søndag den 12. januar 2020

Dagens farve

Prøv lige at se nogle farver:

Billedet er taget med min mobil


Selvynk

Man skulle vel nærmest tro, at jeg havde lavet denne blog om til en brokkeblog?
Det var såmænd ikke meningen, men lige nu fylder min håndskade næsten det hele.
Jeg forsøger virkeligt ellers at flytte fokus, men helt ærligt, så er det ret svært, når smerterne hele tiden gør opmærksom på det.


Den 30.december huggede jeg min urte-kniv så hårdt ind i min hånd og nej! Selvfølgelig var det ikke med vilje!

Jeg tog på sygehuset med det samme og blev syet.



Blodet flød i rigelige mængder og det var faktisk lidt svært at vurdere, hvor meget jeg havde fået skåret over og fordi det var så hævet, var det svært at bøje og strække.
Jeg fik pencilen for en sikkerheds skyld og der har ikke været synlig betændelse.


8 dage efter fik jeg taget stingene, men hævelsen er der stadig og det gør så forbandet ondt. Faktisk helt urimeligt ondt og de pamoler og ibumetiner, som jeg må tage, tager kun lige akkurat toppen af smerterne.

Jeg bliver vist nødt til at gå til læge igen, for selvom jeg kan bukke og strække min pegefinger, gør det så ondt i bløddelen under pegeringeren og i den nederste del af pegefingeren (ind mod hånden) at jeg stort set ikke kan bruge venstre hånd.

Bare den mindste fnuglette berøring sender voldsomme elektrisk-lignende smerter, som får tårerne frem. Hånden føles kold, sovende og stikkende, men samtidig gør det voldsomt ondt.

Jeg er uendeligt træt af det og især af smerterne.
Da jeg fik taget stingene, snakkede jeg med en læge, som sagde at det så ud til at jeg havde skåret en masse nerver over og at der nok kom til at gå rigtig, rigtig mange måneder inden det var i orden, men at det ikke så ud til at jeg havde skåret sener over.

Jeg har pakket min hånd ind i et elastik-bind for at skåne den for alt for mange bevægelser, men mest for at ikke at komme til at røre ved den.
(Jeg kan ikke binde mine egne snørebånd, vride en karklud eller skære maden ud selv, så det skal altså bare gå i orden igen.
Selvom hånden gør vanvittigt ondt, vil jeg forsøge at gøre tingene selv, leve som jeg plejer og forsøge ikke at lade mig begrænse)

At jeg så samtidig får den ene smertefulde blist i munden efter den anden og gerne flere ad gangen, er vel nærmest en natur-lov, når kroppen er stresset, jeg har fået pencilin og tager så smertestillende flere gange om dagen.. (og jeg bruger kun tandpasta uden skum-middel)
Det er altså bare ikke en optimal start år 2020 har fået, men jeg håber og satser på, at jeg så har taget min andel for i år og at det kun kan blive bedre fra nu af)
Sidder der et klogt hoved derude, som kan fortælle mig om det går over af sig selv eller om jeg kan gøre noget for at det går hurtigere.


Vejret har været stormende og koldt siden nytåret.

Det har sneet og sneen har lagt sig i hårde fygninger og bulldozerne har haft travlt med at rydde vejene.
Simon skulle være rejst hjem tirsdag d. 08. januar, men pga vejret blev hans fly aflyst og aflyst.

Det gjorde ikke mig noget.
Snarere tværtimod.
Han kom hjem i fredags og som han selv sagde, så var det godt at have sine vante ting omkring sig, men at det det havde været dejligt at være herude.

Det har været så hyggeligt at have alle tre børn hjemme i julen.
Gid øjeblikket ville stå stille og vare ved. Jeg stor-nyder det.

De to yngste er her såmænd endnu og jeg nyder det i stor stil.
Og har nytte og glæde af dem, mens jeg er skadet.

Sara rejser tilbage til Århus d. 23. Hun har faktisk først fået rigtig juleferie d.03.januar, hvor hun afleverede en eksamen over nettet.
Hele julen var hun flittig og disciplineret, hvor hun læste hver dag.
Laura rejser til Nuuk herfra. Hun skal være udvekslingsstudent i Nuuk og jeg synes det hele er lidt spændende.


Jan og Sara har gået rundt indendøre, som løver i bur og ventet på at vejret skulle falde så meget til ro, at de kunne komme ud og køre hundeslæde.

Jeg tog med dem i går ved middagstid, da de skulle ud og fodre både vores hunde og de hunde, som Jan passer.

Nøøøj, hvor var det koldt, men også hyggeligt.










I dag artede vejret sig og Jan og Sara kom ud på en længe ventet kort slædetur, hvor der intet føre var og sneen var dyb nogen steder, hårdt andre steder og visse steder var der vådt (søen).




fredag den 27. december 2019

Våbenhvile i julen

Glædelig jul.


Vi kom igennem julen uden at nogen skulle køres i ambulance til udpumpning, selvom det indimellem føltes som, i hvertfald jeg godt kunne have trængt til det.



Jeg har ellers indgået store og vigtige aftaler her sidst på efteråret og i den tidlige vinter med mig selv.


Våben-hvile-aftaler, som dog bliver brudt med jævne mellemrum.
Jeg har læst i dameblade, på nettet og forskellige  andre steder, at man bliver bedre til at acceptere sig selv jo ældre man bliver og jeg har talt alvorligt med mig selv, men vanens magt er stor og jeg falder i og genoptager med små mellemrum den indre krig.



