fredag den 25. april 2014

At overvinde sig selv ned ad små bakker

Ude i baglandet, –ud af hundeslædesporet, er der et sted, som hedder “Benbrækkeren”.

Sporet kører i et elvleje og kan nogle år, være enddog farligt at køre på /i.

De sidste mange, mange år, har pistemaskinen i samarbejde med hundeslædeforeningen fået ordnet og præpareret sporet, så det ikke er så farligt.

 

 

Jan og jeg blev kærester for snart 21 år siden.

Vi mødte vi hinanden under en fælles hundeslæde-tur, som en af vores venner havde arrangeret for hele venneflokken og skæbnen ville, at jeg skulle køre sammen med Jan.

Siden har jeg kun kørt hundeslæde sammen med Jan, pånær en gang, hvor jeg var med på en længere tur med den fælles ven, som arrangerede hundeslædeturen dengang.

Vi kørte de første år lange ture ind til især 2.fjord, hvor vi overnattede og først kom tilbage til civilisationen sent søndag aften og alle vores ferier i slædesæsonen var vi ude og væk med hundene.

Så købte vi hus, fik to børn lige efter hinanden (med 13 måneders mellemrum) og mine ture på slæden blev kortere og kortere indtil de  blev til en enkelt tur på en sæson ud til “Benbrækkeren” og tilbage igen. En tur, som tager højst 1½ time.

Det syntes vi i de allersidste dage af 2001 var kedeligt, for dårligt og for trist, så vi lavede vi et nytårsløfte, at det skulle have en ende.

 

Den 1.januar 2002, hvor det havde tøet i juleferien og en masse hårde vinde havde blæst de sidste smuler af sneen næsten væk, kørte Jan og jeg ud på slæde. Det skulle have været starten på en ny epoke i vores fælles hundeslæde-liv med hus og børn, og vi havde lagt planer om hvordan vi ville arrangere os ud af dagligdagens kedelige trummerum og genoptage vores slædeture sammen.

 

Vi kørte afsted i højt humør og kom ud til “Benbrækkeren” vendte om og ville køre hjem, da jeg pludseligt blev kastet af slæden.

 

Jeg landede ret så uheldigt og brækkede benet nede ved anklen.

Behøver jeg at tilføje, at der pludseligt var langt hjem på den skrumlende, hårde slæde, hvor der ikke var kontakt til den civilitation, som vi så ofte “flygtede” fra?

 

Vi nåede hele vejen hjem og jeg fik, efter et par dage efter, lagt benet i gips, så det kunne gro sammen igen.

Skæbnen var lidt mere hård, for 3 dage efter at jeg havde brækket benet, skulle Jan på noget efteruddannelse og skulle rejse fra byen og så stod jeg ellers der med et brækket ben, en 4 årig, en 5 årig og en gangbesværet 14 årig, og et hundespand, at tage mig af.

Heldigvis trådte Jans tvillingebror til og hjalp mig, men det var mere end almindeligt træls at forsøge at få hverdagen til at fungere og ligeså træls, at de forkromede planer, som Jan og jeg havde lagt om lange og mange romantiske slædeture ud i naturen måtte sættes til side for en stund.

Selvom gipsen på mit ben kom af efter små 8 uger, tog det næsten et ½ år før det var nogenlunde i orden igen, og faktisk gør det opmærksom på sig selv den dag i dag, når vejret er fugtigt eller meget koldt (tror jeg nok)

De næste par mange år, kørte jeg kun nødtvunget med Jan på slæden, for kroppen husker og til tider bedre end fornuften og som årene er gået, har det udviklet sig til noget, som ligner et traume, hvor jeg ikke tør at køre ned ad bakker, så da Jan og hans bror, nærved og næsten, tvang mig med ud for at tage nogle billeder, var jeg mere end nervøs.

Min mave gjorde oprør og jeg forsøgte i tankerne at fremmane et pludseligt opstået uvejr, at hundene kollektivt fik tyndskid, at slæden var blevet stjålet eller bare et eller andet, som gjorde at vi blev forhindret i at komme afsted, men vejret var fint, hundene i form og slæden stod på sin plads og både Jan og hans bror glædede sig, så der var ikke andet for end at samle traumer, den nervøse mave og de dårlige undskyldninger væk og komme afsted.

Jans bror havde en helt bestemt idé til et billede, som jeg skulle tage og jeg har forsøgt.

1

4

Han blev tilfreds med billederne og det er jo det vigtigste, men næste gang, – og ja! jeg skal da med afsted igen og der bliver en næste gang, bliver billederne forhåbentligt bedre og lige i øjet, men jeg vil da lige dele oplevelsen med dig og vise, at jeg havde så meget overskud, at jeg endda kunne tage et par billeder ned ad Benbrækkeren.

10

16

Jeg fokuserede ikke og skød lidt i blinde.

Indstillingerne var sat på forhånd og kameraet blev holdt med den ene hånd, hvor den anden holdt kramagtigt fast i slædens surringer.

3

6

 

4

9

15

7

 

Jans bror har også ytret et næsten lydløst ønske om nogle hundeportrætter af sine firbenede venner, men lyset faldt ikke særligt heldigt i aften, hvor jeg forsøgte og de må så komme een af de nærmeste dage.

 

1

ali

ali1

aslan

aslan1

bamse

odin

samson

Og når jeg alligevel stod ude ved hundepladserne kunne jeg vel ligeså godt øve mig og tage et par billeder af nogle andre hundehoveder

grim

koldefødder

meqq

 

hundisolnedgang

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding