Slip let, slip svært

I dag ved middagstid tog Simon tilbage til Kangerlussuaq.

Og da flyet lettede kom jeg til at tænke på, at jeg ikke har fået taget et eneste billede af ham, mens han var her.

Underligt.

Faktisk har jeg næsten ikke haft kameraet oppe af tasken i en hel uge.

Mit 70-300mm objektiv er gået i stykker.. eller næsten i stykker. Jeg tror at det er VR / og eller autofokus, som er gået fløjten. Den står og ryster heeeeeeeelt vildt inden den stiller skarpt. Jeg kan sagtens bruge det, men det lyder godt nok ikke godt, så  jeg undgår at bruge det.

Det skal med til Danmark til sommer og så må jeg høre om det kan svare sig at få det ordet og det håber jeg.

Jeg synes ikke lige at der står flere penge på kontoen til fotoudstyr, men jeg venter og hører inden jeg græder snot og jamrer mig rigtigt.

Heldigvis fejler mit makro-objektiv ingenting og når solen står ind ad stuevinduerne og jeg trænger til at være stille, kan jeg jo fotografere vores stuevinduer i en dråbe på flittig-lise-bladet

 

Eller bare et par dråber vand, som putter sig i i folderne på et andet blad på flittig-lisen

 

Eller en anden dråbe, som er på nippet til at slippe sit tag i rosengeranium-bladet.

Det kan være nogengange være utroligt svært at slippe sit tag..for eksempel sine børn. Jeg har svært ved at slippe, men jeg er blevet meget, meget bedre til det, men det kræver øvelse og det kræver af mig at jeg tænker over at gøre det.

 

 

Det er iøvrigt nogle antikke natpotteskabe, som vi fik i bryllupsgave, som spejler sig i dråben

 

Jeg elsker duften af rosengeranium-bladene. Hverken mere eller mindre.

Ravneunger, strikkekrise og pause-larve

Hvis jeg havde kunnet få min telefon til at sende og modtage bluetooth, havde jeg kunnet vise dig denne selvsamme rede for et par uger siden.. måske en måned siden, hvor der lå 6 store, flotte blågrønne æg i.

Nu er æggene klækket og indtil i går var der 5 unger i.

Nu er der kun 3, såvidt jeg kan se, men jeg har altså højdeskræk og er bange for at falde ned, selvom der ikke er så forfærdeligt langt at falde, men der, hvor jeg vil lande, hvis jeg altså faldt, er hårdt og stenet og med garanti ikke særligt godt at lande i, så jeg holder mig til i en højde, hvor jeg føler mig sikker og kan derfor kun tælle 3 unger.

Skal jeg indrømme noget???

Jeg har i mange år og måske i 40 år drømt om at have en ravn.

Af een eller anden mystisk grund kunne jeg vildt godt tænke mig at have en ravn som kæledyr, men hvor etisk er det lige at pille en ravneunge ud af reden for at have den som kæledyr??

Ravnen er total-fredet i Danmark, men heroppe (i Sisimiut ihvertfald) er der faktisk for mange og man gør, hvad man kan for at holde bestanden lidt nede.

Jeg fandt på et tidspunkt en artikel om ravnen og der er jo ingen grund til at jeg skriver den af igen, men du kan se den her, men du kan også læse, hvad der står om ravnen på wikipedea her og lidt fra naturstyrelsen her.

 

I går, i det lille frikvarter, stod jeg udenfor et kort øjeblik og fik lidt sol, lidt luft, lidt stilhed til mine ører og lidt ro til mit indre, for dagen var lidt op ad bakke i en kort periode, så jeg trængte lige til at vende tankerne væk og ud i andre retninger og så så jeg denne fyr.

Der var faktisk to og jeg tror at det måske er natsværmer-larver, men jeg har absolut ingen grund til at tro at det er noget som helst, for det har jeg ingen forstand til.

