Flyttedag

I virkeligheden ved jeg ikke, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte. Jeg vil så gerne fortælle om alt det jeg ser og oplever, men ordene sidder fast på indersiden, og bobler rundt i mine drømme. Mine drømme er fuldstændigt hjemløse, og ved ikke rigtig, hvor de skal placere sig geografisk, og der er så meget handling i mit vågne liv, at mine drømme ikke kan konkurrere. De plukker lidt fra alle steder og alle oplevelser og forsøger ret mislykket at kæde det sammen til noget brugbart. Jeg vågnede op i morges med hold i nakken. Ikke specielt sjovt! Det går jo over engang, men indtil da, er det på jysk, TRÆLS! Det afholdt mig ikke fra at nyde at vågne op til farmors flotte roser, som mest af alt minder mig om noget fra et smukt eventyr. Hendes gule rose, har også den mest eventyrlige duft man kan tænke sig, og er min absolutte duft-favorit i den genre. Gid man kunne gemme duften på flaske til tid og evighed. De andre roser dufter også godt, og meget af rose, men den gule…hmmmmm! Jans mormors udsigt ligner også noget beskrevet fra et usandsynligt eventyr med udsigt over mark og fjord, og den bliver vi da heller ikke trætte af at kikke på, når vi besøger hende. Tiden var dog lidt knap i dag, da vi skulle nå at pakke nogle af vores ting, så vi kunne komme ned til vores censor, hvis hus og dertilhørende dyr, vi skal passe i godt en uge mens de er væk. Det er en dejlig ordning for os, og forhåbentligt også for dem. Vi er virkeligt langt ude på landet, og der er stille og tyst herude, og bestemt ingen generede trafik. Til gengæld skal vi holde øje med, ja faktisk passe! et par heste, en kat, nogle kaniner, hamstere, fladøgle, behårede edderkopper af forskellig slags og ikke mindst min nye ven Hunden. Han ligner overhovedet ikke vores hunde hjemme, og i virkeligheden er jeg vist nok ellers lidt bange for ”danske” hunde, men ham her og jeg, vi er venner! Der udover skal jeg holde øje med drivhuset med dertilhørende agurker og tomater, krydderurter og jeg skal komme efter dig..hæ hæ, jeg som har svært ved bare at få en flittiglise til at holde sig i live hjemme i Sisimiut. Jeg skal gøre mit bedste og kryds fingre for at det hele overlever en halv-grønlænders ”grønne” fingre eller mangel på samme.Herude er der også smukke roser, der dufter, men de skal vist bare passe sig selv..håber jeg?! Imorgen skal pigerne sammen med deres fætre, moster og mine forældre i Fårup Sommerland. Et must for børn i den alder og Jan og jeg får et par timer eller mer' alene i hinandens gode selskab udi den danske sommer.

Ingen hjemve

Der er mange ting jeg i min dagligdag tager for givet hjemme i Sisimiut. Tag nu bare slatne tomater, med mugpletter på, bløde agurker i plastikjakke for 25 danske kroner, eller at man kun kan få to forskellige slags rejer, til trods for at jeg bor i et land, der anses for at have de flotteste og bedste rejer. Jo, jo! De er skam da også gode, men i dag fik jeg grillede tigerrejer, og det havde jeg aldrig nogensinde smagt før. De var dælendulme gode, og næsten lige så gode som de friske tomater og nyklippede purløg vi fik til…eller kartoffelsalaten med de under to dage gamle kartofler til. Hjemme ankommer de trætte og uden kampånd med skib efter minimum en uge, og da kalder de dem i butikken ”friske og nyopgravede”. Jeg kan gå direkte ud i farmors drivhus og æde mig en pukkel til i agurker, der stadig hænger på planten, eller spise mig en mave på i kirsebærrene, der hænger i alle nuancer rød på træet. Dét er ren slaraffenland. Vi gik i vandet i dag ved Hvalpsund palm-beach, og den varme vind sørgede for at vi ikke blev gennemstegt da temperaturen sneg sig op på 28. Jo! Vi nyder allerede feriedagene i familiens skød, i hvilken jeg jo heller vi jo heller ikke længere kan være fuldtallige....:-( og for at det ikke skal være løgn, har jeg fået kontakt med to webstrikkere, der vil se/strikke med mig inden min alt for snarlige hjemrejse. Det bliver spændende, for jeg føler jo, at jeg kender mange af dem via deres blog eller vores forskellige korrespondance i webstrik. Jeg har ikke strikket i flere dage, ja næsten en uge, - og faktisk heller ikke læst i en rigtig bog. Det er helt underligt, men i dag fik jeg en bog på tilbud og den kommer bestemt med i seng i aften. (Kagen, havde min yngste søster Dudi lavet. Vi mødtes i mine forældres sommerhus, der hedder "Slap a'")

