Nationaldags koncert med Atsinnermiut

I går var det Grønlands nationaldag.

Vi deltog ikke i nogen af de planlagte aktiviteter om dagen, men jeg havde besluttet, at uanset hvad, så skulle jeg ned og høre den koncert, som Laura og bandet skulle give i Taseralik kl 20.

Og sikke en koncert.

Det er sjældent at man ser (og hører) så disciplineret et band.

Man kan bare høre at de har øvet og kan deres kram.

Der er absolut ingen slinger i valsen.

De har en plan, som de holder sig til, samtidig med at der er en enorm energi der står fra dem.

En glad, positiv og smittende energi.

Deres musik er jeg vild med. Da de lige begyndte at spille sammen for nogle år siden, havde jeg nogle småting hos dem, som jeg ikke var helt så begejstret for, men nu hvor de er mere sikre i deres stil og de har fundet helt ind til hinanden, så jeg er helt vild med dem.

De arbejder vist lidt på at indspille og måske, hvis de kan få skrabet pengene sammen, vil de udgive deres musik.

Jeg håber det virkelig og jeg vil være en af de første, som køber.

Faktisk kan du allerede nu, høre lidt af deres musik her.

Det er en live-indspilning fra en koncert fra Nuuk, hvor de spillede.

(Men du kan faktisk også høre nogle enkelte andre numre på soundcloud-side)

Jeg tog lidt billeder i går i Taseralik.

Lyset var fedt, men det var svært at fotografere i.

Lyden var rigtig god og stemningen var helt i top.

Du kan se resten af billederne her

Rundgang

I morges hang solen rund og varm på en blå, blå himmel.

Det luftede en anelse og akkurat lige så meget, at myggene ikke kunne finde fodfæste og derfor holdt sig væk.

Hverken Jan eller jeg benyttede os af det gode vejr, for vi gik rundt og skulle pakke sammen til rejsen i morgen.

Jeg har mest bare gået rundt og rundt, men indimellem har jeg da smidt en strømpe i kufferten.

Af en eller anden grund, har jeg svært ved at pakke feriekufferten i dag.

Jeg går rundt og synes at det og det burde med, men at det måske ikke er så vigtigt alligevel og så fisker jeg den nedpakkede klud op af kufferten igen.

Og hvad med strikketøj?

Og jeg har jo ellers garnkøbsstop, men gælder det, når man har ferie?

Beslutningen blev taget mens jeg sad og spiste aftensmad.

Købstoppet gælder ikke i en ferie og jeg tager derfor kun det strikketøj med som jeg er i gang med.

Så behøver jeg vel i grunden ikke pakke mere.

Åh jo.. Kameraet skal med og min computer skal med.

Så behøver jeg vel i grunden ikke pakke mere.

Hvis jeg mangler noget, kan det vel lånes eller købes.

Om en uge er jeg sammen med Sara og måske er det det som gør at jeg går lidt rundt om mig selv?

Solen er forsvundet ind i en tæt, tyk, uigennemsigtig tåge og der er koldt, klamt og himlen er væk, men hvis vi alle krydser fingre og sender en bøn afsted, så kommer vi afsted med eller uden en pakket kuffert.

Billederne har intet med teksten at gøre og er fra en helt anden dag (fra sidste torsdag helt præcist)

Træ-udsnit fra en bjælke, som bare står og forfalder. Jeg kan næsten ikke bære det og har lyst til at tage hele bjælken med mig hjem.

Langsomt opfattende

“Kan det nu også være rigtig?” tænker jeg hvert år, når jeg går hjem efter den sidste skoledag.

“Kan det nu også passe, at jeg kan sove længe i morgen og drikke min morgenkaffe i fred og ro, men  jeg overvejer om jeg skal gå i seng igen eller om jeg skal foretage mig noget fornuftigt”

Min fornuft ved godt at i morgen kan jeg blive liggende indtil jeg ikke orker mere, men vanen har en vanvittig stor magt over mig og der går nok et par dage og en flyrejse mod Danmark førend jeg helt kan mærke det.

Det har været en hårdt skoleår for mig i år. Det tæret og ædt sig igennem energi og humør.

Hvis jeg var en påhængsmotor, skulle jeg i den grad have udskiftet zinkklodserne, skiftet gearolie og have mit årlige tjek.

Det får jeg forhåbentligt også. Måske ikke lige skiftet gearolie og zinkklodser, men det som svarer til det.

Lørdag formiddag sejlede vi op i hytten.

(Jan havde som helt nystrikkede sweater på. Den nåede lige at få hæftet de sidste ender og bliver tør efter vask)

Vi ville sætte et lillebitte vindue i den nordvendte væg og det gik næsten efter planen.. altså lige bortset fra at kærven i karmskruerne (2 ud af 4) opgav ævred som kærve og besluttede sig for at transformere sig om til runde, glatte huller da de var halvvejs.

Nøj, hvor blev der stille i hytten og nøj, hvor forsvandt smilene fra vore ansigter, for hvad dælen stiller man op, når man står ude i ødemarken med et par megalange skruer, som hverken vil ind eller ud og man ikke har værktøj til at gøre noget??

Jan ringede til Jesper for at høre til vejret ude til havs, hvorefter jeg ringede til Lena, som fik forklaret situationen og at vi havde brug for en lillebitte vinkelsliber og så drønede vi ellers ind til byen, hvor det mest af alt mindede om det fornemste pitstop rallyverden nogensinde har set, da Lena havde kontaktet Brian, som havde skaffet en vinkelsliber, som han kom ned med som han overrakte, mens vi samtidig tankede jollen op for derefter at drøne tilbage.

