Det var bare det jeg lige ville sige

 I disse dage summer byen af musik af enhver slags. 

Hurtig musik, langsom musik, hård musik og blød musik.

Der er musik som rører ved en og der er musik som giver dig lyst til at røre dig.

Og så var der lige Freja Kirk i aften.

Laura fortalte om Freja og fortalte at Freja lige har udgivet en ny sang, som Freja ville synge nede foran Bethel kirken kl 00 forleden. Laura havde indspillet det og lod mig høre det og det.. Jeg er solgt.

Frejas tekster går ind og rører ved noget dybt inde i mine følelser og især retfærdighedfølelsen på hendes vegne, samt alle i lignende situationer. 

Vi er vist ikke kommet så langt som jeg troede.

Det var bare det jeg ville sige.

Nå nej. 

Jeg er på vej i seng, men vil lige tilføje at 

Josef Tarraks tekster kan få mig til at græde af sorg over at nogen som helst børn nogensinde skal opleve en barndom med svigt og manglende omsorg.

At nogen som helst børn skal vokse op og opleve ting, som ingen burde opleve.

Jeg har så stor respekt for at han fortæller om det, gør opmærksom på det og det på en måde, så man bliver revet midt over af så stor sorg over, at ingen så det, lagde mærke til det eller gjorde noget ved det.

Josef, Du er et modigt, dygtigt menneske, som fortjener så meget af det hele, men ikke mindst ros og respekt for at klare dig så godt som du gør.

Når du går på scenen og fyrer den af, bliver selv gamle jeg, revet med og føler musikken og ikke mindst teksten.

Du har så meget energi og er en absolut unik ener på enhver scene.

Det var bare det jeg vil sige inden jeg går i seng efter en lang dag ude i det fri, hvor dagen har budt på ude koncert, hyttetur og koncert i School of rocks.

Musik og mangfoldighed

 Apropos relationer:

Laura er jo her i byen, hvor de er med til at arrange og afholde Arctic Sounds festival og det er som altid spændende at høre ny musik.

Der er ikke kun ny musik. 

Der  er også musik som vi er bekendt med.

I går aftes var der de første koncerter i Råstofskolen, som (selvfølgeligt) under musikfestivalen bliver omdøbt til School of Rocks

Min mors fætters barnebarn  Athena Lings spillede og sang sin egen musik.  

Laura spillede på keyboard for Athena og alt for hurtigt spillede de sidste nummer, selvom de leverede en næsten 45 minutters god og anderledes musikoplevelse.

Min mors kusines søn var næste kunstner på scenen. 

Jeg har tidligere skrevet om Steen. Steen har utroligt mange talenter og når han graver sig ned i en interesse, så går han virkeligt til den og forfiner, fremmer og dyrker sit  talent indenfor området til perfektionisme.

Han tager desværre ikke billeder mere. Døgnet har vel også kun 24 timer for hans vedkommende.

Som du kan se udfra det link, som jeg har sat ind, så var /er han mere end almindeligt dygtig til at tage billeder og photoshoppe.

Han købte på et tidspunkt en drone og selvfølgelig, havde jeg nær sagt, fik han nogle fine, flotte filmklip.

Han har bygget sig en pizzaovn udenfor sit  hus og de pizzaer som han får lavet, skulle efter sigende været suverænt gode- selvfølgelig.

Steen har gennem alle sine andre interesser aldrig sluppet sin guitar.. heldigvis, men heldigvis har han ikke kun holdt guitaren i hånden. 

Indimellem har han fattet hammer og sav og byggede sit eget lydstudio, hvor han, lige inden år 2024 randt ud, udgav 12 fine numre.

Teksten har hans fætter, min halvfætter Kaali Olsen skrevet og Steen fik tekst og melodierne sat sammen til fin musik.

Teksterne tager hårdt fat i de mange kedelige oplevelser, som vi børn fra blandings-ægteskaber heroppe alt, alt for ofte oplevede.

Oplevelser, som  aldrig rigtig blev sagt højt, aldrig rigtig blev italesat og de følger af den mobning, racisme, nedgørelse, tilsidesættelse, fremmedgjorthed og aldrig rigtigt at høre til , blev der sat ord på (Iink til Information-artikel) og jeg og mange andre følte os hørt, set og forstået.

De oplevelser mange af os børn fra blandede ægteskaber har oplevet, har formet os på godt og ondt og dem har  Kaali og Steen så fint formuleret. 

