"Løse" håndled

 I mandags var jeg til et møde, som sluttede tidligt og jeg kunne gå fra arbejde allerede kl 14.

Det sker ikke så tit, og da Jan også kunne gå tidligt, var det jo oplagt at vi fandt på et eller andet sammen.

Det har været en underlig vinter, hvor sneen lagde sig, fløj af, smeltede eller regnede væk.

Regnen og det optøede sne, frøs til is og når det så har sneet igen, har sneen lagt sig oven på den hårde glatte is, som så igen er fløjet af. 

Inde i baglandet, ser der lidt bedre ud med sneen, men herude i byen er der is-glat, hårdt og nogen steder farligt at færdes.

Jan og jeg kørte i søndags ud på snescooter og da vi kørte hjem, kunne vi se at der var nogle som havde vovet sig ud på hundeslæde.

Vi havde været tilbageholdende. Et er at der er meget glat, men når der ikke er sne, er der ikke mulighed for at hundene kan slikke sne op, hvis de skal have væske, så vi var ikke kørt ud på slæde, selvom vi meget gerne ville.

Da vi så så at vandsøen/Oqummiannguup tasia var frosset til og at der lå lidt sne på og at der kørte slæder afsted, tænkte vi mandags at vi ville køre en lillebitte tur med få hunde og gjorde hurtigt klar.

Vi skiftede tøj og tog ned til hundene.

Jan begyndte at give hundene seler på, mens jeg gjorde slæden klar.

Vi var næsten klar, da jeg kunne høre et tungt bump bagved mig. Da jeg vendte mig om lå Jan på det isglatte underlag med sin højre arm i vejret.

Han krydrede sine bandeord med et par AV-AV og jeg kunne høre på ham, at det gjorde rigtigt ondt.

Han kom op og stå og viste så sin hånd. Umiddelbart var det ikke noget at se, men han klagede over smerter og sagde at han ikke ville kunne køre slæde, så jeg gik i gang med at tage selerne af hundene igen, pakke slæden sammen og fodrede så de forventningsfulde hunde, der skuffet måtte tage til takke med en omgang foder uden at have været ude og rende foran slæden.

Vi blev enige om at det nok var bedst at slå turen omkring sygehuset, for hånden hævede op og han havde fortsat ond.

På sygehuset blev hånden røntgenfotograferet og der blev lagt et elastikbind om håndleddet, hvor hævelsen og smerterne var størst.

Der var ikke umiddelbart noget åbenlyst brækket.

Næste dag ringede de dog fra sygehuset og fortalte at de havde sendt røntgenbilledet ind til en røntgenlæge, som kunne se en lille fraktur. 

Heldigvis var det et ukompliceret og lille, rent brud på håndleddet, så han skulle komme tilbage og få lagt en gips på håndleddet, som skulle sidde der i 6 uger.

Laura skulle komme tirsdag dagen efter kl 12 med flyveren fra Nuuk og Jan skulle have lagt gips på kl 14, så vi skulle have tingene til at gå op i en højere enhed.

Laura landede med flyveren planmæssigt kl 12 men de (Lauras pronomener er de/dem) var så syg med influenza at de bare skulle køres direkte hjem og i seng. 

Jeg måtte ringe til mit arbejde og aflyse et møde, så jeg kunne køre Jan på sygehuset, så gipsen kunne lægges.

Mens han ventede på at få lagt gipsen på, kunne jeg passende køre ned og hente 3x20 kg hundefoder. Jeg var lidt loren ved at skulle gå med sækkene på det glatte underlag, så jeg fandt et kurebræt i butikken så jeg kunne trække sækkene efter mig. 

Tilbage til Jan, som blev kørt hjem, så armen kunne holdes hævet.

Han kan gå på arbejde, men jeg skal finde på et eller andet som han kan bruge som vante, for der er blevet koldt og blæsende. 

Laura har stort set ikke været på benene, men ligger syg i sengen. Jeg forsøger at agere hjælp med kamillete, pamoler, lommetørklæder, varm suppe og strepsils.

Der skal stadig sørges for hundene og hjemmet, så jeg forsøger at få puslespillet til at gå op i en højere enhed, mens jeg priser mig lykkelig for at det jo heldigvis er midlertidige uheld/sygdom som vi døjer med.

Der er mange, som er syge heroppe med influenza. 

Jeg tager mine vitaminpiller og vasker hænder i håb om, at det gør en forskel.

