søndag den 2. juli 2017

Goddag og farvel

Det er altid, altid svært at sige farvel.

Altid!

Det er sjovere at sige goddag.

Altid.

Især, hvis det er nogle søde mennesker, man siger goddag til.

Når man så skal sige farvel til de selvsamme søde mennesker, så bliver det endnu sværere.

Jan og jeg rejste til Danmark i fredags.

Vi var lidt over to timer forsinket, men vi skulle ikke nå noget og skulle faktisk kun tænke på os selv.

Vi skrev selvfølgelig en sms til farfar at han ikke skulle vente på os og endelig bare gå i seng, for vi har lejet en bil og skulle selv køre fra Kastrup til Himmerland.

Da vi endelig var i luften gik alt efter planen.

Der var ingen udsving og vi lettede og landede, lettede en gang til og landede en gang til og så skulle vi såmænd bare finde over i den nye biludlejnings-bygning og så af sted.

Nå jo!

Jeg troede, at Jan havde fået kraftig allergi, for han snøftede og var lidt tavs.

Jeg troede, at det måske var fordi han var lidt usikker fordi der var automat-gear i den lejede bil, men nej, han mente, han nu nok, at han kunne finde ud af det.

Vi kom ud på motorvejen, hvor Jan speedede op og jeg blev lidt usikker for han snøftede og snøftede, men når jeg spurgte ham, sagde han at han havde det fint og ikke trængte til en allergipille.

Vi nåede vores endestation kl 04.30, mens solen sneg sig forsigtigt op over trætoppene og hilste os velkommen.

Farfar var skam stået op igen og havde stillet lavet hjemmelavede, lækre frikadeller og efterfølgende kunne vi starte ferien med hans lækre, hjemmelavede koldskål.

Efter nogle timers søvn, stod vi op, groggy og med så meget jetlag, at vi kunne have rejst frem og tilbage på laget alene.

Den første dag, husker jeg vist ikke rigtig.. måske, men vistnok på anden dagen, video-ringede jeg til Sara i Brussels, mens vi kørte bil.

Vi skulle jo sådan lige aftale og forskelligt.

Jeg er kun passager og det gør jeg rigtig godt, synes jeg selv.

Jeg har ikke forstand på biler.

Overhovedet, men jeg synes at vores leje-bil er meget god at være passager i, så da Sara spurgte, hvad vi havde lejet, viste jeg bare instrumentbrættet og sagde at det hed et eller andet med A4 og så blev jeg da godt nok buet ud.. og så kunne jeg jo så lægge to og to sammen og komme frem til det resultat at det, som jeg troede var Jans allergi, var køreglæde.

Vi kørte mod Brussels for at hente Sara i tirsdags, men vi ville lige forbi Sønderborg først.

Jeg er født i Sønderborg og min farmor og farfar boede i Sønderborg.

Da jeg gik på gymnasiet i Viborg tog jeg nogen gange ned og besøgte dem i mine ferier og vi hyggede os stille og fredeligt i hinandens selskab.

Min farmor forsøgte at lære mig at sy, men jeg ville hellere lære at strikke.

Ingen af delene lykkedes dengang, men jeg fik point for mine forsøg og min farfar smilede sit søde smil, mens min farmor bød mig på flere hjemmelavede småkager, som hun gemte i den kolde ovn.

Jeg besøgte min farmor sammen med Simon i sommeren 1993. Min farfar var død på det tidspunkt, så hun var alene.

Hun var blevet meget glemsom.

Mere glemsom end, hvad godt er og da jeg tog afsked med hende foran hendes hoveddør, vidste jeg selvfølgeligt ikke at det skulle være sidste gang jeg sagde farvel.

Hun fik konstateret Alzheimers det efterår og det gik stærkt ned ad bakken med hukommelsen.

Simon skulle besøge sin far i Viborg.

Jeg havde ingen planer.

Overhovedet, men jeg havde fået en invitation fra Jan om jeg kunne komme og besøge ham hos hans forældre, så jeg fandt en mønttelefon og ringede til ham.

Det viste sig at Jan havde en plan. Den er jeg heldigvis stadig en del af.

