Strikkeudfordring

 Min yngste søster havde fødselsdag i søndags. 

Hun fyldte 52 år.

Hun valgte ikke at fejre sin fødselsdag og ville hellere bruge sin dag udenfor, så vi kørte en tur ud i fjorden, hvor vi spiste lidt medbragt mad, drak kaffe og te og nød solen.

Det blev en god dag, hvor vi kom i zen og ro. 

Jeg var ikke 100% rask, men heller ikke syg nok til at ignorere det gode vejr. 

Jeg døjer stadig med ingen energi, træthed, ømme muskler, ru hals, hovedpine og en svag feber, som kommer og går, og det krydret med en til tider urolig mave. (der er vist mange, som har det på samme måde, så jeg formoder, at det er en virus, der er i omløb)

Jan  måtte desværre blive hjemme for hans håndled er ikke helt groet sammen endnu. 

Han har ikke ondt som sådan og når han holder den i ro går det nogenlunde. 

Han var på sygehuset i går, hvor han fik den røntgenfotograferet og helingsprocessen går planmæssigt og fint, men han passer på, så derfor valgte han også at blive hjemme i søndags.

Dagen forinden gav jeg min søster en strikket cardigan. 

Hun strikker ikke selv, men det gør både min mellemste søster og jeg jo, så hun bliver ikke snydt og hun ved, at hun har carte de blance med hensyn til strik. 

Jeg har strikket en Dagmar jacket til mig selv i original garnet og jeg er selv så glad for den, både at have den på og at strikke den, og spurgte hende derfor, om ikke også jeg skulle strikke en til hende.

Det ville hun ikke modsætte sig, så jeg fattede opskrift og garn een gang til og fik den strikket til hende, så den kunne afleveres til hende på hendes fødseldag. 

Jeg gjorde mig ekstra umage for at undgå småfejl, men jeg fik vist alligevel strikket ærmerne lovligt lange. Det kan der jo heldigvis rodes bod på, hvis hun ønsker det senere.

Der er nogen opskrifter som er lidt sværere at komme godt afsted med. 

Jeg har endnu engang kastet mig over denne baret. 

Ikke fordi jeg vil begynde at gå med baret eller for den sags skyld hue (det gør jeg sjældent), men mønster og udformningen er udfordrende for mig og jeg vil så gerne kunne krydse den af på min egen lille strikkeliste, så jeg starter lige forfra for 117 gang og forsøger at komme i  mål.

Selvom strik skal være fornøjeligt, hyggeligt og sjovt, må det også gerne udfordre hjernen engang i mellem, -være en form for hjernetræning når nu sudoku ikke fanger min interesse.

Urolig

 Hvad er grooming?

Grooming” er et engelsk begreb, der dækker over den situation, hvor en voksen (groomeren/krænkeren) igennem en periode opbygger et tillidsforhold til et barn eller en ung med henblik på at overskride den "mindreåriges "grænser, ofte ved at få dem til at gøre noget xxxx eller ved at begå xxxxx overgreb mod dem.

Grooming kan både foregå fysisk og digitalt – eller som en blanding. Det kan fx starte online, men med tiden udvikle sig til et fysisk møde. I dag ser man dog rigtigt mange tilfælde af grooming, hvor det udelukkende foregår digitalt"

Lige pludseligt fik det store, flotte arrangement en meget, meget bitter og grim smag i min mund, da der i netavisen Sermitsiaq kan læses, at arrangementet har fået opbakning og økonomisk støtte fra USA via det amerikanske konsulat i Nuuk.

Gad vide hvordan KNI har det med at være med-hovedsponsor for det hundeslædevæddeløb, som fru V. og hendes følge pludseligt viser interesse for?

D.T. lover os guld og grønne skove, hvis vi bare lige vil lade os annektere, indlemme og indgå under hans kyndige styre... bag ham sidder hans folk og slår sig på lårene af grin.

Hr. Vance var een af dem, som grinede højlydt og han er bestemt ikke en hr. hvem-som-helst og han har nu sendt sin kone på en lille turisttur herop, men hvad jeg ikke forstår er, at en almindelig turist vil mødes med byens borgmester og hvorfor medbringer denne almindelige turist sit lands sikkerhedsrådgiver.

Der er en del heroppe som ikke ser det problematiske i denne lille amerikanske turisttur.

Jeg har seriøst ondt maven over alt dette, og ved ikke hvilket ben jeg skal stå på.

Jeg ønsker at efterlade mit land til mine børn og kommende børnebørn vidende at der er sikkert, trygt, at der er et frit demokrati, hvor menneskerettigheder (# 21 og #28 fremhæves i min bevidsthed her) bliver overholdt

Det er min yngste søsters fødselsdag.

Solen skinner udenfor, men indeni mig raser et stormvejr af bekymring over hvor vi er på vej hen? Det virker total ukontrollabelt, det som foregår omkring os,-ikke bare her, men i hele verden.

Overaktivt nervesystem

 Min dag startede med, at jeg vågnede op fra et forvirrende maridt.

Er jeg mon den eneste, der noget nær altid har maridt, når jeg er syg?

Jeg kan ikke huske, hvad maridtet helt gik ud på, men det var noget med hundeslæde, skarpe isbjørnetænder og noget med at flygte gennem dyb, blød sne.

Jeg vidste inden jeg slog øjnene op, at det ikke ville nytte meget at stå ud af sengen, for halsen er ru, hovedet er tungt, ømt og smertende ligesom resten af kroppen.

Jeg forsøgte dog alligevel at stå op for at se om jeg kunne magte at gå på arbejde og efter at. have trisset lidt rundt i huset, kunne jeg mærke på hals og krop, at det  vist var bedst for både mig og min arbejdsplads at jeg blev hjemme i min seng.

Jan skulle lige have hjælp med sin jakkes lynlås og med at få en tyk sok over sin gips-hånd og så lullede jeg i seng igen.

I formiddags stod jeg så op for at lægge mig i sofaen, hvor jeg så sov lidt videre.

At vi nærmest kollektivt i byen/landet har et nervesystem der er i forhøjet alarmberedskab, kunne jeg konstatere, da min  yngeste datter fra Ilulissat ringede mit mellemste barn op, at hun havde set på de sociale medier, at der gik mænd rundt nede ved vores Brugs og delte knaldrøde kasketter ud.

Inden jeg overhovedet vidste mere og havde set det ved selvsyn, var jeg i mine tanker ved at organisere en demonstration mod dem, arrangere og samle folk sammen, men de sociale medier kunne lynhurtigt fortælle mig, at det var nogle ganske andre kasketter, der blev delt ud i dag i vores by nede ved Brugsen.

Men min og andres reaktion vidner jo om, at der ligger en uro et eller andet sted indeni os, som ikke helt har fundet ro. Gad vide, hvornår vi kan føle os mere sikre og trygge i vores eget land?

Der hersker en hektisk stemning igen.. først var det valg til Inatsisartut og der er igen valgkamp; denne gang kommunalvalg.

Der opstår hurtigt stemninger, som ikke altid er behagelige og indimellem bliver jeg endnu mere utryg, for det er så åbenlyst med nogen af kandidaterne at de arbejder for sig selv og ikke for det store fællesskab, men for helt egen vindings skyld.

Jeg ser det i det store hele, men jeg ser det også i mindre kredse, hvor jeg færdes, at man vil rigtigt gerne nyde af fællesskabet, men vil ikke yde til det.

Jeg er beroliget en anelse nu over at kasketterne ikke blev ledsaget af dollarssedler og et "see you again.. soon"

"Løse" håndled

 I mandags var jeg til et møde, som sluttede tidligt og jeg kunne gå fra arbejde allerede kl 14.

