Flæsk, som ikke skulle have været indtaget
Jeg som overhovedet ikke / helst ikke, involverer mig i, udtaler mig om, beskæftiger mig med eller på anden vis har en dybere interesse for politik, gik til vælgermøde i går.
På sin vis, var det meget informativt og givende, og ikke mindst underholdende, at sidde der i mængden og høre, hvad sidekammeraterne klappede af, snøftede over, sukkede af og hviske-tiskede om.
Men et spørgsmål udløste kaos indeni, for jeg har ikke selv tænkt tankerne helt til ende om, hvorvidt jeg synes at det er et optimalt og godt forslag eller ej.
Jeg forstår hensigten så udmærket og forstår også, sådan nogenlunde, hvorfor beslutningsforslaget er blevet stillet, men når jeg stiller forskellige scenarier op og forestiller mig, hvad de yderste konsekvenser kan blive, kan jeg i mine værste forestillinger blive bekymret for en rangering af de mennesker, som lever, bor, arbejder og betaler skat heroppe og jeg kan frygte at de grøfter, som allerede er gravet, måske kan blive endnu dybere.
Vi er heroppe danske statsborgere, -vi som bor i Grønland og uanfægtet om du er født i Sisimiut, Qaarsut eller Hillerød, så er du dansk statsborger.
Det vækker jo følelser i folk, når man begynder at tale om tilhørsforhold, bestemmelsesret/medbestemmelsesret, kultur, etnicitet og statsborgerskab.
Man går fra hovedet ned i hjertet, og taler følelser, som mange er stærke,og i mange tilfælde heroppe åbner op for vrede og dybe traumer og konsekvenserne af disse.
Jeg har talt med forskellige mennesker i mit forsøg på at finde hoved og hale i mine egne tanker omkring beslutningsforslaget og især for at mane mine bekymrede tanker om eventuelle konsekvenser i jorden, men karusellen i mit hoved drejer stadig rundt ladet med forståelse, bekymring og konsekvensberegninger, dystre gisninger og følelsen af, at det hele måske er vokset sig for stort og for skævt inde i mit og andres hoveder.
Ved en fejl, -viste det sig senere, for i bagklogskabens klare lys, ved man jo først bagefter, når man har forregnet sig, dummet sig eller gjort noget, som man fortryder, åbnede jeg for et socialt medie, hvor man med kedelig retorik, redegjorde for, hvorfor man er dum og uklog, hvis man ikke er 100% enig i forslaget om en Inuit registering.
Jeg havde jo al min naivitet tænkt at der jo i sagens natur bor flest grønlændere (os) i Grønland og vi dermed ikke er en minoritet i eget land, men med løftet pegefinger og italesættelse fra min egen lille mobilskærm, kunne jeg så læse videre i kommentarfelteterne, hvor den slet skjulte nedgørelse og racisme lagde mig søvnløs.
Jeg ville gerne være gået fra vælgermødet i går aftes lidt mere oplyst og med en sikker viden på, hvem jeg skulle stemme på, men lige nu sidder jeg med en følelse af at være fyldt med fed flæsk, løgne, løfter som jeg næsten på forhånd ved, ingen kan holde.
Nu ved jeg igen, hvorfor jeg skal holde mig fra at gå til vælgermøde, hvorfor jeg skal holde mig fra politiske fora på de socialemedier og især, hvorfor jeg ikke skal læse kommentarfelterne til politiske udtalelse.
Jeg har siden jeg var ganske ung arbejdet, betalt min skat, forsøgt at gøre en forskel for de mennesker, som jeg arbejder for, lavet frivilligt arbejde fra tid til anden, forsøgt at være et godt menneske og samfundsborger.
Dét vil jeg fortsætte med at gøre for det kan jeg mærke at det nok er det, som jeg er bedst til.
Det der med at stå for skud for folk, som har problemer med andre etniciteter og kulturer, kan jeg mærke, er jeg vildt dårlig til, for jeg får ondt i maven, i hjertet, i sjælen og jeg mister glæde og tro på det gode i folk.
Man skal vist være gjort af et andet stof, end det,som jeg er gjort af, for at kunne holde til og holde ud at være engageret i politik
Nu vil jeg stille trisse over i min sofa og strikke videre på mit strikketøj, som ikke volder mig nogen problemer og som jeg meget snart kan se resultatet af, -et stykke strik som jeg har lovet væk og som er et løfte, der kan holdes, som har varmet mit hjerte og mine lår, mens det blev strikket og som vil blive modtaget, forhåbentligt med glæde.