En dag eller to kunne vel gå, tænkte jeg dengang, men det blev til mange flere dage, for det var svært at sige farvel og det var altså så godt at sige goddag til hele hans familie, så jeg blev og blev og blev.

Det sidste farvel til min farmor i 1993, følte jeg dog, var lidt underligt og i mange år gik jeg og tænkte jeg på, at jeg ville til Sønderborg for at runde farvellet ordenligt af og det fik jeg gjort så i tirsdags, hvor Jan og jeg gik op foran den gadedør, som vi sagde farvel ved og det gjorde godt.

_SNG9400

Næste dag kørte vi videre mod Brussels.. eller kørte, er måske så meget sagt, for vi sad i den ene kø efter den anden i Tyskland, men vi havde god musik i anlægget og jeg fik strikket et par strømper og vi fik drukket sodavander og spist vingummi, så vi led ikke den store nød, selvom turen fra Tysklands grænse kom til at vare over 12 timer.

Det goddag som vi fik af Sara, da vi endelig ankom, var bedre end mange goddag-er, som jeg har fået gennem årene.

Da vi sagde farvel til hinanden for 9 måneder siden, vidste vi ikke helt, hvordan hendes ophold i Belgien ville blive.

Hun rejste ned uden at kende en levende mors sjæl.

Hun havde skypet med sin værtsfamilie, men det var så også det.

Hendes mor var nervøs.

Og spændt.

Og lidt bange.

Og meget stolt over det mod, som hun udviste, ved at tage afsted uden et finmasket, socialt sikkerhedsnet under sig.

Der blev fældet en flod af velkomsttårer og krammet og krammet lidt mere.

Sara var ikke helt færdig med at passe den lille pige, så efter at vi havde været lidt rundt i byen og turistet den, gik vi med op og hentede hende.

Hun er godt nok sød og mit slet skjulte behov for snart at blive mormor eller farmor, blev kun yderligere forstærket. Hvor er det dejligt og livsbekræftende med de der små størrelser.

Et lille menneske og at se det fine, gode, dejlige bånd, som var mellem Sara og hende.

_SNG9508

_SNG9562

_SNG9404_SNG9419_SNG9422_SNG9423_SNG9425_SNG9426_SNG9431_SNG9434_SNG9436_SNG9438_SNG9441_SNG9444_SNG9450_SNG9454_SNG9469_SNG9663

Den sidste aften, i fredags, var vi ude og spise med nogle rigtig, rigtig søde, danske piger, som Sara havde lært at kende og som har været en god støtte for hende, mens hun har været så langt væk hjemmefra og så måtte vi lørdag morgen til det allersværeste.

Saras farvel med værtsfamilien og især med pigen, som hun har passet igennem næsten 9 måneder, var en af de svære.

Den var faktisk så svær, at jeg blev nødt til at fælde nogle tårer sammen med Sara.

Vi håber at familien tager imod vores invitation og kommer og besøger os i Grønland, helst snart.

Vi håber og især Sara håber, at vi snart kan sige goddag til den søde værtsfamilie og især den lille pige,f or det var en af de svære farveller.

_SNG9674

(I morges skal jeg forøvrigt sige et lille, kort og imidlertidigt farvel til mit kamera, da det skal indleveres, så det bliver småt med ferie-billeder denne sommer, men så skulle dem, der kommer i fremtiden gerne blive lidt bedre, håber jeg)

torsdag den 22. juni 2017

Nationaldags koncert med Atsinnermiut

I går var det Grønlands nationaldag.

Vi deltog ikke i nogen af de planlagte aktiviteter om dagen, men jeg havde besluttet, at uanset hvad, så skulle jeg ned og høre den koncert, som Laura og bandet skulle give i Taseralik kl 20.

Og sikke en koncert.

Det er sjældent at man ser (og hører) så disciplineret et band.

Man kan bare høre at de har øvet og kan deres kram.

Der er absolut ingen slinger i valsen.

De har en plan, som de holder sig til, samtidig med at der er en enorm energi der står fra dem.

En glad, positiv og smittende energi.

Deres musik er jeg vild med. Da de lige begyndte at spille sammen for nogle år siden, havde jeg nogle småting hos dem, som jeg ikke var helt så begejstret for, men nu hvor de er mere sikre i deres stil og de har fundet helt ind til hinanden, så jeg er helt vild med dem.

