske og altid sultne slædehunde.

fredag den 16. november 2007

Længsel

Jeg er delvist vokset op i Nuuk (og har trådt mine skolesko lige præcis på denne skole), men det ville være overordentligt synd, at sige at jeg længes tilbage hertil. Hver gang jeg kommer til Nuuk, slår det mig hvor trist og grå byen virker på mig. Mentaliteten og stemningen er storby-sk...,Jeg mindes heller ikke varme sommerdage eller lyse, glade stemninger. Ikke at jeg har oplevet noget grimt i byen, men de glade minder fra barndommen er bundet uløseligt sammen med Sisimiut.... men byen har noget, som jeg godt kunne tænke mig, vi også havde mere af i Sisimiut: KUNST! Igår aftes måtte jeg også tage afsked med Simon. Vi har været sammen stort set hele tiden efter skoletid, og det har været hyggeligt og dejligt at se, at han har det godt