Til himmels

Det første, der altid slår mig, når jeg kommer til Danmark, er skyerne. I Danmark er skyerne fint afrundede, blide, bløde og vat-agtige at se på, og hænger i øvrigt i nogle helt andre højder end derhjemme. Hjemme hos os ser skyerne oftest forblæste, forrevne, faretruende og tynde ud og de hænger over fjeldtoppene og virker uopnåelige på alle måder. Himlen hjemme er faktisk også meget anderledes end her i Danmark, hvor farven oftest ser mere mættet og blå ud. Jeg har aldrig interesseret mig synderligt for meteorologi andet end at jeg sætter stor pris på DMI’s hjemmeside, hvis jeg har planer om at tage ud at sejle eller skal planlægge storvask og deraf følgende tørring af vasketøjet. Men det er pudsigt med de forskellige himler. Jeg er heller ikke synderligt religiøs, men jeg tror da på, at der findes en Gud, og at denne Gud er den samme uanset tro. Der har været mange profeter gennem tiderne, og jeg tror ikke at den ene er bedre eller mere rigtig end den anden, men de har alle (dem jeg har mit ringe kendskab til) opfordret til næstekærlighed og kærlighed til Gud, og det ser jeg ikke noget forkert i. At man rundt om i verden kæmper en stædig og ond kamp for at overbevise hinanden om, at man skal kalde Gud enten det ene eller det andet, kan jeg dog sjældent se noget godt i. Uden nogen sammenligning overhovedet, bliver jeg hjemme af mine børn kaldt for mor, på arbejdet Dorthe Jensen, min søster glemmer tit at jeg ikke længere hedder Johnsen til efternavn, men Jensen, i Nuuk for Dortheivalo, og af offentlige instanser for Dorthe I L Jensen, men indeni er jeg den samme og står for det samme. Og i min barnlige og naive tro, tror jeg det forholder sig på samme måde med Gud. Hvad jeg dog ikke altid tror på, er at vi engang kommer i himlen, når vi dør..eller andre steder hen, men ét er sikkert: hvis jeg har den mindste mulighed for det, vil jeg utroligt gerne booke en plads i himlen over Jylland, hvor skyerne altid ser bløde og blide ud, og hvor afstanden mellem skyerne, som jeg formentlig skal sidde på, er tættere på jorden, end hjemme i Sisimiut, for jeg er så nysgerrig, at jeg gerne vil kunne kaste et blik ned på dem, jeg kender og kunne se, hvad de laver og gerne i solens sidste røde stråler en varm og god sommeraften.

Ankomst

Så ankom vi Danmark med fuldt drøn. Vi ankom Kastrup i går morges kl ca. 06.30 og var totalt blæst tomme i hovedet og var fuldstændigt groggy. Det var svært at holde smilet fast til ansigtet, da vi opdagede at det brev, som vi havde fået af biludlejningsfirmaet ikke afspejlede sandheden og cool fakta om, at de åbnede kl 06. Vi måtte pænt vente til kl 07.00 og da var bilen ikke klar til at trille ud på motorvejen. Vi måtte vente yderligere og da vi lidt i 08.00 endelig kunne mase kufferterne ned i bagage-rummet, var smilet næsten ikke eksisterende og temmeligt slidt. Da vi ikke havde sovet i lidt over et døgn, faldt pigerne næsten øjeblikkeligt i søvn, mens vi holdt os stædigt vågne. Det var sejt og især jeg vil for alt i verden undgå at rejse med natmaskinen igen. Noget blidere landede vi i familiens favn ved middagstid til lækker frokost og en ren seng, og med lidt god vilje og seriøs selvdisciplin er vi næsten ovre vores jet-lag. Allerede i dag, drog vi yderligere mod nord, hvor vi besøger min familie i sommerhuset. Stranden er taget i øjesyn og godkendt, og nu venter nye kartofler, blomkål og røde, søde jordbær. (dem her er fra i går : økologiske og fyldt med smag og sødme) Jeg har oprettet et album til billeder herfra Danmark

Rejsefeber

Inden dagen igen er omme er vi på vej sydover. Vi nåede at være med til den fest vi var indbudt til. Det var en fin fest med god mad og god stemning som blev holdt på højskolen. Over os, udenfor, cirklede en stor ørn og en ravn forsøgte forgæves at cirkle med den, men måtte se sig slået.

Senere i dag, er det os, der befinder os i de luftlag, og vi glæder os.

Forandring?

Dagene går hurtigt med ingenting og alting. Jollen er kommet på land igen, og ligger trygt og godt foran vores hus. Jan har travlt med at sikre hundene, så de bliver nemme at passe for ham, der skal gøre det, og der indgåes aftaler om pasning af fisk og fugle, planter, bil, hus og hjem. Jeg bliver helt træt i mit hoved over alt det jordiske gods, jeg vil sikre, bare fordi jeg skal være væk i en lille måned, men sådan er dét jo, når man bliver ældre, småborgerlig og sat ;-) Der var engang, hvor man puttede sin tandbørste i lommen og drog afsted, glad og naiv og med troen på at verden bestod, akkurat som da man forlod den, når man vendte hjem fra sine eventyr. Gad vide om de turister, som byen nærmest er blevet besat af, har gjort sig de samme tanker som mig, inden de landede her i min verdens smørhul? At min verden ikke er helt den samme, når jeg kommer tilbage om en lille måneds tid, ved jeg med sikkerhed, for der bliver gravet, asfalteret, bygget og gjort ved, og så er det trods alt godt at kirken i Sisimiut er så uforanderlig, som den er, og at alt var genkendeligt, da den i dag lagde rum til endnu en konfirmation. Det var fuldstændigt, som da jeg selv blev konfirmeret for snart et halvt liv siden. (Jeg lavede iøvrigt en lidt anderledes penge-gave-buket, til konfirmanden, så lidt forandring undergår selv jeg også... indimellem)

Jeg vil gå i bad og håbe, at jeg kommer forandret ud af badet med lange, slanke solbrune og hårfri lår, flad, hård mave, skinnende bølget og velplejet hår på hovedet, glat, stram hud overalt på kroppen og i ansigtet, og smukke, stærke og velformede fødder, og gå glad til konfirmationsfest i noget næsten nyt tøj...(eller) måske kommer kommer den samme gamle og velkendte Dorthe også bare ud af badet..men det er et forsøg værd.

Ferie

Selvom tågen ligger og ruller frem og tilbage langs byen og sender en isnende kold vind ind over land, oser der af ferie på gaden.. Det er ihvertfald sommer, når der kommer fremmede skibe af denne slags her til byen. Der findes stort set ingen (!) sejlskibe i Grønland, og et syn som dette er lidt af et særsyn.

Vi får lidt småtravlt i dag eller rettere Jan får lidt småtravlt i dag med at få jollen op på land igen og hentet hundefoder. Passene er fundet frem, bopælsattester, billetter og rejseforsikringerne er klar.

