Kolde farver/farver i kulden

Om små 14 dage er det jul og jeg har da pyntet lidt op med lys og glaskugler, men klog af skade behersker jeg mig mere end almindeligt, for der går ikke andet end en lille uge, så er jeg ved at få knopper af pynten.

De sidste par år har jeg bevidst undgået rødt, selvom det er noget af det mest julet der findes i min verden, men et er at se på det i ugevis rundt omkring  og så at have det hjemme. Puuha, hvor bliver jeg hurtigt træt af det og det ærgrer mig lidt, men sådan er det nu engang.

Jeg pynter op med hvidt og guld i år og det syner ikke af alverden, men det tilfredstiller min lyst til at jule herhjemme og det gør at jeg ikke bliver træt af det for hurtigt.

Naturens egne farver bliver jeg dog aldrig træt af og slet ikke de farver, der pryder himlen midt på eftermiddagen.

Det er de sarteste pastelfarver i rød og blå, en anelse lilla og alt der imellem, som maler det smukkeste maleri hen over byens fjelde.

Jeg kan desværre ikke helt gengive farverne så de kommer til deres fulde ret, men måske det også skyldes, at den kolde, tørre og meget friske luft er med til at give en helhedsoplevelse af de smukke farver, som jo ikke kan indfanges med et kamera og slet ikke gives videre over digitale medier.

Om aftenen, når der er stille, spejler husenes belysning sig i Ulkebugten,

hvor isen langsomt er ved at arbejde sig ud fra bunden af bugten.

Jeg ville have taget billeder af sørøgen nede i havnen, men jeg mangler et håndtag på mit stativ.

Jeg fandt det og lagde det et sted, så det ikke skulle blive væk, men nu kan jeg ikke finde det længere. Det dukker op et sted lige om lidt og der kommer sørøg igen, men mens jeg stod og forsøgte at fange et billede af det, var jeg rigtig træt af mig selv.

Laura kom i mandags og det er bare så dejligt. Lige kom lidt er Sara, Simon og Saras kæreste Max og hjemme og huset bliver fyldt med liv og larm.

Laura har fundet sin guitar frem og spiller et par melodier for mig, synger nye og gamle sange og lægger i daybed-en ovre i hjørnet, hvor hun pludrer, snakker, blunder og sludrer.

Det er så hyggeligt som det kan blive og jeg glæder mig så meget til at resten af flokken indfinder sig. Måske jeg kunne finde på at bage noget jule-bagværk, men det er ikke noget jeg tvinger mig selv til.

Det vigtigste i vores hjem, er at vi hygger, ikke bliver stressede og når at slappe af.

Der skal køres hundeslæde mens ungerne er hjemme og Sara skal hilse på den nye hvalp.

Har jeg præsenteret ham for dig?

Han hedder Konrad og er alene-hvalp,

hvilket tydeligt ses på hans store, runde mave og polstrede hvalpekrop.

De voksne hunde kan med sikkerhed huske Sara og de vil sikkert kæmpe om hendes opmærksomhed.

Sådan nogle hunde kan være så jaloux og der bliver vist tænder

til de andre hunde, hvis de så meget som kigger på Jan, mens Jan står hos dem.

“Han er min, han er min, han er min. Det er mig, der alene skal have opmærksomhed nu, så lad vær med at kigge over i vores retning” synes de at sige og sekundet efter ligger de på ryggen med blottede maver og benene strittende lige op i luften mens de savler over at blive klappet og kløet.

Hundene er nok ret ligeglade med himlens smukke farver for tiden, men jeg nyder både farverne, hundene og den friske, friske luft

Den berømte mandag

Laura siger at jeg skal opdatere min blog, men jeg er vist gået helt i stå.

Laura er nok den sidste i verden, som stadig kan huske at jeg har en blog.

Det er også lidt svært at samle tråden op, for hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte?

Der er gået for lang tid og der er sket så mange ting og så ikke alligevel.

Jeg kunne måske fortælle, at der er blevet vinter heroppe.

Ikke bare lidt, men faktisk rigtig meget.

Der er koldt og der er kommet meget sne.

Som sædvanligt var jeg vemodig og trist over at det smukke, smukke efterår forsvandt så hurtigt.

Fjeldet var lidt ekstra smuk i år, syntes jeg

og jeg huskede at nyde det og huskede endda at tage et par billeder.

Jan og jeg var på rensdyrjagt

og vi havde nogle fantastiske oplevelser, bare os to og vi har nogle gode, gode stunder fra efteråret at huske tilbage på.

Vi har været ude og fiske og vi har husket at vi ikke skal fylde fryseren nær så meget som vi plejer, eftersom der jo kun er ham og mig.

Vi havde også nogle fantastiske weekender i hytten, præcis som vi plejer og vi bliver bare mere og mere glade for vores lillebitte hyggelige hytte.

Det er der vi samler ny energi, hvor vi samler  fornyede kræfter, hvor vi slapper af og hvor vi finder ro.

Nu er det vinter

og jeg kæmper lidt med at byde den oprigtigt velkommen, men i dag skulle det altså være.

I dag var det den der mandag, hvor alle planer skal virkeliggøres.

Du ved, den der mandag vi snakker om, når vi vil på slankekur på mandag, når vi vil begynde at motionere på mandag eller sådan noget.

I dag var det dén mandag.

Jeg stoppede med at ryge i marts og forinden havde jeg tabt 26 kg, men taget små 10 kg på igen og rygestoppet gjorde absolut intet godt for vægten heller, så  i dag var det lige præcis den mandag, hvor jeg tog mig selv i nakken og genoptog mine gåture. 

Et sted skal jeg jo starte.

