Vi har en ugeavis.
Vi har en tyk glasplade på vores køkkenspisebord.
Selve bordet er af meget tykke fyrretræsbrædder.
Når lyset lige falder i glaspladen, spejles vinduerne og det udenfor vinduerne så sjovt i glaspladen.
I weekenden var vi i hytten.
Jan og jeg snakkede lidt om, om vi skulle lukke af for vinteren, hive udhalet op og tage det med hjem og glæde os til turene op til hytten til foråret, men vi satser på mindst en weekend mere på denne side af jul.
Vi hygger os vældigt, når vi er i hytten. Der bliver drukket mange, mange kopper te og kaffe og der bliver spist masser af småkager til både teen og kaffen.
Jeg får sovet rigtig, rigtig meget og får, udover en masse søvn også slappet meget af.
Det er så dejligt.
Livet er simpelt på den fede måde.
Elven er næsten frosset til.
Skal du have vand, skal du hente det i elven og når den er frosset til, skal du ud og samle en masse ren sne, som du skal tø op inden du kan brygge din te eller vaske op.
Vandet skal varmes op over gasblusset, så alting tager sin tid.
Det er i den grad back to basic
Denne weekend gik vi en tur op i fjeldet for at se efter ryper og harer, men der var absolut ingenting.
Det gør ikke alverden, når vejret er så godt, som det nu var.
Selvom det er vinter og der allerede er meget sne i fjeldet, varmede solen stadig en lille smule.
Hvad vi ikke fik af varme fra luften, fik vi så i rigelige mængder af at gå i den knæhøje sne opad.
Der er en halvtyk skope på sneen, som jeg kunne stå på i et kvart sekund inden jeg sank i. Og jeg sank altså dybt i.
Nogle steder lå der så til og med sten under sneen, som man ikke kunne fornemme på overfladen af sneen, så vi skulle være meget forsigtige.
Der havde været en enkelt hare, som havde løbet rundt og rundt.
Om det var af fryd eller af frustration over sneen er ikke til at vide.. mon ikke det er af det sidste?!
Jeg gik, som jeg nu gør, når jeg er i hytten, tidligt til køjs.
Et medbragt dameblad udgjorde aftenens læseunderholdning, men der gik altså ikke lang tid inden øjnene faldt i.
Ud på natten blev hytten rusket igennem af en arrig østenvind.
Jollen blev selvfølgeligt tjekket, men den lå sikkert og så kunne vi falde tilbage i den gode søvn.
Om morgenen får vi langsom morgenmad.
Det er lidt forskelligt, hvad vi laver, men der indgår næsten altid æg i morgenmaden.
Til hverdag er æg, vel nærmest at regne for ingenting, men når du skal transportere en bakke æg i en åben jolle, hvor vandet ikke altid er lige roligt, så er det nærmest luksus, når æggene alle overlever transporten.
“Arme riddere” er det jo ikke helt,- vel snarere nogle “stakkels riddere, når det bare er æg pisket med mælk, som de daggamle franskbrødsskiver har ligget i blød i og som efterfølgende bliver stegt langsomt på en pande til al æggen i brødet er gennemstegt. Der er hverken kanel eller sukker i og de bliver spist som de er uden marmelade eller andet.
Når jeg en sjælden gang laver det herhjemme, kan Sara finde på at hælde lidt sirup over.
Når æggene er spist og mens der bliver drukket endnu en kop morgenkaffe, bliver udsigten nydt.
Jeg kan bare ikke blive træt af den udsigt.
Her et sent eftermiddagsbillede:
Det er koldt at sejle på denne årstid i en åben jolle, hvis man ikke har fået klædt sig varmt på!
Jeg har købt et nyt spejlreflekskamera.
Det var brugt, men havde kun skudt 6500 billeder og der fulgte et 24-85 mm objektiv med.
Selvom det grundlæggende er som det forrige kamera jeg havde, er det her alligevel anderledes og kræver at jeg øver mig.
