Landmarks og waypoints

Jeg ved ikke om der på bilens GPS kan markeres punkter, så man husker dem? Sådan nogle waypoints /landmarks eller hvad man kalder dem?

Vi har ikke kortplotter/GPS i vores bil og får formentligt aldrig nogensinde brug for det, da der jo ikke er ret meget vej at køre på heroppe. 

Jeg kan ikke huske, helt nøjagtigt hvor meget vej vi tilsammen har her i byen, men det er under 30 km og måske endda også under 25 km.

Til gengæld har vi masser af vand og hav og har derfor en kortplotter i båden og vi er noget nær afhængig af den. 

Hvis det bliver meget tåget, så er det rigtig godt at have den, så vi kan finde hjem igen. 

Alternativet er at vi skal vente til tågen letter og det er knap så heldigt, hvis vi fx. skal hjem og på arbejde næste dag. 

På bådens kortplotter/GPS kan man sætte et mærke ved et sted, man gerne vil kunne vende tilbage til eller et punkt man gerne vil huske. Fx. et godt fiskested eller hvis der er farligt.. eller bare noget.

Det er ret nemt at sætte et waypoint på vores kortplotter i båden.

Og grunden til at jeg har gået og tænkt over GPS og waypoints/landmarks er, at når jeg lægger/ sætter mig ned og fx. skal meditere eller skal finde ind til et minde, hvor jeg har følt mig afslappet i harmoni, så er der ganske specielle øjeblikke, der automatisk dukker frem i hukommelsen uden at jeg skal anstrenge mig.

Jeg har, for et par år siden, da jeg gik og var lidt stresset og anspændt, lavet et specielt og helt bevidst assosiationsminde.

Jeg satte mig ude foran hytten en varm og dejlig april-dag, hvor solen skinnede og luften var speciel frisk og ren. 

Der var hverken koldt eller varmt og der var stille omkring mig og jeg følte mig afslappet og i nogenlunde harmoni med mig selv.

Jeg satte mig som sagt udenfor,  tog høretelefoner på og spillede den samme sang om og om igen, mens jeg forsøgte at sluge indtrykket fra lige nøjagtig det tidspunkt og gøre det til et minde, som jeg kunne tænke tilbage op på og opnå samme afslappethed senere, som jeg følte på det tidspunkt.

Det lykkedes faktisk og når jeg hører den sang, som jeg spillede om og om igen den eftermiddag, så kan jeg få pulsen ned, føle ro og komme i næsten samme stemning, som jeg var i lige nøjagtig den april-eftermiddag.

Det krævede dog meget bevidst tænkning, overvejelser og en anelse planlægning.

Jeg ville sådan ønske at jeg kunne plotte denne weekends oplevelser godt og grundigt ind på min indre kortplotter som et stort og meget markeret waypoint/landmark, for jeg har haft sådan en dejlig weekend sammen med Jan.

Vi gik en tur op på "vores" fjeld, som rejser sig flot og majestætisk bag vores hytte.

 Vi har mange gange snakket om at det kunne være sjovt at se, hvordan der ser ud deroppe på toppen og ikke mindst, hvordan der ser ud deroppefra og ned på hytten.

Som du nok ved, så går vi jo ret meget i fjeldet, især om efteråret.

Både Jan og jeg har vandrestøvler, men så gør vi ikke ret meget mere i udstyr, men vi ville prøve at have vandrestave med, så Jan tog et par skistave med og jeg fandt et par meget gamle stavgangs-stave, fra dengang det var nyt og moderne med stavgang og så tog vi en gammel, tom saftflaske med i rygsækken og drog opad.

Jeg ved ikke, hvad vi havde regnet med, men det var ikke nær så hårdt som jeg havde forventet, men vi holdt også mange pauser og nød udsigten for næsten hver 50 mtr.

Vi så en snehvid hare, der sad og slikkede solskin.. og jeg tænkte, som jeg plejer, når jeg ser en polar-hare, at Vorherre må have været lidt sur på polarharen da han valgte at farve til den, for sådan en polar-hare kan bare ses på flere kilometers afstand. 

