Flæsk, som ikke skulle have været indtaget

 Jeg som overhovedet ikke / helst ikke, involverer mig i, udtaler mig om, beskæftiger mig med eller på anden vis har en dybere interesse for politik, gik til vælgermøde i går.

Jeg tror at det er 2.-3. gang i min levetid, at jeg gør det. 

På sin vis, var det meget informativt og givende, og ikke mindst underholdende, at sidde der i mængden og høre, hvad sidekammeraterne klappede af, snøftede over, sukkede af og hviske-tiskede om.

Men et spørgsmål udløste kaos indeni, for jeg har ikke selv tænkt tankerne helt til ende om, hvorvidt jeg synes at det er et optimalt og godt forslag eller ej.

Jeg forstår hensigten så udmærket og forstår også, sådan nogenlunde, hvorfor beslutningsforslaget er blevet stillet, men  når jeg stiller forskellige scenarier op og forestiller mig, hvad de yderste konsekvenser kan blive, kan jeg i mine værste forestillinger blive bekymret for en rangering af de mennesker, som lever, bor, arbejder og betaler skat heroppe og jeg kan frygte at de grøfter, som allerede er gravet, måske kan blive endnu dybere.

Vi er heroppe danske statsborgere, -vi som bor i Grønland og uanfægtet om du er født i Sisimiut, Qaarsut eller Hillerød, så er du dansk statsborger. 

Det vækker jo følelser i folk, når man begynder at tale om tilhørsforhold, bestemmelsesret/medbestemmelsesret, kultur, etnicitet og statsborgerskab.

Man går fra hovedet ned i hjertet, og taler følelser, som mange er stærke,og i mange  tilfælde heroppe åbner op for vrede og dybe traumer og konsekvenserne af disse.

Jeg har talt med forskellige mennesker i mit forsøg på at finde hoved og hale i mine egne tanker omkring beslutningsforslaget og især for at mane mine bekymrede tanker om eventuelle konsekvenser i jorden, men karusellen i mit hoved drejer stadig rundt ladet med forståelse, bekymring og konsekvensberegninger, dystre gisninger og følelsen af, at det hele måske er vokset sig for stort og for skævt inde i mit og andres hoveder.

Ved en fejl, -viste det sig senere, for i bagklogskabens klare lys, ved man jo først bagefter, når man har forregnet sig, dummet sig eller gjort noget, som man fortryder, åbnede jeg for et socialt medie, hvor man med kedelig retorik, redegjorde for, hvorfor man er dum og uklog, hvis man ikke er 100% enig i forslaget om en Inuit registering.

Jeg havde jo al min naivitet tænkt at der jo i sagens natur bor flest grønlændere (os) i Grønland og vi dermed ikke er en minoritet i eget land, men med løftet pegefinger og italesættelse fra min egen lille mobilskærm, kunne jeg så læse videre i kommentarfelteterne, hvor den slet skjulte nedgørelse og racisme lagde mig søvnløs.

Jeg ville gerne være gået fra vælgermødet i går aftes lidt mere oplyst og med en sikker viden på, hvem jeg skulle stemme på, men lige nu sidder jeg med en følelse af at være fyldt med fed flæsk, løgne, løfter som jeg næsten på forhånd ved, ingen kan holde.

Nu ved jeg igen, hvorfor jeg skal holde mig fra at gå til vælgermøde, hvorfor jeg skal holde mig fra politiske fora på de socialemedier og især, hvorfor jeg ikke skal læse kommentarfelterne til politiske udtalelse.

Jeg har siden jeg var ganske ung arbejdet, betalt min skat, forsøgt at gøre en forskel for de mennesker, som jeg arbejder for, lavet frivilligt arbejde fra tid til anden, forsøgt at være et godt menneske og samfundsborger. 

Dét vil jeg fortsætte med at gøre for det kan jeg mærke at det nok er det, som jeg er bedst til. 

Det der med at stå for skud for folk, som har problemer med andre etniciteter og kulturer, kan jeg mærke, er jeg vildt dårlig til, for jeg får ondt i maven, i hjertet, i sjælen og jeg mister glæde og tro på det gode i folk.

