Om at længes efter det almindelige og kedelige
Jeg elsker mit helt almindelige liv.
Det er ikke et særligt spændende liv og nogen vil måske endda kalde det lidt kedeligt, men ved du hvad?
Jeg elsker det, som det er.
Dog har det været lidt svært at holde af livet de sidste par mange måneder.
Det har skubbet til os og vendt os det grimme, grumme ansigt til igen og igen og igen.
Sidst jeg opdaterede, troede jeg at bøtten med mit almindelige, kedelige hverdags-liv var ved at vende, men desværre..
Om aftenen var jeg inviteret ud sammen med nogle kollegaer og min søster og jeg glædede mig til at se glade, afslappede mennesker, spise god, sammenbragt mad, synge og hygge.
Jeg kom da også afsted, men omkring midnat gik jeg i gulvet/mistede jeg bevidstheden.. eller det kan jeg ikke huske.
Min søster fandt mig liggende livløs og da hun vidste, at jeg ikke havde drukket andet et par glas vin, ringede hun til Jan, som kom og hentede mig.
Om morgenen vågnede jeg ved, at jeg havde den mest forfærdelige hovedpine og at jeg kastede eksplosivt op og efter kort tid, kørte min søster og Jan mig på sygehuset, hvor jeg blev indlagt med det samme.
Mit blodtryk lå på ca 200 og mit blodtryk som jeg plejer at være rimeligt stolt af.. det plejer at være så lavt/normalt.
Om søndagen blev jeg udskrevet igen uden at vi vidste, hvad mine smerter skyldtes, men mit blodtryk var faldet lidt og jeg kunne tage de værste smerter med en blanding af ipren og ibumetin uden dog at de var helt væk.
Der blev skrevet en henvisning til Dr. Ingrids Hospital til scanning af hjernen for at sikre at der ikke var udposninger af de små blodkar eller blodpropper, men alle som har været heroppe i Grønland, ved at man ikke bare lige kan tage bilen og køre afsted.
Der skal koordineres med trafik, personalet til scanneren og at den er ledig mm.
I Danmark fx. bliver du scannet efter højst 3 timer, hvis der er mistanke om en blødning i hjernen og den mulighed kan jeg godt savne heroppe, for uvisheden er styg og ventetiden føles ret lang.
Jeg skulle komme til kontrol om tirsdagen for mit blodtryk og da det stadig var alarmerende højt og jeg stadig havde en voldsom hovedpine, fik jeg blodtryksnedsættende medicin.
Jan skulle til Nuuk til et møde om torsdagen og være hjemme igen om lørdagen og tog af sted efter at jeg havde lovet at hvis der var noget, ville jeg kontakte sygehuset.
Det gjorde jeg lørdag formiddag efter, at fredag aften havde været for slem med hovedpine og jeg fik noget mere og andet blodtryksnedsættende medicin, da blodtrykket stadig omkring de 190 og jeg tog hjem igen, men blev ringet op at de gerne lige ville tage noget rygmarvsvæske for at sikre at det så fint ud… det værste de frygtede, som kunne være sket, var at der havde været en lille blødning i hjernen og det kan man åbenbart se i spinal-væsken og hvis ikke det var fint, ville man sende mig afsted til Sana med det samme. Med et ambulance-fly og hvad har vi.. øv!
Jeg har fået rygmarvsbedøvelse ifb. en operation engang og dengang gik det galt, hvor jeg lå med spinal-hovedpine i 10 lange dage og hvor det iøvrigt havde været meget problematisk at komme ind med nålen, så jeg fik lov at vente på, at Jan landede med flyveren, så jeg kunne tage ham med.
Hvis du ikke har prøvet at få en nål i rygmarven, så kan jeg fortælle dig, at det er ret ubehageligt og jeg er/var glad for at Jan kom planmæssigt med flyveren og var der til at holde om mig og berolige.
Heldigvis så væsken ren og fin ud, så jeg kunne tage hjem igen og forsøge at holde hovedpinesmerterne nede med piller.
Simon skulle rejse tilbage om mandagen.
Han havde afleveret sine krykker og smidt sin “walker”, som han havde haft på siden sin operation i foden i august, men pga vejret blev hans flyvning aflyst og vi ville spise noget asiatisk take-away, som Jan og Laura skulle hente.
Det gjorde de så også, men Laura skulle lige hente/aflevere en nøgle hos een på den anden side af vejen og på vej ned ad trappen glider hun og brækker anklen noget så eftertrykkeligt.
Jan kunne ikke komme i forbindelse med sygehuset telefonisk, så han ringede til mig og jeg løb over gaden og så hvor galt det var og heldigvis kunne jeg/ min mobil ringe efter en ambulance, som hentede stakkels Laura.
