fredag den 19. januar 2018

Undskyld forstyrrelsen

Der var på et tidspunkt,hvor jeg kunne lægge en blogpost op fra mobilen via en app, men den holdt op med at fungere og nogen gange er der altså lige nogle småting jeg gerne vil dele og gemme herinde.

Det ville jo så være rart at kunne gøre det fra mobilen, som man/jeg jo altid har på mig.

Jeg søgte og fandt en app, som jeg nu gerne vil prøve.

I går fx. Var der det mest fantastiske vejr længe og gudihimlen, hvor har vi trængt til at himlen var fri for det grå dække, som har hængt over os i al for lang tid og gjort dagene tunge og lidt sværere at komme igennem.

I går var luften krystal-ren og fra morgenstunden skiftede himlen farver fra dybblå over i de mest rene marengskys-pastel farver og der var knasende koldt.

Sneen knirkede under fødderne på en og det var vinter, som en rigtig vinter skal være efter min mening.

Som sagt har jeg altid min mobil på mig, så jeg tog et par billeder med mobilen, men det yder slet ikke virkeligheden retfærdighed.

Og altså selvom min mobiltelefon tager nogenlunde billeder, så er det altså bare ikke det samme.

Om et par timer (eller 6-7) er det weekend.

Jeg har en sweater, som jeg har kæmpet med i flere uger, som skal færdiggøres.

Der er ender, som skal hæftes og den skal naturligvis vaskes inden den kan tages i brug.

Apropos vask af strik:

Der var een på en af de strikkegrupper, som jeg er med i på facebook, som ikke kunne forstå, hvor færdigt strik absolut skulle vaskes inden brug, men måske har vedkommende ikke set, hvor flot nylavet strik bliver, når det lige får en god vask og får lov at folde sig ud, maskerne får lov at lægge sig til rette og forøvrigt at man vasker butikssnavs og mange fingres berøringer ud af garnet og ikke mindst, hvis der er spindeolie og farverester i garnet.

Jeg har opdaget at jeg har strikket en fejl, men jeg ignorer den og lader være med at vise den til nogen, for er kun mig, som kan se den og ved, hvor den er.

Og hvis weekendens vejr bliver lige så fantastisk som vejret var i går og nok også bliver i dag, så skal jeg i den grad ud og nyde lyset og luften.

Hvordan ser dit vintervejr mon ud og skal du mon ud i det i weekenden?


1 kommentar:

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.