Det sker ikke så tit, og da Jan også kunne gå tidligt, var det jo oplagt at vi fandt på et eller andet sammen.

Det har været en underlig vinter, hvor sneen lagde sig, fløj af, smeltede eller regnede væk.

Regnen og det optøede sne, frøs til is og når det så har sneet igen, har sneen lagt sig oven på den hårde glatte is, som så igen er fløjet af. 

Inde i baglandet, ser der lidt bedre ud med sneen, men herude i byen er der is-glat, hårdt og nogen steder farligt at færdes.

Jan og jeg kørte i søndags ud på snescooter og da vi kørte hjem, kunne vi se at der var nogle som havde vovet sig ud på hundeslæde.

Vi havde været tilbageholdende. Et er at der er meget glat, men når der ikke er sne, er der ikke mulighed for at hundene kan slikke sne op, hvis de skal have væske, så vi var ikke kørt ud på slæde, selvom vi meget gerne ville.

Da vi så så at vandsøen/Oqummiannguup tasia var frosset til og at der lå lidt sne på og at der kørte slæder afsted, tænkte vi mandags at vi ville køre en lillebitte tur med få hunde og gjorde hurtigt klar.

Vi skiftede tøj og tog ned til hundene.

Jan begyndte at give hundene seler på, mens jeg gjorde slæden klar.

Vi var næsten klar, da jeg kunne høre et tungt bump bagved mig. Da jeg vendte mig om lå Jan på det isglatte underlag med sin højre arm i vejret.

Han krydrede sine bandeord med et par AV-AV og jeg kunne høre på ham, at det gjorde rigtigt ondt.

Han kom op og stå og viste så sin hånd. Umiddelbart var det ikke noget at se, men han klagede over smerter og sagde at han ikke ville kunne køre slæde, så jeg gik i gang med at tage selerne af hundene igen, pakke slæden sammen og fodrede så de forventningsfulde hunde, der skuffet måtte tage til takke med en omgang foder uden at have været ude og rende foran slæden.

Vi blev enige om at det nok var bedst at slå turen omkring sygehuset, for hånden hævede op og han havde fortsat ond.

På sygehuset blev hånden røntgenfotograferet og der blev lagt et elastikbind om håndleddet, hvor hævelsen og smerterne var størst.

Der var ikke umiddelbart noget åbenlyst brækket.

Næste dag ringede de dog fra sygehuset og fortalte at de havde sendt røntgenbilledet ind til en røntgenlæge, som kunne se en lille fraktur. 

Heldigvis var det et ukompliceret og lille, rent brud på håndleddet, så han skulle komme tilbage og få lagt en gips på håndleddet, som skulle sidde der i 6 uger.

Laura skulle komme tirsdag dagen efter kl 12 med flyveren fra Nuuk og Jan skulle have lagt gips på kl 14, så vi skulle have tingene til at gå op i en højere enhed.

Laura landede med flyveren planmæssigt kl 12 men de (Lauras pronomener er de/dem) var så syg med influenza at de bare skulle køres direkte hjem og i seng. 

Jeg måtte ringe til mit arbejde og aflyse et møde, så jeg kunne køre Jan på sygehuset, så gipsen kunne lægges.

Mens han ventede på at få lagt gipsen på, kunne jeg passende køre ned og hente 3x20 kg hundefoder. Jeg var lidt loren ved at skulle gå med sækkene på det glatte underlag, så jeg fandt et kurebræt i butikken så jeg kunne trække sækkene efter mig. 

Tilbage til Jan, som blev kørt hjem, så armen kunne holdes hævet.

Han kan gå på arbejde, men jeg skal finde på et eller andet som han kan bruge som vante, for der er blevet koldt og blæsende. 

Laura har stort set ikke været på benene, men ligger syg i sengen. Jeg forsøger at agere hjælp med kamillete, pamoler, lommetørklæder, varm suppe og strepsils.

Der skal stadig sørges for hundene og hjemmet, så jeg forsøger at få puslespillet til at gå op i en højere enhed, mens jeg priser mig lykkelig for at det jo heldigvis er midlertidige uheld/sygdom som vi døjer med.

Der er mange, som er syge heroppe med influenza. 

Jeg tager mine vitaminpiller og vasker hænder i håb om, at det gør en forskel.

Min lille Hvalp "Ingo" er ved at være stor. Han har hele tiden været en stor hund af sin alder.

Han er 15 uger gammel -3 1/2 mdr. Han er enebarn og har ikke skulle dele mælk og mad med nogen. Det ses  tydeligt.. både i størrelse og adfærd.

Han er en charmetrold

Barrikader

 Jeg gik på barrikaderne i går.

Min yngste søster skrev til Lena ( mellemste søster) og mig over messenger i fredags kl 11.30 at vi burde gøre noget tilsvarende her i byen (se link) som i Nuuk og vi aftalte over messenger, at hun skulle oprette en begivenhed på facebook og hun ringede til politiet for at få deres accept til at vi også her kunne gå en runde i byen med flag og skilte.

Foto: Aqqalunnguaq Heilmann (Aqqalulaat)

Det skulle være en fredelig demonstration, hvor vi ville vise, at vi ikke accepterede de udtalelser, som USAs leder fortsat bliver ved med at komme med i forbindelse med vores land.

Alle partiledere havde forinden i fællesskab skrevet en pressemeddelse, hvor de tager afstand fra D.Ts ytringer som er meget klar og tydelig:

"Pressemeddelelse

USA´s præsident har igen gentaget ønsket om annektering og kontrol af Grønland på et møde med Generalsekretæren for NATO den 13. marts 2025.

I den forbindelse har formændene for alle de partier, der er indvalgt til Inatsisartut – Demokraatit, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Atassut – følgende udtalelse:

” Vi - alle partiformænd - kan ikke acceptere de gentagne udtalelser om annektering og kontrol med Grønland. Vi finder som partiformænd denne adfærd uacceptabel over for venner og allierede i en forsvarsalliance.

Vi, som lederne af samtlige partier i Inatsisartut i Grønland, skal understrege at Grønland fortsætter arbejdet for Grønland, der allerede pågår gennem diplomatiske kanaler i henhold til internationale love og regler.

Vi står alle bag denne indsats og tager skarp afstand fra forsøg på skabelse af splid. Grønland er ét land, som vil alle står bag.”

Inussiarnersumik / Med venlig hilsen

Jens Frederik Nielsen, Demokraatit

Pele Broberg, Naleraq

Múte B. Egede, Inuit Ataqatigiit

Vivian Motzfeldt, Siumut

Aqqalu C. Jeremiassen, Atassut "

Jeg er personligt så ked af at læse, -og er derfor også holdt op, de kommentarer, som der hele tiden er, på alle artikler og skrivelser om Grønland.

Nedladende, hånlige, dumme og hadske kommentarer om, at vi heroppe kun er en udgift, en byrde og et folk, som ikke kan tænke eller agere selv.

Jeg går ud fra at kommentarerne hovedsageligt kommer fra folk, som ved for lidt om vores historie og rigsfællesskab.

At vi er så få betyder altså ikke at man bare kan skalte og forvalte med os, vores liv og vores land, som det passer andre burde være indlysende, men er det desværre ikke for rigtig mange skærmkrigere, som sidder ved tastaturene og skriver meget grimt om os.

Et er at D.T. gentagne gange siger at han vil overtage vores land, annektere os og få magten over vores land er en ting, men det mest skræmmende og fornedrende er at folk, som sidder sammen med ham griner, som om han var stand-up komiker der er kommet med noget morsomt, er græmmende.

