Hjemme igen

 Jeg er tilbage og hjemme igen. Faktisk kom jeg hjem allerede i fredags, men det var en hektisk tur hjem.

Vi kørte fra farfar i onsdags og tog den helt lange køretur over til Sverige for at besøge Jans bror, som har købt et fint, idyllisk og dejligt sommerhus, som de bruger rigti meget tid i.. meget forståeligt.

Det er prototypen på et sommerhus, hvor skuldrene lander under ørerne, åndedrættet bliver langsommere og livet syner lettere.

Jeg nåede jo kun at være der i et lille døgn, men jeg kunne sagtens se potentialerne i det.

Læsning af tunge, gode og rigtige papirbøger, kaffedrikning i store kopper, middagslure under den overdækkede terasse, brætspil og lange samtaler.

Jans bror og hans kone ligger ikke så meget på den lade, flade side, som jeg gør. De løber en del, cykler og dyrker sport og bedre omgivelser kan man da heller ikke bevæge sig rundt i.

Der er en lille sø i nærheden, som ville være oplagt at smide et paddleboard i, svømme lidt rundt i og eleven, som heller ikke ligger for langt væk, kan man være heldig at fange nogle fisk i, som kan grilles.

Sverige er et land, som jeg bare er kørt hurtigt igennem tidligere. Jeg gik en kort slentretur med Jan i Malmø for mange år siden og det så umiddelbart meget hyggeligt ud, men sommerhuset ude på landet var langt at foretrække.

Vi kørte mod København næste dag, hvor vi havde booket et hotel.

Jeg havde glædet mig til det obligatoriske hotelbad, hvor man går i bad lige inden sengetid og går i seng med vådt hår, selvom man inderst inde godt ved, at det  ikke er for smart, men bruseren havde delvist opgivet ævred og badet var så en uendeligt trist affære at hårvasken blev skippet og vi nøjes med at ligge i sengen med hver vores mobil mens vi spiste indkøbte kirsebær og drak sodavand i sengen.

Køen til sikkerhedskontrollen var ved at tage pippet fra mig, for den var lang og snoede sig langsomt afsted, men vi nåede frem og kom igennem.

Inde ved gaten mødte vi Jans ven og hans kone, som skulle flyve med os hjem. 

De havde kørt nattog fra Jylland og havde sikkert med glæde byttet togkupeen ud med vores hotelseng uanset det sløve brusebad, men de kunne så til gengæld sætte sig i business class ombord på flyveren hvor de blev vartet op allerede inden de havde sat sig, hvor vi kunne mase os ned gennem de smalle rækker til økonomiklassen.

Flyveturen startede med at vi skulle holde i kø. Der var lidt tåge, men op kom vi og jeg  nåede at falde i søvn med åben, savlende mund inden jeg forvirret vågnede op igen ved lyden af kaptajnen som var lidt skeptisk om vi kunne lande i Nuuk, hvor der var en tyk ærtesuppe af tåge, som ikke så ud til at ville lette til ære for os.

Vi nåede at tage et par æresrunder over Nuuk, hvor der  pludseligt var lidt sigtbarhed som kunne benyttes til at lande i og vi kom ned.

Så sad vi der i lufthavnen mens det videre fly til Sisimiut blev udsat og udsat indtil vi blev aflyst. 

Vi nåede at komme ud til baggagebåndet for at vente på vores baggage, da vi blev kaldt op over  højtaleren igen inden vi blev...til-lyst. Det ord havde jeg aldrig hørt før, men jeg forstod i den grad betydningen, så afsted igennem security for at komme ombord på vores flyver hjem, hvor vores gæster, som boede i vores hus, var ved at pakke sammen, for de skulle afsted om aftenen med den flyver som Sara skulle komme med fra Nordgrønland. 

Vores medbragte gæster og vi landede og vi blev hilst velkommen af de gæster (Jans fætter og hans kone) som lige om lidt skulle rejse til Nuuk, men vi nåede en kop kaffe med dem inden de tog på sømandshjemmet for at spise, mens jeg pakkede ud og gjorde parat til at Sara skulle lande.

Roen faldt på og vi  holdt os vågne til kl 23. Det forhindrede dog ikke et massivt jetlag de næste par dage.

Minder er blevet gemt og dem skal vi leve længe på.

Jeg ville gerne have set nogle flere mennesker, men selv i ferierne har døgnet kun 24 timer, så vi er glade for dem, vi nåede at se, at være sammen med og de oplevelser, som vi fik.

