Politiske hunde
Der er snart valg.
Det er ikke fordi jeg som sådan går særligt meget op i politik, men jeg ved jo også at alt, -alt hvad vi omgiver os med lige fra kærlighed til økonomi, fritidsinteresser, arbejde, pension, børnepasning, sundhed og død, i sidste ende handler om politik, så jeg lytter, tænker og følger lidt med, men siger ofte ingenting og affinder mig derfor med det meste.
Jeg affinder mig med mange ting, for hvis jeg vil have indflydelse, må jeg lukke munden op og lade mine tanker ud, handle på tankerne eller formidle dem til nogen, som måske vil forsøge at handle på min tanke.
For et pænt stykke tid siden var jeg i TV.
Jeg fortalte om at spinde garn af hundeuld.
Vores egne hundes uld.
Det er der ikke noget odiøst i, for det er der en del der gør andre steder både heroppe og ude i verden.
Jeg fortalte journalisten mine bagtanker om, at deltage i udsendelsen, men da udsendelsen blot skulle handle om at spinde uld fra egne hunde; grønlandske slædehunde, slog jeg mig til tåls med dette og håbede at andre måske ville gøre det samme, tænke videre og måske ville en, der var mere visionær og driftig end mig nå helt ud i andre og mere politiske tanker.
Jeg havde nemlig gået og tænkt lidt på vores lands økonomi og tænkt at vi måske ikke tænker stort nok- eller rettere småt nok, for min tanke var, at vi satser en hel del på turisme.
Jeg rejser ikke så meget, men når jeg gør, er jeg interesseret i at se naturen i det land, som jeg besøger, i de mennesker, som bor i landet, deres skikke, deres traditioner, kultur og sprog.
Ofte er jeg jo kun turist i ganske få dage, og når knap at få et dybere indblik i noget som helst, men essencen og det som landet er kendt for, bliver jo ofte givet os på forhånd ad forskellige veje: De sociale medier, billeder på nettet, rejsebureauernes reklamer, hjemmesiderne som jeg besøger inden jeg ankommer og de fortællinger, som er blevet fortalt af andre, som har besøgt landet.
Jeg ved, at mange forbinder Grønland med isfjelde, gletchere, kulde, smuk og ekstrem natur, sælfangst, gæstfrihed og et stolt folk, og hvis du søger destinationer nord for polarcirklen, vil hundeslædekørsel også blive fremhævet og highlightet som noget man bør prøve.
Vi, Jan og jeg er så heldige at vi har mulighed for at have vores egne grønlandske slædehunde.
Vidste du forresten at man ikke må have andre hunderacer end den grønlandske slædehund i hundeslædedistrikterne? Der findes mange, mange oplysninger om den grønlandske slædehunde, så hvis du vil vide mere er der rigtigt meget at finde på nettet.
Nu skriver jeg at vi er heldige at vi har mulighed for at have vores egne hunde og heldet ligger et meget andet sted, end de fleste måske forestiller sig.
Vores store held ligger i, at vi har råd til at have disse hunde-og tid.
Vi fodrer med importeret hundefoder, da det er det mest tilgængelige foder, som opfylder den grønlandske slædehunds behov.
Den grønlandske slædehund opholder sig udenfor døgnet rundt, året rundt og har derfor behov for en mere specialiseret kost en fx. en dansk-svensk gårdhund. der lever i Danmark, har. Det siger sig selv.
Hvis du skal kunne køre slæde, skal du have mere end 1 hund og p.t har vi 11.
Det ville være godt for hundene, hvis de kunne få en lidt mere afvekslende kost, som var protein og fedtholdig og hvis vi havde adgang til fx. sælkød ville vores hunde få det lidt oftere.
For 10-15 år siden, kunne vi købe hellefiskeaffald fra Ilulissat, hvis vi var nok, som ville investere i store mængder, så det kunne betale sig fragtmæssigt, men jeg kan forstå, at der stort set ikke er mere affald, som smides ud fra fiskeindustrien, da man er blevet bedre til at bruge alt for fisken. Dét er jo glædeligt, at man udnytter ressourcerne optimalt.
Hundene var ellers glade for hellefiskeaffaldet og da det jo er en fed fisk, var det godt som supplement til hundepillerne.
I 2021 var jeg på et kort kursus i Maniitsoq.
Det er en by syd for Sisimiut og det er ikke et hundeslædedistrikt.
Når jeg havde været på kursus om dagen, gik jeg ofte en tur om eftermiddagen, rundt i byen.
Jeg gik næsten hver gang en tur ned forbi det lokale "Brædt" hvor der bliver handlet lokale råvarer, som fx sælkød.
Der var meget, for der er tilsyneladende gode fangst muligheder for sæl deromkring.
Man indhandler skindene til Great Greenland og hvis man så ikke kan komme af med kødet, bliver det smidt ud.