Hver gang jeg har set klippet på TV bliver jeg utryg.

Tankerne ligger og lurer lige under overfladen.

Jeg ved at jeg ikke er den eneste.

Folk rundt omkring i verden er utrygge, bange og skræmte over den politik, som D.T kører.

Respekt, empati, medmenneskelighed, omsorg og forståelse burde være drivkraften,- den største af alle, for alle landes ledere og ikke et ønske om egen vinding.

Jeg håber snart at vi får lidt mere ro i verden og at en vis herre snart besinder sig.

At miste langsomt

 Jeg var ude hos min far på plejehjemmet i går aftes. 

Det er jeg ca ude og besøge ham 1-2  gange om ugen gennemsnitligt. 

Mine søstre og jeg skiftes til at besøge ham om aftenen sådan ca hveranden-hver tredie aften. 

Vores mor er derude hver dag i ca 2 timer. Uanset vejr og vind. Uanset hvad.. ligemeget  hvad.

Ofte henter Jan og jeg min mor derude fra,  når vi får fri og kører hende i butikken og derefter hjem og på den måde følger vi også med i min fars sygdomsudvikling.

I går hentede vi min mor ude fra plejehjemmet, hvor hun havde besøgt vores far og efter aftensmaden kørte Jan og jeg ud for at besøge ham.

Han har glemt, hvordan man går og han får ofte maden galt i halsen, så de er begyndt at blende meget af hans mad og han får fortykningsmiddel i væsken.

Han har næsten ikke noget sprog mere. 

Han hakker og stammer voldsomt og inden han når så langt i sine sætninger, har han enten glemt, hvad han vil sige eller så giver han op.

Allederede inden han kom ud på plejehjemmet for snart 5 år siden, fik han opsat et permanent kateter til blæren, da kroppen ikke selv tømte blæren og der har været gentagne urinvejsinfektioner og betændelser, men i det store hele fungerer kateteret, som det skal.

Når jeg kommer ud til ham plejer jeg at hilse på ham.. selvfølgeligt.

"Hej far" og normalt plejer han, nogen gange efter lidt tøven, at hilse tilbage: "Hej Dorthe".

De sidste par måneder har han blot sagt hej og jeg har skullet fortælle ham, at "det er mig, Dorthe, din ældste datter"

I går da jeg kom ud til ham så han helt blank ud. Det var meget tydeligt at han ikke forbandt mig med noget som helst og der var ingen genkendelse.

Jeg fortalte ham hvem jeg var et par gange og måske, måske ikke genkendte han mig gradvist.

Han kikkede på Jan, som sædvanligt var med mig og der var der heller ikke meget genkendelse.

Vi sad vi bordet og jeg tog hans hånd og snakkede med ham stille og roligt om løst og fast. 

Jeg snakkede om ham og fortalte ham om episoder fra hans liv, som han har fortalt os. Fra hans ungdom og indimellem kunne han nikke, sige ja eller nej.

Da jeg rejste mig for at hente hans te, som stod og afkølede med fortykningsmiddel i, græd jeg.

Livets små glæder, som smør på den tørre bolle, den lune te, den gode mad, at kunne komme lidt ud i den friske luft, at sysle med småting og ikke mindst for min far,- de søde kager er væk.

Han har sandsynligvis glemt dem alle, men det har jeg ikke og jeg græd over hans tab.

Jeg græd også lidt for mig selv.

Jeg ville så gerne, at han stadig kan huske sine børn. 

Mine søstre og mig. 

Jeg vil så gerne, at han kan huske sine børnebørn, min søsters drenge og mine børn.

Man siger at det er de pårørendes sygdom og sorg, når et familiemedlem får sygdommen demens, men i går græd jeg på min fars vegne for han ved ikke engang at han mister mere og mere, kan mindre og mindre og han nu er så langt væk fra, hvad han var før, hvad han kunne før og hvad han ville før.

Der er efterhånden gået så mange år, hvor han har haft denne frygtelige sygdom, hvor han langsomt, men meget sikkert har mistet mere og mere af sig selv både kognitivt, fysisk og emotionelt, at jeg er ved at glemme hvordan han virkeligt var, hvordan hans stemme lød, hvordan hans energi var og hvordan vores relation var. 

Lige nu kan jeg kun genkalde mig de sidste 5-7 år. 

Det piner mig at også jeg er ved at miste de gode minder om, hvordan han virkeligt var. 

Jeg har set små videoklip, hvor jeg har genlevet ham og jeg har kigget billeder og forsøgt at genoplive ham fra før hans sygdom, i min hukommelse, men virkeligheden vender tilbage som en nådesløs boomerang.

Nogle dage er det svært at acceptere at den skikkelige, gode mand, som med tålmodighed og en skarp hjerne, sidder med et helt blank blik og ser på mig uden at genkende mig. 

Den mand, som passede mig i dagstimerne alene de første leve-måneder af mit liv fordi min mor ikke havde barsel, den mand, som ifølge ham selv, lærte mig at gå, den mand som var min primære omsorgs-person allerede inden det blev acceptabelt at fædre passede deres børn, passede mig. 

Han sad og holdt mig i hånden, legede med min ring, trykkede mine fingerspidser og klemte så mine hænder  igen. Måske kan hans krop og hans sanser huske mig? Måske ikke. 

Jeg må tage til takke med, at jeg husker ham.. så godt jeg nu kan. At jeg ved hvem han er og hvem han var. 

Jeg må tage til takke med at jeg stadig kan huske, hvad han har gjort for mig, for mine søstre, for min mor og for resten af familien. Takke for hvad vi fik og hvad vi stadig har, selvom jeg ville ønske at vi måske havde fået noget andet.

Så hvis du ser mig i dag med røde øjne, så ved du hvorfor.

Et tiltrængt frikvarter

Kvindernes internationale kampdag i går, fyldte mine forskellige sociale medier med både opfordringer og glade ansigter. 

Der var forskellige arrangementer rundt om i landet.  

I Grønlands kulturhus i Nuuk Katuaq, kan jeg se, at der har været en uforglemmelig koncert med kvindelige musikere og her i Sisimiut var der et arrangement ude på restaurant Nasaasaaq. 

Normalt og indtil i går ønsker jeg altid at dagen bliver markeret med alt, hvad vi kvinder stadig bør kæmpe for, -ikke bare for os selv her i landet, men også for kvinder i andre lande.

-menneskerettigheder

-fri abort

-ligeløn

-partnervold, partnermord

osv., men i går ønskede jeg at lade dagen være fyldt med positive, styrkende tanker oven på alt, hvad vi heroppe og over hele verden bliver bombarderet med for tiden.

Især truslen..ja, for mig og mange andre heroppe er det en trussel, USAs ønske om at overtage og ja, vel nærmest besætte os, ligger og truer min og mange andres sjælefred hele tiden. 

Jeg er urolig og hvis jeg giver tankerne frit løb, så vender de tilbage til lige netop de mange problemstillinger, som hele tiden dukker op i medierne.

Og det er så også en anden ting, som jeg, ikke bare i går, men de sidste mange dage har undgået: medierne.

Jeg har bevidst fravalgt at se de sidste vælgermøder i tv, og jeg har kun en eneste gang åbnet for et socialt medie, hvor en politiker i skinger stemme, råbte mig ind i ansigtet med argumenter for, hvorfor jeg skulle stemme lige netop på deres parti. 