De resterende feriedage skal bruges med Sara og hendes kæreste, vores gæster og på afslapning.

Vi har allerede nået at være ude og sejle, været i arctic spa med mine søstre og strikke og jeg satser på mere af slagsen

Tak til alle jer, som gjorde sommeren i Danmark god og mindeværdig

At genopleve og ny-opleve

 Jo tak, vi har det så fint her i Danmark. 

Vi nåede et par dage hos farfar og vi nåede at køre til Herning, hvor jeg havde en aftale med en tandlæge. 

Tandlængen havde et kort vikariat i Sisimiut, hvor hun fik ordnet en tand, som jeg har døjet meget længe med og som andre havde opgivet. 

Jeg er ikke særligt god til at få rodet rundt inde i min mund. 

Mit hjerte banker, mine hænder sveder og mine tanker løber fuldstændigt løbsk mens min krop knuger sig sammen om sig selv og spænder imod med alt hvad den kan, men denne søde, lille kvinde kunne få mig til at slappe af og føle mig i sikkerhed, mens hun meget tålmodigt fik rodbehandlet ikke bare en tand, men to tænder, som havde gjort ondt i lang tid. Inden hun slap mig påpegede hun en tand, som havde det skidt. 

Jeg vidste det godt og spurgte hende til råds og hun foreslog at jeg tog til Nuuk og fik en krone sat på hos den private tandlæge.

Nu er det jo ikke så tit, at jeg møder en tandlæge, som jeg føler mig tryg hos, så jeg smed skammen af mig og spurgte, hvor hun arbejdede henne i Danmark og om det var muligt at få lavet den tand hos hende til sommer og det kunne godt lade sig gøre, hvis vi koordinerede det lidt.

Jeg havde ikke mange dage at løbe på fra jeg tog fra Sisimiut til jeg skulle stille hos hende, så da vores afrejse hjemmefra blev udsat, var det det første jeg begyndte at bekymre mig om, men heldigvis lykkedes det jo at komme frem.

Jan kørte mig ned til hende og hun fik tilrettet og lavet 3D billeder af den tand, som skulle indpakkes og ydermere fik hun ordnet 2 andre tænder.

I går fik jeg sat den blivende krone på og ja, det er dyrt, men tænder og fødder er noget som kan give forringet livskvalitet, hvis du spørger mig.

Og hvorfor jeg ikke tager til Tyrkiet, Polen eller et andet billigt land og får det ordet? 

Lige netop mine tænder, vil jeg gerne have garanti på. 

De kan ikke bare byttes som en fejlkøbt vare, så jeg har sparet sammen, taget vikartimer og tænkt mig om, når jeg stod med mit dankort.. og jeg har ikke fortrudt. 

Nu sidder tanden der og jeg tager det som et godt tegn, at jeg ikke kan mærke noget til den, og at det gik så smertefrit.

 Vi kørte ud til det sommerhus, som vi har lejet sammen med min mellemste søster og hendes mand i tirsdags.

De kørte direkte fra Sjælland direkte herover, men inden da nåede de lige at samle mit mellemstebarn op i Roskilde.

Mandag nat var Laura, mit mellemste barn på scenen i Roskilde på festivallen sammen med Andachan. 

En af Lauras venner sendte live via instagram og jeg kunne følge med fra Nordjylland, hvor jeg lå i min seng. Jeg kunne se, hvor mange der stod og lyttede, så og oplevede det i det virkelige liv.

Lauras lillesøster sad hjemme i Ilulissat og kunne se det samme som mig og vi skrev løbende til hinanden.

Det var stort og det var på en eller anden måde bevægende, at vores helt egen Laura stod på en scene med så mange tilskuere.

De var een af de der varme dage/nætter, hvor det ikke er specielt fedt at lille i et lille telt og sove, så Laura pakkede sine ting sammen om morgenen og satte kurs mod Jylland med min søster og svoger.

Sommerhuset ligger lige ned til vandet, så een af de første ting vi gjorde, var at prøve vandet af. 

Det er en dejlig strand, som er begyndervenlig og vi er jo i den grad begyndere. 

Jeg kunne holde mig flydende og tog mere end 10 svømmetag og det gav blod på tanden, og vi gik i vandet hver gang vi havde mulighed for det og inden vejret slog om.

Her i Danmark er der jo mulighed for at opleve næsten alt uanset vejr, så vi tog til Ebeltoft for at gå i gaden og se på alting og ingenting.