Alt endte i lutter vindueslykke og nu kan vi kalde os indehavere af et lille, godt vindue, som allerede er blevet kigget meget ud af.

(Jep, der skal males vinduesrammer og lidt, men ikke nu)

Vejret var ikke verdens bedste, så vi havde en rigtig god undskyldning for at ligge og læse, drikke en ekstra kop te og kaffe, lave ingenting og sove en time mere i ny og næ, mens vi sørgede for at vende os i sengen indimellem, så vi ikke fik liggesår.

Jeg kom sågar op og stå, fundet mit kamera frem og fotograferet lidt småplanter,

mens Jan bankede et manglende terasse-brædt fast.

Vi måtte jo hjem igen og det var mere end almindeligt svært at forlade roen, stilheden og harmonien, som vi finder i vores lillebitte hytte.

Hvis ikke lige der stod Danmarksrejse og om en uge : køretur ned til Sara i Brussels, så kan du måske nok regne ud, hvor jeg så skulle hen?

Jeg glæder mig så meget til at gense min Trunte-Sara og få hende bragt med hjem og jeg har en anelse om, at hun også glæder sig til at se os.

Jo.. jeg skal tidsnok opdage, at dagene står til  min frie disposition i et par uger eller 4 fra nu af og at sidste skoledag i dette skoleår var lige netop i dag.

Vindue-transport

Vi har købt et lillebitte vindue, som vi vil sætte i hyttens nordvendte væg, så i går tog vi vinduet under armen og sejlede op med det.
Vejrudsigten for natten og dagen i dag, så ikke alt for fin ud, så vi vidste godt at vi skulle sejle hjem igen om aftenen.
Jeg havde mit strikketøj med for det var jo international-strikke-i-det-offentlige dag i går. Måske kan man ikke helt sige, at det er særligt offentligt oppe ved vores hytte, men jeg følte lidt at jeg var med.
Jeg strikker på en sweater, men hvem det bliver til, må tiden vise. Jeg slog bare nogle masker op i det garn, som jeg nu havde og måske kommer den til at passe Jan.. måske ikke.
Jeg havde også mit kamera med og jeg håbede jo, at de små blomster var sprunget ud, men de er knap på vej. Der var et par enkelte forløbere og så kunne jeg jo kigge lidt på dem.
Mens vi sad og drak kaffen og så på tidevandet, der skiftede, skiftede vejret også fra høj solskin til overskyet og i nat regnede det en ganske lille smule. Mon ikke at de små blomster vil synes godt om det lidt fugt, som er faldet?
Jeg fik mine første myggestik mens jeg lå og kiggede på blomsterknopperne. Jeg håber hvert eneste år, at de glemmer os og finder et andet sted hen, men de er trofaste, selvom de ved Gud ikke er særligt velkomne.

At ville kunne komme i sin nationaldragt i mange år endnu

Jeg er godt nok ustabil her på bloggen.
Dagene er fyldt op med så mange ting og sager og det er jo i grunden rigtig godt.
Som jeg skrev på et tidspunkt har jeg jo taget 10 kg på over bare et år, så lige nu prøver jeg ihærdigt at komme ind i en rytme med regelmæssig motion igen, for det var lige akkurat der, hvor det glippede for mig sidste år.
Der bliver gået/løbet ca hver anden dag og jeg har skruet lidt ned for de mange unødvendige kalorier, som også var begyndt at snige sig alt, alt for ofte ind i hverdagen.
Jeg kunne selvfølgelig godt mærke det på mit tøj, men tøj nu om dage er jo mere eller mindre elastisk, men da Silas skulle konfirmeres kunne jeg jo mærke, hvor galt det stod til, da jeg skulle have min grønlænderdragt på, som ikke giver sig overhovedet.

Selvhypnose og positive vægttabs-tanker har gjort et godt stykke arbejde før, så jeg er igang med at omdirigere mine tanker og så skal dellerne jo bevæges regelmæssigt og kalorierne kontrolleres.
Når man er fyldt 50 og lidt mere, så skal man passe på, for muskelmassen forsvinder lige så stille og forbrændingen bliver sløv.
Jeg vil blive meget ked af det, hvis jeg ikke længere kan passe min grønlænderdragt, så det er en god motivation at forsøge at beholde sin tøjstørrelse

Der bliver strikket sjaler for tiden.
Tynde, kniplinge-fine sjaler, der næsten intet vejer. Jeg savner min Sara-pige til at stå model for mig, så jeg kan tage nogle fine billeder af dem, for de fortjener altså andet og bedre end at blive fotograferet med mobilen, når de ligger der på sofaplaiden og tørrer.
Jeg har spurgt lidt rundt omkring for at finde en, som måske gider at holde dem på en lidt pæn måde, mens jeg fotograferer dem og måske det lykkedes snart.
Jeg har rodet rundt i gamle billeder, da jeg skulle finde et helt bestemt billede til en og opdagede at een af mine eksterne harddiskes strømforsyninger er brændt af, dengang vi havde alle de der problemer med vores husrenovering.


Jeg har lånt een, men den skal jo afleveres tilbage, faktisk allerede på tirsdag, så jeg leder efter en ny, da harddisken jo stadig kan bruges.
Det skal helst være et sted, som sender til Grønland.
Nu vil jeg gøre mig klar til at vi skal sejle op til hytten og lægge udhal ud for sommeren. Vi venter på at den dumme nordenvind lægger sig en smule.
Der er  jo lyst døgnet rundt, så den del skal vi jo ikke tænke på.