Silas konfirmation i weekenden

Der er gået næsten en hel måned, uden at jeg har opdaget det, siden jeg sidst skrev herinde.

 

Sidst jeg skrev, skrev jeg om hundeslædekørsel og vinterliv.

Nu smelter sneen med voldsom hast og temperaturen er støt stigende og nærmer sig sig indimellem noget, som minder om sommer-temperaturer.

I weekenden blev livet fyldt ud til bristepunktet med Silas konfirmation.

Med fare for at lyde som en rigtig gammel kone, så synes jeg altså at det var sådan cirka i forgårs han var en lille dreng, der knap nok kunne sige en hel sætning.

I lørdags var der overhøring.

Som den eneste by i Grønland (tror jeg helt bestemt) er der overhøring af konfirmanderne og det foregår om lørdagen. Efter overhøringen, er der kaffemik og det plejer at være stort.

Om søndagen, om formiddagen mødes de kommenden konfirmander, –for ja, de har jo endnu ikke sagt “ja” til fortsat at være en del af folkekirken og den kristne tro, til fotografering og derefter går de i snorlige række efter præsten op til kirken, hvor gudstjenesten fortsætter.

Det er om søndagen, at vi ifører os vores nationaldragt, får redt håret og hvor det er lidt mere højtideligt.

 

Søndag aften var der indbudt til mad, fest, sange og taler.

Min søster havde lavet det meste af maden selv, men det var stadig et stort arrangement med næsten 50 indbudte gæster.

Jeg overvejede frem og tilbage om jeg skulle holde en tale for Silas for der var faktisk så mange ting, jeg gerne ville have sagt ham.

Jeg var een af fadderne, da han blev døbt og derudover har han jo en helt speciel plads i mit hjerte.

Han er en meget speciel dreng.

Det har han altid været.

Han er een af de der meget specielle mennesker, der er helt sig selv lige fra fødslen af.

Uanset, hvordan hans omgivelser har set ud, så er han helt og aldeles sin egen. Han er fuldstændig upåvirket af mode, tendenser og hvad andre unge gør og han er tilsyneladende fuldkommen ligeglad med om han passer ind eller ej.

Han er tilfreds og glad, hvis han har noget at skrue i og noget at ordne.

Da han var mindre, var det lego, som optog ham, men i dag er det mekanik og elektronik.

Faktisk er han så dygtig til det at selv voksne kommer og beder ham om hjælp.

Unge og børn i byen kan finde på at få ordnet deres cykler hos ham og han tjener lidt til lommen.

Han har “lånt” sin mors cykel og sat en motor på den og opfinder videre på den.

Ser man en stor dreng/ung mand kommende cyklende, kun på baghjulet, så kan man være sikker på, at det er Silas.

Han er nem og let at omgås, men man skal være parat til at svare på de mest mærkelige spørgsmål, som kræver både tid, intelligens og let adgang til Google at besvare. Han er nysgerrig og videbegærlig og han kan være fokuseret på et emne i lang tid og himler ikke før at han føler at han har fået besvaret sine spørgsmål.

“ hvem fødte Adam og Eva” “kan fisk svømme baglæns” “hvor kommer man hen når man dør” osv osv.

Okay, han spørger ikke så meget mere, men det skyldes nok mest at han fik spurgt så utroligt og ufatteligt meget tidligere, så hvad er der næsten at spørge om mere?

Jeg holdt ikke nogen tale, for der var nok ,som havde noget at sige, men hvis jeg havde, havde jeg nok sagt noget hen i retning af, at jeg er meget glad og beæret over, at kende ham.

Han er noget helt for sig og den type er der desværre ikke mange af tilbage, så jeg håber inderligt at han forbliver at være sig selv, ikke lade sig forme af tidens tendenser og modeluner og til evig tid forbliver nysgerrig og videbegærlig.

Jeg håber, at han får et godt og spændende liv med masser af kærlighed og tillid, for det er akkurat det, som han tilfører de selskaber, som han befinder sig i.

At han så også er en utrolig smuk, køn ung mand, men det betyder så uendeligt lidt for ham, gør jo kun hans selskab endnu bedre.

Om 14 dage skal mine pigers kusine konfirmeres i Danmark og det bliver nok en anderledes konfirmation og så alligevel… Sara tager fra Bruxelles til Danmark og deltager.

 

Jeg tog rigtig mange billeder, men der er forbløffende få af konfirmanden. Jeg ved ikke hvordan han formåede at komme udenom og forbi mit kamera, så tit, men sammen med de andre, som også fotograferede, så tror jeg at der sammenlagt er billeder nok at se tilbage på.

Jeg er vild med dette billede af Silas og min far.

Min far er også en original (på den positive og gode måde)

Jeg lagde billedet op på min facebook og stillede spørgsmålet:” hvad siger min far til Silas?” og det kom der en masse sjove forslag til.

 

 

Om søndagen:

 

Laura skulle lige holde mit kamera og hun fik også skudt et par billeder af.

Nogen af dem er ret sjove:

 

Udenfor regner det.

Byen er bare så trist at se på, på denne årstid.

Sneen er grå, sort og overhovedet ikke til pænt brug mere.

Jeg glæder mig allerede til vi kan sejle ind til hytten igen, for selvom det kun er 14 dage siden at vi var derinde, så savner jeg hyttelivet rigtig meget disse dage.

Jeg har strikket to, næsten tre rigtig flotte sjaler, som jeg vil fotografere meget snart og vise dig. Hvis jeg selv skal sige det, så er de meget fine.