De arbejder vist lidt på at indspille og måske, hvis de kan få skrabet pengene sammen, vil de udgive deres musik.

Jeg håber det virkelig og jeg vil være en af de første, som køber.

Faktisk kan du allerede nu, høre lidt af deres musik her.

Det er en live-indspilning fra en koncert fra Nuuk, hvor de spillede.

(Men du kan faktisk også høre nogle enkelte andre numre på soundcloud-side)

Jeg tog lidt billeder i går i Taseralik.

Lyset var fedt, men det var svært at fotografere i.

Lyden var rigtig god og stemningen var helt i top.

_SNG9110

Du kan se resten af billederne her

_SNG9332

_SNG9306

_SNG9250

_SNG9181

_SNG9190

Rundgang

I morges hang solen rund og varm på en blå, blå himmel.

_SNG8687

Det luftede en anelse og akkurat lige så meget, at myggene ikke kunne finde fodfæste og derfor holdt sig væk.

Hverken Jan eller jeg benyttede os af det gode vejr, for vi gik rundt og skulle pakke sammen til rejsen i morgen.

Jeg har mest bare gået rundt og rundt, men indimellem har jeg da smidt en strømpe i kufferten.

Af en eller anden grund, har jeg svært ved at pakke feriekufferten i dag.

Jeg går rundt og synes at det og det burde med, men at det måske ikke er så vigtigt alligevel og så fisker jeg den nedpakkede klud op af kufferten igen.

Og hvad med strikketøj?

Og jeg har jo ellers garnkøbsstop, men gælder det, når man har ferie?

Beslutningen blev taget mens jeg sad og spiste aftensmad.

Købstoppet gælder ikke i en ferie og jeg tager derfor kun det strikketøj med som jeg er i gang med.

Så behøver jeg vel i grunden ikke pakke mere.

Åh jo.. Kameraet skal med og min computer skal med.

Så behøver jeg vel i grunden ikke pakke mere.

Hvis jeg mangler noget, kan det vel lånes eller købes.

Om en uge er jeg sammen med Sara og måske er det det som gør at jeg går lidt rundt om mig selv?

Solen er forsvundet ind i en tæt, tyk, uigennemsigtig tåge og der er koldt, klamt og himlen er væk, men hvis vi alle krydser fingre og sender en bøn afsted, så kommer vi afsted med eller uden en pakket kuffert.

Billederne har intet med teksten at gøre og er fra en helt anden dag (fra sidste torsdag helt præcist)

_SNG8681

Træ-udsnit fra en bjælke, som bare står og forfalder. Jeg kan næsten ikke bære det og har lyst til at tage hele bjælken med mig hjem.

_SNG8684

_SNG8684

onsdag den 21. juni 2017

Langsomt opfattende

“Kan det nu også være rigtig?” tænker jeg hvert år, når jeg går hjem efter den sidste skoledag.

“Kan det nu også passe, at jeg kan sove længe i morgen og drikke min morgenkaffe i fred og ro, men  jeg overvejer om jeg skal gå i seng igen eller om jeg skal foretage mig noget fornuftigt”

Min fornuft ved godt at i morgen kan jeg blive liggende indtil jeg ikke orker mere, men vanen har en vanvittig stor magt over mig og der går nok et par dage og en flyrejse mod Danmark førend jeg helt kan mærke det.

Det har været en hårdt skoleår for mig i år. Det tæret og ædt sig igennem energi og humør.

Hvis jeg var en påhængsmotor, skulle jeg i den grad have udskiftet zinkklodserne, skiftet gearolie og have mit årlige tjek.

Det får jeg forhåbentligt også. Måske ikke lige skiftet gearolie og zinkklodser, men det som svarer til det.

Lørdag formiddag sejlede vi op i hytten.

(Jan havde som helt nystrikkede sweater på. Den nåede lige at få hæftet de sidste ender og bliver tør efter vask)

_SNG8765

_SNG8764

_SNG8769

Vi ville sætte et lillebitte vindue i den nordvendte væg og det gik næsten efter planen.. altså lige bortset fra at kærven i karmskruerne (2 ud af 4) opgav ævred som kærve og besluttede sig for at transformere sig om til runde, glatte huller da de var halvvejs.