Man skal vist være gjort af et andet stof, end det,som jeg er gjort af, for at kunne holde til og holde ud at være engageret i politik

Nu vil jeg stille trisse over i min sofa og strikke videre på mit strikketøj, som ikke volder mig nogen problemer og som jeg meget snart kan se resultatet af, -et stykke strik som jeg har lovet væk og som er et løfte, der kan holdes, som har varmet mit hjerte og mine lår, mens det blev strikket og som vil blive modtaget, forhåbentligt med glæde.

Genfør takt og tone

Jeg har tit tænkt på de der Muhammed-tegninger og nu tænker jeg på dem igen. 

Ikke uafbrudt eller hele tiden, men postyret, balladen og al det had de udløste, dukker op i mine tanker næsten hver gang jeg åbner min facebook.

For stemningen er næsten den samme for øjeblikket, som dengang.

Der er så meget ballade heroppe for tiden.  

Det har der faktisk været længe og sagerne vælter op de ellers hermetisk lukkede skuffer.

Børnene man sendte til Danmark, så de kunne blive kloge danskere.

De piger / børn og kvinder man opsatte spiraler på, så man ikke risikerede at de blev gravide for at begrænse og kontrollere befolkningsantallet heroppe.

Senest har der været stor opmærksomhed omkring antallet af grønlandske børn bosiddende i Danmark anbragt udenfor hjemmet.

Det gør noget ved os allesammen.

Gennem hele min barndom har jeg vidst at mange af de lærere fx. som underviste os, tjente mere end deres grønlandske kollegaer. 

Det var ikke kun ulige løn blandt lærerne,-nej, der var rigtig mange steder, hvor en grønlandsk medarbejder, som lavede fuldstændigt det samme som en dansk medarbejder, tjente langt mindre, og derudover heller ikke havde de samme frynsegoder som en årlig feriefrirejse ud af landet, bedre boligforhold og deslignende.

Og inden vi kommer for godt i gang med at argumentere for og imod, så havde vi, og har stadig stærkt brug for arbejdskraft udefra. 

I de senere år er det især højere uddannede folk, som vi har mangel på heroppe som fx læger og tandlæger o.lign. (som jeg kan læse, at man faktisk også mangler i mange andre lande), og de ansættes nu på andre vilkår, da deres kontrakter ofte enten er individuelle eller af kortere (vikar-) varighed.

Gennem mange, mange årtier, har det været veluddannede og dermed højere betalte folk, som kom herop og de sociale afstande har altid været markante af disse, men også andre årsager.

Gennem tiderne har det ved lov ligefrem været  forbudt danskere og indfødte at gifte sig og man havde hyr med at finde ud, hvad man skulle stille op med de børn, som blev resultatet af disse relationer.

Op gennem, især tresserne, hvor der for alvor blev bygget og udviklet boliger/ boligblokke heroppe og hvor danske håndværker-mænd kom herop i kortere eller længere perioder, blev mange børn undfanget.

Det var en utrolig turbulent tid overalt i verden med fri (?)  kærlighed, en afslappet tilgang til alkohol og nogle ville måske endda tilføje: Sædernes frie fald.

Mange danske mænd blev ikke stillet til regnskab for de børn, som de havde heroppe og sneg sig ombord på flyveren, for at rejse hjem igen til deres kone og børn efter endt arbejdsophold.

De var bestemt ikke alle danske håndværkere, som opførte sig dårlige og mange af håndværkerne levede et hårdt arbejdsliv, hvilket den høje løn også afspejlede.

Det gjorde ikke meget godt for danskernes ry heroppe med deres opførsel. 

Et ry som ikke tålte alt for mange pletter, for man vidste jo godt at mange af dem, som boede heroppe ovre længere perioder, drog nogle fordele, som ikke altid helt stod mål med den indsats, som de ydede og op gennem tiderne havde man hørt et og andet om uretfærdigheder som var blevet begået.

Ikke alle, men de rådne æbler fyldte kurven med den kvalmende lugt.

En lugt som mange har vænnet sig til, lært at affinde sig med og for nogle måske ligefrem har lært at holde af? Hvad ved jeg, -men der er en uro heroppe, hvor de især de unge er begyndt at stille spørgsmål, begyndt at undre sig og er begyndt at sige fra.

Uanset om Danmark vil det eller ej, så har Danmark styret Grønland som en dansk koloni.

Og mange forsøger sig i disse tider med at det kunne have været værre og vi heroppe skal være glade for at det blev Danmark og ikke XXX, at vi er utaknemmelige, ingen humoristisk sans har og at det eneste som holder os i live er bloktilskuddet.

Nu tænker du så måske på, hvordan Muhammed-tegningerne dukker op i min bevidsthed?

Amerikanerne fik valgt deres præsident og han var ude, allerede inden han satte sig i stolen i det hvide hus, og kræve vores land. 

Han mente han havde ret til det, var villig til at købe og betale for vores land. 

Vores landstyreformand meldte klart ud fra starten af, at vi var ikke til salg.

Og blev det heller ikke.

Ååh, så kom DR's dokumentar om kryolit'ten. 

Den blev lynhurtigt fjernet fra jordens overflade, for tallene var ikke korrekte og dem skulle der åbenbart fokuseres mere på end at vi talte om, at Grønland ikke kun var en udgiftspost men så sandelig også var og er en indkomstkilde.

Alle de åbne sår.

Traumaer,-påførte, overførte, videreførte og ubehandlede sår.

En kultur, som blev kørt over, mast og underkendt i udviklingens hellige navn og som efterlod og tabte generationer.

Jeg tænker på Muhammed-tegningerne og jeg tænker på for-og imod. 

Ja, vi har ytringsfrihed og folk elsker især at gøre grin med andre.

Det kan også være sjovt.. især, hvis det meget, meget tydeligt er blandet med kærlighed, respekt, empati og pli. 

Især pli.

Der skal utroligt meget finføling til at kunne lave sjov, nar og hån mod andres tro og religion.

Og det samme gælder et helt land/kultur, som lige nu har det svært nok.

Ved ikke helt om det er helt bevidst at DR graver flere grøfter mellem Grønland og Danmark men lader de J. Spang blive på deres flade, burde de måske også omtænke deres beslutning om fjernelse af kryolit-udsendelsen. 

Jeg synes absolut ikke det er sjovt eller morsomt. 

Tværtimod, føler jeg at man får lov at sidde hjemme i de danske stuer og grine lidt af grønlænderen, som der jo i forvejen ikke er så meget respekt om.

Der er så meget uro heroppe, -ligesom så mange andre steder i verden og indimellem bliver jeg utryg, usikker og lidt bange for hvad vi bevæger os rundt i og jeg tænker at i så usikker en tid, vi lever i, er det endnu mere vigtigt at man opfører sig med pli, dannelse og stor finføling.

Politiske hunde

Der er snart valg.

Det er ikke fordi jeg som sådan går særligt meget op i politik, men jeg ved jo også at alt, -alt hvad vi omgiver os med lige fra kærlighed til økonomi, fritidsinteresser, arbejde, pension, børnepasning, sundhed og død, i sidste ende handler om politik, så jeg lytter, tænker og følger lidt med, men siger ofte ingenting og affinder mig derfor med det meste.

Jeg affinder mig med mange ting, for hvis jeg vil have indflydelse, må jeg lukke munden op og lade mine tanker ud, handle på tankerne eller formidle dem til nogen, som måske vil forsøge at handle på  min tanke.

For et pænt stykke tid siden var jeg i TV. 

Jeg fortalte om at spinde garn af hundeuld. 

Vores egne hundes uld.

Det er der ikke noget odiøst i, for det er der en del der gør andre steder både heroppe og ude i verden.

Jeg fortalte journalisten mine bagtanker om, at deltage i udsendelsen, men da udsendelsen blot skulle handle om at spinde uld fra egne hunde; grønlandske slædehunde, slog jeg mig til tåls med dette og håbede at andre måske ville gøre det samme, tænke videre og måske ville en, der var mere visionær og driftig end mig nå helt ud i andre og mere politiske tanker.

Jeg havde nemlig gået og tænkt lidt på vores lands økonomi og tænkt at vi måske ikke tænker stort nok- eller rettere småt nok, for min tanke var, at vi satser en hel del på turisme.