Endelig

Endelig kom dagen, hvor klokken ringede ind, og især ud for dette skoleår.Dagen startede i tæt tåge, som vi nærmest skulle skære os igennem for at komme op på skolen for at være med til afslutningen. Heldigvis brændte solen tågen af og nordenvinden holdt den væk resten af dagen, så skolens flag kunne slå sine hjørner, glad og kærligt om flagstangen. Jeg har virkelig glædet mig til denne dag, og må ærligt indrømme, at det har været mere end hårdt at skulle være bare i nærheden af entusiastisk eller engageret de sidste par uger, når pligten kaldte om morgenen. Nu venter der flere uger uden andet på tapetet end afslapning, forhåbentligt masser af varme og sol og familiens hyggelige selskab. Stod det til mig, sad vi i flyveren i dette øjeblik på vej mod varmere himmelstrøg ligesom min mor.

HJÆLP

Jeg er fra flere sider blevet, temmeligt kraftigt endda, opfordret til at deltage i en foto-konkurrence, men præstations-angsten er slået ud i lys lue hos mig sammen med nogle ubrugelige mindreværdskomplekser. Hvad jeg til gengæld sagtens kan bruge, er hovedpræmien, som er en rejse til Danmark for to, og hvis jeg skal have en chance, er der ikke så meget at gøre end at indsende et eller flere billeder. Har du et bud på, hvilket / hvilke billeder jeg skal indsende? Jeg har jo gennem det sidste års tid taget en del, så hvis du har lyst og tid, må du gerne scrolle igennem min blog og billedalbums og være med til at vælge for mig. Har du et bud, kan du sende mig en mail eller skrive det i kommentaren nedenfor. Hvis du mener at det vil være for ydmygende for mig, må du også gerne skrive dét til mig ;-) I kan se nogen andre indsendte billeder her og her (Nej, jeg har ikke haft mod til at indsende re for ydmygende for mig at indsende et billede, er du også velkommen til nogen endnu)

Byen vrimler med turister. Det er sådan set godt nok, hvis bare de smider en masse dollars, euro og kroner i vores butikker i de få timer, der er afsat til at besøge Sisimiut. De er meget let genkendelige med deres turkisblå-jakker, når de går med deres store fotografiapparater, kikkerter og sjove hatte op og ned ad hovedgaden. De fotograferer os og vi fotograferer dem. Jeg er nysgerrig og kikker hver gang efter deres motiv, når de sigter med deres store fancy og sikkert dertil-indkøbte kameraer, for at se om de har set noget, som jeg har overset som lokal bys-barn. Om under en uge, går jeg rundt og er vaskeægte turist i Danmark med kamera, et halv-svedent Dankort og store øjne, der let bliver over-stimuleret.

Hval-spring

Jan og jeg tog ud og sejle i dag. (Jan får så mulighed for at fotografere mig da jeg ikke både kan skyde og fotografere..jeg hader at blive fotograferet)Vi så to ensomme sæler, der dog ikke søgte vores selskab. Vores selskab var heller ikke ligefrem af den hyggelige slags, og vi mistede da også fuldstændigt lysten til deres selskab, da vi ude ved fyr-øen kunne se mindst to kæmpestore pukkelhvaler, der sprang op af vandet og man kunne se deres enorme kroppe fuldstændigt slippe vandet. I lang tid kunne vi se deres store luffer, der vinkede ivrigt i havoverfladen. Vidste du at de gør det for at fange fisk? Jeg gik og troede at de kun spiste krill. Jeg var godt klar over, at især pukkelhvalhannen har en imponerende sang, og jeg har endda nogle cd-er med deres sangDet var så imponerende og smukt, og jeg har aldrig set noget lignende, selvom jeg mange, mange gange har set hvaler. Da vi sejlede tættere på for at fotografere, var de væk. På vej hjem så vi to andre pukkelhvaler, der svømmede i ring. Deres haler var flotte med deres hvide tegninger og deres blåst var enormt, og selvom jeg ivrigt forsøgte at fotografere dem, var det svært..(så er det at kameraet er for langsomt både til at tage det enkelte billede og til at fokusere) men jeg så dem, nød synet og har gemt billederne på bagsiden af mine øjne sammen med alle de andre smukke synsindtryk, jeg fik i dag.

Sct.Hans

Bådeforeningen tændte traditionen tro et kæmpe sct Hans bål som lokkede mange, mange mennesker til. Der var snobrød til børnene, grill-pølser sodavand og ganske forfærdeligt, efter min mening party-musik til..hyggeligt og lige som dét skal være. Vi kom, traditionen tro da bålet var brændt næsten ned, men fik så heldigvis nogle billeder af qajaq-roere i modlyset og den tætte tåge over hav. Det så også flot ud over kirkegården med tågen og modlyset, så det billede skal I også have.

Karklud

Jeg forsøgte at strikke en "clapotis" som jeg syntes var så flot på billeder, men ak og ve, hjemme hos mig så den bare rædderlig ud.Af pindene med den! Min "Møbius" ligger og venter på, at jeg kaster mig over 2. pind i diagrammet...for 117 gang, og denne gang gerne uden fejl og mangler, min "Lastrada" med en halv million masker på, får indimellem en tur hen af pinden og vokser stort set ikke, så modet og lysten til at strikke er nede på et minimum. Det er ikke første gang jeg mister modet og selvtilliden med strikning, så jeg ved at jeg kommer igen...i mellemtiden kan jeg jo bare lære noget nyt! Jeg elsker ganske enkelt at lære nyt og det er næsten lige meget, hvad det er jeg lærer, bare det er sjovt. Her til aften lærte jeg mig selv at hækle muslingemønster forskudt. Der skulle hækles kanter til mohairdjævlen og jeg er total nybegynder med en hæklenål, men den klud jeg fik startet ser fornuftig ud. Måske er den god som karklud eller vaskeklud engang??

