søndag den 4. oktober 2020

At fodre en ørn på en søndag

 Det var indimellem ret koldt at sejle.


Vores båd er en åben jolle, så man skal tænke sig godt om når kan klæder sig på at sejle ud.

Der er ca -2 graders frost og når man sejler i åben jolle med ca 25 knob, så føles det koldt.





Vi fik fisket lidt, men der var ikke så mange fisk og nogen af dem var små; så små at vi satte dem ud igen.

Nogen af dem lå lidt bevidstløse i vandoverfladen når vi satte dem ud og det opdagede mågerne. 

Ørnen opdagede det vist fordi mågerne skreg og larmede så meget, så den dukkede også op og det er altså et majestætisk syn, når sådan en stor rovfugl dykker ned og snupper en lille torsk i vandoverfladen.


















Det gjorde godt at komme ud.

Jan har været syg med dårlig mave, feber, ømhed i hele kroppen og utilpashed hele weekenden, men han syntes også at det var godt at komme lidt ud og få noget frisk luft.


Nu

Jeg føler, at jeg gik glip af en masse sommer og en masse efterår.


Tiden sneg sig udenom og jeg nåede ikke at være i det. 

At leve i nuet og nyde øjeblikkene.

Mine tanker er hele tiden andre steder end der hvor de burde være. 

Eller hvor jeg synes at de burde være.

De kredser om mine børn, der er fløjet hjemmefra og de kredser om min fars fremskredne demenssygdom og de nye livsvilkår, som vi befinder os i og som indimellem kan være ret så svære at finde rundt i.

Rollefordelingerne i familien har ændret sig til næsten det ukendelige og det kræver øvelse, forståelse, rummelighed og især tålmodighed fra os alle hele tiden.

Mine søstre (og jeg) er gode til at skiftes til at trække et læs, der er underligt tungt, men det er så tydeligt at vi hver især kæmper med de omstillinger, som foregår og at vi har hver vores måde at håndtere den sorg det er at miste et menneske langsomt til en demenssygdom.



Det er dybt sorgfuldt at se et menneske, som kunne ordne alting, lave alting miste evnen til at planlægge selv simple ting og miste evnen til klare sig selv.

Der kan ikke gøres så meget.

Der findes ingen magisk pille, som kan gives og der kan ikke opereres og ordnes, så den proces at acceptere tingenes tilstand, kan indmellem fjerne tankerne fra nuet og øjeblikket.

For mit vedkommende er mine nye funktioner på arbejdet også med til at lokke tankerne væk fra nuet og udi noget som enten ikke er sket endnu eller som er overstået og så er det at oplevelserne som jeg står i, ikke bundfælder sig og fæstner sig.

Mine børn klarer sig heldigvis så fremragende at det ikke giver anledning til bekymring, men huset føles indimellem lidt livløst og tomt og de manglende tallerkner omkring spisebordet til aftensmaden, hvor der blev snakket livligt, drøftet dagens hændelser og diskuteret aktuelle ting, fylder nogen aftener mere end de to tallerkner, som jo stadig står














Jeg glæder mig til juleferien, hvor jeg håber, at de kommer og holder ferie.



Heldigvis har jeg været åndsfraværende nok til at huske mit kamera de fleste af de gange, hvor vi har været ude i naturen og det gør at når jeg får lidt tid til overs kan jeg sidde i fred og ro og kigge tilbage og komme lidt ind i øjeblikket, hvor billedet blev taget.

Det er måske kun det næstbedste, men det er bedre end slet ingenting og jeg bliver bragt tilbage til tid og sted og kan genopleve med et forsinket nærvær.

Jeg sad i går aftes efter aftensmaden og kiggede billeder på min computer.




Måske kan man lære at tvinge tankerne ind på nuet med mindfulness og meditation (som jeg iøvrigt bruger dagligt) men tankerne strejfer og kredser omkring de der tunge situationer, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.


Livet venter jo ikke på bedre tider og venter ikke på at du er helt klar til det, så jeg øver mig virkeligt i, at være til stede i nuet og øjeblikket.

Det kræver øvelse og det kræver bevidsthed at prioritere at tænke og leve her og nu og ikke at lade bekymringer og ærgelser fylde.

Det var min søndags-tanke og så vil jeg tage ud og forsøge at fange en fisk, mens jeg nulstiller tankerækken, trækker vejret dybt og nyder øjeblikket.




søndag den 20. september 2020

Efterårsfarver

 Jeg elsker den her årstid med dens smukke, smukke farver




Jan og jeg tog op i fjeldet i håb om lidt jagtheld, men det eneste vi fik ud af det ud over at gennemblødt tøj, var de smukke syn af det meget varierede vejr.

Vi fik plukket masser af muslinger da der var spring og der derfor var ekstra lavt vand og dem fik jeg lavet til aften med masser af hvidløg, hvidvin og fløde.






Jeg har ligget på maven på det våde fjeld og forsøgt at fange de der helt specielle røde efterårsfarver, som jeg holder så meget af:








Årstiderne skiften heroppe, er meget voldsomme.

Forskellen mellem sommer og vinter er total, ligesom efteråret og foråret ikke kan være mere forskellig fra andre årstider og det er måske det, som gør det så fascinerende?






Reflektions-tid

 Jeg er i gang med en leder-uddannelse.


Det er iflg dem, der er i gang med at uddanne os ikke et kursus, så jeg øver mig i at sige at det ikke er et kursus, men en uddannelse.

 Jeg fik afsluttet første modul forrige uge og hvis jeg selv havde kunne vælge, ville jeg gerne have haft tid til at reflektere.

 Faktisk mangler jeg desperat tid til at reflektere og fordybe mig i tingene, tankerne, følelserne og livet i al almindelighed, men sådan er tilværelsen ikke skruet sammen. 

Sådan fungerer det ikke. 







Jeg bilder mig ind, at der var mere tid til at tænke tingene igennem før og at der var mere overskud og energi til at sætte sig ned og tænke over, hvad der foregik inden man gik videre i tilværelse og livet.

Når Jan og jeg er ude i hytten og når vi når at få en dag eller to, oplever jeg at vi kan nå at sætte hastigheden lidt ned.

At vi kan nå at tænke lidt over alting og fordybe os i nogle af de mange, mange tanker vi har, især i denne tid, hvor vi står ved nogle livs-overgange, som både er skælsættende og livs-forandrende.

Jeg har kastet mig ud i nogle helt andre retninger på mit arbejde, hvor jeg er blevet trin-leder på et trin, som jeg aldrig har været på før (4.kl-7.kl) og derfor er jeg på leder-uddannelse.


Mine børn er flyttet hjemmefra og selvom de stadig kommer hjem til os i deres ferier, så er de under uddannelse og når de engang er færdige, så går de i gang med at skabe deres egne hjem og egne liv. 

Det er vemodigt og jeg er stadig igang med at vænne mig til tanken om , at de ikke kommer hjem og bor hos os permanent igen sådan som det var engang, men jeg glæder mig også usigeligt over hvor godt det går med dem alle tre.

Jeg er stolt helt ind til benet over, hvor godt de tackler deres liv. 

Da jeg var i deres alder, var jeg nybagt mor, men jeg var helt rundt på gulvet og jeg følte ikke, at jeg havde styr på ret meget, men det er nok også en anden historie, men gør ikke stoltheden over mine unger mindre.


Min fars sygdom (demens) gør også at mine tanker cirkler rundt og rundt og i virkeligheden trænger til at blive efterset, men når jeg sidder i stilheden uden forbindelse til andre end mig selv, så kan jeg gribe de flyvske tanker, hale dem ind og kigge dem efter i sømmene, rette dem op og ind, og lægge dem i de rette skuffer.

Når hverdagen kører med skemalagte timer, uddannelse,  møder og pligter, så kan det være svært at få indhentet de der tanker, inden de løber fra dig og kører af sporer foran mig, så jeg øver mig i at afsætte tid til reflektion og eftertanker, for det fungerer bedst for mig.

For andre hjælper det at snakke med andre i et væk, vende og dreje hver en lille tanke og følelse, men for mig er det bedst at få lov at tænke lidt i stilhed og senere vende tankerne med fx. Jan.

 Jan er den bedste at til at vende mine tanker og følelser, til at rette dem ind eller ud, op eller ned. 

Nogen gange skal jeg formulere tankerne eller følelserne et par gange inden han helt ved, hvor i hvilken retning de skal sparkes hen og så er det jo godt at vi har kendt hinanden så længe og været igennem så meget sammen, at vi ikke behøver så mange ord og så meget følelsesmæssig gestikuleren inden vi kan hjælpe hinanden på vej.

Mandag til fredag er hektiske og forjagede og når jeg når fredag eftermiddag har jeg bare lyst til at rulle mig sammen og klynke og så er det at jeg er taknemmelig for, at kunne tage ud i hytten, hvor stilheden er total og hvor ingen kan forstyrre mine tanke-rækker.

Jeg får re-sat det meste og kan klare en uge mere.

Det går jo ikke i længden så jeg skal finde et leje, hvor der også i hverdagen er plads til at nyde hverdagen og især med tanke for at om ganske kort tid, må vi lukke ned for for vinteren.

Indtil da er jeg taknemmelig over at jeg har muligheden for at samle energi, overskud og kræfter til hverdagen.

Jeg ved ikke om det gav mening? Måske skulle jeg have tænkt lidt mere over det inden jeg skrev det ned