Altan-ornitolog

Nogen siger, at canada-gæssene er blevet mange, mange flere og at der er blevet færre af de andre slags gæs.

I Europa er canadagåsen en invasiv art, som oprindeligt stammer fra Nordamerika.

Jeg mindes ikke at der var så mange over-flyvende gæs da jeg var barn,  men måske var jeg ikke så opmærksom på de forskellige dyr, da jeg var barn og havde nok og mest kun blik for vores hunde?

Hvorom alting er, ser jeg flere og flere gæs her i byen.

Sidste år landede en lille flok neden for kirkegården, som i vores by ligger centralt.

Gæssene gik nede i et område, hvor der ikke færdes ret mange mennesker, for ikke at sige nogen, men de var synlige fra både boligblokkene og husene, hvis man kikkede efter.

Min ven og jeg opdagede dem ihvertfald og vi sneg os stille ind på dem, med vores kameraer og fik taget nogle billeder.

Jeg følte mig ret heldig over at være kommet så tæt på dem, for de er sky og letter ved den mindste lyd og bevægelse.

De tager ingen chancer og letter hellere en gang for meget end for lidt, så da vi kom på "skud-hold" af dem, følte jeg at jeg havde oplevet noget ekstraordinært.

Siden i søndags lå der en lille flok canadagæs i den lillebitte sø, der lidt større end en vandpyt, nede ved vores hunde.

De lå fredeligt i søen og tøffede rundt.

Jeg så dem ikke selv, men nogen havde taget billeder med deres mobiltelefoner og lagt det på facebook og jeg tænkte ved mig selv, at de nok allerede var ovre alle fjelde og orkede derfor ikke besværge mig med at finde mit kamera frem og gå derned for at fotografere.

Men de lå der sørme igen i går.

Mit kamera blev hentet og jeg gik så langt ind mod dem, som de nu tillod det og fik fotograferet dem.

Jeg ville så gerne have haft et fint billede af dem, når de fløj også; for det vidste jeg at de ville gøre, når de blev trætte af mig.

Det lykkedes ikke helt, -faktisk ikke overhovedet ikke som jeg gerne ville have haft det, men det er altid en glæde at se på fugle, som ikke er hverdagssyn og det er canadagæssene for mig.. endnu. 

Min absolutte yndlingsfugl er stadig ravnen. Det har jeg skrevet om så mange gange før, at jeg vil skåne jer for yderligere lovprisning af den smukke, sorte og kloge fugl.

Den er der alt for mange af, og man må faktisk iflg. vores lovgivning her i byen, fange og aflive dem året rundt. 

Ravnen er lige så årvågen som gæssene og ihvertfald, dem som er her i byen er svære at komme på "skudhold" af med kameraet og i vinter blev det lidt en sport for mig, at forsøge at få taget et billede af den. 

De sidste par vintre, især når der har været is, har der ligget rigtigt mange edderfugle nede i havnebassinet. 

Der er rigtig mange der fryser ihjel, men de er også et overdådigt festmåltid for ørnene, som der kommer flere og flere af i området omkring havnen.

Det kan man ikke fortænke ørnen i, for de stakkels frysende edderfugle er lette at fange, et nemt bytte for en sulten ørn og jeg har på fornemmelsen, uden at have et grundlag for at vide det, at det måske er de samme ørne, som vender tilbage vinter efter vinter, -kloge af erfaring med de nemme edderfugle, som ligger delvist forsvarsløse i isen.

Jeg fotograferer de små fugle ude på altanen næsten hverdag. De er sultne og lader sig ikke forstyrre, selvom jeg står bag vinduerne og knipser løs.

Min yngste datter sagde engang i løbet af vinteren, at vi, -altså Jan og jeg, vist var ret nørdede med fugle. Måske? Vi synes ihvertfald, at det er sjovt og interessant at følge med i dyrelivet omkring os og fugle er da ret interessante. Jeg ved ikke meget om dem ellers, men det er fascinerende at snespurven fx er den nordligste ynglende spurvefugl, at den kommer langt omkring og overvintre i Centraleuropa. ++

Nu har vi så også laplandsværlingen på vores altan i stor stil og de kvidrer og synger så lystigt og muntert. Det er da til at blive helt glad i låget af al den liv og leben omkring en. 