Nøj, hvor blev der stille i hytten og nøj, hvor forsvandt smilene fra vore ansigter, for hvad dælen stiller man op, når man står ude i ødemarken med et par megalange skruer, som hverken vil ind eller ud og man ikke har værktøj til at gøre noget??

Jan ringede til Jesper for at høre til vejret ude til havs, hvorefter jeg ringede til Lena, som fik forklaret situationen og at vi havde brug for en lillebitte vinkelsliber og så drønede vi ellers ind til byen, hvor det mest af alt mindede om det fornemste pitstop rallyverden nogensinde har set, da Lena havde kontaktet Brian, som havde skaffet en vinkelsliber, som han kom ned med som han overrakte, mens vi samtidig tankede jollen op for derefter at drøne tilbage.

Alt endte i lutter vindueslykke og nu kan vi kalde os indehavere af et lille, godt vindue, som allerede er blevet kigget meget ud af.

_SNG8795

(Jep, der skal males vinduesrammer og lidt, men ikke nu)

Vejret var ikke verdens bedste, så vi havde en rigtig god undskyldning for at ligge og læse, drikke en ekstra kop te og kaffe, lave ingenting og sove en time mere i ny og næ, mens vi sørgede for at vende os i sengen indimellem, så vi ikke fik liggesår.

Jeg kom sågar op og stå, fundet mit kamera frem og fotograferet lidt småplanter,

_SNG8806

_SNG8803

_SNG8802

_SNG8801

_SNG8799

_SNG8798

_SNG8790

_SNG8789

_SNG8788

_SNG8784

_SNG8780

_SNG8774

_SNG8773

_SNG8771

mens Jan bankede et manglende terasse-brædt fast.

Vi måtte jo hjem igen og det var mere end almindeligt svært at forlade roen, stilheden og harmonien, som vi finder i vores lillebitte hytte.

Hvis ikke lige der stod Danmarksrejse og om en uge : køretur ned til Sara i Brussels, så kan du måske nok regne ud, hvor jeg så skulle hen?

Jeg glæder mig så meget til at gense min Trunte-Sara og få hende bragt med hjem og jeg har en anelse om, at hun også glæder sig til at se os.

Jo.. jeg skal tidsnok opdage, at dagene står til  min frie disposition i et par uger eller 4 fra nu af og at sidste skoledag i dette skoleår var lige netop i dag.

søndag den 11. juni 2017

Vindue-transport

Vi har købt et lillebitte vindue, som vi vil sætte i hyttens nordvendte væg, så i går tog vi vinduet under armen og sejlede op med det.
Vejrudsigten for natten og dagen i dag, så ikke alt for fin ud, så vi vidste godt at vi skulle sejle hjem igen om aftenen.
Jeg havde mit strikketøj med for det var jo international-strikke-i-det-offentlige dag i går. Måske kan man ikke helt sige, at det er særligt offentligt oppe ved vores hytte, men jeg følte lidt at jeg var med.
Jeg strikker på en sweater, men hvem det bliver til, må tiden vise. Jeg slog bare nogle masker op i det garn, som jeg nu havde og måske kommer den til at passe Jan.. måske ikke.
Jeg havde også mit kamera med og jeg håbede jo, at de små blomster var sprunget ud, men de er knap på vej. Der var et par enkelte forløbere og så kunne jeg jo kigge lidt på dem.
Mens vi sad og drak kaffen og så på tidevandet, der skiftede, skiftede vejret også fra høj solskin til overskyet og i nat regnede det en ganske lille smule. Mon ikke at de små blomster vil synes godt om det lidt fugt, som er faldet?
Jeg fik mine første myggestik mens jeg lå og kiggede på blomsterknopperne. Jeg håber hvert eneste år, at de glemmer os og finder et andet sted hen, men de er trofaste, selvom de ved Gud ikke er særligt velkomne.
_SNG8556
_SNG8555

_SNG8560-1_SNG8563

_SNG8565_SNG8571

_SNG8572-1_SNG8574

_SNG8583-1_SNG8584-1

_SNG8588-1_SNG8590-1

_SNG8591-2_SNG8596-1

_SNG8597