Kedelig

Laura og Jan er igen taget ind i fjorden med nogle cencorer, og skal blive der til i morgen..Sara og jeg sidder og keder os med hver vores småting: Sara har siddet og tegnet med tuscher, og jeg har hæftet ender på en djævel af noget strikketøj/hækletøj, som har ligget alt, alt for længe og skreget på færdiggørelse...filtrende mohair bliver vist aldrig helt min favorit..men jeg er vild med farven og måske især fordi den matcher en halskæde jeg har slebet i ametyst, som jeg så også så en anledning til at gøre færdig i dag. Nogen gange er det måske meget godt at blive efterladt?!(Det er Sara, der har fotograferet mig i mohairvamsen)

Nationaldag

Ullorsiornitsinni tamassi pilluaritsi! Tilykke med Grønlands national-dag. Traditionen tro var der en masse arrangementer både indendørs og udendørs arrangeret af kommunen. Der var kaffemik i hallen med både kaffe og kage, taler og hygge, der var sangkor, taler udenfor kommunekontoret i formiddags af borgmesteren, qajaqopvisninger osv og jeg skal komme efter dig, men i år havde fisker-og fangerforeningen arrangeret "hvem-fanger-den-første-sæl" konkurrence, og det skulle foregå i tidsrummet mellem 12 og 14, dét skulle jeg bare ned og se og jeg blev ikke skuffet. Jeg kan ikke stå for den attitude, der bliver lagt for dagen ved sådanne arrangementer. I dag samledes 10 joller med hver deres håbefulde mand i, ved tanken, og de havde allesammen den dér lidt ligegyldige maske skruet godt og grundigt på. Hænderne var placeret roligt og uvirksomme nede i lommerne, og gashåndtaget blev med lige så rolige og ligegyldige miner betjent af et par af obligatoriske store gummistøvler. Resten af outfittet var vist ikke gået igennem den danske søsportens sikkerhedsråds sikkerheds-hverken kontrol eller tjek, men det blev også taget oppefra og lige-akkurat ned i lommeulden, som blev nulret igennem. For at indikere, at man ikke var påvirket af situationen blev der sludret lavmælt og næsten ordløst over rælingen, mens der med skævende blikke, blev kastet stjålne blikke ned i sidemandens båd for at se, hvad hán har af fangst-redskaber og nødudstyr. Jeg har dem lidt mistænkt for at hvis der er for meget sikkerhedsudstyr signalerer man, at man ihvertfald ikke har tjek på det med at sejle? Men hvad ved jeg om det? I hvertfald blev deres motorer slukket, og smøgerne hang fugtige og slappe med en delvis slukket glød ud af den ene mundvig og riflerne lå skødesløst henslængt et eller andet næsten usynligt sted i jollen, men helt sikkert ladt og parat?! Da starten så endelig 15-20 minutter forsinket, gik, havde de fleste af de seje gutter, svært ved at bevare masken, gassede op i havnebassinet og væk var de i den iskolde klamme tåge, hvor temperaturen modvilligt havde sneget sig op over frostgraderne, og de krappe bølger. Målstregen, hvis man kunne kalde den det, var broen, hvor de skulle lande deres fangst og i fald, at de ikke - de stakler- fangede noget, skulle de under alle omstændigheder, ligge til kl 14. Allerede efter 1½ time kom den første jolle sejlende ind i højt tempo. Vi, de nysgerrige og på forhånd imponerede tilskuere (bare det at turde at stille op til sådan en konkurrence, kan altså imponere mig!) holdt vejret, gættede ejeren af jollen og kunne imponeret se til den fortsatte attitude fangeren stadig stædigt og værdigt beholdt. Han lagde til kysten, sludrede lidt med tidtagerne og efter næsten 5 lange og seje minutter, kastede han henslængt en sæl på land, mens han nærmest undskyldende fortalte, at den første han skød, altså var sunket! Med lige så langsomme, værdige og lidt ligegyldige miner, ankrede han op 1 mtr fra land, sprang i land med en kniv, et par poser, og flænsede og parterede sælen, med så kyndige og øvede hænder, at han burde have fået en præmie for det også. Ikke så meget som en dråbe blod på hans tøj eller på jorden omkring sælen, og hver en bevægelse var hurtig og præcis og uden overflødighed. Imponerende! Nr. 2 bibeholdt stilen og kunne med slet skjult stolthed bede tilskuerne hjælpe sig med den store sæl han havde skudt og fanget, - vel at mærke stadig under 2 timer, i tåge og høje bølger. Næste imponerende oplevelse, var mine egne børn, der gav opvisning i taekwon-do udendørs med masser og atter masser af mennesker omkrig sig. De havde et "show", hvor de viste selvforsvar, og alene det at stå foran alle de mennesker og kunne bevare fokus, overblik, værdighed og samtidig kunne huske, hvad de stod der for, var i mine øjne imponerende.