Det var så alt fra den nydudsprugne altan-ornitolog 

Glohede gys

Jeg ved ikke, om det er alderen, årstiden eller almindelige påvirkninger udefra fra fx. de sociale medier, men jeg har længe gået og tænkt på, at det der vinterbadning så spændende ud.

Og udfordrende ud.

Grænseoverskridende, vovet, halsbrækkende, farligt, men også spændende ud.

Jeg har læst frem og tilbage om det skulle have nogen som helst gavnlig virkning på ens fysiske og mentale helbred og der er åbenbart delte meninger om det.

Altså om det har nogen gavnlige virkninger på dit fysiske helbred. Der er selvfølgeligt mange teorier og der har sågar været undersøgelser omkring det og det er, som jeg kan læse det, ganske sikkert at der sker et eller andet, når kroppen udsættes for det der kuldeshok.

Heroppe, har der igennem de sidste par år været nogle, især kvinder, som trofast er gået ud i havet, uanset årstid.

Nogle af dem, er mine venner på facebook og de skriver hvergang at det er opfriskende for krop og sjæl, hvor godt de har det bagefter og at de føler at deres immunforsvar bliver boostet.

Det lyder jo altsammen så tillokkende og jeg ville så gerne prøve. 

Faktisk har jeg godt kunne tænke mig at prøve det igennem flere år, men modet har jeg ikke...endnu.

Så kom der en lille spa-virksomhed hertil for et par år siden, som tilbød saunagus, som går ud på at man starter med at sænke sig ned i en kæmpestor bajle, som står udendørs med iskoldt vand, hvorefter man går ind i en sauna, som er opvarmet til ca 85 grader.

Der bliver tilført gus med æteriske olier og man sidder så inde i denner her lille runde hytte, hvor man kan være 8/9 personer, i 12 minutter, hvorefter man går ud igen og sætter sig i denne her store balje, hvor der koldt vand i.

Det gør man så tre gange i alt. 3 gange i baljen og 3 gange ind i den var sauna., som forøvrigt har det flotteste udsigt ud over havnen, havet og ud til Præstefjeldet.

Dét tænkte jeg, det kan jeg måske godt prøve.. til at starte med.

Jeg sagde det højt overfor nogle af mine kollegaer og så fangede bordet.

Jeg havde dog lige i mit letsindige øjeblik glemt, at jeg er blufærdig. Ikke bare almindeligt blufærdig, men ekstrem blufærdig.

Og at jeg skulle skaffe mig en badedragt, som jeg kunne bruge tilformålet.

Så jeg startede med at bestille en badedragt fra Nuuk. 

En med små, korte ben. Dét måtte kunne gøre det, tænkte jeg. 

Altså, hvis der var noget, som dækkede bare lidt mere af den krop, som jeg ikke er særligt tilfredst med. Og da badedragten ankom fra Nuuk, var næste grænse-overskridene projekt at sige til mine kollegaer, som jeg havde lavet en løs aftale med, at nu manglede vi/ jeg kun at bestille tid til saunagusen.

I endnu et letsindigt øjeblik sagde jeg en dato og lovede at jeg ville være den, som bestilte tiden og der var tid lørdagen op til pinsen. Klokken 14.

Om fredagen tog jeg til hotstone massage, for når jeg nu alligevel havde kastet mig ud i at vise mig i næsten intet tøj, kunne jeg ligeså godt tage hele pakken, så jeg fandt det gavekort frem, som jeg fik i fødselsdagsgave i februar måned og lagde mig på briksen til en omgang massage, som endte med at jeg helt afslappet kunne tage derfra igen 2 timer senere, med mod på at smide min blufærdighed hjemme i entreen  igen, når jeg dagen efter skulle op og prøve saunagus for første gang.

Jeg følte mig velforberedt, for jeg havde pakket både en stor flaske vand, to håndklæder-en til at sidde på og een til at tage omkring mig, hvis det blev nødvendigt, havde taget alle mine smykker af og taget min spritnye, fine og fancy badedragt på under mit løsthængende tøj, som var let at tage på og af.