Jeg skyndte mig at lukke ned og klikke over på noget helt andet, for jeg vil ikke råbes ad og jeg vil ikke have at vide, hvor dum jeg er.. selvom jeg måske er det, og ifald jeg er, så vil jeg oplyses, undervises og med tålmodighed fortælles om hvilke oplysninger og hvilken viden jeg er gået glip af.

Jeg ønsker også rettigheder som grønlænder og jeg  ønsker også, at vi som folk, bliver behandlet med respekt og værdighed som alle andre.

Jeg ønsker også at vi selv skal have en større indflydelse og mere medbestemmelse, når det gælder vores eget land.. lige nu kan vi jo (stort set) ikke indgå nogen som helst aftaler uden at få en godkendelse fra Danmark.

Det fylder så ufatteligt meget i valgkampen, at man næsten skulle tro, at det var det kun var det som vi skulle stemme om: statsdannelse og selvstændighed.

Der har været journalister heroppe,  (hvis du spoler frem til 36.min, ser du Laura, mit mellemste barn udtale sig)og de har dækket valgkampen nærmest fra inderst til yderst og jeg takker for at have bragt Grønland og grønlænderne ind i de danske hjem så Danmark har løftet hovedet lidt og set sig lidt om i vores såkaldte Rigs-fællesskab. 

Der har i mange og alt for lange perioder ikke været meget fælles over Riget og i alt for mange år, har det vel kun været når Dronningen i sin nytårstale sendte os sin nytårshilsen, at mange kom i tanke om, at vi faktisk eksisterede?

USAs præsident kiggede over strædet, over mod os, over mod sit land, men nu må han sådan set gerne kikke den anden vej igen og se ind i sit eget land, hvor der er massive problemer, som han kunne tage fat på i stedet.

Han kunne kikke lidt på deres uddannelsessystem fx., hvis du spørger mig.

Jo bedre folk er uddannet, jo mindre tilbøjelige er de vel for at være til fals for store folkeforførere, som lover hurtige løsninger om velstand og forbedringer.

Han kunne også kikke lidt på deres sundhedssystem, som jo ikke er til gavn for alle og slet ikke de helt fattige.

Jeg tilmeldte mig gårsdagens aftenarrangement i sidste øjeblik.

Der blev serveret rigtig god mad og stemningen var god og fornøjelig. Der blev snakket, grint og drøftet alt muligt ved bordene.

Følelsen af fælleskab og samhørighed.

Jeg havde takket nej til at tage billeder, som jeg ellers plejer hver år.

Min energi har skrantet lidt de sidste par måneder og nej, jeg er hverken syg eller deprimeret.

De sidste par mange år, har jeg bare givet lidt for meget af mig selv til frivilligt arbejde og siden sommer, har jeg gjort mig tanker om, hvad min tid skal bruges til.

Tankerne er især opstået fordi der jo ikke er så lang tid til at jeg kan gå pension, hvis jeg vil og jeg prøver at organisere, arrangere og planlægge, hvad min tid og energi skal bruges til i fremtiden.

Især min psykiske energi, har jeg brugt tid at tænke på, så derfor har jeg sagt nej til noget og ja til andet for at føle efter om det var gode eller dårlige valg.

Jeg deltog som ganske almindelig med indkøbt billet, spiste med i ro og mag og nød for en gangs skyld ikke at skulle bombarderes med tanker om fremtiden, politik eller andre tunge ting.

Arrangørerne havde bevidst fravalgt disse emner og havde i stedet bedt to brave, modige og seje kvinder, som de første grønlandske kvinder uden selskab af mænd, har krydset Indlandsisen.

De fortalte om deres oplevelser og erfaringer om hvordan de senere har kunnet bruges disse. 

De fortalte om vigtigheden af at have veninder, som de kan dele både gode og dårlige oplevelser med, hvordan man med sine veninder kan sparre og udvikle sig.

De var opmuntrende i deres fremlæggelse til at kvinder sammen kunne gøre så meget både for os selv, men også for andre.

Aftenen var krydret med to andre kvinder, som underholdt med sang.

Slutteligt blev en kvinde kaldt på scenen. 

Andre kvinder havde sendt ind til komiteen og opfordret til hun i år skulle nomineres som årets kvinde. Det er så fin en gestus. 

Man kan genkende sig selv i de daglige kampe, som den enkelte kvinde kæmper, udkæmper og overvinder, så argumenterne for valget af årets kvinde bliver læst op. 

Man føler sig set, hørt og føler at man alligevel ikke går i stilhed, men at ens med-kvinder/mennesker anerkender det arbejde man lægger i at få familie-og arbejdsliv til at fungere for en selv og for resten af samfundet.

Jeg fik et lille opmuntrende frikvarter i en verden, som lige nu virker kaotisk, skræmmende og utryg.

Jan og jeg var ude og køre en ultrakort tur med vores hunde, hvor vi forsøgsvis efterlod vores to ældste hunde, hvoraf den ene er bas- førerhund. 

Han er blevet så overbevist om sin rolle, at han efterlader de andre hunde skræmte, bange og uvillige til at samarbejde. 

Der var straks to andre, som så muligheden i at overtage lederskabet og det skabte kaos og voldsomme slåskampe og de, som i forvejen var bange og utrygge, blev endnu mere bange og endte i den forkerte side af slæden, -nemlig bagved, hvor de lagde sig fladt ned og hverken ville det ene og det andet.

Dét kunne være et så fint billede på de politiske scener som udspiller sig disse dage. 

Vi fik med møje og besvær alle hundene på benene og endda til at trække i samme retning, nogle mere end andre og vi kom helskindede hjem, hundene med store "krigsskader" og Jan og mig med psyker, som var skrøbelige og forslåede.

Faktisk fik min indre uro også lidt ekstra at køre i i går, da der i var et hus som nedbrændte. 

Det var skræmmende og forfærdeligt at se, men vi bor i et lille samfund, så der var lynhurtigt (en kvinde) folk, som fik etableret en  indsamling til manden, som mistede alt ved branden. 

Heroppe hersker den totale tro på individualisme ikke helt endnu. 

Vi samles stadig om at overleve sammen som flok og jeg vil have dette i mente resten af dagen og fremover, mens jeg venter på udfaldet af afstemningen på tirsdag

Min mor i Information

 Et hurtigt : “HEJ” og for at gøre opmærksom på noget 

Har du mulighed for at læse “information”?

Der er en artikel, som min mor er med i, hvor hun bliver interviewet.

Det er en udmærket artikel, men billederne… De er fantastiske. 

Billedet af min far og mor, er så rørende, smukt, stemningsfuld, så sigende, ømt og … ja bare smukt.

Det er Sigrid Nygaard, som står bag de smukke, flotte fotos.

Sigrid, må jeg ikke nok låne/ bruge dit billede af mine forældre og lægge det op her <3

Update:

Sigrid skrev til mig og gav mig lov til at bruge billedet.

Tak. Nu kan I også få glæde af det

Gode råd til færdsel på slædesporet

 I rigtig mange år har jeg deltaget i forskellige arrangementer , begivenheder og andre ting, som frivillig.

I det fleste af tilfældene har jeg taget  billeder, som er blevet brugt  til at foto-dokumentere event-ene,

Mange tror, at det kun handler om at trykke på udløserknappen på kameraet, men der ligger jo også et stort efterarbejde sted bagefter, for ikke at tale om det forarbejde det har været at nå dertil, hvor man både kan trykke på knappen og efterarbejde billederne.

Billederne er blevet brugt både til at markedsføre og videreføre arrangementerne, og man bliver da stolt og smigret, når man ser sit billeder, som plakat, i et blad eller på anden måde kan se, at ens arbejde kan bruges.