Bekræftet

At have en blog, betyder at du/jeg er en delvis offentlig person, og det har jeg selv valgt og vælger det hver gang jeg udgiver et indlæg. Som jeg har skrevet i min velkomst i venstre side, betyder bloggen for mig, at jeg her har en dagbog, som jeg kan bladre tilbage i og mindes. Det betyder også at familien i Danmark kan følge med i vores liv og levned udover vores telefonsamtaler. At der er andre end familien, der følger med på bloggen, kan jeg se ud fra tæller øvert i venstre hjørne, for så meget familie har jeg dog ikke, medmindre de er inde ca 15-20 gange dagligt eller mere?! Jeg får indimellem kommentarer fra folk, som jeg ikke kender i det virkelig liv og dét er hyggeligt og dejligt, for det handler vel i bund og grund om bekræftelse. Bekræftelse har alle mennesker mere eller mindre brug for, og jeg får jo så rigeligt, og det glæder mig hver gang, nogen synes at det jeg gør, siger, mener eller laver er godt. Ikke at jeg bevidst gør noget for at glæde andre med henblik på bekræftelse, da jeg jo godt ved, at jeg ikke kan glæde alle, men jeg tænker da ofte over at opføre mig pænt og anstændigt. Jeg forsøger og ingen er som bekendt forpligtiget udover deres evner..Og hvorfor nu denne lange smøre?? Jo, i går aftes, da jeg havde udgivet mit indlæg, sad jeg og surfede lidt rundt og kunne ud fra min "feedjit" se at der højst sandsynligt var et eller andet, og jeg klikkede ind, søgte og fandt...og blev så smigret og stolt, at jeg bliver nødt til at dele det med jer. Store, flotte og smigrende ord om lille mig, der bare sidder her og hygger mig.. Og at jeg så i dag kunne gå hen og sige tak til Barfuss som jeg overhovedet ikke kender, (men kan komme til at kende..) men som jeg genkendte ude ved elven, for den pæne omtale, var ekstra sjovt. TAK igen! Jeg vil sådan set også sige tak for en pragtfuld arbejdsdag, hvor hele specialklasse-afdelingen var ude i fjeldet fra den tidlige morgen for at grille sponsor-pølser , spille fodbold, rundbold og hygge om hinanden, det var dejligt og bekræftede, at jeg har det rigtige arbejde.

(læg mærke til at sneen nu er helt væk..ihvertfald lige her)

Hundefodring

En kollega til Jan skulle fodre hunde med den sæl, som han havde skudt i går (og fået op i jollen i modsætning til visse andre..hmmmfh), og da de to cencorer nu var her, skulle de da se en sæl blive flænset, og hundene blive fodret og da det jo ikke lige er noget folk udefra oplever hver dag, tog vi afsted med dem. (Der er faktisk arrangerede turist-ture med det, som man kan købe..altså købe sig til oplevelsen...) De var heldigvis ikke sarte og den ene af dem, fik lov til at prøve at flænse sælen. Nu kan hun tage hjem til Danmark og fortælle at hun har flænset en sæl, og det er der nok ikke så mange i hendes omgangskreds, der har?!

Søvnmangel

Vi fik rimeligt tidligt fri fra arbejde i går, Jan og mig, og da vi havde fået de små-ærinder vi skulle, drønede vi ned til jollen og afsted. Havet var spejlblankt, så det var helt surrealistisk at sejle på det. Det kunne indimellem være svært at se, hvad der var op og hvad der var ned. Det var ekstremt lavvande, og da vi kom længere ud, var der mere stille end stille. Alt var tyst og ikke engang havets dybe åndedrag var til at høre, og vores hjerter og sjæle faldt i en dyb meditativ ro, som ihvertfald for mit vedkommende var tiltrængt. Nogen steder var der flere meter bredde bræmme af tang. Underligt som det nogengange slipper fæstet til land/havbund/kyst uden at det har været uvejr..eller det har været længe undervejs?!Det var helt Edvard Hopper-sk. På hans malerier ser tiden altid ud som om den er gået fuldstændigt i stå. Sæler så vi ikke mange af selvom det var for dem vi tog ud, og de få vi så, slap med livet i god behold, til trods for at magnum-kuglerne susede om ørerne på dem. Vi fik ikke brug for denne nissik/fangstkrog.Da det begyndte at små-regne, syntes jeg ikke det var sjovt længere. Er der noget jeg ikke kan lide, så er det kold regn i ansigtet, ned ad nakken og i håret. Det er næsten ligeså slemt når regnen er sne. Badr! Lige inden vi nåede i havn, dukkede mindst to store pukkelhvaler op lige foran os. Når de brød havoverfladen og sendte deres blåst op i luften, flænsedes den tavse lydmur, og kunne vi se ruerne og algerne, der lever og vokser på deres tykke hud. De var enorme og det var intessant at iagtage, hvordan de i mindre og mindre cirkler svømmede rundt, sikkert for at indfange deres mad...lige bortset fra at vi lå i midten af deres cirkler..jeg blev bange og ville bare væk, til trods for, at Jan forsøgte at overbevise mig om, at de ikke er farlige. Det er de muligvis ikke, men de er store og mystiske og virker ikke som af denne verden. Min mor inviterede på fuldstændig og aldeles friskfanget ørred, som smagte så englene sang. Hun kan tilberede næsten hvad som helst og få det til at smage som i de bedste restaurenter. Efter aftensmaden kunne jeg ikke dy mig og sejlede ud igen. Der var stadig helt stille og solen slog smut mellem skyerne. Der var ingen andre både at se nogen som helst steder og det eneste jeg kunne høre var mit eget hjertes langsomme slag. Efter et par timer uden at se noget som helst dukkede der en sæl op, som jeg fik ramt. Desværre var den tynd og sank inden jeg nåede at få den op. Jeg fik sagt:"Satans og helvede" rigtigt, rigtigt mange gange (jeg var alene og der var ingen, der kunne høre at jeg bandede), inden jeg fik kameraet op for i det mindste at have et bevis på at jeg havde ramt.. (rødt blod i havet)Slukøret tog jeg hjem kl 01 og i dag fik vi ikke friskfanget sælkød, men forårsruller fra Brugsen og pastasalat, men næste gang...næste gang, sååå... (nu ved I hvorfor jeg går rundt med sorte rande under øjnene, er lidt bleg under det delvist solbrændte ansigt, fryser lidt og er lidt groggy..mange nætter uden ret meget søvn!)

Baby-besøg

Laura tog med Jan ned og fodre hunde i dag og kom hjem med hvalpene. De skulle på besøg, mente hun. De er smældfede, lækre og bløde og dufter præcis som hundehvalpe skal. Pigerne kælede med dem, krunslede krammede dem til den store guldmedalje, og hvalpene gyntede og møffede som tak.