Det er ikke helt forfra, men jeg føler mig en smule på glatis alligevel.
Nogle af mine objektiver skal udskiftes, selvom jeg godt kan bruge dem, så er de ikke længee optimale til det nye.
Vi er inviteret ud og spise i aften og jeg tænkte at det var lidt sjovere at have en hjemmelavet ting med istedet for rødvinsflasken eller æsken med chokolade.
Jeg er på kursus.
Det er snart et år siden, at jeg fik det så forbandet dårligt med voldsom, kronisk hovedpine og et blodtryk, som var skrigende højt.
Det er snart et år siden, at jeg knap kunne holde sammen på mig selv og overlevede fra dag til dag og håbede på det bedste hele tiden.
Jeg har nogle flash backs og indimellem, når der melder sig en smerte i mit hoved, bliver jeg nervøs og tror at jeg skal igennem hele møllen igen.
En tur til Nuuk og gennem CT-scanneren et par gange, et par indlæggelser, en masse blodprøver, en blodtryksmåler, der nærmest sad fast på min arm, en hel masse frustrationer, som jeg ikke kunne gøre noget ved og oveni fik jeg skabt en masse bekymringer hos mine nærmeste.
Dét var overhovedet ikke sjovt og jeg frygter hver gang jeg får den mindste smerte i mit hoved at en gentagelse er på vej.
Hver gang får jeg talt mig selv til ro.
Der var ingenting på nogen som helst af prøverne, som antydede andet end at mit hoved ser fint ud indvendigt og gudsketakoglov for det.
Selvfølgelig ville jeg rigtigt gerne have vidst, hvad der forårsagede al den smerte og al den forhøjede blodtrykken, så de folk, som tror at det var ren hysteri, kunne have hængt deres negative formodninger op på noget reelt, men desværre har jeg aldrig fået et entydigt svar på, hvad der udløste al den smerte og de himmelhøje tal på blodtryksapparaet, så måske skal det bare være sådan?
Jeg fik med lange gåture, næsten daglig meditation, bevidsthed omkring mit blodtryk og forholdsvis sund kost, har jeg fået blodtrykket ned i et acceptabelt tal, så jeg undgår kemi.
Mit D-vitamintal var på knap 20, hvor det skulle lægge på minimum 50, så det bliver der også gjort noget ved, idet jeg tager så meget D-vitamin, at jeg må holde en hel indutri kørende samtidig med at jeg er bevidst om at få det gennem kosten også og straks at solen viser sig, står udenfor.
Om der er en direkte sammenhæng, kan der desværre ikke siges noget om, men jeg skal igen over og have målt tallet for at sikre at det går i den rigtige retning.
Jeg måler selv blodtrykket en sjælden gang. Ikke for tit og heller ikke for sjældent.
Det er snart et år siden at jeg blev trukket en anelse til side og blev mindet på, at godt nok er jeg født under en heldig stjerne, men jeg skal ikke vide mig alt for sikker.
Jeg blev heldigvis kun trukket en anelse til side, men det satte rigtig mange tanker igang og mange vinkler blev tegnet op på det store papir.
Jeg er generelt et taknemmeligt menneske. Jeg siger tak højt, jeg siger tak stille, jeg siger tak lydløst og jeg siger tak uden at sige det.
I disse dage siger jeg tak lidt oftere end ellers.
Tak for året som gik og tak for det heldige udfald.
Jeg er her endnu og jeg har det jo godt. Min familie har det godt og der er så meget at takke for.
I denne uge som er gået, døde en nær person.
Hun betød rigtig meget for meget, især i mine sene barndomsår, i min ungdom og specielt da jeg fik mit første barn.
Hun kaldte mig altid for sin grønlandske datter og jeg kom en del i hendes og hendes mands hjem, da jeg boede i Viborg under min gymnasietid.
