Så kan de kommende dage bare komme til mig.
Jeg er bare så klar til lade tingene flyde og leve fra dag til dag uden planer og uden andre mål end at få hvilet ud og slippe pligter.
Det har været nogle hektiske måneder og jeg har set frem til den næste uge, hvor kun jeg bestemmer dagenes indhold og hvor jeg ikke er bundet opgaver, som skal nå i mål inden en bestemt dato.
Er du også så heldig at du har påskeferie?
Simon skulle afsted i formiddags, så jeg ventede med at køre ud og fotografere ACR til efter middag.
(mobilfoto)
Vejret var mildest talt mere end almindeligt udfordrende.
Herinde i byen var det almindeligt kedeligt med sne og et diffust lys, som gjorde det meget svært at skelne konturer, men bare 5 minutter udenfor byen kunne man stort set ikke se noget.
Alt var hvidt i hvidt og man kunne ikke se mere 200 meter frem for sig.
(mobilfoto)
Billedet ovenfor, er taget, da vi var på vej hjem og da sigtbarheden var allerbedst
Vi nåede frem og ude ved campen, var der omend endnu mere usigtbart.
Jeg tog da mit kamera op af tasken og fik nogle billeder.
De er lagt i mappen under ACRs facebookside og du er velkommen til at kigge forbi.
Du får nogle af mine lige her:
En af dem, som jeg fotografere sammen med, har også taget et billede af is-igloen og billedet er så forbasket fint, at jeg bliver nødt til at vise det frem.
Det er Aqqalu Augustussen, som har fotograferet:
Jeg er træt i dag, så jeg får vist ikke strikket alverden (ingenting) og måske skulle jeg krybe tidligt under dynen og få noget velgørende søvn.
P.S. Foto-teamet blev fotograferet i dag og her er billedet:
Nå, så fik en lang dag også en ende i dag.
Vi fik ikke set ret meget til solformørkelsen.. faktisk så vi intet til den.
Solen stod bag fjeldet, så vores muligheder var ringe, hvis det endelig var, at vi havde haft mulighed for at se den, men til gengæld fik vi set starten af ACRs start.
Den var som sædvanlig flot, storslået og vildt imponerende.
Hvad der rører mig mest, er alle de mange, mange frivillige, som har brugt og stadig bruger så meget af deres fritid til at bidrage til, at løbet overhovedet kan gennemføres, for nok er der mange sponsor-penge involveret i projektet hvert år, men uden de frivilliges hjælp, var løbet stort set dødsdømt.
Det er naturligvis også flot, storslået og vildt imponerende, at se de mange, mange løbere styrte afsted, når skuddet lyder og når man tænker på de strabadser de gennemgår, så bliver man endnu mere imponeret.
I formiddags kl 10 da skuddet lød, var der solskin og stort set ingen frostgrader, men lige over middag begyndte vejret at slå om og om eftermiddagen var det trist og kedeligt.
Lyset var diffust og det var hårdt for øjnene med det hvide, skarpe og diffuse lys, som udviskede konturerne.
Nu her til aften, blæser det, samtidig med at der falder lidt sne, så jeg misunder overhovedet ikke alle løberne, som har været igennem ca 60 km. i hårdt lys og kedeligt vejr, at de nu ligger i et lille telt midt ude i naturen og skal finde hvile og kræfter, så de igen i morgen kan løbe ca. 60 km.
Jeg klager mig over min krop.
Den er radbrækket af de underlige og mærkelige arbejdsstillinger, som jeg har indtaget mens jeg byggede is-igloen.
Jeg formåede at daske til min højre hånd, så jeg har svært ved at bøje hånden og mine knæ er smadrede af, at blive ligget på i 8 timer i næsten stræk på klumper af kold is.
I dag, da jeg kørte ud på snescooteren for at være med til at fotografere for ACR følte jeg derfor flad og uoplagt og det blev ikke til særligt mange billeder, så da klokken var lidt over 15, kørte jeg meget langsomt tilbage til byen igen. Jeg følte ikke der var nogen grund til at plage livet af hverken mig selv eller andre for nogle dårlige billeder.
Du kan til hver en tid kigge ind forbi på ACRs hjemmeside og deres facebook-side er åben for alle.
Mine billeder fra i dag, synes jeg, er jævnt kedelige og de bliver bestemt ikke sjovere at se på, ved at blive postet på blogspot, men du kan se mange flere billeder af andre fotograferer på både ACRs hjemmeside og facebookside.
Her til aften var der åben scene på Taseralik, så jeg hankede op i mit kamera og drog derned sammen med Jan.
Laura skulle spille et par sange, men vigtigst var nok, at hun havde opstillet lyd-og lysudstyret til arrangementet.
Simon var her i onsdags og kørte igen i torsdag på sin ATV og kom så tilbage igen i dag og skal køre tilbage igen i morgen.
Det er lidt indviklet, men bare han selv kan finde ud af det, er det jo fint.
Nu vil jeg finde min seng, for i morgen venter endnu en lang dag, hvor der skal fotodokumenteres ude i baglandet.
Jeg håber for ACR-deltagerne at vejret arter sig i morgen og jeg håber det endnu mere for Simons (og lidt for Simons overpylrede og bekymrede mor), når han skal køre på scooter tilbage til Kangerlussuaq.
Sov godt og hav en god lørdag
