Jeg er i gang med en leder-uddannelse.
Det er iflg dem, der er i gang med at uddanne os ikke et kursus, så jeg øver mig i at sige at det ikke er et kursus, men en uddannelse.
Jeg fik afsluttet første modul forrige uge og hvis jeg selv havde kunne vælge, ville jeg gerne have haft tid til at reflektere.
Faktisk mangler jeg desperat tid til at reflektere og fordybe mig i tingene, tankerne, følelserne og livet i al almindelighed, men sådan er tilværelsen ikke skruet sammen.
Sådan fungerer det ikke.
Jeg bilder mig ind, at der var mere tid til at tænke tingene igennem før og at der var mere overskud og energi til at sætte sig ned og tænke over, hvad der foregik inden man gik videre i tilværelse og livet.
Når Jan og jeg er ude i hytten og når vi når at få en dag eller to, oplever jeg at vi kan nå at sætte hastigheden lidt ned.
At vi kan nå at tænke lidt over alting og fordybe os i nogle af de mange, mange tanker vi har, især i denne tid, hvor vi står ved nogle livs-overgange, som både er skælsættende og livs-forandrende.
Jeg har kastet mig ud i nogle helt andre retninger på mit arbejde, hvor jeg er blevet trin-leder på et trin, som jeg aldrig har været på før (4.kl-7.kl) og derfor er jeg på leder-uddannelse.
Mine børn er flyttet hjemmefra og selvom de stadig kommer hjem til os i deres ferier, så er de under uddannelse og når de engang er færdige, så går de i gang med at skabe deres egne hjem og egne liv.
Det er vemodigt og jeg er stadig igang med at vænne mig til tanken om , at de ikke kommer hjem og bor hos os permanent igen sådan som det var engang, men jeg glæder mig også usigeligt over hvor godt det går med dem alle tre.
Jeg er stolt helt ind til benet over, hvor godt de tackler deres liv.
Da jeg var i deres alder, var jeg nybagt mor, men jeg var helt rundt på gulvet og jeg følte ikke, at jeg havde styr på ret meget, men det er nok også en anden historie, men gør ikke stoltheden over mine unger mindre.
Min fars sygdom (demens) gør også at mine tanker cirkler rundt og rundt og i virkeligheden trænger til at blive efterset, men når jeg sidder i stilheden uden forbindelse til andre end mig selv, så kan jeg gribe de flyvske tanker, hale dem ind og kigge dem efter i sømmene, rette dem op og ind, og lægge dem i de rette skuffer.
Når hverdagen kører med skemalagte timer, uddannelse, møder og pligter, så kan det være svært at få indhentet de der tanker, inden de løber fra dig og kører af sporer foran mig, så jeg øver mig i at afsætte tid til reflektion og eftertanker, for det fungerer bedst for mig.
For andre hjælper det at snakke med andre i et væk, vende og dreje hver en lille tanke og følelse, men for mig er det bedst at få lov at tænke lidt i stilhed og senere vende tankerne med fx. Jan.
Jan er den bedste at til at vende mine tanker og følelser, til at rette dem ind eller ud, op eller ned.
Nogen gange skal jeg formulere tankerne eller følelserne et par gange inden han helt ved, hvor i hvilken retning de skal sparkes hen og så er det jo godt at vi har kendt hinanden så længe og været igennem så meget sammen, at vi ikke behøver så mange ord og så meget følelsesmæssig gestikuleren inden vi kan hjælpe hinanden på vej.
Mandag til fredag er hektiske og forjagede og når jeg når fredag eftermiddag har jeg bare lyst til at rulle mig sammen og klynke og så er det at jeg er taknemmelig for, at kunne tage ud i hytten, hvor stilheden er total og hvor ingen kan forstyrre mine tanke-rækker.
Jeg får re-sat det meste og kan klare en uge mere.
Det går jo ikke i længden så jeg skal finde et leje, hvor der også i hverdagen er plads til at nyde hverdagen og især med tanke for at om ganske kort tid, må vi lukke ned for for vinteren.
Indtil da er jeg taknemmelig over at jeg har muligheden for at samle energi, overskud og kræfter til hverdagen.
Jeg ved ikke om det gav mening? Måske skulle jeg have tænkt lidt mere over det inden jeg skrev det ned