Den skinnede, sne-hvide pels mod det grønne, brune, grå, sorte sommerfjeld. Om vinteren er den sværere at se, men der er jo også både sommer, forår og efterår og der lyser den lille, runde, nuttede polar-hare bare op i landskabet.

Anderledes står det til med rypen. 

Den skifter fjerdragt fra sommer til vinter og er kamufleret så den falder fuldstændig i med sine omgivelser.

De små arktiske blomster er så småt ved at springe ud og den arktiske pil grønnes sammen med lyngen.

Der er ikke faldet regn overhovedet heroppe og iflg vejrudsigten falder der ikke noget i den nærmeste fremtid.

Fjeldet knaser og det lyder som om, man går på tørre cornflakes når man går rundt i fjeldet.

Alting er tørt, så det er faktisk lidt utroligt at det alligevel grønnes og gror.

Vejen op ad fjeldet gav os den ene mere spektakulær udsigt efter den anden.

Vi stoppede mange gange og nød det, drak noget vand og sugede indtrykkene til os.

Vi kom op i ca 750-800 meters højde og kunne se helt ud af fjorden og helt ud til Davidsstrædet, hvor vi i kikkerten kunne skimte et sejlskib sejle mod Sisimiut.

Vi kunne se Præstefjeldet og vi bildte os selv ind at vi kunne se mennesker stå på toppen.

Der er utroligt mange mennesker, der går op på toppen af Præstefjeldet og det er også en rigtig flot tur, som næsten alle kan klare. 

Der er en sti hele vejen op og man bliver belønnet af den smukkeste udsigt ud over havet, byen og mod nord; fjelde og storslået natur.

Vi kunne fra vores fjeldtop bag hytten se Kællingehætten /Nasaasaaq hvor rigtig mange mennesker også går op.

Det er en lidt mere krævende tur, men som også belønner dig med en åndeløs udsigt både over byen men også ud over havet og ind i fjorden; Amerloq.

Mine knæ har det ikke så godt med at gå nedad i fjeldet og slet ikke efter ,at jeg, desværre har taget rigtig meget på igen. 

(Det koster åbenbart at stoppe rygningen), men i langsomt tempo og med omtanke kom jeg ned uden at det kostede for meget på knæ-kontoen.

Mine stavgangsstave havde åbenbart overskredet sidste holdbarhedsdato, for først smed den ene sin gummidup i spidsen og så knækkede den anden i to stykker.

Det skete heldigvis efter at jeg havde rost dem i høje toner og udtrykt stor tilfredshed med dem og bedyret at jeg ikke behøvede hverken mærkevarer eller nogle der kostede det hvide ud af øjnene.. 

Vi fik et gavekort i fødselsdagsgave af farfar; både Jan og jeg og nu ved jeg da, hvad mit gavekort skal bruges til.

De første mange, mange år vi havde hytten, så vi aldrig nogen ræve, men siden februar/marts måned har vi gentagne gange set en stor, flot og meget prægtig hvid polarræv. 

Den så vi så også i går aftes.

Den sad over på den anden side af elven og bjæffede og vi kunne så høre at at den fik svar fra oppe fra fjeldet og måske også længere nede fra, men vi så kun denne blå-ræv, som kom luskende ude foran vores hytte.

Den holdt øje med os og vi skulle bare blinke lidt med øjnene før den var væk igen.

Da den troede sig sikker kom den listende igen og jeg nåede at finde kameraet frem og fik den fotograferet ud gennem et lukket vindue

Som du nok kan forstå, så håber jeg at jeg, når jeg lukker øjnene, automatisk ser weekendens øjeblikke for mig og kommer i den fantastiske afslappede stemning, som jeg var i hele denne weekend.

(Jeg har skrevet direkte på bloggers egen platform, men jeg er godt nok ikke tilfreds. Den er svær og den er kluntet og jeg kan ikke rigtig rette billederne ordentligt ind og har yder mere svært ved at se det færdige resultat for mig, mens jeg skriver.
Det er øv.

Jeg savner windows open live writer og har ledt efter et alternativ, men jeg har endnu ikke fundet noget der matcher. Øv)