Det længste efterår i mands minde

Længere nede i indlægget er der blodigt billede af en død sæl, så hvis du ikke vil se det, så skal du skynde dig videre til en anden side :-)



Denne weekend har det blæst kraftigt fra øst.
Det har blæst både fredag og i går lørdag og derfor kom vi ikke i hytten.

Det gjorde vi sidste weekend, men faktisk tog vi hjem tidligere end planlagt, for der er altså bare mørkt derinde i fjorden på denne årstid.


Det bliver mørkt allerede kl 18 og det er altså ikke mørkt som her i byen, hvor der er gadelamper og lys fra naboernes vinduer.

Der er mørkt som i virkeligt mørkt.

Og så bliver aftenen virkelig lang, når du ikke kan komme ud og der først igen begynder at lysne ved 08-tiden om morgenen.

Vi gik en tur op i fjeldet i håb om at kunne skyde et par enkelte ryper, men der var ingen.. eller jo, der var denne, som nåede at flyve sin vej.
Heldigvis for den.
Jeg nåede da at få et billede af den på lang, lang afstand.

Vi besluttede os for at sejle hjem, men på vej hjem af, sejlede vi ud på havfuglejagt og fik to tejster, som vi honningmarinede og stegte til aftensmad.

Om søndagen var vejret rimeligt og vi var lidt hooked på flere hav-fugle, så vi sejlede ud igen.

Virkeligt langt ud, men der var ingen fugle, men jeg skød en enkelt sæl, som jeg slagtede og parterede og delte i 5 store portioner, som kom i fryseren til når børnene kommer hjem til jul.
De vil meget gerne have sælkød.

Jeg lavede en stor portion til os selv om aftenen og Jesper kom og spiste med.
Skindet med det tykke lag spæk, skar jeg ud i små lunser til hundene som de så får de næste mange gange de skal fodres, ligesom indvoldene kom i hundefoder-kurven.

Vi har ingen sne.

Et lille tyndt, tyndt lag, som udgiver sig for at være sne, ligger over fjeldet, men nu er det meste faktisk blæst væk.

Selvom jeg er glad for at der ikke er så koldt; faktisk er meget, meget varmt taget årstiden i betragtning, så trænger vi til normale tilstande med sne og frost, men med de klimaændringer der er , så er det måske ikke noget, som længere er normalt?

Pele Møller, jazzerpalaaq i Taseralik

Ind imellem møder jeg en blog-læser her i Sisimiut.

Han kigger ind imellem ind på denne adresse og kan så konstatere, at det er et stykke tid siden, at jeg har skrevet.

Jeg sidder jo her bag skærmen og føler mig nogenlunde både sikker og ubemærket, men bliver så ind imellem, når jeg møder ham, mindet på, at der sidder andre end min mand og læser med.

Det er sjovt at få respons fra fremmede på den måde.

Jeg mødte min blog-læser i går og han bemærkede, at jeg ikke havde skrevet i et stykke tid og han forsøgte så at regne ud, hvad årsagen mon kunne være?

Han gættede på, at det var fordi at Jan var kommet tilbage fra kurset i Danmark, at jeg ikke havde haft tid, men det handler nok mere om manglende vane og at jeg jo tror mig alene her bag skærmen.


Jeg mødte blog-læseren i kulturhuset Taseralik i går aftes, hvor han også skulle ned og høre Pele Møller.
Pele Møller har været fast lyd-kulisse i mit liv siden både når jeg i en ungdomsbrandert skulle sætte musik på til lidt dans, skulle gøre rent og skulle have noget at skråle højt med på og hvis jeg skulle have noget baggrundsmusik til mine sysler.

Jeg hører meget musik.

Noget musik hører man pga teksterne, noget musik for rytmens skyld, noget musik for at falde til ro og andet for at komme i omdrejninger og noget musik skal man bare sætte på afspilleren for at kunne skråle højt med på.

Jeg kan ikke selv spille på noget instrument og jeg har ikke den store og ej heller helt rene, sangstemme og de sidste par år har jeg faktisk haft problemer med min stemme pga "sanger-knuder"/ mine stemmelæber slår for hårdt mod hinanden (jeps, jeg har fået det undersøgt meget grundigt at en tilrejsende specialist og netop pga knuden, stoppede jeg med at ryge for snart 2 år siden og jeg savner stadig indimellem det hyggelige ved rygningen..altså indtil jeg er i nærheden af nogen, som ryger) men jeg elsker at synge og høre musik, når jeg går rundt herhjemme.

Musikken bringer mig ofte tilbage til nogen perioder i mit liv og minder tydelige, klare og følelserne, som jeg havde dengang bliver ofte vakt til live på godt og ondt i mere eller mindre grad.

Jeg vil vove den påstand at jeg er ret alsidig i min musiksmag, men der er bare noget musik jeg selv sætter på end andet.
Pele Møller har spillet med rigtig mange forskellige, men kendetegnede for hans musikere er vel, at de alle er dygtige og dedikerede musikere, der altid udstråler en stor respekt for Pele Møller.

Det forstår jeg.

Ikke kun fordi han er en ældre herre på 80, men han udstråler også noget.. et eller andet og noget med at han gør sig umage og måske vil nogen mene at han ikke er den største eller bedste, men han spiller på en måde, så man føler sig i sikker musikalsk havn, når man lytter til hans musik og føler at intet går galt, så man føler sig tryg i de klassiske vuggende jazzede rytmer.

Jeg har ikke forstand på hverken swing eller jazz.. faktisk har jeg ikke den store forstand på musik, men jeg ved, hvad jeg kan lide og jeg kan lide, at lytte til hans musik både til hverdag og fest.

I går aftes i Taseralik havde han medbragt sin søn.

Sønnen er knap fyldt 20 og nu behøver man vel i grunden ikke gå så meget op i alder, hvis det altså ikke lige er fordi, at sønnen, Glenn spiller så forbandet godt på klaveret til sin fars musik.

Drengen er kun knap 20 og hvis han har tænkt sig at blive ved med at spille musik de næste 60 ligesom sin far, kan du såmænd godt forberede dig på at høre meget, meget mere til ham.
Han er bare vildt dygtig.

Pele Møller har altid nogle fremragende forsangere til sin musik.
I går til aftenens forestilling var ingen undtagelese, der var det Kuunu Berthelsen, 

der sang for og Nathan Kreutzmann, der sang kor.

De gjorde det fantastisk godt.

De spillede fra 19.30 til 21.00 og billetprisen for den fantastiske oplevelse var sølle 100 kr pr person, da de var godt sponsorede af blandt andet tips og lottomidler, fonde og jeg skal komme efter dig.

Tænk, at kunne gå til så flot et arrangement næsten gratis.

Jeg følte mig priviligeret over at kunne sidde på 1. række så tæt på den mand, der har lavet det meste af det musik, der har genlydt fra mine højtalere til hverdag og fest igennem årtier.

Hvis jeg havde haft modet,  havde jeg efter koncerten gået hen til ham og givet ham hånden og sagt ham så mange tak.

Jeg turde ikke, men jeg håber, at han kunne mærke, ikke bare min, men hele salens taknemlighed for musikken både i går og op gennem tiden,- for det kunne jeg.

Jeg har taget vildt mange billeder fra koncerten.

Det måtte vi gerne.

Heldigvis, for nu har jeg billeder til minde om den gode, hyggelige, stemningsfulde koncert jeg var til i går sammen med mine forældre og Jan.

Qujanaq Pele Møller, tak for musikken.