Vi har været i Århus og vandret rundt i "den gamle by" og genoplevet vores barndom, tiden omkring vores barndom og genset.

Min svoger sagde i sjov at vi kunne risikere at re-traumatisere os med barndommens traumer og det satte en masse tanker i gang, for det er vel ikke kun gode minder, som genskabes, når man sådan vandrer omkring og får rippet op i gamle minder ved gensynet af datidens hjem?

Jeg gik rundt og tænkte at det ville have været så fint at kunne have haft min far med, for måske han ville kunne have genkendt noget, at nogle minder var blevet vækket og måske han kunne have fået tungen lidt på gled?

Jeg tænkte videre at jeg engang i TV-avisen har set, at der her i Danmark på et eller andet plejehjem bliver brugt de der smarte VR -briller med filmklip/ kortfilm fra Danmark. Jeg tænkte videre, at man burde lave sine egne små-film til sine ældre, demensramte så de kunne opleve lidt og andet end plejehjemmet. 

Min far kan jo ikke gå længere og har siddet i kørestol i et par år. 

Han er ved at miste talens brug og det er stærkt begrænset, hvad der er af underholdning, glæde og genkendelse.

I går, efter at min fine købetand var blevet sat i munden, kørte vi videre.

Jeg havde en aftale med en spinder, hvis mand, kan dreje spoler. 

Jeg har 5 spoler, hvoraf de to ikke kan bruges og tre spoler er lidt for lidt, når jeg skal tvinde mit garn sammen.

Lige inden jeg rejste herned fik jeg spundet noget lækkert moskusuld. 

Det blev til hele 486 meter to-trådet moskusuld, der vejer 180 gram (= 135mtr/50gr) og jeg bliver stadig så stolt når det er i så fin balance og ikke snor sig det mindste.

Jeg fik købt 2 håndlavede, fine spoler, som manden havde lavet til mig udfra en meget professionel tegning, som Jan har lavet (han er uddannet maskiningeniør og kan den slags) og jeg glæder mig til at prøve dem af.

Konen havde noget lækkert uld, som hun solgte af til at spinde og oveni fik jeg noget uld fra deres smukke lille hund. 

Vi kunne vist have brugt længere tid hos dem, men tiden løb stærkt og vi måtte vende bilen og finde hjemad.

Laura skulle til at tænke sig om med hensyn til sit tøj. Laura skal videre til Norge i næste uge til noget andet festival og skal have rent tøj, så dagen i dag blev brugt på et tøjvaskeri.

Det var også lidt memory-lane agtigt, for i min barndom, da vi boede i blok, var der et vaskeri i gadeplanet. 

Lugten/duften af vaskemaskinerne, tørretumlerne, lyden af centrifugen, hvor tromlen hidsigt bankede mod ydertønden og i "vores" vaskeri var der ydermere en rulle, hvor man kunne rulle sit sengetøj og sine bordduge.

Da jeg gik ind i een af opgangene i den gamle  by, stod  jeg pludseligt i min farmor og farfars opgang i Sønderborg og var bare 7 (ca)  år igen og en af de få gange jeg faktisk var på ferie i Danmark som barn.

Jeg kunne genkalde mig lugten i deres opgang og følelsen af de oplevelser jeg havde dengang.

Det er sjovt, som tankerækker kan fremkaldes af enkelte ting..  et billede, en lugt, en følelse og så er man sat tilbage i tid og sted.

Vi har ingen store planer andre end at vi vil lade skuldrene falde ned og sænke vejrtrækningen og vi er allerede i gang.

Vi er gode til at være sammen og selvom vi bor hele 5 voksne mennesker sammen lige nu, er her stille og roligt. 

Vi finder ud af tingene uden næsten uden ord. 

Det er let og ret problemfrit og det er så godt at finde ud af. I sjov sagde jeg, at vi burde oprette en bankkonto, hvor vi hver især indsatte  penge hver måned de næste to år, så vi har kostpenge til næste gang vi skal være sammen, for jeg tror det sagtens kunne blive aktuelt at leje et sommerhus sammen igen og opleve sammen.

Afmærkninger og afrejser

 Jeg skal lige love for at der bliver pisset territoier af for øjeblikket.

Vi bliver overfløjet i tide og utide.

Vi får besøg af fine mennesker, som kommer og viser os støtte og påbakning.

De vil være venner og viser venskab. 

Der skal åbenbart ikke være tvivl om, hvem vi skal læne sig op ad.