Jeg ved at andre oprindelige folk med børn fra blandede ægteskaber også har haft lignende problemer og den i dag i dag døjer med eftervirkningerne  af.

Den 17. november 2024 var der release koncert her i byen i Taseralik, som vi var nede og høre.

Jeg tog nogle billeder til koncerten og du kan se dem her

Måske føler jeg derfor at lige netop den udgivelse taler til mig?

Steen Olsen og Kali Olsen blev da også velfortjent hædret for deres fine udgivelse i starten af dette år.

Nogen skal lige høre numrene et par gange, lære dem at kende før de opdager alle de smukke detaljer der er at finde i musikken. 

Lytter du til musikken i Applemusic, kan du finde teksterne og oversættelse til engelsk.

Jeg ved, at der kommer flere gode musikoplevelser i kommende dage, men udover det er der også arrangeret pride parade og aktivitet omkring retten til at være den man er.

Sådan helt seriøst troede jeg, at de fleste mennesker forlængst havde accepteret at kærlighed findes mellem mennesker uanset køn, og jeg var af den naive overbevisning at stort set alle havde godtaget, erkendt og accepteret ikke alle identificerer sig i de små firkantede, snævre kasser vi har opstillet for hinanden.

Men jeg sad til en undervisningstime med en sexolog sammen med nogle unge mennesker, og jeg kunne ud af øre-krogen høre nogle unge piger snakke forarget om bøsser og lesbiske. 

De mente helt seriøst at homoseksualitet var en unormalitet og faktisk burde de ikke leve. 

Vi sad midt i en undervisning, så det ville være upassende, at jeg havde påtalt det, hvad jeg virkeligt ellers brændte for, men disse unge piger mente at det var en abnormitet som et andet handicap og hviskede videre om Gud og biblen.

Jeg sad med min underkæbe langt ned ad brystet og var dybt rystet.

I min egen undervisning i min egen klasse har jeg ofte talt åbent med mine elever om rettigheder, kærlighed og følelser og eleverne har bidraget med historier fra deres egne oplevelser blandt familie-relationer , søskende og venner, så mens jeg gik rundt og troede at vi i 2025 havde lært at kærlighed er til for alle, så måtte jeg lige tro om igen.

Jeg har jo så senere konstateret, at vi ikke er kommet særligt langt på den front og faktisk er vi ved at afvikle mangfoldigheden rundt omkring.

Nogle mennesker, faktisk lidt for mange har jo den opfattelse at pride parader ikke er nødvendige og at man ikke nødvendigvis behøver at skilte offentligt med sin seksualitet, men nu handler det jo ikke som sådan, i min verden om at skilte med om man er til det ene eller det andet, om man identificerer sig som det ene eller det andet eller måske noget helt tredie, men retten til at være den man er, så jeg går med i aften og håber at den ringe støtte jeg dermed viser, kan være med til at den enkelte som ikke kan proppes ned i de gængse små og snævre kasser, som vi så gerne vil mase vores medmennesker ned i, føler sig støttet. 

Tanker om fremtidslykke

Det der med lykke og at være lykkelig, kan nogen gange være ganske udfordrende.

Jeg bruger ualmindeligt meget tid og energi på at tænke over, hvad der gør lige netop mig lykkelig og der er vist ikke nogen, som kan pege kun på een ting.

Jeg har ikke nogen færdig konklusion og kommer formentligt heller aldrig til at kunne konkludere, hvad og hvordan jeg opnår den eftertragtede følelse, men de sidste par år har tanken om, at jeg med hastige skridt snart går ind i en ny periode af mit liv, har sat en del tanker i gang.

Jeg fylder 60 år til næste år og kan, hvis jeg ønsker det lade mig pensionere. Jeg blev ansat dengang man stadig kunne lade sig ansætte som tjenestemand og med min ordning følger at jeg kan gå på pension enten når jeg fylder 60 eller har arbejdet i 37 år og til næste år, kan jeg krydse begge dele af.

Hvis jeg hellere vil fortsætte, kan jeg såmænd også fortsætte med at arbejde og endda med nogle timers time-reduction.

Jeg har regnet og talt på fingre, og jeg har tænkt og tænkt på muligheder.

Hvis jeg vælger at gå på pension efter næste skoleår, får jeg efter skat 10.500,-kr udbetalt og det er ikke meget at gøre godt med heroppe, hvor leveomkostningerne er meget, meget høje og selvom jeg er forholdsvis billig i drift og ikke har særligt mange udgifter, så er det alligevel tankevækkende lidt at skulle gøre godt med om måneden.