Hun har sat sit præg på mig, så selvom hun mistede sig selv til demensen gennem de sidste år af sin levetid, vil jeg huske hende og hvad hun og hendes mand gjorde for mig.
Hendes kære mand holdt en dejlig tale for især mig til Jans og mit bryllup.
En tale jeg ikke husker ordret, men en tale, hvis indhold jeg husker i store træk. En dejlig tale med gode ønsker.
Hendes mand døde for knap et år siden og hun fulgte efter og blev begravet i lørdags klokken 11 dansk tid.
Hvis der er noget som helst liv efter døden eller noget, der minder derom, gad vide om hun så har mærket, at mine tanker var hos hende, hendes mand og hendes kære familie i lørdags, da jeg sad i hytten?
Jeg tænkte på hende hele formiddagen.
Jeg ved, at de har haft et ualmindeligt spændende liv, rejst meget, læst meget, lært meget og givet en masse videre til, dem som tog imod.
De ville gerne have oplevet lidt mere og kunnet lidt mere og sidst vi besøgte dem, huskede både hun og hendes mand lidt.
Ikke alt og ikke det, som lå lige for.
Det var så trist at se, hvordan demensen trak dem ind til sig.
Det er en forfærdelig skæbne og ikke mindst for de nærmeste pårørende: børn og børnebørn, ægtefælle og andre kære.
Mens jeg gik i fjeldet i går formiddags efter at have nydt en kop kaffe, spist morgenmad sammen med Jan og sammen med Jan nød det gode vejr, stilheden og skønheden, gik jeg og tænkte på alle de gode stunder jeg har haft og stadig har.
Kan man nyde ekstra?
Jeg nød det ekstra meget denne weekend.
Og i fredags, i lørdags, i går, i dag, -for sidste år havde jeg det så skidt, at jeg ikke rigtig var i stand til at nyde al det gode, som også var. Livet kan hurtigt blive barberet ind til det skrøbelige ben, hvor man overlever og der ikke er meget overskud til at leve.
Nu er jeg tilbage til årstiden og flash backs-ene er der indimellem, men weekenden, mens jeg gik i fjeldet mindede jeg mig selv på, at være til stede i det nu, som jeg befinder mig i. Lige nu!
Og det gjorde jeg så, mens jeg i tankerne sagde: Tak til Gudrun for alle de gode stunder, som hun gav mig.
Jeg sagde også tak til Jan og tak til farfar, men det var nu noget mere jordnært.
Jan ringede i forrige uge til sin far og bad ham om at køre til Ålborg og købe nogle LED 12 volts-lamper til os og de kom så i ugen, som nu er forbi.
Jan hængte to lamper op inde ved sengen i hytten i går og en ved den stol, hvor jeg plejer at sidde og strikke.
Indtil nu har jeg siddet med en pandelampe, men det er trættende i det lange løb og uden at have bedt om det eller for den sags skyld noget som helst andet, fik jeg så lige en god lampe til, når jeg strikker og en god lampe over min seng.
Det er luksus og TAK til farfar og Jan.
Er det for rørstrømskt? Jojo, men det skal der være plads til, når der er grund til det og denne weekend svøbte jeg størstedelen af mine tanker ind i tråde af taknemmelighed.
Jeg plukkede blåbær og spiste dem øjeblikkeligt. Min mave var stopfyldt med blåbær allerede inden jeg nåede op i hytten i fredags om eftermiddagen, da vi ankom.
Jeg mindes ikke, at have kunnet plukke bær så sent på året før.
Sortebærrene var også stadig fine. Dem plukkede jeg også nogle af, men der røg nogle i en lille pose til fryseren.
Der var så stille i fjorden om fredagen. Det føltes næsten som om vi var de eneste mennesker i hele verden.
Jan satte sengelamperne op allerede om fredagen, så det var intet problem at gå meget tidligt i seng med en bog
Jan skød en enkelt gråand. Jeg har aldrig tilberedt en gråand før, så jeg er lidt spændt på at tilberede den en af dagene. Har du erfaringer med at tilberede en gråand?