Jeg vidste at mine to kollegaer ville komme, men vidste ikke om der ville komme andre. Det kan man ikke vide på forhånd, da pladserne jo bliver booket online.

Mit løsthængende tøj blev smidt, så jeg stod blottet i min nye badedragt, min forfængelighed og min ligegyldige blufærdighed, for de andre kvinder var naturlige, venlige og gav en følelse af tryghed og accept, så jeg lynhurtigt glemte at jeg ikke havde andet på end min sorte badedragt med ben.

Saunagusmesteren, en kvinde med begge sine ben solidt plantet i jorden, et tillidsskabende smil og med en indre ro strålende ud af sig, tog imod os og fortalte os, hvad der skulle ske, hvad vi kunne forvente og at hun glædede sig til at begive sig ud på denne indre rejse, som det kunne være, sammen med os.

Jeg stak hænderne i vandet i den store balje og kunne konstatere at det føltes cirka lige så koldt som en kummefryser indefra.

De andre kvinder trådte op i karret og bød mig op. 

De ville holde mig i hånden, trække vejret sammen med mig og det indgav mig mod, at jeg ikke skulle dø af kuldeshok, skam og blufærdighed helt alene og at nogen ville holde min hånd, når jeg selvforvarende var årsag til mit snarlige hjertestop.

Jeg tog deres hænder og de åndede højlydt ind og ud, så jeg automatisk fulgte med, de opfordrede mig til at slappe fuldstændigt af inden jeg gled ned i det iskolde vand.

Nøøøøj, hvor var det koldt og mine ankler, fødder, mine hænder og skuldre skreg til mig om at komme til fornuft, men jeg tog et par sekunder mere inden jeg langsomt rejste mig op igen og atter stod i min badedragt med ben i den meget kolde, arktiske forårs-nordenvind. 

Vi samlede os i en rundkreds, blev forberedt endnu en gang, inden vi gik ind i den lillebitte stående tønde, som var overraskende rummelig.

Gus-mesteren satte musik på, og mens vi sad der, kom hun vand med æteriske olier på de glohede sten, som sydede og spruttede, som i protest mod det kolde vand.

Det sved i ansigtet af den voldsomme varme, jeg følte mig fanget i det lille rum, af den steghede varme, fugten, men mest af alt følte jeg mig fanget af mig selv.

Jeg sad selvforskyldt, som følge af overmod og min manglende evne til at holde kæft, nu fanget her med min stolthed, stædighed, men min nysgerrighed forbød mig at rejse mig og forlade det hele.    

Jeg blev siddende og udholdt det hele, mens jeg forsøgte at slappe af i alle mine muskler, trække vejret langsomt og dybt og lige pludseligt blev det hele til at holde ud igen.

Første omgang var overstået og nu skulle vi så ud i den kolde luft igen.  

Jeg tror der var ca 3 graders varme.

Vi skulle i baljen engang til og endnu engang måtte jeg overvinde mig selv,  overhøre min krop, der skreg nej og min hjerne som protesterede .

Jeg kom i og kom helt i, kom op og vi fik serveret salte chips og appelsinbåde, drak en masse vand og overraskende nok føltes det ikke koldt at stå undenfor selvom jeg både var kold og våd.

Vi kom ind i saunatønden igen. 

Det gik også bedre 2. gang med at sidde derinde. 

Nu vidste jeg jo så også, hvad jeg havde i vente og jeg kunne bedre slappe af, falde til ro og inden jeg så mig om, var de 12 minutter gået for 2. gang og jeg kunne sammen med de andre træde op i baljen for 3. gang.

Da den sidste tur i saunaen var overstået, sad vi og kølede ned sammen med saunaen og da vi trådte udenfor for at gå hjem, følte jeg mig lidt høj, overstadig og en smule uovervindelig.

Mine muskler var afslappede og tilstanden varede i flere dage.. og følelsen af at have overvundet noget uovervindeligt sidder stadig en smule indeni i mig.

Selvfølgelig skyndte jeg mig at fortælle mine søstre om det, og jeg fik dem lokket med til at gå med mig 14 dage efter, så vi var i sauna-gus sammen i går aftes. 