Indtil for ikke særligt mange år siden, var jeg ret besluttet på at stoppe med at arbejde såsnart muligheden bød sig, men beslutningen er ikke så stålfast længere.

Jan kan ikke gå på pension før han er ca 67 år , for han er ansat et andet sted og under en anden ordning, så dagene kan måske godt gå hen og blive lidt lange, hvis jeg skal gå herhjemme og vente på at han får fri, men på den anden side, har jeg jo rigtig mange gode interesser, som jeg kan fordybe mig i og ydermere kan jeg både sejle selv og komme ud i naturen uden at skulle vente på nogen.

Det kunne jeg sagtens få masser af tid til at gå med.

Jeg har aldrig været god til at etablere relationer og de få jeg i mit voksenliv har skabt, er løbet ud i sandet fordi folk-især heroppe jo flytter, rejser og rejser væk.

Men det har så også været med til at jeg altid har været mere end almindelig god til at underholde mig selv og holde mig selv beskæftiget.

Når jeg tænker lidt rationelt over det, er det så måske heller ikke det allersundeste sådan at tulle rundt for sig selv og være helt alene. 

Gennem mit arbejde ser jeg jo ret mange mennesker hver dag. 

Der er mine elever og mine kollegaer og derudover er der også forældre og andre, som jeg skal indgå i et samarbejde med og det giver jo nogle naturlige mellemmenneskelige interaktioner, som jo stimulere og det har måske også været medvirkende årsag til, at jeg ikke i mit private liv har dyrket så mange mennesker, for behovet i det daglige har ikke været stort og ihvertfald let at overse.

Derudover har jeg (måske) også været alt, alt for kræsen og krævende i forhold i forhold til hvem og hvad jeg bruger min kostbare fritid på, men hvis jeg vælger at stoppe med fast arbejde fra næste år af, så får jeg jo ikke andet end fritid.

Måske lå disse tanker under overfladen i december, da vores tæve fik hvalpe? 

Måske var det bare savnet til min kat, som jeg var meget knyttet til?

Måske var det bare fordi at de nyfødte hvalpe, var så ualmindeligt søde og kære, at jeg ret hurtigt forelskede mig i de to som overlevede.. og så døde den ene af de to og så var der kun en tilbage.

En lille lys og fin han-hvalp, som ret hurtigt fik navnet Ingo.

Han er blevet forkælet både af sin gode og omsorgsfulde mor, som er en gammel tæve vi har haft i rigtigt mange år og han blev så yderligere meget forkælet af mig.

Han rendte løs rundt nede på hundepladsen og jeg blev mere og mere nervøs og stresset over at han var begyndt at gå med alle de børn, som kaldte ham til sig, at han var begyndt at rende ud på gaden og var begyndt at føjte omkring, så han blev bundet sammen med sin mor lidt tidligere end  planen.

På det sidste har vi lært ham at køre bil og så kører vi ud et sted, hvor der ikke er så mange mennesker og gå med ham i snor. Han bliver sluppet løs og får lov til at rende omkring, men han bliver omkring os og vil helst løbe og lege med os.

Jeg har bagtanker med ham. 

Han skal også lære at komme med i vores båd, så han kan komme med op i hytten og hvis jeg kan nå det, skal han også lære at komme med i vores anhængerbalje til snescooteren, så han også kan komme med om vinteren op i hytten.. og nej, det bliver lidt for langt for både ham og mig, at gå hele vejen op til hytten.

Jeg tror, han får det lært

Han skal også lære at være slædehund, så lige om lidt skal han også have en sele på og foran slæden med de andre hunde, men først når Jans arm /håndled er groet lidt mere sammen, og det må det sådan set gerne gøre hurtigt og inden sneen er helt væk.

Måske tænker du hvordan han, altså Ingo kommer ind i planerne om min kommende pension eller måske har du allerede gættet, at når nu jeg får mere tid og gerne vil op i vores hytte, så har jeg tænkt mig at tage ham med som selskab. Han er allerede nu et pragtfuldt selskab, men han er kun 4 måneder, så der skal lige øves nogle ting.

Hvordan planlægger man sin kommende pension? Hvordan planlægger man de sidste (forhåbentligt) 20-30 år af sine  sidste leveår, så man ikke ender med at blive en gammel, bitter kone?