I nøden kender man sine venner.. men måske man skulle have vist venskab i bedre tid, så vi ikke havde gået rundt i det tidlige forår og været så utrygge? 

Siden januar har jeg været ekstra opmærksom, været ekstra på internettet og læst om udviklingen med ham fra overthere.

Hans udtalelser om os og vores land, har  gjort at jeg har været  opmærksom på alt muligt og umuligt.

Jeg har sænket skuldrene en anelse og tænker at noget godt er der da kommet ud af det.

Vores land er kommet på verdenskortet og vores historie i forhold til både Danmark og os selv er kommet i fokus og alt andet lige kan vi takke den gale mand for.

I forgårs mens jeg sad og syslede med min rok kunne jeg pludseligt høre et fly, som hvislede over huset. 

Jeg styrtede ud på altanen tidsnok til at se to F16 fly ledsaget af et Challengerfly og en fransk Airbus 330 airtanker flyve over os.

Det føltes ikke som om de fløj, men som noget overnaturligt der manifesterede sig i et nanosekund for derefter at forsvinde ud af øjesyn. 

De to F16 fly vendte om ude i horisonten og tog en rundtur over vores hoveder for helt at forsvinde.

Jeg kunne se, at andre, ligesom mig, stoppede op og forsøgte at fange de to fly med kameraet.

Måske er det ikke noget stort for dig, men for mig er det første gang, jeg har set sådanne fly over vores by.

Det satte en masse tanker i gang. 

Macron fra Frankring har været her og trykket kammeratligt hånd med dem som blev valgt ind og smilet venskabeligt til resten.

Han var her sammen med Mette fra Danmark og de stod side om side og viste ansigt.

Nu har jeg selv sat mig ind i et fly. Et ganske almindeligt airgreenland dash8 fly og efterfølgende Greenblandairs airbus 330 og er blevet fløjet til Danmark.

Nøglen til huset blev afleveret, så andre kan få glæde, nogle af mine blomster, dem som gerne skal have vand noget oftere og som har godt af selskab, er sat i pleje hos min mor, hundene tilses af nogle gode mennesker. 

Simon stod i lufthavnen i Nuuk og vi kunne nå at sige hej og farvel, få og modtage et kram og så var det ombord på den røde luftbus.

Turen gik uden noget nævneværdige oplevelser og jeg havde glæde af min lydbog i ørerne.

Baggagen var længe om at komme på baggagebåndet og mens vi stod og ventede på vores kufferter, ringede de fra biludlejningen at hvis vi ville have fat i vores bil, måtte vi altså komme og hente den nu da klokken var over midnat.

Jan efterlod mig foran baggagebåndet, mens han styrtede over for at hente bilen. 

Laura er i Danmark. De landede døgnet før os fordi de skal spille på Roskilde festival i morgen mandag kl 23.45 sammen med Andachan og for ikke at slæbe rundt på sin kuffert, kom Laura ud til os i lufthavnen for at smide den i vores lejebil og vil så hægte sig på os efter mandag nat.

Jeg glæder mig til, at vi kan være sammen, hygge, slappe af, opleve og holde lidt sommerferie sammen. Det er mange år siden, vi har holdt sommerferie sammen i Danmark. Jeg gad godt at Simon og Sara også var her, men glæder mig over det jeg har/ får.. glæder mig meget, men Laura hjalp Jan med at finde bilen og efterfølgende at finde mig, efter at jeg havde fået fat i vores baggage, købt nogle colaer og lidt snoller i 7eleven.

Vi mødtes i kiss n'fly og der blev kysset hej og farvel inden vi drog afsted mod vest.

En masse forsinkelser og mange timer senere, satte vi os ind i en bil kl 01. og åd os gennem den ene kilometer efter den anden inden vi kunne liste ind i farfars hus kl 05.20.

Han var vågen og kunne byde velkommen.

Vi tumlede i seng kl 06.30 og sov næsten til kl 12.

Selvom vi fik noget søvn har Jan og jeg gået rundt som glade, men søvnige zombier.

Jeg fik plukket lidt blomster i haven og vi har været på kirkegården og lægge dem på farmors grav.

Farfar har spillet lidt på sin guitar og sunget om engle i bare tæer 

og serveret sin gode og berømte hjemmelavet koldskål.

Jeg skal til tandlæge i morgen formiddag, hvor jeg skal have en krone på en af mine gamle tænder, som truer med at give op og flække på tværs.

Der skal spises jordbær og der skal slappes af og laves ingenting og jeg glæder mig.