Det små-sneede.. ja, sneede og der var en lille kold brise, men jeg var nu klar over, hvad jeg skulle igennem og det var en fed oplevelse, selvom jeg igen stod i min sorte badedragt med ben.

Jeg håber at de havde samme oplevelse, omend ikke bagefter, som jeg havde første gang jeg prøvede det og at de måske har lyst til at gå med en anden gang.

Jeg tror, at det er ekstra fedt, når det igen bliver vinter og rigtigt koldt og måske endda mørkt udenfor at tage magten over min magelighed og få gang i blodomløbet.

Modet til at gå i havet engang i løbet af sommeren, hvor temperaturen i vores have ikke kommer op på mere 5 grader i overfladen, er måske ved at finde en plads indeni mig?

Huen, som jeg har på, har jeg ikke selv strikket. Den lå deroppe og var til fri afbenyttelse, for man skal have en beklædning om hovedet både inde og ude, så derfor strikkede jeg to, så jeg selv har en sauna-gus hætte.

Opskriften fandt jeg på pinterest. 

Det sner stadig derude, men sneen bliver ikke liggende og der skal nok blive både forår og sommer engang. 

 

Søde forpligtelser

Der er forår derude og jeg føler lidt at der er ekstra forår på min altan.

Der er tre forskellige fuglearter, som spiser lystigt af de fugle frø , som jeg har smidt ud til dem.

Det er ganske almindelige fuglefrø fra Brugsen og de mæsker sig og kvitterer med en kvidren, som kan kan høres i hele kvarteret. Det passer mit så fint, at kan høre fugle fra den allertidligste morgen til meget, meget sent ud på aftenen.

Jeg har ikke fået fotograferet den allermindste, -den lille gråsisken.

Til gengæld har jeg en kæmpeflok lapværlig, som kvidrer ekstra fint og akkompagnerer snespurven.

Vi fik jo en kæmpe dyne sne i weekenden, hele 35 cm, lige som vi troede at nu kunne vi lægge skovlen væk, men solen varmer og står nu højt på himlen, så det forsvinder hurtigt igen, men lægger dog stadig som et tykt lag overalt, så fuglene ikke kan finde føde.

Jeg har nu forpligtet mig til at fodre fuglene lidt endnu, for de er allerede blevet forvænt med let føde, men så længe de synger smukt for mig, så er det en dejlig forpligtelse. Tak for det.

Den røde tråd

 Jeg er rimeligt god til et par ting. 

Jeg er fx en rimelig habil strikker og jeg er som regel god ved børn. 

Men jeg kan overhovedet ikke finde ud af at få ordnet mit tastatur på min bærbare og faktisk tror jeg, at hele min bærbare skal til mekaniker, som skal se på hvorfor fx. især bogstavet E har det med at løbe løbsk og de andre bogstaver har det med at følge efter. 

Jeg har en mistanke om at det er noget med membranerne under tastaturet, men jeg ved det ikke. 

Jeg har hjælpeløst forsøgt at ændre nogle indstillinger, men det har ikke hjulpet. Lige nu taster jeg fx ligeså meget baglæns som forlæns og det gør noget negativt ved ens skriveglæde og tålmodighed. 

Det hele render fra mig med bogstaverne.

Næste gang jeg skal udenlands, hvor der er en Mac-mekaniker, må jeg tage mit skrammel med og forsøge at få det ordnet. Det er ihvertfald til at blive idiot af.

Mine objektiver bør kalibreres, for fokuspunktet ryger fuldstændigt ved siden af og det, som jeg har forsøgt at fotografere og som var motivet, ender ude i noget fuldstændigt utydeligt og uskarpt skidt, som efterlader beskueren aldeles forvirret over, hvad det skal forestille.

Jeg håber, at en af mine kamera-venner kommer forbi og hjælper mig.

Sådan var det ligefør, da jeg stod nede på havnekajen og var vidne til at en stakkels måge havde fået en rød nylonsnor om sit ene ben, som den så hang fast i.

Ørnen havde også fået øje på mågen og så i den også et let bytte.

Jeg stod med mit kamera og kunne have fået de fedeste billeder, men endte med at få nogle få nogenlundee brugbare og resten er ærtesuppe at se på.

Kan du få øje på den røde nylonsnor?