Jeg samlede faktisk begge larver op og tog dem med ind i klassen, men eleverne var der ikke og de holdt frikvarter andre steder, så jeg måtte fotografere helt alene og uden nogen at dele nysgerrigheden med.

 

 

 

Jeg får ikke strikket al det, som jeg skal. Jeg strikkede forkert på ærme to og mistede pludseligt gejsten. Jeg mangler kun det sidste ærme og ved du hvad??? Min søster Dudi kommer på mandag og skal rejse igen om onsdagen. Hun er hos os i 1½ –2 dage og så er det da lidt federe at give hende kjolen i hånden end at sende den med post.

Jeg glæder mig til at se hende og selvom det kun er mandag eftermiddag og tirsdag efter arbejde og indtil vi falder i søvn at vi kan være sammen med hende, så har lidt også ret.

Ro

Som jeg skrev i går, blev jeg frustreret ved endnu en gang at sejle ind mod hytten kun for at konstatere, at der stadig ligger is, så man ikke kan sejle ind til kysten under vores hytte.

Vi kunne jo i teorien godt lægge jollen længere ude og gå de 500 mtr. over til hytten, men hvis isen bryder op og flager kom i fart, kan vi risikere at de tager jollen med.

Jan og jeg tænkte, sammen, højt og i fælles og Jan ringede til sin tvillingebror, som også har båd og spurgte om han ville sejle os derind og sætte os af og det var ikke noget problem.

Vi aftalte et afhentningstidspunkt og så var det bare om at nyde timerne som vi havde til rådighed.

Og dét gjorde vi. Vi. Nød. Hvert. Sekund.

Nøj, hvor var det fedt.

Småfuglene havde meget travlt og gjorde meget højlydt opmærksom på sig selv, ligesom fluerne også havde travlt med at mangfoldiggøre sig.

Jeg havde ikke travlt.

Jeg nød at der kun var fuglenes lystige kvidren, fluernes højlydte summen, isfodens knagen og isens vuggen mod de bølger som ikke var.

Solen stod højt og på sydsiden af hytten var der lunt og med et krus te i hånden oplevede jeg lykken ved at sidde og bare være til, bare være mig og være i naturen.

Når man har tid til at studere fluevinger

 

og hvordan hunfluen ser ud efter elskovakten

og har tid til at beundre den flotte metal-blå farve, når solen rammer en flueryg

så har man ro både indeni og udenpå.

 

Da vi ankom

roede vi i land i gummibåd. Vi fik den panglet over den store, brede isfod, som vi først skulle op på og så var det bare om at komme ind mod hytten

 

Jan hentede vand i elven, som løber en lille smule

og vi tjekkede alt for fugt, om der var nogen skader og om alt var som det skulle være

Vi spiste frokost i hinandens fredelige stilhed

lagde os på briksen og nød udsigten

og tullede rundt og nød at være, hvor vi var.

Vi havde aftalt at vi skulle afhentes igen kl 17 og selvom jeg kunne være blevet i en uge eller så lang tid provianten nu kunne række;- og jeg kunne spare længe og meget på den, kun for at strække opholdet, pakkede vi sammen og begyndte at gå.. en lille gåtur på små 20 minutter, højst og selvom jeg var en smule ræd, ved at skulle lade mig glide ned over isfoden og ned i gummibåden, så fik jeg fyldt hyttellivs-kontoen så meget op, at jeg kan klare mig bare lidt endnu.

Der er stadig en del is, men nu kan ihvertfald jeg klare mig lidt igen og har noget at se frem til

Aaarj, hvor er det dog kedeligt at tage derfra.

Læg forresten lige mærke til, hvor meget w.c-et hælder.

Det er en lidt sjov fornemmelse at sidde derude og hælde så meget til den ene side.

Heldigvis en lille ting, som snildt kan ordnes… lige om lidt, når vi kommer tilbage. Lige om lidt, lige om lidt, lige om lidt, lige om lidt!

Far 72 år

Min far fyldte hele 72 år i går og det fejrede vi med eftermiddagskaffe med en lagkage, som Lena havde lagt sammen.