Min lille Hvalp "Ingo" er ved at være stor. Han har hele tiden været en stor hund af sin alder.

Han er 15 uger gammel -3 1/2 mdr. Han er enebarn og har ikke skulle dele mælk og mad med nogen. Det ses  tydeligt.. både i størrelse og adfærd.

Han er en charmetrold

Barrikader

 Jeg gik på barrikaderne i går.

Min yngste søster skrev til Lena ( mellemste søster) og mig over messenger i fredags kl 11.30 at vi burde gøre noget tilsvarende her i byen (se link) som i Nuuk og vi aftalte over messenger, at hun skulle oprette en begivenhed på facebook og hun ringede til politiet for at få deres accept til at vi også her kunne gå en runde i byen med flag og skilte.

Foto: Aqqalunnguaq Heilmann (Aqqalulaat)

Det skulle være en fredelig demonstration, hvor vi ville vise, at vi ikke accepterede de udtalelser, som USAs leder fortsat bliver ved med at komme med i forbindelse med vores land.

Alle partiledere havde forinden i fællesskab skrevet en pressemeddelse, hvor de tager afstand fra D.Ts ytringer som er meget klar og tydelig:

"Pressemeddelelse

USA´s præsident har igen gentaget ønsket om annektering og kontrol af Grønland på et møde med Generalsekretæren for NATO den 13. marts 2025.

I den forbindelse har formændene for alle de partier, der er indvalgt til Inatsisartut – Demokraatit, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Atassut – følgende udtalelse:

” Vi - alle partiformænd - kan ikke acceptere de gentagne udtalelser om annektering og kontrol med Grønland. Vi finder som partiformænd denne adfærd uacceptabel over for venner og allierede i en forsvarsalliance.

Vi, som lederne af samtlige partier i Inatsisartut i Grønland, skal understrege at Grønland fortsætter arbejdet for Grønland, der allerede pågår gennem diplomatiske kanaler i henhold til internationale love og regler.

Vi står alle bag denne indsats og tager skarp afstand fra forsøg på skabelse af splid. Grønland er ét land, som vil alle står bag.”

Inussiarnersumik / Med venlig hilsen

Jens Frederik Nielsen, Demokraatit

Pele Broberg, Naleraq

Múte B. Egede, Inuit Ataqatigiit

Vivian Motzfeldt, Siumut

Aqqalu C. Jeremiassen, Atassut "

Jeg er personligt så ked af at læse, -og er derfor også holdt op, de kommentarer, som der hele tiden er, på alle artikler og skrivelser om Grønland.

Nedladende, hånlige, dumme og hadske kommentarer om, at vi heroppe kun er en udgift, en byrde og et folk, som ikke kan tænke eller agere selv.

Jeg går ud fra at kommentarerne hovedsageligt kommer fra folk, som ved for lidt om vores historie og rigsfællesskab.

At vi er så få betyder altså ikke at man bare kan skalte og forvalte med os, vores liv og vores land, som det passer andre burde være indlysende, men er det desværre ikke for rigtig mange skærmkrigere, som sidder ved tastaturene og skriver meget grimt om os.

Et er at D.T. gentagne gange siger at han vil overtage vores land, annektere os og få magten over vores land er en ting, men det mest skræmmende og fornedrende er at folk, som sidder sammen med ham griner, som om han var stand-up komiker der er kommet med noget morsomt, er græmmende.

Hver gang jeg har set klippet på TV bliver jeg utryg.

Tankerne ligger og lurer lige under overfladen.

Jeg ved at jeg ikke er den eneste.

Folk rundt omkring i verden er utrygge, bange og skræmte over den politik, som D.T kører.

Respekt, empati, medmenneskelighed, omsorg og forståelse burde være drivkraften,- den største af alle, for alle landes ledere og ikke et ønske om egen vinding.

Jeg håber snart at vi får lidt mere ro i verden og at en vis herre snart besinder sig.

At miste langsomt

 Jeg var ude hos min far på plejehjemmet i går aftes. 

Det er jeg ca ude og besøge ham 1-2  gange om ugen gennemsnitligt. 

Mine søstre og jeg skiftes til at besøge ham om aftenen sådan ca hveranden-hver tredie aften. 

Vores mor er derude hver dag i ca 2 timer. Uanset vejr og vind. Uanset hvad.. ligemeget  hvad.

Ofte henter Jan og jeg min mor derude fra,  når vi får fri og kører hende i butikken og derefter hjem og på den måde følger vi også med i min fars sygdomsudvikling.

I går hentede vi min mor ude fra plejehjemmet, hvor hun havde besøgt vores far og efter aftensmaden kørte Jan og jeg ud for at besøge ham.

Han har glemt, hvordan man går og han får ofte maden galt i halsen, så de er begyndt at blende meget af hans mad og han får fortykningsmiddel i væsken.

Han har næsten ikke noget sprog mere. 

Han hakker og stammer voldsomt og inden han når så langt i sine sætninger, har han enten glemt, hvad han vil sige eller så giver han op.

Allederede inden han kom ud på plejehjemmet for snart 5 år siden, fik han opsat et permanent kateter til blæren, da kroppen ikke selv tømte blæren og der har været gentagne urinvejsinfektioner og betændelser, men i det store hele fungerer kateteret, som det skal.

Når jeg kommer ud til ham plejer jeg at hilse på ham.. selvfølgeligt.

"Hej far" og normalt plejer han, nogen gange efter lidt tøven, at hilse tilbage: "Hej Dorthe".

De sidste par måneder har han blot sagt hej og jeg har skullet fortælle ham, at "det er mig, Dorthe, din ældste datter"

I går da jeg kom ud til ham så han helt blank ud. Det var meget tydeligt at han ikke forbandt mig med noget som helst og der var ingen genkendelse.

Jeg fortalte ham hvem jeg var et par gange og måske, måske ikke genkendte han mig gradvist.

Han kikkede på Jan, som sædvanligt var med mig og der var der heller ikke meget genkendelse.

Vi sad vi bordet og jeg tog hans hånd og snakkede med ham stille og roligt om løst og fast. 

Jeg snakkede om ham og fortalte ham om episoder fra hans liv, som han har fortalt os. Fra hans ungdom og indimellem kunne han nikke, sige ja eller nej.

Da jeg rejste mig for at hente hans te, som stod og afkølede med fortykningsmiddel i, græd jeg.

Livets små glæder, som smør på den tørre bolle, den lune te, den gode mad, at kunne komme lidt ud i den friske luft, at sysle med småting og ikke mindst for min far,- de søde kager er væk.

Han har sandsynligvis glemt dem alle, men det har jeg ikke og jeg græd over hans tab.

Jeg græd også lidt for mig selv.

Jeg ville så gerne, at han stadig kan huske sine børn. 

Mine søstre og mig. 

Jeg vil så gerne, at han kan huske sine børnebørn, min søsters drenge og mine børn.

Man siger at det er de pårørendes sygdom og sorg, når et familiemedlem får sygdommen demens, men i går græd jeg på min fars vegne for han ved ikke engang at han mister mere og mere, kan mindre og mindre og han nu er så langt væk fra, hvad han var før, hvad han kunne før og hvad han ville før.

Der er efterhånden gået så mange år, hvor han har haft denne frygtelige sygdom, hvor han langsomt, men meget sikkert har mistet mere og mere af sig selv både kognitivt, fysisk og emotionelt, at jeg er ved at glemme hvordan han virkeligt var, hvordan hans stemme lød, hvordan hans energi var og hvordan vores relation var. 

Lige nu kan jeg kun genkalde mig de sidste 5-7 år. 

Det piner mig at også jeg er ved at miste de gode minder om, hvordan han virkeligt var. 

Jeg har set små videoklip, hvor jeg har genlevet ham og jeg har kigget billeder og forsøgt at genoplive ham fra før hans sygdom, i min hukommelse, men virkeligheden vender tilbage som en nådesløs boomerang.

Nogle dage er det svært at acceptere at den skikkelige, gode mand, som med tålmodighed og en skarp hjerne, sidder med et helt blank blik og ser på mig uden at genkende mig. 

Den mand, som passede mig i dagstimerne alene de første leve-måneder af mit liv fordi min mor ikke havde barsel, den mand, som ifølge ham selv, lærte mig at gå, den mand som var min primære omsorgs-person allerede inden det blev acceptabelt at fædre passede deres børn, passede mig. 

Han sad og holdt mig i hånden, legede med min ring, trykkede mine fingerspidser og klemte så mine hænder  igen. Måske kan hans krop og hans sanser huske mig? Måske ikke. 

Jeg må tage til takke med, at jeg husker ham.. så godt jeg nu kan. At jeg ved hvem han er og hvem han var. 

Jeg må tage til takke med at jeg stadig kan huske, hvad han har gjort for mig, for mine søstre, for min mor og for resten af familien. Takke for hvad vi fik og hvad vi stadig har, selvom jeg ville ønske at vi måske havde fået noget andet.

Så hvis du ser mig i dag med røde øjne, så ved du hvorfor.

Et tiltrængt frikvarter

Kvindernes internationale kampdag i går, fyldte mine forskellige sociale medier med både opfordringer og glade ansigter. 

Der var forskellige arrangementer rundt om i landet.  

I Grønlands kulturhus i Nuuk Katuaq, kan jeg se, at der har været en uforglemmelig koncert med kvindelige musikere og her i Sisimiut var der et arrangement ude på restaurant Nasaasaaq. 

Normalt og indtil i går ønsker jeg altid at dagen bliver markeret med alt, hvad vi kvinder stadig bør kæmpe for, -ikke bare for os selv her i landet, men også for kvinder i andre lande.

-menneskerettigheder

-fri abort

-ligeløn

-partnervold, partnermord

osv., men i går ønskede jeg at lade dagen være fyldt med positive, styrkende tanker oven på alt, hvad vi heroppe og over hele verden bliver bombarderet med for tiden.

Især truslen..ja, for mig og mange andre heroppe er det en trussel, USAs ønske om at overtage og ja, vel nærmest besætte os, ligger og truer min og mange andres sjælefred hele tiden. 

Jeg er urolig og hvis jeg giver tankerne frit løb, så vender de tilbage til lige netop de mange problemstillinger, som hele tiden dukker op i medierne.

Og det er så også en anden ting, som jeg, ikke bare i går, men de sidste mange dage har undgået: medierne.

Jeg har bevidst fravalgt at se de sidste vælgermøder i tv, og jeg har kun en eneste gang åbnet for et socialt medie, hvor en politiker i skinger stemme, råbte mig ind i ansigtet med argumenter for, hvorfor jeg skulle stemme lige netop på deres parti. 

Jeg skyndte mig at lukke ned og klikke over på noget helt andet, for jeg vil ikke råbes ad og jeg vil ikke have at vide, hvor dum jeg er.. selvom jeg måske er det, og ifald jeg er, så vil jeg oplyses, undervises og med tålmodighed fortælles om hvilke oplysninger og hvilken viden jeg er gået glip af.

Jeg ønsker også rettigheder som grønlænder og jeg  ønsker også, at vi som folk, bliver behandlet med respekt og værdighed som alle andre.

Jeg ønsker også at vi selv skal have en større indflydelse og mere medbestemmelse, når det gælder vores eget land.. lige nu kan vi jo (stort set) ikke indgå nogen som helst aftaler uden at få en godkendelse fra Danmark.

Det fylder så ufatteligt meget i valgkampen, at man næsten skulle tro, at det var det kun var det som vi skulle stemme om: statsdannelse og selvstændighed.

Der har været journalister heroppe,  (hvis du spoler frem til 36.min, ser du Laura, mit mellemste barn udtale sig)og de har dækket valgkampen nærmest fra inderst til yderst og jeg takker for at have bragt Grønland og grønlænderne ind i de danske hjem så Danmark har løftet hovedet lidt og set sig lidt om i vores såkaldte Rigs-fællesskab. 

Der har i mange og alt for lange perioder ikke været meget fælles over Riget og i alt for mange år, har det vel kun været når Dronningen i sin nytårstale sendte os sin nytårshilsen, at mange kom i tanke om, at vi faktisk eksisterede?

USAs præsident kiggede over strædet, over mod os, over mod sit land, men nu må han sådan set gerne kikke den anden vej igen og se ind i sit eget land, hvor der er massive problemer, som han kunne tage fat på i stedet.

Han kunne kikke lidt på deres uddannelsessystem fx., hvis du spørger mig.

Jo bedre folk er uddannet, jo mindre tilbøjelige er de vel for at være til fals for store folkeforførere, som lover hurtige løsninger om velstand og forbedringer.

Han kunne også kikke lidt på deres sundhedssystem, som jo ikke er til gavn for alle og slet ikke de helt fattige.

Jeg tilmeldte mig gårsdagens aftenarrangement i sidste øjeblik.

Der blev serveret rigtig god mad og stemningen var god og fornøjelig. Der blev snakket, grint og drøftet alt muligt ved bordene.

Følelsen af fælleskab og samhørighed.

Jeg havde takket nej til at tage billeder, som jeg ellers plejer hver år.

Min energi har skrantet lidt de sidste par måneder og nej, jeg er hverken syg eller deprimeret.