Jeg rejser ikke så meget, men når jeg gør, er jeg interesseret i at se naturen i det land, som jeg besøger, i de mennesker, som bor i landet, deres skikke, deres traditioner, kultur og sprog. 

Ofte er jeg jo kun turist i ganske få dage, og når knap at få et dybere indblik i noget som helst, men essencen og det som landet er kendt for, bliver jo ofte givet os på forhånd ad forskellige veje: De sociale medier, billeder på nettet, rejsebureauernes reklamer, hjemmesiderne som jeg besøger inden jeg ankommer og de fortællinger, som er blevet fortalt af andre, som har besøgt landet.

Jeg ved, at mange forbinder Grønland med isfjelde, gletchere, kulde, smuk og ekstrem natur, sælfangst, gæstfrihed og et stolt folk, og hvis du søger destinationer nord for polarcirklen, vil hundeslædekørsel også blive fremhævet og highlightet som noget man bør prøve.

Vi, Jan og jeg er så heldige at vi har mulighed for at have vores egne grønlandske slædehunde.

Vidste du forresten at man ikke må have andre hunderacer end den grønlandske slædehund i hundeslædedistrikterne? Der findes mange, mange oplysninger om den grønlandske slædehunde, så hvis du vil vide mere er der rigtigt meget at finde på nettet.

Nu skriver jeg at vi er heldige at vi har mulighed for at have vores egne hunde og heldet ligger et meget andet sted, end de fleste måske forestiller sig.

Vores store held ligger i, at vi har råd til at have disse hunde-og tid.

Vi fodrer med importeret hundefoder, da det er det mest tilgængelige foder, som opfylder den grønlandske slædehunds behov.

Den grønlandske slædehund opholder sig udenfor døgnet rundt, året rundt og har derfor behov for en mere specialiseret kost en fx. en dansk-svensk gårdhund. der lever i Danmark, har. Det siger sig selv.

Hvis du skal kunne køre slæde, skal du have mere end 1 hund og p.t har vi 11.

Det ville være godt for hundene, hvis de kunne få en lidt mere afvekslende kost, som var protein og fedtholdig og hvis vi havde adgang til fx. sælkød ville vores hunde få det lidt oftere.

For 10-15 år siden, kunne vi købe  hellefiskeaffald fra Ilulissat, hvis vi var nok, som ville investere i store mængder, så det kunne betale sig fragtmæssigt, men jeg kan forstå, at der stort set ikke er mere affald, som smides ud fra fiskeindustrien, da man er blevet bedre til at bruge alt for fisken. Dét er jo glædeligt, at man udnytter ressourcerne optimalt.

Hundene var ellers glade for hellefiskeaffaldet og da det jo er en fed fisk, var det godt som supplement til hundepillerne.

I 2021 var jeg på et kort kursus i Maniitsoq.

Det er en by syd for Sisimiut og det er ikke et hundeslædedistrikt.

Når jeg havde været på kursus om dagen, gik jeg ofte en tur om eftermiddagen, rundt i byen. 

Jeg gik næsten hver gang en tur ned forbi det lokale "Brædt" hvor der bliver handlet lokale råvarer, som fx sælkød.

Der var meget, for der er tilsyneladende gode fangst muligheder for sæl deromkring.

Man indhandler skindene til Great Greenland og hvis man så ikke kan komme af med kødet, bliver det smidt ud.

Det kan jeg jo næsten ikke holde ud af tænke på, for al det gode kød, kunne vores hunde have haft glæde af, men fragt er dyrt heroppe og hvis man skal sende en hel frossen sæl op til os bliver det kun endnu dyrere.

Jeg gik og tænkte på, at hvis bare man kunne lave en forening, som lejede en frysecontainer, som kunne stå i Maniitsoq, så kunne fangere og fiskere i Maniitsoq og omegn sælge deres overskud til denne forening, som fyldte containeren og sendte op til os, hvor vi kunne købe kødet.

Men en frysecontainer er dyr, at have stående og endnu dyrere at sende rundt i landet og i sidste ende, ville det kød, som bliver smidt ud, koste os så dyrt, at det igen bedre kan svare sig at købe hundepiller. 

Æv, var min tanke.