Den var høj og den var flot dekoreret med fine blomster, chokolade overtræk og flot flødeskum sprøjtet på siderne, som enhver konditor ville have kigget langt efter.

Den var lagt sammen med hjemmelavet sortebærmarmelade og creme, så det var ikke kun udenpå at den var god.

(Lena og jeg gav i fælleskab min far et compactkamera og jeg tog kun billeder af lagkagen med hans nye kamera. Det tager nogle gode billeder og er et perfekt lommekamera, hvis nogen vil høre min mening. )

Der var kransesmåkager, scones og boller med røget laks som “bundbrød” men der var ikke meget af Lenas lagkage tilbage da vi gik.

 

Om aftenen var vi inviteret til hele 3 retter; forret med frisk stenbidderrogn og røget laks.

Jeg kunne spise mig mæt i sådan en forret, men det til for at vække sanserne til oksesteg ledsaget med kartoffel Anna, bagte løg med spinat og parmesan og waldorfsalat.

 

Jeg kunne med lethed spise mig mæt i waldorfsalat og var jeg alene og helt uden bekymring for min usigelige lethed for at tage på i vægt, ville jeg æde mig en kæmpepukkel på i waldorfsalat, men jeg vidste at der ventede dessert også, så jeg levnede lidt plads.

Min mor havde bagt mandeltærte 

og jeg havde lavet en vanilie-flødeparfait

(opskrift fra Politikens Desserter) med ekstra vanilie i og så lavede jeg en jordbærfløde parfait

efter egen opskrift.

Jeg hørte ingen klage; kun min mave da vi gik fra mine forældre efter maden.

 

 

Mellemlægsservietter

De fine tallerkner, som er arvestellet fra min farmor, ligesom bestikket også er det

 

og den store skål fra keramikeren fra Alstrup Hanny Abel

Laura i uge 20

Vi er altså ikke så gode venner om søndagen, når søndagsbilledet skal tages, så de sidste mange gange har det såmænd ikke drejet sig om selve fotograferingen, men mere om at gå på kompromis, kunne sige fra og til, lære at lytte, mærke efter, være uvenner på en konstruktiv måde og måske også en smule løsrivelse fra hinanden.

Vi når altid at blive uenige om en bagatel, men vi når altså også at blive glade igen.

Andre ville måske have droppet projektet og især, når billederne er så ensartede, som de nu er.

Det havde været langt sjovere, hvis Laura havde været ½ år og man kunne se forandringen klart og tydeligt, men Laura fylder 17 om ganske få uger og hun forandrer sig ikke så forfærdeligt meget mere eller i så hastige ryk, som da hun var ganske lille.

Vi fortsætter lidt endnu og helst året ud, men det er ikke alt i verden om at tage det søndagsportræt for portrættets skyld mere, men om at hænge ved og for mit vedkommende om at lytte, give mere snor og respektere.

Laura er en ualmindelig tålmodig og langmodig ung kvinde.

Hun bærer over og rummer langt mere end de fleste af os andre og det skulle jeg måske lære lidt af?!

Jeg har ihvertfald hver søndag i et kort tidsrum et fint eksempel i Laura.

Tak for den du er Laura.

 

P.S I dag drillede solen med alt for skarpt lys og det hidsede vi os så op over på hver vores måde.

Højt dekoreret

…Og jeg har hele 7 forskellige placeret rundt omkring på kroppen (overkroppen) og der var ingen børn til stede, da vi satte dem på.. lidt barn har man vel lov til at være engang imellem

P.S Vi=Laura og mig

Når man selv opsøger sine frustrationer

Vi prøvede igen, men endnu engang med uforurettet sag.

Isen ligger lige akkurat, så vi ikke kan komme i land og vi forsøgte at finde andre steder at gå i land, men det ville blive noget pangel-værk og aldeles usikkert.