Hvordan planlægger man mon bedst muligt livet, så lykken bliver stamgæst i ens liv? 

Lige nu og især i denne tid, hvor solen brager ned fra en skyfri himmel, i en påskeferie, som man kan dele med familien, er lykken jo fast inventar og jeg tænker meget over mit eget ansvar for at være lykkelig.

Måske tænker jeg for meget?

Forandringer på et døgn

 Det er ikke nogen hemmelighed, at vores vejr har ændret sig.

Det er blevet uforudsigeligt og mængden af nedbør som sne og regn har ændret sig væsentligt de seneste par år.

Vintrene er knap så kolde som de plejer at være og frostgraderne når slet ikke ned til de voldsomme -30 og mere, som var engang.

Vi når faktisk kun sjældent ned under 20 frostgrader og jeg mindes ikke at have set regn og slud i februar marts måned før i tiden.

Vi frygtede indtil det sidste om sneen holdt til Arctic Circle Race og inden da til slædevæddeløbet, da der havde været regn og tø, men begge begivenheder blev jo som bekendt gennemført.

Arctic Circle Race blev afholdt i weekenden og i søndags løb den sidste deltager i mål i strålende solskin og godt at løbet ikke lå senere på ugen for allerede mandag aften steg graderne op til tø og om tirsdagen var det, som var en start og slut-arena forvandlet til sø.

Det tynde lag sne som vi holdt os rundt om og i byen er stort set væk og der dufter af forår langt tid før det plejer at være forår.

På fjordens is ligger der nu store søer og våde pletter og den sne, som før lå på isen er væk og har efterladt isen som en våd blank skøjtebane.... og så er der folk som ikke tror på klimaforandringerne.

Jeg havde set frem til at holde påskeferie i hytten. 

Jeg havde set frem til at komme væk fra civilisationen og sidde udenfor i det fri med en kop kaffe og en hjerne der kørte i tomgang.

Jeg havde glædet mig til at komme lidt væk og opleve noget andet end det hverdagens trummerum og vante gænger byder på, komme i feriestemning og koble fra, men jeg tror, jeg hellere må kigge på en plan B og indstille mig på at vejret stadig er det som er altafgørende for mange af vores aktiviteter heroppe.

Begivenheder i kø

Det er den her tid på året, hvor oplevelser og begivenheder står i kø og faktisk indimellem ligger ovenpå hinanden.

For under 14 dage siden blev det store hundeslædevæddeløb sted.

Et hundeslædevæddeløb, som blev verdenskendt da nogen havde planlagt at komme og se det, men det blev ikke til noget.

Et par dage forinden, blev børnenes hundeslædevæddeløb afholdt og der var stor opbakning til det løb.. også omend det ikke blev omtalt nær så meget, som de voksnes væddeløb.

I tirsdags kom een af vores venner fra Nuuk. 

Han skulle bo hos os op til at han skulle deltage i Arctic Circle Race. 

Til hverdag bor han i Nuuk. 

Han har tidligere været heroppe og deltaget i Arctic Circle Race, men som fotograf, hvor vi hyggede os ude løjperne med at fotografere sammen.

Jeg var kommet til at lave forskellige planer til lige akkurat den dag, uden at tage hensyn til, at han skulle komme, men han er flexibel og indrettede sig. 

Jeg havde lovet en ualmindelig sød og dygtig kvinde en hundeslædetur,-hun  havde fortjent noget ekstra, men Jan faldt jo for 3 uger siden da vi skulle ud og køre hundeslæde, og i faldet tog han fra med sin højre hånd, hvor han så brækkede en knogle midt i hånden.

Det er heldigvis et ukompliceret brud, som “kun” krævet ro, gips og tid, men det er besværligt for ham og vi kan så ikke køre slæde med vores egne hunde.. endnu.

Jesper trådte heldigvis til, så jeg kunne holde mit løfte og vores gæst havde sit kamera med og tog ud og så os tage afsted.

Han tog nogle fantastiske billeder, som jeg har fået lov at vise lidt frem.

Foto Lars Poort-Demant

Fredag formiddag kl 10.00 blev det hidtil største antal skiløber til ACR sendt ud i terrænet. 

Der var strålende sol, blå himmel og en fantastisk stemning, men DMI havde lovet kraftig blæst sidst på eftermiddagen og vinden kom som lovet, som lyn fra en klar himmel, så de sidst ankomne til campen ude i fjeldet kom i mål i noget der lignede en snestorm.