De senere år har jeg dog valgt flere faste begivenheder fra og jeg i år har jeg kun sagt ja til at ville deltage som frivillig til  to forskellige events.

Jeg kunne lige pludseligt mærke at mit arbejde, som frivillig i mange tilfælde blev taget for givet og den følelse var lidt svær, for det er jo rart at man stadig kan "bruges", men den efterlod mig også med en anden følelse, som lugtede lidt af at blive ...taget for givet. 

Kan du følge mig?

Jeg ved, at jeg kan erstattes med et hurtigt snuptag både som frivillig, men også på mit arbejde. 

Ingen er uerstattelige.

På mit arbejde bliver jeg jo kompenseret og betalt for min tid og for min indsats,  men som frivillig arbejder du gratis og så skal "lønnen" jo gerne komme i form af glæden ved at give og en gensidig anerkendelse med de andre frivillige.

Nu er jeg nede på to forskellige arrangementer, som jeg har meldt mig til som frivillig og jeg glæder mig til at tage billeder for hundeslædevæddeløbet Avannaata Qimussersua 2025.

Sidste år tog jeg nogle billeder, som jeg selv er glad for

Der er noget dybt imponerende over de enormt dygtige hundeslædekuskes håndtering af deres hunde.. det at de kan styre deres hunde ud til startpladsen, hvor der vrimler med mennesker, at de kan få dem til at forholde sig i ro og fokusere og det kæmpe forarbejde, det er at få dem til at løbe så hurtigt så længe uden at løbe en forkert vej, filtre sig ind i andre slæder undervejs og at man kan se på hundene at de er i deres es og rette element.

 

Når vi stakkels amatører kører afsted på slædesporet er det i et meget adstadigt tempo og vi har indimellem meget svært ved at få hundene til at opføre sig, som vi gerne vil.

Det er især, når vi skal holde stille og hundene derfor skal forholde sig i ro, at det er svært for os og vores hunde.

I søndags var Jan og jeg ude og køre.

Bare en kort tur ud til Niuujarfik/Benbrækkeren.

Da vi endelig fik stoppet hundene og vi fik så meget ro på dem, at vi kunne rede skaglerne, kom der flere grupper mennesker gående.. på snesko.. på slædesporet. Midt på sporet.

Når vi/ kommer kørende på hundeslæde, kan man ikke bare dreje slæden og hundene som det passer os helt og vi kan ikke bare træde på en bremse og så stopper alle 8-14 hunde.

Som du kan se på billederne, er hver enkelt hund bundet til en snor, -en skagle, som er bundet fast til træktovet, som er bundet fast til slæden

Hvis  man kommer gående på slædesporet og der kommer en slæde, kan man derfor risikere, hvis ikke alle hunde kører udenom den gående, at bliver fældet af en skagle.

Bliver du fældet af en skagle, kan du risikere at blive slæbt afsted, blive kørt over af slæden, som jo i sig selv vejer omkring 50-60 kg og ofte med 1-3 personer på slæden... Det kan snildt løbe op at du bliver kørt over af ca 150-200 kg.

I værste fald, hvis mere end een hund løber den forkerte vej rundt om dig, kan du blive fanget midt i spandet og nogle hunde kan risikere at blive bange og paniske, komme op og slås og i værste fald bide dig.

Det er derfor vigtigt, at når du går på slædesporet at du trækker langt ud og væk fra sporet, så du ikke riskerer at blive fanget af en hundeslæde og når du går på sporet skal du for himlens skyld have ørerne med dig.

En hundeslæde er stort set lydløs, så du skal kigge dig tilbage ofte og træde væk, et godt stykke væk, når der kommer en slæde.

I søndags måtte jeg sidde på slæde og råbe og skrige af mine lungers fulde kraft, for at få snesko-gængerne til at vende sig og flytte sig.

Nøj, hvor jeg nåede at blive panisk, bange og til sidst skide sur.

De flyttede sig, men kun ganske lidt.

Heldigvis opførte vores hunde sig godt.. denne gang og løb allesammen udenom snesko-fodgængerne.

Hvis der sker noget og hvis der sker noget alvorligt, så er det ofte /altid slædekuskene, som må bære ansvaret og i værste tilfælde få aflivet hunden/-ene.

Da vi var kommet godt udenom de mange mennesker, mit blodtryk var faldet ned til normalt niveau og mine tanker var stabiliseret, tænkte jeg, at jeg ville lave en folder til folk (som ofte er udefra kommende/turister) som skulle lyde:

 

Gode råde til færdsel til fods og ski på slædesporet

Kig dig ofte tilbage og se om der kommer en slæde.

Kommer der en slæde, så træk langt væk fra sporet i meget god tid. 1-2 meter er ikke nok. 

Kommer der en slæde imod dig så gå langt væk fra sporet. 1-2 meter er ikke langt nok væk

En hundeslæde kan ikke bare stoppes, drejes, vendes eller på anden måde styres som et andet køretøj.

Bliver du fanget af en skagle, kan du risikere (og det sker de fleste gange) at du bliver væltet omkuld og

*du kan blive kørt over af slæden

*hundene kan bide/ overfalde dig og det er ikke fordi de er sultne eller bidske, men fordi de går i panik eller som refleks. 

Sker der en ulykke af næsten enhver art hvor vores hunde er involveret, ender det meget, meget ofte med, at hunden/ hundene skal aflives.

Vi bruger meget tid og mange penge, fra hundene er nyfødte til de bliver gamle.

Selvom vi ikke har det samme forhold til vores hunde, som man har til hunde i andre lande, har vi også et nært forhold til vores.

Gå ALDRIG hen til hunde alene og aldrig uden at have en klar aftale med hundenes ejere.

Kast ikke mad eller ting til/mod/ hen til hunde. 

Hvis du trækker et kurebræt, kælk (med fx. et barn på) eller andet efter dig, så vær ekstra opmærksom.. for det er hundene. De er nysgerrige efter at vide, hvad du trækker på.

Mange af os vil gerne vise dig vores hunde, men I skal være gå sammen os og følge vores anvisninger. 

Selvom vores hunde umiddelbart er flinke, rare, omgængelige og ser voldsomt søde ud, , vil vi jo gerne sikre, at hverken andre mennesker eller vores hunde kommer noget til. 

Der er eksempler på at folk har overholdt alle forholdsregler og befundet sig meget, meget langt væk, hvor kusken ikke har kunnet styre sine hunde og det er endt meget galt. 

Det er mit værste maridt at vi kommer til at køre nogen over med slæden og jeg nåede lige at tænke, at jeg ville lave en folder, som kunne lægges på hotellet og sømandshjemmet, hvor der kommer mange glade turister, på DTU og andre institutioner/ skoler,  hvor der kommer elever fra andre lande og måske ude i lufthavnen, hvor det kunne læses, så vi kan sikre at alle forbliver glade og får en god og positiv oplevelse heroppe. 

Jeg ville lægge et fint billede ind i folderen af glade hunde og slædekørsel når det er bedst, men det kræver lidt mere af mig end bare at ville det, -en sponsor til printning og een som ville korrigere mit sprog.

Tak fordi du læste med. te tilbage

Qulleq koncert 2025 Taseralik

 Min søster Lena synger indimellem.

Hvis du spørger mig, så gør hun det alt for sjældent, men både i går og i forgårs gjorde hun det.

I forgårs var det ude på en beværtning og jeg kan forstå på de mennesker, som havde hørt hende i derude, at der havde været propfyldt og at det havde været rigtigt, rigtigt godt.