Cencureret tur

Så kom Laura og Jan hjem fra deres sejltur sammen med censorerne. De har haft en dejlig tur med spejlblankt vand og et par hyggelige timer i Jespers hytte. Da jeg jo ikke har været med, kan jeg ikke skrive tekst til billederne, men I skal da se dem alligevel og selv lade billederne fortælle.

Barndommens gade

Lige nu er alt stille omkring mig..det har det nu ellers været hele tiden, men som en sjældenhed er jeg helt alene i huset, og der høres kun de lyde, der når op til mig, nede fra vejen. Vinden lagde sig tøvende i går aftes, og da havet også gav efter, og lagde sig til ro, tog Jan og jeg ud og sejle. Pigerne blev udstyret med telefon både hjem til min mor, til os og med strenge instrukser, formaninger og påbud om både det ene og det andet. Vi var ikke de eneste, der var kommet i tanke om at sejle ud i den lyse "sommer"- nat, så vi mødte en masse andre joller, der ligesom os, sikkert lige så utålmodigt havde ventet på sejlvejr. Det var dejligt, men vi blev nødt til at sejle hjem igen ret hurtigt, da Jan skulle tidligt op og på arbejde i morges. Der har været eksamen hele weekenden på skolen... Heldigvis kunne han gå til og fra arbejdet i dag, men kunne dog ikke tage med mig ud og sejle i dag, da han skulle være stand-by, hvor jeg derfor var alene. Ja, dvs. helt alene ude på havet var jeg ikke. Der var så mange både og de skød alle sammen efter sæler,- eller var det monstro den samme? så kuglerne fløj om ørerne på mig. Det lød som en anden krig, og jeg blev faktisk meget utryg ved situationen, så jeg sejlede ud af fjorden, hvor der så til gengæld ikke var noget som helst at komme efter, og hvor bølgerne vippede jollen lystigt, så jeg næsten blev søsyg. Lettere irriteret over en delvist ødelagt sejltur, kunne jeg så tage hjem, hvor Jan så havde fået fri, og kunne overtage jollen, så han og Laura er nu sejlet op i 1. fjord/kangerluk tulleq sammen med weekendens cencorer og Jesper. Irritationen og ærgelsen blev vasket af i badet, og så var Sara og jeg klar til at indtage aftensmaden sammen med min mor i kafé Ukiivik, og på vej hjem fik min mor den indskyldelse, at hun og Sara skulle se om der var en fuglerede på/i "hendes barndoms fjeld", som også har været både mit og mine søstres. Minsandten, jo! Det må være een af byens ældste fuglereder, for så langt som både min mor og jeg husker tilbage, har der altid lige netop i den revne i klippen, hvert år været en rede med unger i om foråret. Jeg stod og blev lidt nostalgisk over udsigten..mine bedsteforældres hus er ikke længere, men udsigten er den samme, og den kan jeg udenad, for dengang jeg var barn, var vi børn hos vores bedsteforældre om ikke dagligt, så mange gange om ugen, hvor der altid var en voksen, når far og mor var på arbejde..dengang tiden gik langsomt og sommeren varede i en evighed, og mens jeg stod der ved det gamle fundament til deres hjem, kunne jeg pludselig genkalde mig følelsen af barndommens pulsslag med ubekymrethed og tryghed.

Anvisninger

Pigerne var sammen med aanaa (min mor) i biografen i eftermiddag, hvor de så "Frode og alle de andre rødder". Jan fik heldigvis fri lige som de skulle ind og se film, så han underholdt mig mens jeg legede med kameraet. Den kan (vistnok) en masse ting, som jeg endnu ikke har lært. Der er en masse manuelle funktioner og jeg skal komme efter dig, som kameraet er udstyret med, men jeg hader ganske enkelt at læse manualer, følge en madopskrift til punkt og prikke eller følge anvisninger. Strikkeopskrifterne kan jeg efterhånden følge uden at føle, at jeg bliver dikteret alt for meget. Måske skulle kamera-manualen ligge ved siden af min seng? I dag blev det mest "auto"-programmet, der blev benyttet og det synes jeg såmænd er fint nok til mig. Måske kunne jeg også forsøge at alliere mig med tanken om, at der måske er en (god) grund til at der findes anvisninger, manualer, opskrifter, gode råd, love og regler? Måske!

Sommerhår

Jeg læste et eller andet sted for mange år siden, at når der sker noget i en kvindes liv, får hun ny frisure. Jeg er glad for mit hår; det er lidt over skulder-langt, sidder oftest i en ubestemmelig knold eller bundet med en enkel elastik, og jeg behøver ikke vaske det hver morgen, for at få det til at sidde, jeg skal ikke til frisør hver 6.uge for at få formen tilbage og det kræver minimal pleje. Af mangel på noget at ændre, har jeg ændret lidt på siden her. Ikke fordi, der er sket noget nyt i mit liv, men kun fordi det snart er sommer.Hvad synes I om mit "side-hoved"? (det faste øverste billede/overskriften på siden) Jeg er selv l glad for billedet af børnene (Sara står som nr.2 fra højre), der står og rækker op mod himlen og med byens vartegn, Nasaasaaq/ Kællingehætten i baggrunden. Det kan være at farverne ændres lidt et par gange de flg dage..bær over med mig! I får forresten også lige et par billeder af aftenens dramatiske himmel, hvor skyerne pisker lavt hen over horisonten for at minde os på at det dårlige vejr ligger lige om hjørnet, og at vi ikke skal tænke på at sejle ud i nat..men det lysner og jeg glæder mig allerede.

