Som en indbrudstyv
Det føles nærmest som at bryde ind i en andens hjem at skrive noget her.
Året lakker mod enden.
Et år, som har trukket tænder ud, et år som har været hårdt og slidsomt og et år, jeg under ingen omstændigheder ville gøre om.
Lige om lidt træder vi ind i et nyt år.
Jeg har besluttet mig, at jeg i det nye år vil passe på mig selv, give mig selv mere omsorg i form af tid til mig selv og gøre lidt flere af de ting, som giver værdi for mig.
Jeg har ikke passet på mig selv og jeg har ikke taget hensyn til mit eget velvære og det skal der laves om på.
Det glæder jeg mig til.
Det er ikke alle forældre forundt at børnene kommer frivilligt hjem til højtiderne eller til nogen tider overhovedet, så jeg ved at jeg er et privilligeret menneske.
Vi er i daglig kontakt og endda mange gange om dagen og det tager jeg også som et tegn på, at vi har et tæt og tillidsfuldt forhold til hinanden.
Lige nu døjer jeg, traditionen tro med de sørgelige rester af en massiv influeza fulgt op med corona krydreet med pande+bihulebetændelse.
Jeg snotter stadig og har for 3 uge i træk hverken lugte eller smagssans, men jeg tror på at det hele snart vender og bliver godt igen.
Sidst jeg havde corona, mistede jeg også lugte-og smagssansen, men den vendte lige så langsomt tilbage og jeg håber, at mine sanser igen snart bliver fuldtallige, for det var altså en kedelig omgang at spise and og risalande uden at kunne smage eller lugte det.