Der havde været en god og festlig stemning og det eneste kritikpunkt der var, var at stedet havde været for småt og der havde været trængsel, så man ikke rigtig kunne se musikerne.

I går var det i kulturhuset og selvom der også der var mange mennesker, så var stemningen meget høj, festen overordentlig god, men stedet større, så dermed mere plads.

Der blev danset, sunget med, lyttet og der var en høj, god stemning med latter, grin og kæmpestore smil.

Jeg var der og kan bevidne det. 

Jan var der også.

Jan har fødselsdag på mandag og hvad giver man sin mand, der har alt?

Jeg valgte at invitere ham ud og spise på hotellet og efterfølgende til koncert i Taseralik.

Det er ikke så tit, at vi er så længe oppe, så da vi gik hjem kl 01.30, følte jeg mig helt groggy og omtumlet.

Her til morgen er jeg vågnet op med en sær følelse af tømmermænd i både hoved og krop, selvom jeg ikke indtog andet end en sodavand til maden og adskillige glas koldt vand hele aftenen.

Jeg havde mit kamera med og forsøgte efter bedste evne at tage nogle billeder i mørket.

Det  lykkedes ikke helt, som jeg havde håbet, men det lykkedes for Lena og bandet at imponere mig totalt med den gode musik og den fest, som de satte i gang og de sange, som vi alle kan synge med på, da det er numre, som har overlevet år efter år.

Jeg ved, at de ikke har haft særligt mange timer til at øve sammen i, men det kunne overhovedet ikke høres de de satte i gang.

De spillede som om de har øvet og spillet sammen mange gange inden koncerten og Lena som desværre alt for sjældent står på en scene og synger, sang uovertruffent med en selvfølgelighed og en afslappethed, som gav sangene og musikken klasse.

Der kunne have været mange flere til koncerten, vil jeg tro. 

Der var mange mennesker, men der var stadig plads til et par stykker.

Jeg føler ihvertfald at dem, som ikke var der, gik glip af noget godt og jeg undede dem ellers oplevelsen, men måske de havde været på værthuset dagen forinden?

Tak for god musik, en fantastisk stemning og oplevelse.

Jeg er en stolt storesøster og jeg håber, at Jan syntes at det var en god fødselsdagsgave  

Flæsk, som ikke skulle have været indtaget

 Jeg som overhovedet ikke / helst ikke, involverer mig i, udtaler mig om, beskæftiger mig med eller på anden vis har en dybere interesse for politik, gik til vælgermøde i går.

Jeg tror at det er 2.-3. gang i min levetid, at jeg gør det. 

På sin vis, var det meget informativt og givende, og ikke mindst underholdende, at sidde der i mængden og høre, hvad sidekammeraterne klappede af, snøftede over, sukkede af og hviske-tiskede om.

Men et spørgsmål udløste kaos indeni, for jeg har ikke selv tænkt tankerne helt til ende om, hvorvidt jeg synes at det er et optimalt og godt forslag eller ej.

Jeg forstår hensigten så udmærket og forstår også, sådan nogenlunde, hvorfor beslutningsforslaget er blevet stillet, men  når jeg stiller forskellige scenarier op og forestiller mig, hvad de yderste konsekvenser kan blive, kan jeg i mine værste forestillinger blive bekymret for en rangering af de mennesker, som lever, bor, arbejder og betaler skat heroppe og jeg kan frygte at de grøfter, som allerede er gravet, måske kan blive endnu dybere.

Vi er heroppe danske statsborgere, -vi som bor i Grønland og uanfægtet om du er født i Sisimiut, Qaarsut eller Hillerød, så er du dansk statsborger. 

Det vækker jo følelser i folk, når man begynder at tale om tilhørsforhold, bestemmelsesret/medbestemmelsesret, kultur, etnicitet og statsborgerskab.

Man går fra hovedet ned i hjertet, og taler følelser, som mange er stærke,og i mange  tilfælde heroppe åbner op for vrede og dybe traumer og konsekvenserne af disse.

Jeg har talt med forskellige mennesker i mit forsøg på at finde hoved og hale i mine egne tanker omkring beslutningsforslaget og især for at mane mine bekymrede tanker om eventuelle konsekvenser i jorden, men karusellen i mit hoved drejer stadig rundt ladet med forståelse, bekymring og konsekvensberegninger, dystre gisninger og følelsen af, at det hele måske er vokset sig for stort og for skævt inde i mit og andres hoveder.

Ved en fejl, -viste det sig senere, for i bagklogskabens klare lys, ved man jo først bagefter, når man har forregnet sig, dummet sig eller gjort noget, som man fortryder, åbnede jeg for et socialt medie, hvor man med kedelig retorik, redegjorde for, hvorfor man er dum og uklog, hvis man ikke er 100% enig i forslaget om en Inuit registering.

Jeg havde jo al min naivitet tænkt at der jo i sagens natur bor flest grønlændere (os) i Grønland og vi dermed ikke er en minoritet i eget land, men med løftet pegefinger og italesættelse fra min egen lille mobilskærm, kunne jeg så læse videre i kommentarfelteterne, hvor den slet skjulte nedgørelse og racisme lagde mig søvnløs.

Jeg ville gerne være gået fra vælgermødet i går aftes lidt mere oplyst og med en sikker viden på, hvem jeg skulle stemme på, men lige nu sidder jeg med en følelse af at være fyldt med fed flæsk, løgne, løfter som jeg næsten på forhånd ved, ingen kan holde.

Nu ved jeg igen, hvorfor jeg skal holde mig fra at gå til vælgermøde, hvorfor jeg skal holde mig fra politiske fora på de socialemedier og især, hvorfor jeg ikke skal læse kommentarfelterne til politiske udtalelse.

Jeg har siden jeg var ganske ung arbejdet, betalt min skat, forsøgt at gøre en forskel for de mennesker, som jeg arbejder for, lavet frivilligt arbejde fra tid til anden, forsøgt at være et godt menneske og samfundsborger. 

Dét vil jeg fortsætte med at gøre for det kan jeg mærke at det nok er det, som jeg er bedst til. 

Det der med at stå for skud for folk, som har problemer med andre etniciteter og kulturer, kan jeg mærke, er jeg vildt dårlig til, for jeg får ondt i maven, i hjertet, i sjælen og jeg mister glæde og tro på det gode i folk.

Man skal vist være gjort af et andet stof, end det,som jeg er gjort af, for at kunne holde til og holde ud at være engageret i politik

Nu vil jeg stille trisse over i min sofa og strikke videre på mit strikketøj, som ikke volder mig nogen problemer og som jeg meget snart kan se resultatet af, -et stykke strik som jeg har lovet væk og som er et løfte, der kan holdes, som har varmet mit hjerte og mine lår, mens det blev strikket og som vil blive modtaget, forhåbentligt med glæde.

Genfør takt og tone

Jeg har tit tænkt på de der Muhammed-tegninger og nu tænker jeg på dem igen. 

Ikke uafbrudt eller hele tiden, men postyret, balladen og al det had de udløste, dukker op i mine tanker næsten hver gang jeg åbner min facebook.

For stemningen er næsten den samme for øjeblikket, som dengang.

Der er så meget ballade heroppe for tiden.  

Det har der faktisk været længe og sagerne vælter op de ellers hermetisk lukkede skuffer.

Børnene man sendte til Danmark, så de kunne blive kloge danskere.

De piger / børn og kvinder man opsatte spiraler på, så man ikke risikerede at de blev gravide for at begrænse og kontrollere befolkningsantallet heroppe.

Senest har der været stor opmærksomhed omkring antallet af grønlandske børn bosiddende i Danmark anbragt udenfor hjemmet.

Det gør noget ved os allesammen.

Gennem hele min barndom har jeg vidst at mange af de lærere fx. som underviste os, tjente mere end deres grønlandske kollegaer. 

Det var ikke kun ulige løn blandt lærerne,-nej, der var rigtig mange steder, hvor en grønlandsk medarbejder, som lavede fuldstændigt det samme som en dansk medarbejder, tjente langt mindre, og derudover heller ikke havde de samme frynsegoder som en årlig feriefrirejse ud af landet, bedre boligforhold og deslignende.

Og inden vi kommer for godt i gang med at argumentere for og imod, så havde vi, og har stadig stærkt brug for arbejdskraft udefra. 

I de senere år er det især højere uddannede folk, som vi har mangel på heroppe som fx læger og tandlæger o.lign. (som jeg kan læse, at man faktisk også mangler i mange andre lande), og de ansættes nu på andre vilkår, da deres kontrakter ofte enten er individuelle eller af kortere (vikar-) varighed.

Gennem mange, mange årtier, har det været veluddannede og dermed højere betalte folk, som kom herop og de sociale afstande har altid været markante af disse, men også andre årsager.

Gennem tiderne har det ved lov ligefrem været  forbudt danskere og indfødte at gifte sig og man havde hyr med at finde ud, hvad man skulle stille op med de børn, som blev resultatet af disse relationer.

Op gennem, især tresserne, hvor der for alvor blev bygget og udviklet boliger/ boligblokke heroppe og hvor danske håndværker-mænd kom herop i kortere eller længere perioder, blev mange børn undfanget.

Det var en utrolig turbulent tid overalt i verden med fri (?)  kærlighed, en afslappet tilgang til alkohol og nogle ville måske endda tilføje: Sædernes frie fald.

Mange danske mænd blev ikke stillet til regnskab for de børn, som de havde heroppe og sneg sig ombord på flyveren, for at rejse hjem igen til deres kone og børn efter endt arbejdsophold.

De var bestemt ikke alle danske håndværkere, som opførte sig dårlige og mange af håndværkerne levede et hårdt arbejdsliv, hvilket den høje løn også afspejlede.

Det gjorde ikke meget godt for danskernes ry heroppe med deres opførsel. 

Et ry som ikke tålte alt for mange pletter, for man vidste jo godt at mange af dem, som boede heroppe ovre længere perioder, drog nogle fordele, som ikke altid helt stod mål med den indsats, som de ydede og op gennem tiderne havde man hørt et og andet om uretfærdigheder som var blevet begået.

Ikke alle, men de rådne æbler fyldte kurven med den kvalmende lugt.

En lugt som mange har vænnet sig til, lært at affinde sig med og for nogle måske ligefrem har lært at holde af? Hvad ved jeg, -men der er en uro heroppe, hvor de især de unge er begyndt at stille spørgsmål, begyndt at undre sig og er begyndt at sige fra.

Uanset om Danmark vil det eller ej, så har Danmark styret Grønland som en dansk koloni.

Og mange forsøger sig i disse tider med at det kunne have været værre og vi heroppe skal være glade for at det blev Danmark og ikke XXX, at vi er utaknemmelige, ingen humoristisk sans har og at det eneste som holder os i live er bloktilskuddet.

Nu tænker du så måske på, hvordan Muhammed-tegningerne dukker op i min bevidsthed?

Amerikanerne fik valgt deres præsident og han var ude, allerede inden han satte sig i stolen i det hvide hus, og kræve vores land. 

Han mente han havde ret til det, var villig til at købe og betale for vores land. 

Vores landstyreformand meldte klart ud fra starten af, at vi var ikke til salg.

Og blev det heller ikke.

Ååh, så kom DR's dokumentar om kryolit'ten. 

Den blev lynhurtigt fjernet fra jordens overflade, for tallene var ikke korrekte og dem skulle der åbenbart fokuseres mere på end at vi talte om, at Grønland ikke kun var en udgiftspost men så sandelig også var og er en indkomstkilde.

Alle de åbne sår.

Traumaer,-påførte, overførte, videreførte og ubehandlede sår.

En kultur, som blev kørt over, mast og underkendt i udviklingens hellige navn og som efterlod og tabte generationer.

Jeg tænker på Muhammed-tegningerne og jeg tænker på for-og imod. 

Ja, vi har ytringsfrihed og folk elsker især at gøre grin med andre.

Det kan også være sjovt.. især, hvis det meget, meget tydeligt er blandet med kærlighed, respekt, empati og pli. 

Især pli.

Der skal utroligt meget finføling til at kunne lave sjov, nar og hån mod andres tro og religion.

Og det samme gælder et helt land/kultur, som lige nu har det svært nok.

Ved ikke helt om det er helt bevidst at DR graver flere grøfter mellem Grønland og Danmark men lader de J. Spang blive på deres flade, burde de måske også omtænke deres beslutning om fjernelse af kryolit-udsendelsen. 

Jeg synes absolut ikke det er sjovt eller morsomt. 

Tværtimod, føler jeg at man får lov at sidde hjemme i de danske stuer og grine lidt af grønlænderen, som der jo i forvejen ikke er så meget respekt om.

Der er så meget uro heroppe, -ligesom så mange andre steder i verden og indimellem bliver jeg utryg, usikker og lidt bange for hvad vi bevæger os rundt i og jeg tænker at i så usikker en tid, vi lever i, er det endnu mere vigtigt at man opfører sig med pli, dannelse og stor finføling.

Politiske hunde

Der er snart valg.

Det er ikke fordi jeg som sådan går særligt meget op i politik, men jeg ved jo også at alt, -alt hvad vi omgiver os med lige fra kærlighed til økonomi, fritidsinteresser, arbejde, pension, børnepasning, sundhed og død, i sidste ende handler om politik, så jeg lytter, tænker og følger lidt med, men siger ofte ingenting og affinder mig derfor med det meste.

Jeg affinder mig med mange ting, for hvis jeg vil have indflydelse, må jeg lukke munden op og lade mine tanker ud, handle på tankerne eller formidle dem til nogen, som måske vil forsøge at handle på  min tanke.

For et pænt stykke tid siden var jeg i TV. 

Jeg fortalte om at spinde garn af hundeuld. 

Vores egne hundes uld.

Det er der ikke noget odiøst i, for det er der en del der gør andre steder både heroppe og ude i verden.

Jeg fortalte journalisten mine bagtanker om, at deltage i udsendelsen, men da udsendelsen blot skulle handle om at spinde uld fra egne hunde; grønlandske slædehunde, slog jeg mig til tåls med dette og håbede at andre måske ville gøre det samme, tænke videre og måske ville en, der var mere visionær og driftig end mig nå helt ud i andre og mere politiske tanker.

Jeg havde nemlig gået og tænkt lidt på vores lands økonomi og tænkt at vi måske ikke tænker stort nok- eller rettere småt nok, for min tanke var, at vi satser en hel del på turisme.

Jeg rejser ikke så meget, men når jeg gør, er jeg interesseret i at se naturen i det land, som jeg besøger, i de mennesker, som bor i landet, deres skikke, deres traditioner, kultur og sprog. 

Ofte er jeg jo kun turist i ganske få dage, og når knap at få et dybere indblik i noget som helst, men essencen og det som landet er kendt for, bliver jo ofte givet os på forhånd ad forskellige veje: De sociale medier, billeder på nettet, rejsebureauernes reklamer, hjemmesiderne som jeg besøger inden jeg ankommer og de fortællinger, som er blevet fortalt af andre, som har besøgt landet.

Jeg ved, at mange forbinder Grønland med isfjelde, gletchere, kulde, smuk og ekstrem natur, sælfangst, gæstfrihed og et stolt folk, og hvis du søger destinationer nord for polarcirklen, vil hundeslædekørsel også blive fremhævet og highlightet som noget man bør prøve.

Vi, Jan og jeg er så heldige at vi har mulighed for at have vores egne grønlandske slædehunde.

Vidste du forresten at man ikke må have andre hunderacer end den grønlandske slædehund i hundeslædedistrikterne? Der findes mange, mange oplysninger om den grønlandske slædehunde, så hvis du vil vide mere er der rigtigt meget at finde på nettet.

Nu skriver jeg at vi er heldige at vi har mulighed for at have vores egne hunde og heldet ligger et meget andet sted, end de fleste måske forestiller sig.

Vores store held ligger i, at vi har råd til at have disse hunde-og tid.

Vi fodrer med importeret hundefoder, da det er det mest tilgængelige foder, som opfylder den grønlandske slædehunds behov.

Den grønlandske slædehund opholder sig udenfor døgnet rundt, året rundt og har derfor behov for en mere specialiseret kost en fx. en dansk-svensk gårdhund. der lever i Danmark, har. Det siger sig selv.

Hvis du skal kunne køre slæde, skal du have mere end 1 hund og p.t har vi 11.

Det ville være godt for hundene, hvis de kunne få en lidt mere afvekslende kost, som var protein og fedtholdig og hvis vi havde adgang til fx. sælkød ville vores hunde få det lidt oftere.

For 10-15 år siden, kunne vi købe  hellefiskeaffald fra Ilulissat, hvis vi var nok, som ville investere i store mængder, så det kunne betale sig fragtmæssigt, men jeg kan forstå, at der stort set ikke er mere affald, som smides ud fra fiskeindustrien, da man er blevet bedre til at bruge alt for fisken. Dét er jo glædeligt, at man udnytter ressourcerne optimalt.

Hundene var ellers glade for hellefiskeaffaldet og da det jo er en fed fisk, var det godt som supplement til hundepillerne.

I 2021 var jeg på et kort kursus i Maniitsoq.

Det er en by syd for Sisimiut og det er ikke et hundeslædedistrikt.

Når jeg havde været på kursus om dagen, gik jeg ofte en tur om eftermiddagen, rundt i byen. 

Jeg gik næsten hver gang en tur ned forbi det lokale "Brædt" hvor der bliver handlet lokale råvarer, som fx sælkød.

Der var meget, for der er tilsyneladende gode fangst muligheder for sæl deromkring.

Man indhandler skindene til Great Greenland og hvis man så ikke kan komme af med kødet, bliver det smidt ud.

Det kan jeg jo næsten ikke holde ud af tænke på, for al det gode kød, kunne vores hunde have haft glæde af, men fragt er dyrt heroppe og hvis man skal sende en hel frossen sæl op til os bliver det kun endnu dyrere.

Jeg gik og tænkte på, at hvis bare man kunne lave en forening, som lejede en frysecontainer, som kunne stå i Maniitsoq, så kunne fangere og fiskere i Maniitsoq og omegn sælge deres overskud til denne forening, som fyldte containeren og sendte op til os, hvor vi kunne købe kødet.

Men en frysecontainer er dyr, at have stående og endnu dyrere at sende rundt i landet og i sidste ende, ville det kød, som bliver smidt ud, koste os så dyrt, at det igen bedre kan svare sig at købe hundepiller. 

Æv, var min tanke.

Der er ikke noget at sige til, at folk nu om dage hellere vil lade sig transportere rundt på en snescooter, for det er (næsten, hvis der ikke kommer reperationer) et engangsbeløb du lægger og du skal ikke rende og passe på din snescooter om sommeren, hvor du bare har  hevet nøglen ud af den, pakket den ned og venter på at der kommer en ny vinter, med noget nyt sne.

Har du hunde skal du passe dem hver dag året rundt og det koster tid og penge. 

Mange penge.

Så blev jeg lidt småbitter og tænkte at den kultur, som har overlevet i århundreder og som vi stolt viser frem, når der kommer folk udefra, snart ikke er mere.

Antallet af hunde i hundeslædedistrikterne er stærkt faldende og interessen blandt unge mennesker for hundeslædekørsel er efterhånden et særsyn.

Her i Sisimiut er stort set alle slædehundene blevet flyttet ud af byen og pladser med hundehold kan tælles på en amputeret hånd.

Børn og unge er ikke længere vant til at omgås den grønlandske slædehund. Deres egen kulturarv og rigtig mange børn og unge er så uvant med den grønlandske slædehund.

Til gengæld er der kommet rigtigt, rigtigt mange snescootere til byen. ATV og UTV'er.

Vi har også hver vores, Jan og jeg og nøglen skal bare drejes om i tændingen og så er vi afsted.

Det er da nemt og hurtigt, og man får rigtig mange oplevelser, når man kan komme ud i baglandet.

I 2019 blev indførselsafgiften på snescootere ophævet og rigtig mange fik råd til at købe en ny snescooter.

Jeg havde sådan ønsket, man man havde tænkt lidt anderledes måske og kun sænket afgiften fx. og givet den del som stadig var afgift, som tilskud til fragt af hundefoder, men man kan jo vende det og sige, at hvad rager det en snescooterejer i Sydgrønland at vores hundefoder i Nordgrønland er så dyrt, at det snart kun er de meget, meget velhavende, der har råd til at holde et hundeslædehold.

Man skal kalkulere med det at have slædehunde i sin økonomi,-og bevares det skal man også hvis man har en hund, en hest eller et andet levende væsen i sin husholdning i andre lande, men det er en del af en kultur,- faktisk har det været et bærende element i vores kultur og den er ved at uddø.

Har det overhovedet en interesse for andre end turister, at der stadig køres traditionel hundeslædekørsel i Grønland? 

Eller er det efterhånden kun forebeholdt de danske soldater i Sirius at køre traditionel grønlandsk hundeslædekørsel?

Det koster meget tid og mange penge at have grønlandske slædehunde i Grønland. 

Det koster også tid og penge at have islandske heste i Island eller en gårdhund i Danmark, men fragten herop til er vanvittig dyr, så derfor er alt..ALTING meget dyrere heroppe end mange andre steder i Danmark og dét er een af grundene til at een af vores kulturarve er ved at gå til grunde.. et tidligere bærende element i vores levevis  og som vi åbenbart så gerne vil vise turisterne, som vi satser så stort på heroppe.

Inden vi ser os om, er det kun turistoperatørerne og de danske soldater i Siriuspatruljen, der kører traditionel hundeslædekørsel og ikke længere end integreret del af vores liv at se private køre slæde.

...og de var med de tanker, at jeg sagde ja til at deltage i en tv-udsendelse om at spinde uld af grønlandske slædehunde, for mine tanker kører nogen gange rundt og rundt med mit rokkehjul, når jeg spinder ulden fra vores hunde. 

Er der ikke en eller anden, som tænker små tanker i de store og som tør at foreslå noget, som kan være med til at gøre det en anelse lettere for den grønlandske slædehunde-ejer og hundeslædekørslen i form af lidt økonomiske lettelser og gerne i den form, som også kommer andre erhverv til gode og som måske i sidste ende kan være med til at bevare og måske endda motivere flere til at have egne slædehunde, som der kan køres slæde med. 

Ulloriaq er inde på noget af det med genanvendelse, reducering af ressourcespild og mindre transporttid -og omkostninger, men det er stadig dyrt og besværligt  for den enkelte producent og forbruger.