De sidste par mange år, har jeg bare givet lidt for meget af mig selv til frivilligt arbejde og siden sommer, har jeg gjort mig tanker om, hvad min tid skal bruges til.

Tankerne er især opstået fordi der jo ikke er så lang tid til at jeg kan gå pension, hvis jeg vil og jeg prøver at organisere, arrangere og planlægge, hvad min tid og energi skal bruges til i fremtiden.

Især min psykiske energi, har jeg brugt tid at tænke på, så derfor har jeg sagt nej til noget og ja til andet for at føle efter om det var gode eller dårlige valg.

Jeg deltog som ganske almindelig med indkøbt billet, spiste med i ro og mag og nød for en gangs skyld ikke at skulle bombarderes med tanker om fremtiden, politik eller andre tunge ting.

Arrangørerne havde bevidst fravalgt disse emner og havde i stedet bedt to brave, modige og seje kvinder, som de første grønlandske kvinder uden selskab af mænd, har krydset Indlandsisen.

De fortalte om deres oplevelser og erfaringer om hvordan de senere har kunnet bruges disse. 

De fortalte om vigtigheden af at have veninder, som de kan dele både gode og dårlige oplevelser med, hvordan man med sine veninder kan sparre og udvikle sig.

De var opmuntrende i deres fremlæggelse til at kvinder sammen kunne gøre så meget både for os selv, men også for andre.

Aftenen var krydret med to andre kvinder, som underholdt med sang.

Slutteligt blev en kvinde kaldt på scenen. 

Andre kvinder havde sendt ind til komiteen og opfordret til hun i år skulle nomineres som årets kvinde. Det er så fin en gestus. 

Man kan genkende sig selv i de daglige kampe, som den enkelte kvinde kæmper, udkæmper og overvinder, så argumenterne for valget af årets kvinde bliver læst op. 

Man føler sig set, hørt og føler at man alligevel ikke går i stilhed, men at ens med-kvinder/mennesker anerkender det arbejde man lægger i at få familie-og arbejdsliv til at fungere for en selv og for resten af samfundet.

Jeg fik et lille opmuntrende frikvarter i en verden, som lige nu virker kaotisk, skræmmende og utryg.

Jan og jeg var ude og køre en ultrakort tur med vores hunde, hvor vi forsøgsvis efterlod vores to ældste hunde, hvoraf den ene er bas- førerhund. 

Han er blevet så overbevist om sin rolle, at han efterlader de andre hunde skræmte, bange og uvillige til at samarbejde. 

Der var straks to andre, som så muligheden i at overtage lederskabet og det skabte kaos og voldsomme slåskampe og de, som i forvejen var bange og utrygge, blev endnu mere bange og endte i den forkerte side af slæden, -nemlig bagved, hvor de lagde sig fladt ned og hverken ville det ene og det andet.

Dét kunne være et så fint billede på de politiske scener som udspiller sig disse dage. 

Vi fik med møje og besvær alle hundene på benene og endda til at trække i samme retning, nogle mere end andre og vi kom helskindede hjem, hundene med store "krigsskader" og Jan og mig med psyker, som var skrøbelige og forslåede.

Faktisk fik min indre uro også lidt ekstra at køre i i går, da der i var et hus som nedbrændte. 

Det var skræmmende og forfærdeligt at se, men vi bor i et lille samfund, så der var lynhurtigt (en kvinde) folk, som fik etableret en  indsamling til manden, som mistede alt ved branden. 

Heroppe hersker den totale tro på individualisme ikke helt endnu. 

Vi samles stadig om at overleve sammen som flok og jeg vil have dette i mente resten af dagen og fremover, mens jeg venter på udfaldet af afstemningen på tirsdag

Min mor i Information

 Et hurtigt : “HEJ” og for at gøre opmærksom på noget 

Har du mulighed for at læse “information”?

Der er en artikel, som min mor er med i, hvor hun bliver interviewet.

Det er en udmærket artikel, men billederne… De er fantastiske. 

Billedet af min far og mor, er så rørende, smukt, stemningsfuld, så sigende, ømt og … ja bare smukt.

Det er Sigrid Nygaard, som står bag de smukke, flotte fotos.

Sigrid, må jeg ikke nok låne/ bruge dit billede af mine forældre og lægge det op her <3

Update:

Sigrid skrev til mig og gav mig lov til at bruge billedet.

Tak. Nu kan I også få glæde af det