Ørnen fløj længe rundt og dykkede mange gange, men mågen dukkede sig, naturligt nok, men den må have været stresset, vel vidende om sin snarlige skæbne.

Ørnen virkede ret sikker i sin sag og dykkede tålmodigt indtil den fik ordentlig fat i den flaksende måge.

Nu krydser jeg fingre for, at ørnen ikke får viklet sig ind i den røde nylonsnor. 

Et helt hundespand i en tråd og en lappeløsning

 I går da jeg vågnede, havde jeg det nogenlunde. 

Lidt mat i koderne, men vi har jo fri på bededag heroppe.. stadigvæk og heldigvis.

Jan og jeg drak morgenkaffe og tog nogle ekstra kopper uden hastværk og vejret var ikke til andet end at sidde hjemme med sysler, så jeg kastede mig over det hundeuld, som jeg havde lovet nogle venner at jeg ville spinde for dem.

De har været så ualmindeligt flinke til at se efter vores hunde, når vi har været ude af byen, hvilket jo har været næsten hver weekend.

De har selv hunde og de har børstet dem og gemt ulden, så som en lille tak, kunne jeg jo godt spinde for dem.

De rejser fra byen og har overgivet deres hundespand til andre, så deres samlede hundeuld, fik lige lidt mere værdi og i mine tanker har jeg ellers spundet det mange gange, men der skulle noget til for at få mig igang.

Jeg vidste med mig selv, at når jeg først gik i gang, ville jeg ikke stoppe før jeg var helt færdig, så der skulle være tid og overskud til kun den ene ting.

Jeg startede med at vaske det forleden, hvor jeg alligevel ingen lugtesans havde og det fik lov at tørre i fred og ro i en vaskepose, så det ikke hvirvlede rundt i huset.

Så håndkartedede jeg det. 

Grønlandske slædehundes inderuld / uld er meget, meget kort, så jeg kan kun spinde det i meget langsom hastighed. 

Jeg kan kun spinde langsomt på e-spinneren. 

Jeg har aldrig lært, hvordan på den manuelle rok, så e-spinnderen blev fundet frem.

Det tog meget, meget lang tid.

Jeg glemte at veje, hvor meget uld der er og jeg tør ikke gætte.

Det tog mig mellem 8-10 stive timer at spinde det, men jeg blev færdig sent i går aftes.

Da jeg stod op i morges drak vi kaffe, fik morgenbrød og så gik jeg igang med at tvinde det.

Netop fordi det er så kort, har jeg spundet det med rigtig meget sno og for at holde lidt på de korte hår, har jeg tvundet det med en sytrådtynd cashmere tråd.

Der blev ialt 436 meter garn.

Det er ret tyndt så jeg gætter at det skal strikkes op på en pind ca 3, hvis der ikke skal en følgetråd med.

Jeg har vasket det igen 

og det ser ud til at det er i fin balance.

Det har med vask og alt inklusive taget ca 14-16 timer at forvandle en lille pose med hundeuld til 436 meter garn. 

Det er sjovt, men det er altså noget lettere at spinde uld med længere fibre.

Det ser lidt krøllet og rodet ud som det hænger der, men det bliveer fint, når det bliver vundet op og bliver strikket af.

Vi har en ven fra vores allertidligste barndom.

Jeg strikkede engang en sweater til ham i drops air-garn, som jo er for de meget uldsarte. 

Det er superblødt og ikke særligt slidstærkt.

Han har gået med den sweater, så man kunne tro at han ikke havde andet, -glad for den har han været. Den var lidt fuldstændigt i huller på albuerne og i armhulerne, så jeg har strikket en ny til ham og forsøgt at lappe den gamle.

Når nu der var hældt vaskevand op, kunne det lige så godt komme i vaske baljen også.

Jeg kunne ikke rigtig få stoppet den på gammeldags maner, så jeg nålefiltede hullerne. Jeg er spændt på om det holder.

Det ser altså lidt mere jævnt og pænt ud i virkeligheden.

Det holdt til vask, men hvor længe det holder i brug, ved jeg ikke, men så må jeg enten strikke lapper eller væve-stoppe.

Den gamle er med det lyse mønster/ den længst fremme.