Benet blev røntgenfotograferet, hun blev stærkt medicineret og benet/foden blev sat på plads.
Så blev hun røntgenfotograferet igen og resultatet var ikke godt nok, så hun fik endnu mere medicin og denne gang gjorde hun ikke så meget modstand og benet blev sat tilfredsstillende på plads, men hun skulle flyves til Nuuk næste dag, så hun kunne blive opereret på Dr. Ingrids Hospital.
Hun kom afsted om tirsdagen med et ambulance-fly, hvor en anden patient også skulle med.
Jeg prøvede om jeg ikke kunne komme afsted sammen med med,- slå to fluer med et smæk, men det kunne desværre ikke lade sig gøre.
Det var godt nok hårdt at sende hende afsted på den måde, vidende at hun var i stærke smerter, at hun skulle opereres, at hun var alene og at der ikke var nogen, som hun kender rigtig godt i Nuuk til at holde i hånd, trøste og være der.
Min hovedpine var stadig slem og den blev værre og værre som dagen skred frem og om aftenen måtte jeg trække i overtøjet og tage på sygehuset. Almindelige smertestillende kunne end ikke tage det værste af min hovedpine.
Mit blodtryk så skidt ud, så de beholdt mig på sygehuset i hele to nætter.
Det er faldet lidt, men ikke nok.
Det er stadig for højt, selvom det er langsomt faldende.
Jeg har fået noget meget stærkere smertestillende med hjem og en sygemelding til på mandag (altså sygemelding på 10 dage)
Laura blev først opereret i mandags.
Benet var for hævet og der kom andre operationer i vejen.
Hun har stadig ondt, men får smertestillende, meningen er at hun skulle flyves tilbage hertil, men vi har stormvejr og al flyvning er aflyst.. så måske i morgen?!
Jeg har fået en tid til scanning på Dr. Ingrids Hospital d. 02.dec. så jeg skal afsted inden.
Nåeh jo.. på søndag rykker vi vores gulv op og der kommer hele tre tømrere og lægger nyt, skifter vores køkkenbordplade ud og fuger de sidste ting på badeværelset. Det skal bare overståes! Og der skal ikke flere fejl og mangler være.
Jeg satser på, at vi er i mål med huset inden jul og hvis vi ikke er, så er vi det altså ikke!
Jo.. folk omkring mig har skam givet alle deres bud til, hvorfor jeg har fået det som jeg har fået det: mine 3-5 cigaretter om dagen, stress, for mange gulerødder (?!) skimmelsvamp, myoser, at jeg har tabt mig for meget for hurtigt (det er nu snart 3 år siden, at min vægt stabiliserede sig),den ene af mine søstre lider af Hortons hovedpine, så nogen har også gættet på, at det kan være en grov migræne jeg holder mig og alt muligt.. jeg ved, at folk mener det godt og vil mig det bedste, men jeg venter og vil hellere høre, hvad lægerne siger.
Det skal ihvertfald udelukkes at der er propper eller brist i hjernen inden jeg selv tør at gætte på andet og jeg håber ikke for nogen i hele verden, at de skal opleve den hovedpine, som jeg havde den lørdag og de efterfølgende uger.
Jeg vil overhovedet ikke lægge skjul på at jeg har været ude og vende et par grimme og uhyggelige tanke-steder, når det gjorde allermest ondt og jeg har været utryg og bange.
Det går bedre nu og jeg har ikke taget smertestillende hverken i går eller i dag.. og som noget helt godt, er min tennis-/golf albue i så stærk bedring at jeg har strikket et par huer, et par vanter og et par sokker og næsten intet mærker til albuen hverken før, under eller efter strikning.
Dét er så dejligt.
Jeg passer stadig meget på min albue, strækker ud og sørger for ikke at belaste den.
På mandag skal jeg på arbejde igen. Jeg glæder mig til at få min gode, kedelige, almindelige hverdag igen… den hverdag, som jeg troede at jeg var ved at komme igang med sidste gang jeg opdaterede.
Mit kamera er lagt frem og jeg har i løbet af de sidste tre uger faktisk taget et enkelt billede af noget nordlys.
Ikke noget specielt fint billede, men et, som jeg håber bliver til mange flere og som sender mig tilbage til bloggen, hvor jeg igen kan skrive dagbog og fastholde optegnelser, minder og idntryk fra et ganske almindeligt, kedeligt og dejligt hverdagsliv.
Lige nu, skal jeg bare lige komme ovenpå, komme igennem og komme tilbage.
Jeg glæder mig rigtig meget til at få mit almindelige, kedelige liv tilbage, –det liv som jeg elsker og holder så meget af.
Prøv at stoppe op et lille øjeblik og tænk over, hvad du holder af i din hverdag.
Hav en god weekend og pas godt på dig selv derude.
