søndag den 27. marts 2016

Jeg er fan af påskeferie!

I onsdags havde min søster fødselsdag.

Hun fyldte hverken halvt eller hel rund, men fejres, det skulle hun nu alligevel og vi kom og spiste både steg og kartofler, kager og salater, lagkage og usundheder af den søde, gode slags og vi kom og vi gik og vi gik sørme over til hende igen og fik fyldt maven op en gang til, før vi overlod dem til eget gode selskab.

Om dagen, altså inden vi overhovedet begyndte at fejre min søsters fødselsdag, sendte vi både Daniel (fødselsdagssøsterens ældste søn) og min yngste Sarapige med flyveren til Nuuk, hvor de begge har deltaget i Grønlandsmesterskaberne i snowboard.

Jeg er en stor kylling, hvad angår den sportsgren og bryder mig slet ikke om, at se, når de dyrker den.

Det ser farligt ud og kan også være det og jo ældre jeg bliver, jo mere bekymret bliver jeg for mine kære.

Dét er vist meget almindeligt at blive mere bekymrende, når man når en vis alder og selvom jeg prøver at lægge mine bekymringer væk, lurer de hele tiden lige under overfladen, når Sara er ude på sit snowboard.

Nu er konkurrencerne forbi og der er ikke sket nogen uheld. Sara er tilfreds med sin deltagelse og har, såvidt jeg har kunnet høre på hende, haft nogle gode dage og fine oplevelser.

Men i onsdags sendte vi Sara og Daniel afsted mod Nuuk, tog til kaffemik og i torsdags kørte Jan afsted på snescooteren sammen med en af sine venner, for at tjekke fjordisen.

Jeg har et lille traume med hensyn til at køre på dårlig fjordis, så jeg er også kylling, hvad det angår.

Min fornuft råber og skriger at selvfølgelig sker der ingenting og jeg skal bare slappe af og tage det roligt, men en anden meget højrøstet stemme indeni mig skriger endnu højere og overdøver fuldstændigt og aldeles fornuftens fine og .. fornuftige argumenter.

Jan ringede fra satellittelefonen og sagde ikke andet end: “ kan du så få noget tøj på, gøre dig klar og komme afsted. Jeg henter dig lige nu” så jeg drønede rundt, købte lidt proviant, løb rundt om mig selv og tog en runde mere om mig selv og var klar akkurat, som Jan holdt nede foran vores hus.

Solen skinnede fra en dybblå, smuk og klar himmel  og vi kørte afsted på det fineste spor.

Vi var akkurat lige kommet ind til hytten, før de første gæster stoppede deres snescootere og så gik det da ellers lige slag i slag.

Når det ene hold kørte, kom det næste hold gæster og dagen fløj afsted mens vi sad udenfor med folk, der kom forbi og ville hilse på og drikke en kop kaffe sammen med os og lige pludseligt var det aften og solen var træt og listede ned bag fjeldet for at overlade den smukke scene til natten med alle dens mange, lavthængende, blinkende stjerner.

Vi spiste god mad, sad i olielampens hyggelige skær og hyggede med hver vores.

Jeg læste en e-bog færdig og Jan syslede med opvask, oprydning afbrudt af nogle hyggestunder med kaffekoppen.

Man sover altså bare så fantastisk ude i den hytte i den store stilhed i det naturlige mørke med stjernerne vidende at man kan sove akkurat til man ikke orker mere.

Intet skal nåes og intet haster.

Der er ingen internetforbindelse, ingen mobildækning, ingen radio, intet fjernsyn og ingen anden underholdning end den du selv kan diske op med.

Der er intet rindende vand og derfor ingen rør, der gurgler, – skibsovnen kan finde på at klukke lidt og ellers er der kun fjord-isens sjældne knirken at høre.

Det giver en sjælden ro, som er ualmindelig svær at beskrive.

Det burde være ethvert menneske forundt at opleve den ro og den fred, som man kan opleve sådan et sted. Du kan med garanti også finde den andre steder, men indtil nu har jeg kun oplevet den i vores lillebitte hytte, hvor der ingen menneskabte lyde er, andre end dem, som vi selv laver og dem laver vi så ikke så forfærdeligt mange af, når vi er derude.

Næste morgen stillede jeg mit kamera ned til isfoden.