Fredag aften sad  Jan og jeg i forsamlingshuset og spiste. 

Det var mesterkokken Inunnguaq Hegelund, som stod for maden. 

Det var et underligt, sjovt og meget utraditionelt koncept, hvor vi sad i det her rum, hvor der er alt for højt til loftet, men papirsduge på bordene, små købeservietter og umage bestik, men maden var uovertruffent og helt igennem godt.

Vi fik 4 retter. 

Først fik vi en skaldyrssuppe, som smagte af mere og dernæst fik vi en fiskeanretning. 

Der var grønlandsk stenbidderrogn med små stykker hvid fisk til og en fin form for mousse og det var akkurat krydret, så man ønskede at der var mindst en portion mere.

Vi fik moskussteg, som var mørt og som lå i en lækker sauce, og akkompagneret med grøntsager, som man vist ikke kan lave hjemme selvom det blot var en ganske almindelig gulerod og noget broccoli.

Det blev annonceret at vi skulle have æblekage til dessert, og jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men mine forventningner svarede overhovedet ikke til det, som blev serveret.

Måske var der hvid chokolade med et drys lakrids? 

Måske var det noget fløde-skum, som var tilsat et magisk drys. 

Jeg ved det ikke. 

Jeg kunne godt smage æblerne og lidt vanilje, men jeg ved at det ihvertfald ikke er det resultat, som jeg opnår, når jeg en sjælden gang forsøger at lave noget æblekage/æbledessert.

Maden kunne jeg skrive længe om, men så ville der ikke være plads til at jeg også skrev om Ole.

Han spillede mellem retterne. 

Han er jo kongen af den grønlandske musikscene, hvis du spørger mig.

Han har skrevet og spillet sine sange, sålænge jeg erindrer og hans numre lydkulisse til min ungdom, mit voksne liv, vores fester, vores hverdagsliv og alle kan mere eller mindre synge med på hans numre.

Jan og jeg sad forrest, så vi sad kun få meter fra Ole, der sad med sin kop kaffe, som han fik fyldt op ofte og som der indimellem blev rørt lidt rundt i.

Som aftenen skred frem blev han bedre og bedre. 

Han spiller jo så eminent på guitar og de numre som vi kender fra cd-erne, hvor der er fuld instrumentering, spillede han alene mand på sin guitar, så intet mangledes.

Han synger, så man bliver fanget af tonerne, teksten og lyden af hans helt unikke stemme.

Det var min søster Lena, om fik mig overtalt til at vi skulle med. 

Der var gået lidt koks i Lena og Johannes planer, men det lykkedes til sidst med det resultat, at vi uplanlagt kom med til den fine middag med den fine musik i verdensklasse.

I lørdags var der tæt snefald, whiteout og lavthængende tætte skyer på himlen. Jeg kørte ud i hytten og det var en speciel oplevelse at køre på isen, hvor der ikke havde kørt andre end mig.

Jan kom et par timer senere og vi kørte så hjem til at vi tidsnok kunne spise lækker take-away og jeg kunne starte op på en ny baret-hue.

Og som vejret kun kan vende heroppe, vågnede vi søndag morgen til høj, blå himmel og en sol, der bragede ned med fuld styrke.

Der var drevet vestis ind til kysten, så der var is så langt øjet rakte.

Der blev drukket formiddagskaffe og lagt planer. Jan ville ikke nogen steder hen. Han ville kaste sig ud i at lave grydesteg for første gang, så Laura og jeg gjorde parat til at køre ud i baglandet på snescooter.

Vi endte ude i vores hytte.. igen og min yngste søster og hendes mand kom og nød resten af dagen sammen med os derude.

Nu rejser ACR-deltagerne tilbage til hvor de kom fra. 

Vi fortsætter hvor vi slap hverdagen, men det er kun for et par .. 5 for mit vedkommende, før vi har påskeferie.

Midt i ferien er der forskellige sportsbegivenheder her i byen og ikke mindst er der det årligt tilbagevende Arctic Sounds festival som også trækker mange mennesker udefra hertil.

Det er en hektisk, begivenhedsrig og altid spændende tid på året, men mest af alt så  glæder jeg mig til at slappe af, og jeg har planer om at spise mit påskeæg i stilhed ude i naturen i år, for jeg trænger til at sænke skuldrene og trække vejret dybt.