tirsdag den 19. marts 2024

Den bedste årstid

 Vi står midt i den bedste årstid. 



Det gør vi nu næsten altid. 

Jeg elsker foråret. 

Når den hårdest frost har sluppet, men der stadig er en snert af vinter i luften med de første noter af forår iblandet.

Når man kan mærke og ikke kun se solen,- kan mærke de første varme stråler kysse kinderne og varme de kolde vintertanker, så de tør og smelter væk.

Jeg elsker det grønlandske forår, hvor luften er ren, dufter af frost og  huden om aftenen dufter af sol.

Vi kører slæde med hundene 


og kan nå at køre efter arbejdstid, fordi der stadig er lys nok og jeg elsker at vi kan køre på isen på fjorden ud til hytten.

Der er noget magi i at finde elven under sneen, hakke hul i isen 


og høre vandet under, der stadig klukker og løber. 

Bære det dyrebare, rene vand i hus og brygge en kop te, mens jeg sidder og kigger ud på den frosne, smukke fjord.

Det smager ekstra friskt og ekstra godt. 

Vand, som løber under både sne og is, som man selv har fundet og hente op gennem et is-hul og hældt på en dunk. Måske lidt fjollet at tro, at det smager bedre end det vand, som løber i selvsamme elv om sommeren, men der er altså noget magisk over at det.

Solen i denne årstid er også ekstra god.

Den har dog smeltet en skorpe på sneen, som der ikke var meget af i forvejen.

Vi mangler sne. 

Det har vi gjort hele vinteren. 

Det er enormt sne-fattigt og det ligger akkurat i et tyndt lag over den frosne jord.

Vi ville ikke blive spor ked af det, hvis der faldt en ordentlig dyne sne at køre slæde i og til at forlæng det lækre forår. 

Vi står i den bedste tid, men lige om lidt er der sommere og det er også den bedste tid,-måske efterfulgt af efteråret, som er min yndlingstid.. men nu bliver jeg lidt i tvivl.

Vi var i vores hytte fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag og da vi kom tilbage til byen, spændte vi hundene for slæden og kørte en lille, kort tur med dem.

Der var dog kommet vand ude på slædesporet, så det var ikke så godt at køre i og vores store hvalpe var usikre på vandet og isen og alt det underligt nye, som de aldrig har set før.

Hvad jeg dog har set før, er de smukke, smukke farver, som man vist kun ser i det kolde arktis. 

De 

fine, sarte pastelfarver, som lægger sig blødt udover himlen lige inden den blå time, som forøvrigt er ekstra dyb-blå og betagende heroppe.


Vi får gæster til sommer.

Jans bror kommer herop med kone og farfar.. altså svigerfar/ far.

Jeg ville ønske de også kunne få denne årstid med og efteråret for den sags skyld. De smukke efterårsfarver, men lige nu ville jeg ønske jeg kunne dele alt det smukke ved denne årstid med dem, som jeg holder af.

Laura er kommet. 

Hun er selvfølgelig heroppe i forbindelse med Arctic Sounds festival.

Det vil jeg også gerne dele, for det er så hyggligt, så givende musikalsk og menneskeligt. 

Sara kan desværre ikke få passet en påskeferie heroppe i Sisimiut ind med sit arbejde og Simon har også lige fået nyt arbejde og bolig at se til, så Laura har huset og opmærksomheden for sig selv, og det er måske både godt og skidt.

Det er ihvertfald den bedste årstid at være heroppe på lige nu og hvis man ikke skal andet, kan man jo også spænde skiene fast til fødderne og deltage i Arctic Circle Race, som afholdes denne weekend.

Jeg vil være at finde i tilskuerrækkerne, men også på slæden og snescooteren, i baglandet og især i solen, hvis vi er heldige med den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.