Det kan jeg jo næsten ikke holde ud af tænke på, for al det gode kød, kunne vores hunde have haft glæde af, men fragt er dyrt heroppe og hvis man skal sende en hel frossen sæl op til os bliver det kun endnu dyrere.
Jeg gik og tænkte på, at hvis bare man kunne lave en forening, som lejede en frysecontainer, som kunne stå i Maniitsoq, så kunne fangere og fiskere i Maniitsoq og omegn sælge deres overskud til denne forening, som fyldte containeren og sendte op til os, hvor vi kunne købe kødet.
Men en frysecontainer er dyr, at have stående og endnu dyrere at sende rundt i landet og i sidste ende, ville det kød, som bliver smidt ud, koste os så dyrt, at det igen bedre kan svare sig at købe hundepiller.
Æv, var min tanke.
Der er ikke noget at sige til, at folk nu om dage hellere vil lade sig transportere rundt på en snescooter, for det er (næsten, hvis der ikke kommer reperationer) et engangsbeløb du lægger og du skal ikke rende og passe på din snescooter om sommeren, hvor du bare har hevet nøglen ud af den, pakket den ned og venter på at der kommer en ny vinter, med noget nyt sne.
Har du hunde skal du passe dem hver dag året rundt og det koster tid og penge.
Mange penge.
Så blev jeg lidt småbitter og tænkte at den kultur, som har overlevet i århundreder og som vi stolt viser frem, når der kommer folk udefra, snart ikke er mere.
Antallet af hunde i hundeslædedistrikterne er stærkt faldende og interessen blandt unge mennesker for hundeslædekørsel er efterhånden et særsyn.
Her i Sisimiut er stort set alle slædehundene blevet flyttet ud af byen og pladser med hundehold kan tælles på en amputeret hånd.
Børn og unge er ikke længere vant til at omgås den grønlandske slædehund. Deres egen kulturarv og rigtig mange børn og unge er så uvant med den grønlandske slædehund.
Til gengæld er der kommet rigtigt, rigtigt mange snescootere til byen. ATV og UTV'er.
Vi har også hver vores, Jan og jeg og nøglen skal bare drejes om i tændingen og så er vi afsted.
Det er da nemt og hurtigt, og man får rigtig mange oplevelser, når man kan komme ud i baglandet.
I 2019 blev indførselsafgiften på snescootere ophævet og rigtig mange fik råd til at købe en ny snescooter.
Jeg havde sådan ønsket, man man havde tænkt lidt anderledes måske og kun sænket afgiften fx. og givet den del som stadig var afgift, som tilskud til fragt af hundefoder, men man kan jo vende det og sige, at hvad rager det en snescooterejer i Sydgrønland at vores hundefoder i Nordgrønland er så dyrt, at det snart kun er de meget, meget velhavende, der har råd til at holde et hundeslædehold.
Man skal kalkulere med det at have slædehunde i sin økonomi,-og bevares det skal man også hvis man har en hund, en hest eller et andet levende væsen i sin husholdning i andre lande, men det er en del af en kultur,- faktisk har det været et bærende element i vores kultur og den er ved at uddø.
Har det overhovedet en interesse for andre end turister, at der stadig køres traditionel hundeslædekørsel i Grønland?
Eller er det efterhånden kun forebeholdt de danske soldater i Sirius at køre traditionel grønlandsk hundeslædekørsel?
Det koster meget tid og mange penge at have grønlandske slædehunde i Grønland.
Det koster også tid og penge at have islandske heste i Island eller en gårdhund i Danmark, men fragten herop til er vanvittig dyr, så derfor er alt..ALTING meget dyrere heroppe end mange andre steder i Danmark og dét er een af grundene til at een af vores kulturarve er ved at gå til grunde.. et tidligere bærende element i vores levevis og som vi åbenbart så gerne vil vise turisterne, som vi satser så stort på heroppe.
Inden vi ser os om, er det kun turistoperatørerne og de danske soldater i Siriuspatruljen, der kører traditionel hundeslædekørsel og ikke længere end integreret del af vores liv at se private køre slæde.
...og de var med de tanker, at jeg sagde ja til at deltage i en tv-udsendelse om at spinde uld af grønlandske slædehunde, for mine tanker kører nogen gange rundt og rundt med mit rokkehjul, når jeg spinder ulden fra vores hunde.
Er der ikke en eller anden, som tænker små tanker i de store og som tør at foreslå noget, som kan være med til at gøre det en anelse lettere for den grønlandske slædehunde-ejer og hundeslædekørslen i form af lidt økonomiske lettelser og gerne i den form, som også kommer andre erhverv til gode og som måske i sidste ende kan være med til at bevare og måske endda motivere flere til at have egne slædehunde, som der kan køres slæde med.
Ulloriaq er inde på noget af det med genanvendelse, reducering af ressourcespild og mindre transporttid -og omkostninger, men det er stadig dyrt og besværligt for den enkelte producent og forbruger.