Under underlig (s) NEGL

 Det er nok mest af alt et symptom på at jeg har for lidt at gå op i eller har for meget tid eller en kombination af begge dele, plus at jeg tænker for meget over de forkerte ting.

Når jeg lægger i min seng og der popper alt muligt op på min mobil, kan jeg ikke lade være med at scolle videre og videre og ender helt ude i nogle mærkelige sider.

Mit yngste barn, Sara er virkeligt godt til at passe på sine negle og neglebånd.

De får olie og creme og neglene bliver passet og plejet, malet og lakeret efter alle kunstens regler og hun kan fremvise en hånd så fin, så fin.

Bløde, fine hænder med velmanicurerede negle.

Jeg derimod har alle dage haft neglebånd, som lignede en skrækkampagne og jeg kan ikke holde ud, når der er den mindste længde på neglen, så de bliver klippet helt ned.

Hændernes hud er blevet tynd og min hud har altid været meget tør. Jeg forsøger at creme indimellem, men der går ikke mange dage før de igen er tørre, runkne og rynkede at se på.

Selvfølgelig kan man se, at jeg ikke er 25 år mere og det gør det heller ikke bedre, at knoer og led er groet store og skæve.

Indimellem gør de til og med ondt i leddene. Sådan er det jo.

De sidste mange par år, er neglene også begyndt at rille og bule underligt.

Når jeg så ligger der i min seng og scoller meningsløst rundt på nettet er jeg indimellem stødt på påstande om, at det skyldes alt muligt med vitaminmangel, sygdomme og hvad ved jeg.

Nu skyder jeg min ferie i gang i morgen og jeg burde lige finde en fil, en håndcreme, som jeg har så mange af, som jeg burde bruge oftere og en skarp saks til at trimme de der neglebånd.

Er det græseoverskridende at vise de grimme negle frem? Sikkert.

Ved du noget om, hvordan man undgår både de lodrette og vandrette riller og buler? Eller er det bare endnu et tegn på alder? 

Måske skulle jeg i virkeligheden fylde min tid ud med noget andet og mere konstruktivt, slukke min mobil og finde noget mere meningsfyldt at tænke på .. når jeg har smurt mine hænder, altså.

Opvisning af faldskærmsudspring og SAR

I forgår om aften mens vi sad i stuen, kunne vi pludselig høre en høj, dyb rumlende lyd. 

Det lød som en kæmpestor helikopter, der var ved at lande på vores hustag.

Det viste sig at det også var en helikopter, men den var ikke ved at lande på vores tag. 

Den fløj rundt om byen meget lavt og jeg kunne se, at Jan og jeg ikke var den eneste, der var gået udenfor for at se, hvor lyden kom fra.

Den fløj meget lavt hen over husene og vi kikkede efter den, mens den forsvandt sydover.

Vi kunne så senere på Arktisk kommandos side på Facebook læse, at der ville være opvisning med faldskærmsudspring og SAR (Search And Rescue) ude ved vores lufthavn.

Jeg sad i møde, men heldigvis sluttede mødet tidligere, så jeg kunne køre ud sammen med Jan og min yngste søster og se det hele.

Vi har har set det i tv og vi har læst om SAR operationer, men jeg har (heldigvis) aldrig hverken set eller oplevet det i virkeligheden, så det var en stor oplevelse at se det.

Jeg havde mit kamera med på arbejde i går, så det blev hevet frem igen da helikopter, faldskærme og redningsopvisningen gik i gang.

Her til formiddag kom endnu et militær fly.

Det er ikke første gang et Herkules fly lander på vores landingsbane, men det er hver gang meget spændende at se så stort et fly lande på vores forholdsvis korte bane. 

Flyet er enormt og vi er jo ikke vant til at se mange flytyper heroppe på vores landingsbane så mit kamera blev hevet op af tasken igen, da jeg tilfældigvis var ude og havde mulighed for at køre ud til lufthavnen.

Der var andre som også havde formiddagspause og brugte deres pause til at se på flyver.

Hvis du kikker godt efter, kan du se en lille prik til højre for fjeldet. Det er flyet der flyver østover. 

Jeg ved ikke om det er det som sker, men det ser ud til at der bliver pisset territorier af for øjeblikket og selvom jeg gerne vil have været foruden nødvendigheden i at gøre det, er jeg glad for at man ude fra vores omverden viser, at vi har venner, som værner om os og vores frihed til at bestemme selv.