Denne vejer 1750 gram (med fjer og indvolde og hvad der nu følger med en hel and, som endnu ikke er plukket)
Se de smukke farver på fødderne. Jeg har aldrig tænkt over andefødder på den måde før, men de er da direkte smukke, hvis du spørger mig.
Jorden var dækket af fine iskrystaller om morgenen. Det lignede næsten at alt var drysset med et tynd lag sukker.
Den arktiske pil har smidt alle sine blade og frøene er pakket forsvarligt ind til deres rejse væk fra moderplanten.
Vi gik en tur op i fjeldet.
Rensdyrjagten sluttede i sidste uge, så vi havde det lette skyts med op. Vi kiggede efter ryper og harer, men fik ingen. Det afholdt os overhovedet ikke fra at nyde turen i den fine, friske luft. Vi gik ad andre “veje” og endte nye steder, så verden fra andre vinkler.
Dernede ligger vores lillebitte fristed. Det er ikke meget større end et skur. Sølle 15kvm er vores hytte. Der er ikke indlagt hverken vand eller strøm.. eller jo! Vi har en enkelt lille solcelle, som leverer strøm til et par LED-lamper og en LED-lysstrimmel.
Der er en spand med en tyk, solid pose i til wc og vandet skal hentes i en dunk i elven. Vi har to små gasblus, hvor vi kan lave mad, varme vand til te og kaffe og trods de meget privimitive forhold, så synes jeg at det er den vildeste luksus, at vi har hytten. Her falder mine tanker til ro, skuldrene bliver sænket og stilheden bliver dyrket. Vi får stort set aldrig besøg, så vi er bare os to, Jan og jeg, så vi lægger os, når det passer os, spiser, når vi er sultne og sidder i stilheden, hvis vi har behov for det. Der er ikke mange steder, hvor jeg kan finde den ro, som jeg finder i de sølle 15kvm, som vores hytte udgør.
Når man har sat lamper op her og der, skal man belønnes med varme nylavede vafler, bagt over gas og Jan klagede overhovedet ikke over lønnen.
Lampen gør nytte og der blev strikket et par omgange på det strikketøj, som alt for ofte bare ligger uden at blive rørt.
I mit sidste indlæg spurgte jeg til lommekameraer.
Nu er mit spejlreflekskamera så også stået delvist af. Min bærbare computers låg er også gået i stykker. Både kamera og min bærbare er stort set lige gamle. Min bærbare købte jeg i 2007 for 4500kr og kameraet er fra efteråret 2008, så i virkeligheden har de gjort det godt. De har været brugt meget, meget flittigt og har vel “tjent sig ind”-agtig.
Jeg har siddet rigtig mange timer og søgt på nyt spejlrefleks-kamera, for det vil jeg ikke undvære.
Jan Canon G12 blev fundet frem og er blevet brugt denne weekend.
Et lille lommekamera må vente lidt for lige pludseligt skulle der prioriteres om.
Natten mellem lørdag og søndag var der det smukkeste nordlys og Canonen har sine begrænsninger, når det kommer dertil (også) Du skulle have været der og oplevet det smukke nordlys i den sorte nat, hvor en milliard stjerner hang på himlen og glimtede med den stille rislen af eleven og de dovne bølger fra fjorden, som skvulpede i vandkanten, som eneste lydkulisse.
Jeg er et heldigt menneske, at jeg kan opleve alt dette.
Søndag morgen vågende vi op til et helt andet vejr. Snefnuggene dalede tøvende end og der var en anelse mere koldt end gårsdagen.
Har du noget at sige tak for?
P.S.: hvordan sikrer jeg mig at alle de D vitaminer jeg tager, nu også bliver optaget? Jeg har en fornemmelse af at mange af dem ryger igennem mig uden at blive ordentligt optaget?