Sidste år skulle jeg holde et foredrag og jeg skulle nærmest selv finde på noget at sige, så jeg fortalte lidt om mit ganske almindelige, hverdags-liv, som så ikke er så forfærdeligt almindeligt i forhold til, hvad et ganske almindeligt liv, er andre steder på kloden.. viser det sig.

Rigtig mange ting, som jeg tager for givet og som jeg overhovedet ikke tænker over, blev der spurgt meget ind til. Foreksempel var der nogen, som ikke havde skænket det en tanke, at isen som lægger sig i fjorden og nogen steder på havet, naturligvis følger med tidevandet op og ned.

Her i Sisimiut er tidevandsforskellen på ca 4 meter. Det vil jo sige, at isen flytter sig ca 4 meter op og ned sammen med tidevandet og det kan jo faktisk ses, hvis man sætter sig ned og ser efter..  eller sætter sit kamera til at tage billeder af isen over en længere periode og det var så det, jeg ville.

Det lykkedes såmænd næsten også, bortset fra at batteriet på mit kamera løb tør for strøm, så jeg kun fik taget billeder af ca 4 timers tidevands-stigning/falden og faktisk var der kun en tidevandsforskel på 3,8 meter i fredags, så helt retvisende er min lille (mislykkede) timelapse ikke, men jeg har ikke helt opgivet at gøre det igen og få taget billederne, så man kan se det over et lidt længere tidsrum.

Der er nogle “gaps” i mine billeder og jeg ved ikke hvorfor. De er meget forstyrrende, men hvis du ser den lillebitte filmsekvens igennem et par gange og hvis du fokuserer på isen (og ikke på solen og himlen og de der få snescootere, der drøner forbi) så kan du faktisk fornemme isens falden med tidevandet)

(aargh, så vil det ikke rigtig virke med det der ju-tjup, argh)

Selvom det er mislykket, kan du måske fornemme isens vandring en smule??

Som sagt havde vi besøg hele tiden. Det var hyggeligt og det var især hyggeligt at Dudi helt og aldeles uplanlagt kom forbi.

Vi sad længe i solen, drak kaffe og sad lidt mere i solen og pulsen faldt og skuldrene sank helt ned på plads. Hun skulle vist tage sig alvorligt sammen for at vende næsen hjemad igen og for os var det pludseligt aften og dagen var gået med sol, kaffe og masser af afvekslende, hyggeligt, roligt selskab.

I går skulle jeg til møde om aften.

Vejret var også slået om til gråt/hvidt og blæsende, så det var de helt rigtige dage, vi var afsted i og den rigtige dag vi tog hjem på

20160324_0079

20160324_009320160324_009520160324_0098

20160325_0003

20160325_0009

20160325_0011

20160325_0023

20160325_0034

20160325_0058

20160325_0066

20160325_0070

20160325_0076

Jeg har sagt ja til at til igen at få taget lidt billeder under Arctic Circle Race, så jeg skulle lige mødes med de andre, som også skal tage nogle billeder og min søster gav chili con carne. Jamen, hvad er der ikke at være glad over?

(du kan forøvrigt se billeder fra nogle af de forgående år, ved at følge dette link)

 

I aften var der fin og god påskemiddag hos min mor, hvor vi spiste os en pukkel på i godt, grønlandsk lammekølle og fin og let citronfromage.

Jeg er så mæt, at øjnene er ved at trille ud af hovedet.. puh, hvor var det godt.

I morgen vender snowboarderne hjem fra Nuuk.

De skal hentes og de skal have deres påskeæg.

Denne uge har været god ved mig. Jeg har også trængt til den og jeg har nydt den i så fulde drag. Den måtte såmænd godt have varet en uge eller to længere, men jeg vil ikke klage, for denne uge gjorde godt.

På tirsdag lægger jeg hårdt ud igen og det med at lave en is-iglo sammen med mine elever og nogle af mine kollegaer.

Jeg vil ikke bekymre mig om hverken om vejret vil være med os (om der er frost nok) eller om vi kan nå at blive færdige inden torsdag. Jeg vil ikke bekymre mig om, om det bliver godt eller ej og jeg vil ikke bekymre mig om at være bekymret, selvom det måske er det, som jeg er en lille smule?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding