torsdag den 22. august 2019

nyt på nyt

Siden sidst:

Jeg kom til tandlægen , for han var så flink at finde en anden tid til mig.
Vi skulle være landet fredag aften, men med aflysninger, udsættelser, strandinger og forsinkelser nåede vi frem tirsdag tidligt om morgenen.



 Der var blevet rykket rundt og lagt puslespil i tandlægetiderne for at jeg kunne komme til.
Jeg fik sovet 1 1/2 time i Lauras seng og tog så bussen ind til midtbyen, hvor tandlægen holder til og fik lavet det jeg skulle have lavet: en bro over en tand, som manglede.

Årsagen til at jeg overhovedet skulle have lavet den bro, var at det kun var et spørgsmål om tid før den bagerste tand flækkede, knækkede og skulle hives ud og det kan jeg ikke leve med, så jeg har sparet penge sammen i rigtig, rigtig lang tid og fik samlet nok sammen til at det kunne blive denne sommer.
Herligheden blev sat på plads den 08 juli og det gik rigtig fint og jeg var glad.. lige indtil den 06. august, hvor broen knækkede og hele herligheden nu sidder løst og den ene af mine tænder er ømme.
Og nej jeg har ikke tygget i noget hårdt eller noget sejt. Jeg har været forsigtig og passet på og da det knækkede havde jeg faktisk ikke noget i munden og lavede ikke anden end at gå op ad trappen.

Nu skal jeg så have det ordnet og der er heldigvis garanti på det, men jeg skal selv betale for rejsen til Danmark og oveni de 21000 kr som det kostede i første omgang, kan jeg så spytte yderligere  godt 6000 oveni.



Jeg prøver ikke at ærgre mig og jeg prøver at sige til mig selv at det kun er penge, men jeg er ikke helt i mål med at vende det.
Jeg bliver nødt til at vente lidt, ignorere ømheden, tygge kun med den ene side, være ekstremt forsigtig for jeg kunne ikke finde en billig billet til før starten næste måned. "Sur røv" har jeg mest af alt lyst til at skrige, men jeg lader pænt være.


Sommerferien blev også forkortet lidt.
Sara gik rundt herhjemme og Laura var rejst til Qaqortoq, hvor hun skulle undervise i musik og jeg savnede Sara og ville være sammen med hende, så beslutningen om, at rejse hjem en lille uge før tid, var såmænd ikke så svær at tage, selvom vi havde det hyggeligt hos farfar.

Tilbage på vores faste adresse gik tiden med at hygge med Sara og hendes kæreste Max, at forberede min mors 75 års fødselsdag, som min onkel og hans samlever rejste op for at deltage i og derfor boede hos os og lige pludseligt er vi tilbage i hverdagen.







Jeg har valgt at forlade specialklasseafdelingen, som jeg har arbejdet i i små 20 år.
Jeg valgte ved samme lejlighed også at forlade min funktion som rådgivningslærer for specialundervisningen og er startet som ganske almindelig lærer i yngestrinnet.
Nogen mener det er et underligt valg, men jeg trængte til noget som gav nogle flere positive undervisningsoplevelser og selv om jeg drøner rundt som en flue i et syltetøjsglas i disse dage og prøver at finde hoved og hale i det hele, så håber jeg at tingene falder på plads.

Selvom det er den samme bygning jeg arbejder i, så er det helt nye elever, helt nye kollegaer, helt nye klasselokaler og helt nye arbejdsgange og ydermere er det ca 25 år siden jeg underviste så små elever.
Dét er svært og jeg er megamega træt om eftermiddagen og besvimer tidligt på aftenen.

Jeg har haft massive søvnproblemer de sidste par års tid, så jeg er ydermere i gang med at forsøge at ændre søvnvaner, så jeg har overskud til alt det nye.

Ude i hytten er alt ved det gode vante.




Det til trods for at der har været en voldsom naturbrand længere inde i fjorden, som har givet alvorlige rygproblemer den ene af gangene vi sov i hytten.



Branden varede i over en måned og blussede så kraftigt op at man blev nødt til at kontakte beredskabsstyrelsen for at få hjælp og de kom heldigvis op med noget materiel og mandskab, som vi ikke har og sammen med de frivillige lokale brandfolk, fik de slukket for ilden.

Et kæmpestort stykke fjeld er brændt fuldstændigt ned. Da det var værst, kunne vi herude i byen ikke have vinduer stående åben og byen var indhyllet i røg.
Det var rigtig væmmeligt, uhyggeligt og utrygt, så det er så fedt at ilden nu er slukket.



Der var bloglæsere, der skrev til mig, efter at have set og hørt om vores brand i nyhederne og tak for omsorgen og tankerne.



Først var det branden, som bragte os i de grønlandske og danske nyheder.
Nu er det så ikke kun Sisimiut, der er i medierne, men hele landet og det har Trump sørget grundigt for.





Jeg behøver vel ikke at tilføje at jeg ikke sympatiserer meget med ham?



Forhåbentligt bliver folk verden over lidt mere nysgerrige efter at vide noget mere om Grønland, som han er så interesseret i og måske det ligefrem kan føre noget positivt med sig?



Hvem ved?






Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.