Nu har jeg så overlevet julen og glemt alt om den der indre krig.
Jeg har ædt og jeg har spist sammen med familien og den efterfølgende motion, der skulle brænde de hundredetusindevis af jule-kalorier af, har jeg fuldstændig og aldeles forsømt og nu er der udbrudt en indre krig igen.


Stop og hold våbenhvile, siger jeg bare!


Ret fokus over på noget andet og mere konstruktivt.
Tænk positivt og mere kærligt.



Jeg ved ikke med din jul, men min jul handler desværre meget om mad.  Jeg er inviteret og er gæst og sådan er det for rigtigt mange.
Når man er gæst, vil man (jeg) jo ikke sidde og bare glo tørt på den mad, som værtinden ( i det her tilfælde) igennem uger har tilberedt.


Jeg forsøger at passe på, holde igen og nøjes, men så går det galt og det er jo dejligt og alting smager jo godt og af mere.

Nu sidder jeg så her den 27. december og tænker tilbage, græmmes en smule over mig selv.



Jeg holder våbenhvile med mig selv i dag.
Jeg orker sgu ikke mere krig.. hverken med mig selv eller med andre.

Laura kom d. 18. december. Simon kom d. 20 december og som rosinen i pølseenden kom Sara d. 22. december.
Deres ankomster med fly var uden forsinkelser og de ankom alle til den planlagte tid.
Jeg har glædet mig i en grad, som er helt urimelig for dem.

Laura skulle aflerevere sin bacheloropgave om fredagen så de første dage gik med at genlæse, korrekturlæse, tvivle, grue, sætte kommaer, rette afsnit, tvivle, grue, få mor til at læse, få far til at læse, genlæse for til sidst bare at trykke på SEND.

Sara var til eksamen lige inden hun rejste herop og hun skal til eksamen igen d. 03/01, så hun er, som hun plejer, meget disciplineret og struktureret.
Jeg er fuld af beundring for at hun, mens vi andre drikker en ekstra kop kaffe, ligger og læser et afsnit mere i vores skønlitteratur, ser en ligegyldig udsendelse i fjernsynet, knokler og læser til eksamen.

Vi prøver virkelig, virkelig at tage hensyn, men vi glæder os lige så meget som hun gør til det er overstået.

Simon sover længe.. siger han. Han tuller omkring, slapper af og besøger familie.

Heldigvis har begge piger haft tid og overskud til at tage med Jan ud og køre en hundeslædetur hver.

Laura kørte med mig en tur på snescooter ud til Qerrortusup majoriaa juledag, hvor lyset som sædvanligt (det har været ualmindeligt godt vejr hele julen) var et fantastisk lys, som slet ikke kommer til sin ret på billederne


Lige om lidt kører hun endnu en tur med sin far på hundeslæde, mens lillesøster læser videre og jeg igen anstrenger mig for at holde den indre fred intakt.



tirsdag den 3. december 2019

Her bor jeg

Her bor jer

https://www.facebook.com/jensimand/videos/10161266183700360/UzpfSTEwMDAzMTk4ODc5NjcxNjoxNjk4ODc1ODA3NTQyMDE/

Prøv at trykke på linket og se en fin video, som Jens Andersen har lavet og lagt på youtube

søndag den 10. november 2019

Det længste efterår i mands minde

Længere nede i indlægget er der blodigt billede af en død sæl, så hvis du ikke vil se det, så skal du skynde dig videre til en anden side :-)



Denne weekend har det blæst kraftigt fra øst.
Det har blæst både fredag og i går lørdag og derfor kom vi ikke i hytten.

Det gjorde vi sidste weekend, men faktisk tog vi hjem tidligere end planlagt, for der er altså bare mørkt derinde i fjorden på denne årstid.


Det bliver mørkt allerede kl 18 og det er altså ikke mørkt som her i byen, hvor der er gadelamper og lys fra naboernes vinduer.

Der er mørkt som i virkeligt mørkt.



Og så bliver aftenen virkelig lang, når du ikke kan komme ud og der først igen begynder at lysne ved 08-tiden om morgenen.

Vi gik en tur op i fjeldet i håb om at kunne skyde et par enkelte ryper, men der var ingen.. eller jo, der var denne, som nåede at flyve sin vej.
Heldigvis for den.
Jeg nåede da at få et billede af den på lang, lang afstand.



Vi besluttede os for at sejle hjem, men på vej hjem af, sejlede vi ud på havfuglejagt og fik to tejster, som vi honningmarinede og stegte til aftensmad.

Om søndagen var vejret rimeligt og vi var lidt hooked på flere hav-fugle, så vi sejlede ud igen.



Virkeligt langt ud, men der var ingen fugle, men jeg skød en enkelt sæl, som jeg slagtede og parterede og delte i 5 store portioner, som kom i fryseren til når børnene kommer hjem til jul.
De vil meget gerne have sælkød.


Jeg lavede en stor portion til os selv om aftenen og Jesper kom og spiste med.
Skindet med det tykke lag spæk, skar jeg ud i små lunser til hundene som de så får de næste mange gange de skal fodres, ligesom indvoldene kom i hundefoder-kurven.

Vi har ingen sne.

Et lille tyndt, tyndt lag, som udgiver sig for at være sne, ligger over fjeldet, men nu er det meste faktisk blæst væk.

Selvom jeg er glad for at der ikke er så koldt; faktisk er meget, meget varmt taget årstiden i betragtning, så trænger vi til normale tilstande med sne og frost, men med de klimaændringer der er , så er det måske ikke noget, som længere er normalt?