Der er ikke noget at sige til, at folk nu om dage hellere vil lade sig transportere rundt på en snescooter, for det er (næsten, hvis der ikke kommer reperationer) et engangsbeløb du lægger og du skal ikke rende og passe på din snescooter om sommeren, hvor du bare har  hevet nøglen ud af den, pakket den ned og venter på at der kommer en ny vinter, med noget nyt sne.

Har du hunde skal du passe dem hver dag året rundt og det koster tid og penge. 

Mange penge.

Så blev jeg lidt småbitter og tænkte at den kultur, som har overlevet i århundreder og som vi stolt viser frem, når der kommer folk udefra, snart ikke er mere.

Antallet af hunde i hundeslædedistrikterne er stærkt faldende og interessen blandt unge mennesker for hundeslædekørsel er efterhånden et særsyn.

Her i Sisimiut er stort set alle slædehundene blevet flyttet ud af byen og pladser med hundehold kan tælles på en amputeret hånd.

Børn og unge er ikke længere vant til at omgås den grønlandske slædehund. Deres egen kulturarv og rigtig mange børn og unge er så uvant med den grønlandske slædehund.

Til gengæld er der kommet rigtigt, rigtigt mange snescootere til byen. ATV og UTV'er.

Vi har også hver vores, Jan og jeg og nøglen skal bare drejes om i tændingen og så er vi afsted.

Det er da nemt og hurtigt, og man får rigtig mange oplevelser, når man kan komme ud i baglandet.

I 2019 blev indførselsafgiften på snescootere ophævet og rigtig mange fik råd til at købe en ny snescooter.

Jeg havde sådan ønsket, man man havde tænkt lidt anderledes måske og kun sænket afgiften fx. og givet den del som stadig var afgift, som tilskud til fragt af hundefoder, men man kan jo vende det og sige, at hvad rager det en snescooterejer i Sydgrønland at vores hundefoder i Nordgrønland er så dyrt, at det snart kun er de meget, meget velhavende, der har råd til at holde et hundeslædehold.

Man skal kalkulere med det at have slædehunde i sin økonomi,-og bevares det skal man også hvis man har en hund, en hest eller et andet levende væsen i sin husholdning i andre lande, men det er en del af en kultur,- faktisk har det været et bærende element i vores kultur og den er ved at uddø.

Har det overhovedet en interesse for andre end turister, at der stadig køres traditionel hundeslædekørsel i Grønland? 

Eller er det efterhånden kun forebeholdt de danske soldater i Sirius at køre traditionel grønlandsk hundeslædekørsel?

Det koster meget tid og mange penge at have grønlandske slædehunde i Grønland. 

Det koster også tid og penge at have islandske heste i Island eller en gårdhund i Danmark, men fragten herop til er vanvittig dyr, så derfor er alt..ALTING meget dyrere heroppe end mange andre steder i Danmark og dét er een af grundene til at een af vores kulturarve er ved at gå til grunde.. et tidligere bærende element i vores levevis  og som vi åbenbart så gerne vil vise turisterne, som vi satser så stort på heroppe.

Inden vi ser os om, er det kun turistoperatørerne og de danske soldater i Siriuspatruljen, der kører traditionel hundeslædekørsel og ikke længere end integreret del af vores liv at se private køre slæde.

...og de var med de tanker, at jeg sagde ja til at deltage i en tv-udsendelse om at spinde uld af grønlandske slædehunde, for mine tanker kører nogen gange rundt og rundt med mit rokkehjul, når jeg spinder ulden fra vores hunde. 

Er der ikke en eller anden, som tænker små tanker i de store og som tør at foreslå noget, som kan være med til at gøre det en anelse lettere for den grønlandske slædehunde-ejer og hundeslædekørslen i form af lidt økonomiske lettelser og gerne i den form, som også kommer andre erhverv til gode og som måske i sidste ende kan være med til at bevare og måske endda motivere flere til at have egne slædehunde, som der kan køres slæde med. 

Ulloriaq er inde på noget af det med genanvendelse, reducering af ressourcespild og mindre transporttid -og omkostninger, men det er stadig dyrt og besværligt  for den enkelte producent og forbruger.