Godt, at Jan var med inde og tjekke is-situationen, for så kunne han da lægge ryg til galden, frustrationerne, som væltede ud og de sure miner, som varede i næsten hele 15 kedelige minutter inden jeg accepterede at sådan er det nu engang.

Vi sejlede ud af fjorden, hvor der indimellem var helt blankt vand og selvom der ser smukt og venligt ud, kan jeg ligeså godt betro dig, at der var skrigende koldt og jeg er kun lige akkurat tøet op efter at have stået under den kogende bruser.

Min nye motor, min nye ven, hedder Yamaha, har 70 hk og sejler upåklageligt og jeg glæder mig til alle de mange, dejlige timer, som vi skal tilbringe i hinandens selskab

 

 

Disse ravne har intet med sejlturen at gøre.

Billederne blev taget i går aftes.

De sad nede ved byens kloakudløb og smæskede sig… og hvorfor jeg kom i tanke om det da jeg nåede iskanten i formiddags, må guderne vide

At være savnet en smule og elske det en del

Der bliver mumlet lidt i krogenen over den manglende opdatering på denne adresse.. lidt kværuleren og lidt murren og udover at jeg bliver lidt smigret over stadig at have trofaste læsere, så tænker jeg over, hvad jeg kan bidrage med til omverdenen i form af billeder og tekst.

Der sker ikke så meget.

Jeg kommer næsten ikke ud, for vejret er kedeligt, koldt, sneende og tvinger os ind i varmen, hvor der bliver set dvd og tv, strikket, læst og hygget.

Jeg strikker stadig på kjolen til min søster og jeg synes at det går uendeligt langsomt, selvom jeg skynder mig, når jeg endelig sætter mig med pindene i hænderne.

Måske jeg skulle sætte mig lidt oftere og sidde lidt længere med strikketøjet for at se de resultater, som jeg så gerne vil se?!.. men der er lige en film, lige en bog og lige et hjem, som også lokker indimellem og det er kun mig og ingen indre, som presser på for at se resultater i form af færdig kjole.

Jeg strikker med uld/silke fra Garnudsalg og jeg er ganske enkelt forelsket i garnet.

Det er rustikt i strukturen på den finere måde og det er allerede lækkert blødt at have mellem hænderne.

Jeg ved godt, at jeg ikke er den rette til at spørge om ulden kradser mod huden, for jeg kan have det groveste uld allerinderst mod den blødest armhulehud uden at det generer mig, men det her er altså ret lækkert og blødt.

Jeg er igang med ryggen og ærmerne skal ikke være for lange, så jeg kan da snart se en ende på det og så er det at jeg krydser fingre for at størrelsen passer, for det er altså alt for mange dage siden, jeg sidst har set min lillesøster i øjnene og givet hende en krammer.

 

Udover at små-strikke, så har jeg altså også fået besøg af min Simon i dag.

Han er på en kort ferie og det gør godt. Han kom 1½ time efter at min farbror landede ude i vores lufthavn.

Min farbror er taget hele vejen herop for at besøge sin storebror, altså min far og jeg hygger mig med at se lidt familie.

Det er ikke så tit at vi er omgivet af andre end hinanden og det er ikke fordi du skal høre mig klage over dem, som er, men jeg gad altså godt at se noget mere familie lidt oftere.

 

I dag var vi ovre hos mine forældre for at hilse på onkel Bjarne og minsandten om han ikke havde lidt frø med til Olsen.

Spørg lige om Olsen føler sig vigtig nu!

Han praler og bryster sig af at have fået kulinariske specialiteter helt fra Danmark.

Vi undlader at fortælle  ham, at det er almindelige vildtfuglefrø-blanding og lader ham blive i troen om at han er en vigtig fugl, som der gøres ekstra stads ud af.

Min mors brændende kærlighed/ kalanchoe blomstre og det er lidt sjovt for hun har plantet to forskellige planter sammen, så den nu står med både gule og lyserøde blomster

Brændende kærlighed… det er i grunden et fedt navn og får mig til at tænke på:

Hvad brænder du mon for??