mandag den 2. november 2020

Modvægt og ligevægt

Jeg skriver for at huske mig selv på dette:

 

I sommer, da min far havde det rigtig skidt og var indlagt på sygehuset, gjorde Jan og jeg os umage med at huske at komme ud og opleve noget godt, som kunne opveje alt det tunge og triste.



Vi var bevidste om, at der skulle skabes ligevægt og modvægt.

Vi gjorde os umage med at skabe positive minder og vi gjorde os umage med at komme ud af huset og opleve andet end sygdom og tunge tanker.

(billedet er fra slutningen af september)


Så satte hverdagen ind.

Ferien sluttede og pigerne rejste hver til deres.

Arbejdet blev skudt i gang og alting skulle komprimeres og presses ind i hverdags-livets små og trange rammer.

Min far kom på plejehjemmet inden vi startede på arbejdet og stiltiende er vi kommet frem til at min mor sidder sammen med ham om eftermiddagen og at en af os tre, af hans døtre sidder sammen med ham om aftenen indtil kl ca 22.00-22.30

Når jeg besøger ham, ser vi ofte fjernsyn og det afføder en masse samtaler om alt muligt. 

Det er smalltalk og ikke altid særligt dybsindigt, men det er ofte hyggeligt og kan minde om normale hverdags-tilstande.

Ofte har jeg mit strikke-tøj med og jeg får da strikket et par omgange eller to og det kan vi også ofte få en lang samtale over.

Ingenting og alting.

Det er jo stadig under et 1/2 år siden at min far fik brug for hjælp og var nødsaget til at flytte på pleje-hjemnmet, så selvom vi er ved at finde et leje, som kan ligne noget rytme og rutine, så er der stadig mange ting, som er nye og uvante.

Vi kan endnu ikke bruge ordet :plejer og sådan gør vi.


Der har været store ændringer i mit liv de sidste 3-4 år.

Jeg har skiftet afdeling på mit arbejde, fik nye funktioner og skiftede afdeling igen og fik endnu engang en ny og anden funktion, samtidig med at mine børn flyttede hjemmefra og i foråret inden min far blev så syg, blev jeg trinleder for det nye trin/afdeling, som jeg skulle på og samtidig skulle jeg starte på en lederuddannelse.

Jeg ville så gerne alt det nye, men da min private og hjemlige hverdag ændrede sig, kunne jeg godt mærke at det var lidt af en for stor mundfuld, når alt det velkendte og det jeg plejede, var væk.

Hvis jeg stiller mig på en stor sten og ser det hele udefra, så er der også fordele ved at ingenting er som det plejer og at jeg skal starte helt forfra, men inde i mit hoved ramler det fuldstændigt sammen nogen dage og er kaotisk og jeg kan ikke læne mig op ad rutiner og gentagelser.

Jan og jeg prøver, nærmest desperate at presse noget godt ind i hverdagen for at give modvægt til alle de nye ting, som fylder og som kan være svære, men døgnet har kun 24 timer, så det er nogen uger kun de meget små ting, der kan fyldes på.

Een af de gode ting er, at jeg, sammen med min mellemste søster har investeret i en elektrisk rok.

En spinderok.

Jeg fik i foråret en pose med noget 2. sorterings moskus-uld og med den nye elektriske spinderok og en indmelding på aftensskolen, hvor jeg går til spinding hver tirsdag, er jeg nu kommet så langt, at jeg er i gang med at tvinde mit første hjemmespundne moskusgarn med noget færdigkøbt cashmere.

At sidde foran den elektriske spinderok og fodre den i mekanisk, gentagen rytme med blød, dunet uld, kan være noget nær meditativt og afslappende og inden jul, kan jeg slå masker op i mit eget garn.

Altså bortset fra, at jeg næsten ikke nænner at bruge mit garn, som er vanvittigt blødt og luksus udover alle gængse grænser.


Jeg strikker meget for tiden, men jeg får ikke særligt meget færdiggjort.

Hver gang der bare er den mindste mulighed for at strikke en omgang eller to.

Før i tiden, ville jeg måske have tændt en smøg og taget mig en pause på den måde, men nu hiver jeg strikkepinden frem.

Der er ret mange mislykkedes projekter, men det er fordelen ved strik, at man kan hive det hele af pinden og starte forfra. 


Jan og jeg prøver også at komme i hytten hver weekend, men nu går sejlsæsonen på hæld og båden skal meget snart på land.


Vi har været ude og gå, hver gang vi har været i hytten og jeg har hver gang vi har været ude i fjeldet, samlet urter, som jeg har tørret.

De er nu blandet sammen med en grøn sencha helt uden duft og smag og når jeg hælder det kogende vand udover blandingen, kan jeg dufte fjeldet igen og næsten mærke sommerens varme sol på min hud.



Hvergang jeg åbner min bærbare, så dukker et billede op som jeg tog i efteråret. 

Det er taget fra et af mine yndlingspletter i fjeldet.



Selvom man ikke er ramt af livets bagside, skal man huske at skabe gode minder. 

At huske at fylde op med positive og livgivende oplevelser, som sjælen og humøret kan leve af.


Jeg kan mærke, at jeg skal i gang igen med at fylde det der depot op, hvor jeg henter energi og sjæleføde fra.

Der må gerne være et overskud, så der er noget at give af.


I sommer på een af vores gå-ture, mødte vi to moskusokser.

Den ene var ret nysgerrig og ville vist gerne have været tættere på os og studeret, hvad vi var for nogle.

Selvom interessen var gensidig, var jeg dog ikke interesseret i at komme tættere på, for sådan nogle moskusokser kan faktisk godt blive lidt farlige. 

De kan stange og de kan komme til at veje over 400 kg og så er det at jeg bare gerne vil stå i sikker afstand og betragte gennem et kamera-objektiv med mulighed for hurtig og sikker flugt.









Jeg har aldrig før lagt mærke til at moskusokser har så søde ører. 



Hav en god uge 



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.