Det skulle være rigtig godt at gå 10.000 skridt om dagen og det skulle være så fint at spise grove grøntsager, undgå sukker og i det hele taget spise fornuftigt.

I dag var det lige præcis den mandag, som vi alle altid snakker om og som vi aldrig helt ved, hvornår er.

Hele weekenden har jeg gået og forberedt mig mentalt på at jeg skulle møde mandagen i dag og nu er dagen næsten gået og det har været et godt møde. Jeg har en forestilling om, at tingene hænger sammen og at hvis jeg får startet sted fx med gåturene, så sætter det gang i andre positive ting.

Jeg kom ud og gå med musik i ørerne og med det lange ben forrest.

Mens jeg forberedte mig mentalt i weekenden fik jeg taget et par enkelte billeder af nogle fremmede

 

hunde i den lille snestorm vi havde.

Stormen kan du ikke se på billederne, men som du måske kan fornemme, var der helt whiteout på nogle tidspunkter.

Jeg får strikket ualmindeligt meget for tiden og een af dagene skulle jeg måske fotografere noget af al mit færdige strik.

Stjerner

En bluse er færdig og sendt i Lauras retning.

Str XXL men den vejer under 300 gram

En almindelig hverdag .. næsten

Kan du huske dette billede? Det første i blog-posten her?

For et par uger siden, da vi var inde i vores hytte, var vi lige inde og vende længere inde i fjorden.

Det er hverken hvert eller hvert andet år, vi sejler længere ind i fjorden end til vores hytte, men da vi alligevel var der inde tog jeg et billede af nedkørslen/opkørslen, når man kører om vinteren for at vise hvordan det ser ud om sommeren.

Denne weekend har vi været hjemme.

Jan har mega-halsbetændelse. Så meget at han faktisk har været til læge, som kunne konstatere, efter at have podet halsen, at der ingen bakterier var og at det var en virus-infektion, som holdt os hjemme i noget, som kunne ende med at have været sommerens flotteste vejr heroppe.

Næsten ingen sure miner over den dumme virus, men masser af sure miner over mig selv og til mig selv over, at jeg ikke bare tog afsted alene, men hængte mig i, at jeg ikke gad være alene en hel weekend.

Der er folk nok som siger, at de vil med, men når tid er, så skal de altid  noget andet, så jeg er holdt op med at spørge. Jeg orker ikke afslag og nej-er, så der var sure miner fra mig selv til mig selv over at jeg blev hjemme og kukkelurede, mens Jan forsøgte at tænke sig rask igen.

Faktisk døjer han stadig voldsomt. Det er meget, meget sjældent at han er syg og endnu sjældnere at han ikke kommer på arbejde, hvad han ikke gjorde i fredags, hvor han måtte melde sig fraværende pga sygdom.

Det er næsten et mirakel at han ikke oftere er syg, for jeg slæber flittigt alt muligt mærkeligt skrammel af vira og dårligdomme med hjem fra skolen, når vi har de der epidemi-lignende tilstande oppe hos os.

Jesper, Jans tvillingebror spurgte om nogen af os ville med ud og fiske i går, men der var kun mig, der ville med. Det gik nu også fint.

Vi fik lidt torsk, masser af frisk havluft og ligeså meget solskin og i dag kunne jeg så møde på arbejde med lidt bedre humør end i fredags.

Det var også i dag, der var første skoledag for eleverne.

Når de små, – altså de helt små, har første skoledag, gør jeg rigtig meget for at kunne opleve det. Jeg forsøger at holde mig aftale-fri.

Det er jo en ny livsfase de små poder begiver sig ind i.

De er så søde og især modige, når de slipper deres mors eller fars hånd der i skolegården og går der der 20-30 skridt hen til deres kommende klasselærer og står alene op ad væggen og ser deres klassekammerater gå de samme 20-30 skridt hen over den skolegård, som de skal bruge så mange frikvarterer på.

De er så modige når de står deroppe med front mod alle os andre og bliver samlet og senere går op i klasseværelset, hvor de får deres æble, deres saft, en blyant og deres skema.

Senere på dagen bliver der i mange hjem holdt lidt kaffemik og det bliver fejret at barnet nu er startet sin skolegang.

  

Skoleåret er skudt i gang.

Det er for en gangs skyld helt i orden med mig.

Min sommerferie har ikke været verdens bedste.

Jeg trænger bare til hverdagens rutineprægede trommerum uden alt for mange udsving.

Hverdagen skal såmænd bare være genkendelig og overskuelig.

Der må helst ikke være alt for mange ting at tage stilling til og helst heller ikke for mange ting at kunne blive ked af det over.

I morges, dansk tid, trak Sara et eksamensspørgsmål som hun har 24 timer at forberede sig på at skulle besvare og når hun har været til eksamen i morgen formiddag i Ålborg, henter farfar hende og kører hende til Århus, hvor hun skal installeres.

Allerede næste mandag, kan hun begynde på nyt. Et skoleår og et skoleforløb, som hun aldrig har prøvet før.

Såfremt og ifald hun består sit enkeltfagskursus i samfundsfag B i morgen formiddag, starter hun på psykologistudiet i Århus.

Jeg er spændt og har i tankerne krydset fingre og tæer hele dagen.

Laura har købt sin returrejsebillet og rejser i slutningen af måneden tilbage til Århus og sit antropologistudie, så en helt almindelig og kendt hverdag går jeg så heller ikke i møde, for det er første gang Jan og jeg skal være alene sammen, sådan for altid og uden at skulle tage hensyn til andre end os selv og hinanden. Det er jo også nyt og så alligevel vel alligevel det samme?