Selvskudt

Som I sikkert har gættet, spiser vi næsten kun mad, vi selv har skaffet til huse. Torsk, masser af torsk, rødfisk, ørred og rensdyr. Der bliver plukket sortebær til marmelade og kvanen bliver også indsamlet og syltet.Vi har flere glas selvplukkede tørret grønlandspost både dem med de store blade og dem med de små, tørrede blåbærblade, og tørrede kvanblade som altsammen bruges til krydderi på kød og fisk. Der bliver både forår og efterår plukket urter og planter til krydder-snapse, som er gode og - bilder vi os ind, helsefremmende kolde søndags-vinter-formiddage.Vi køber laks på brædtet, når der er sæson for det, og når det skal være fint, køber vi kylling i butikken eller andet importeret kød fra det store udland. Om efteråret kan vi købe kartofler fra sydgrønland, men resten af året er tilbehøret også importeret. I aften fik vi rensdyr-bov fra i efteråret og det er yderst sjældent vi finder projektilet, som vi gjorde i aften. Sjovt!

Fredag d. 13.

Jeg føler lidt at verden er imod mig, rækker tunge af mig og går på tværs af mine ønsker og behov! Jeg havde (igen) planlangt at ville bruge min fri-fredag på afslappende sejllads, men med vindstyrke 10-12 mtr/sek fra syd og regn, der pisker ned, måtte jeg pænt blive hjemme og forsøge at underholde mig med andre ting. Jeg NÆGTER at gøre rent i dag. Jeg vil ikke bruge min fri-fredag på rengøring; så hellere i morgen lørdag! Ja, jeg ved det godt: Det er dybt godtnat og totalt åndsvagt, men sådan har jeg det i dag! Om min underlige indstilling skyldes Jan, ved jeg ikke...men I bliver nødt til at få forhistorien med, for at få sammenhængen: Både Jan og jeg læser rigtigt meget, og helst i sengen lige inden vi skal sove, men for små tre år siden, kort før Jan fyldte 39, (vi er lige gamle) lå han mange aftener og bare lå. Han læste ikke, og det undrede mig på et tidspunkt, og jeg spurgte ham derfor (som mange andre kvinder, spørger deres mænd) "hvad tænker du på?" Jan svarede roligt og ganske uden dramatik, at han vist havde en krise og var lidt deprimeret..Jamen dog! Jeg nærmest sprang ud af sengen for at hente plaster, cognag, varme omslag, lind grød, kamille-te eller hvad jeg nu kunne komme i tanke om kunne hjælpe, når man har det skidt. Heldigvis var det mere i manglen på mere brugbare vendinger, at så stærke ord blev benyttet. Det viste sig, at han var kommet i tanke om livet, og hvordan han ville bruge det. Han følte, han var halvvejs, og dermed halvvejs i graven, at det snart var slut og det fra nu af (dengang) lakkede mod den uundgåelige ende. Vi fik snakket om livet, og hvilke mål og værdier vi hver især har, og dengang som nu, var vi enige i det store hele, og det er jo ikke så ringe endda, når nu vi lever sammen. Vi blev enige om, at det nok var en form for midtvejskrise, og pludselig i dag, da vi holdt foran huset i bilen siger Jan så; min krise er vendt, og en ny fase i mit liv er begyndt i dag! Jeg er ovre min krise og jeg er ikke deprimeret mere..Hmm..jeg, som gik og troede, at det var et overstået kapitel for længe siden, men Jan er ikke en mand af mange ord og slet ikke store ord, så jeg sad med hjertet oppe i halsen, og ventede spændt på, hvordan de næste ord ville lyde. Jo, han syntes at nu skulle livet nydes, og vi skulle ikke tænke i pension, opsparing eller bonuskonti. Det lød jo godt i mine ører, for jeg har aldrig været god til at tænke for langt ud i fremtiden. Jeg har mere eller mindre livet med devisen: vi bruger de penge vi har, for der kommer snart nogle nye til os, vi griber chancen, når den er der, for vi ved ikke, hvornår der kommer en anden, kysser hinanden pænt farvel, når vi går, for hvem ved om det bliver det sidste kys. Det har naturligvis givet nogle små døninger i vores forhold engang imellem, at jeg har været mere til nuet og Jan har tænkt mere langsigtet, men vi har altid kunnet finde middelvejen. Jeg sad og grinede lidt, for jeg kom i tanke om vittigheden om: konen, der siger til sin mand: " du siger aldrig at du elsker mig!" hvortil manden svarer: " Jeg sagde det, dengang vi blev gift og jeg skal nok fortælle dig det, hvis det ændrer sig". Jeg vil leve i nuet, og jeg håber så at Jan vil fortælle mig det, hvis han får det skidt på den ene eller anden måde, så skal jeg nok være der med både cognag, lind grød, kamille-te, varme omslag, lidt kærlighed eller hvad han nu måtte få brug for til den tid. Men efter vores samtale i formiddags, syntes jeg ikke at jeg ville bruge min fri-fredag på at gøre rent. Nej, jeg ville sidde i sofaen og ynke mig selv, fordi jeg ikke kunne komme ud, med en varm kop te og bestilt strikketøj, mens jeg indimellem kunne gå hen til vores skråvindue i køkkenet og lude over dagregnen, der piskede mod ruden og fik verden til at virke trist og grå. Jeg kunne sammen med Laura forbande den dumme myg, der havde siddet over hendes øjenbryn og smæsket sig i hendes blod og efterladt hendes øje næsten lukket. Hvis jeg finder myggen vil jeg give den sådan en over nakken, at den aldrig, aldrig gør det igen! Måske kom jeg ikke ud at sejle i dag, men jeg nåede da i tankerne ud på dybt vand, men opdagede at jeg sagtens kunne bunde i dag, og det er slet ikke så ringe at opdage fredag d. 13. hvor de fleste er ramt af overtro og dårlige varsler, og tror sig forfulgt af uheld og skader. Selv med min bedste vilje, kan jeg ikke trække mere selvynk ud af dagen i dag. Pas godt på jer selv derude

Agurke-tid

Pigerne (og såmænd også Jan og jeg) er begyndt at tælle ned, og der er mindst to grunde til at glæde sig til at komme til Danmark om 19½ dag..Farmor og farfar kommer dog før både jordbærrene og agurkerne. Det småregner udenfor, det er koldt og klamt, det blæser og det eneste positive ved vejret er, at der (næsten) ingen myg er.

Imod alle odds

Jamen så OK, Jesper! Hvis du så forfærdeligt gerne vil på min blog med dit billede...Her har du det! (Så har vi også et fotodokumentarisk bevis for, at du har været glad og stolt over den i et kort øjeblik ;-0 )Jan og jeg kom ud og sejle i et par timer, mens pigerne var til træning. Det var dejligt..som sædvanligt. Jeg håber og beder til at der kommer mange dage fra nu af med sejlvejr, men desværre lover DMI os noget helt, helt andet. Jeg synes nu ellers selv, at jeg fortjener en masse sejlture dette forår, for når man har glædet sig så længe, som jeg har, så.....

Nye gamle bygninger

I morges kunne Brugseneeraq/lille-Brugsen i midtbyen åbne med ny tilbygning. Det var tiltrængt for den var lille og lukket, mørk og virkede faktisk ikke særlig god at komme ind i. Nu har de da fået plads og meget mere lys. Oprindeligt var bygningen Grønlandsbanken, men for år tilbage "lukkede" Nunabanken heroppe i Grønland (nunabanken var filial af Bikuben i DK eller noget i den stil) og Grønlandsbankend rykkede ind i Nunabankens lokaler, som I lige kan ane i baggrunden..Jan kom i eftermiddag og hentede mig på arbejde. Han inviterede på Taseraliks café og på vej ind kunne vi se en flok børn, der tilsyneladende havde lavet drager, som de prøvede af...Det var Sara og hendes klasse. (kl er "kun 18.03 så vi kan lige nå en lille sejltur mens pigerne er til træning)

I går aftes- sent, var vejret pludselig godt nok til at Jan og jeg kunne sejle lidt ud. Det blev til et par dejlige timer i Amerloq-fjorden, hvor vi så en masse sæler, men vandet var så uroligt, at vi aldrig rigtig kom på skudhold af dem..det var nu også mest for at sejle, prøve Jans salon-riffel med kikkert af og lære jollen at kende lidt bedre. Det var dejligt, som sædvanligt. I dag har været vist sig fra en mere kedelig side. Det har blæst lidt, været tåget, diset og koldt. Vandet har vist tænder og har ikke indbudt til noget som helst med mindre man gik med dødsønsker eller foragt for havet. Dét gjorde vi bestemt ikke! Fortalte jeg at jeg kom til at slette alt indholdet på min mobiltelefon? Dét var altså ret dumt! Hmm..jeg havde et stort musikbibliotek, som jeg meget ofte lyttede til, , når jeg gik på satte bøger på plads på skolens bibliotek eller i frikvarterene, når børnenes støjniveau var for højt og det første jeg gør når jeg kommer hjem, er at tage et par afslappede bukser på og så sætte musik på anlægget..jeg havde en masser billeder og små videosekvenser, men så kunne jeg da heldigvis få dagen til at gå med at lægge ny musik ind, og forsøge at genskabe indholdet..lige om lidt er den der, og så kan jeg igen proppe mine ører med selvvalgt larm, og sætte støvede bøger på plads i morgen. (P.S jeg vil gerne ud og sejle i morgen..jeg beder for godt sejlvejr)

Blomster og planter

For at få dagen til at gå med noget, som lykkedes, plantede jeg en masse amorphophallus/djævletunge/slangepalmer ud i hver deres potter. Min kollega skulle have en, og udenfor hendes hjem hang der nogle broderier, der hører til grønlænderdragten (allapalaat) Der er snart konfirmation i deres familie, så forberedelserne er i fuld gang.

Om Amorphophallus (amor+fallos) kan siges:

Det er en kinesisk knoldplante, der kun lever i foråret og frem til efteråret, hvor den visner. I meget sjælde tilfælder skyder den istedet for blade op, en meget ildelugtende blomst op. Den lugter af råddent kød og den er umulig at have indendøre. Hvert år sætter den en ny lille knold. Den kan blive meget høj og bladene er karakteriske ved, at de ser udstandsede ud og er symmetriske og antallet af blade stiger for hvert år.

Jeg formår ikke at gemme den og finde den frem år efter år, men det gør min far og mor, så jeg får aflæggere hvert år, og lover mig selv at jeg i år skal huske at gemme osv osv. Den er ihvertfald speciel og sjov.

Præstevandring

Jeg tilbød Jan, at han kunne skrive dagens tekst, da jeg kun har eder og forbandelser på tungen lige nu over Møbius' ringmønster, som jeg ikke kan få til at stemme og da jeg ikke har oplevet noget af betydning i dag udover at have renset akvariet fuldstændigt og helt i bund. Jeg burde være glad over at jeg fik strikket første runde efter at have slået op. Det var væsentligt lettere med den nye lange rundpind. Hvis jeg skal være helt ærlig ville jeg hellere have haft et mere lukket hulmønster end det i opskriften anbefalede ringmønster, men det skal jo være ens på for-og bagside, og et eller andet sted er der gået stædighed i at få det til at lykkedes. Er der nogen, der kender et hulmønster, der er ens på for og bagside, er jeg åben overfor andre mønstre.. Jan havde hverken Møbius, strikkepinde eller et genstridigt ringmøster, som ikke ville lykekdes, at døje med, men han ville stadig ikke skrive dagens tekst til trods for at han burde have en masse at fortælle: Han var sammen med Johannes (det blæste meget oppe i højderne)oppe på Præstefjeldet. Håber, at billederne taler for sig selv, når nu han ikke vil krydre dem med lidt tekst? Da vi skulle tjekke om det var sejl-vejr, kunne vi laaaangt ude skimte to qajaq-roere, der trodsede bølgerne- sejt!