onsdag den 13. juni 2018

Et lille hallo

Online-dagbogen:

Jeg har opdateret dag-bloggen lidt, så jeg kan se tilbage og mindes og huske. Det sker jo desværre ikke så tit mere, selvom jeg holder meget af at kunne bladre tilbage og mindes og huske.

Selvom der er mange ting, som man måske gerne vil glemme og måske endda glemme hurtigt, holder jeg af, at have nogle notater til senere.

Det er lidt rodet og lidt usystematisk. Jeg har forsøgt at systimatisere lidt, rydde ud og rydde op, men det blev ikke helt som jeg gerne ville have det.

Skidt, pyt.

Mareridtet, som blev virkeligt:

Midt i sidste måned oplevede vi det, som vi som hundeejere altid frygter.

Det ligger altid en lille smule i baghovedet og især heroppe, hvor hunde står lænket udenfor og hvor der ikke er 100 % opsyn med dem døgnet rundt, er det en risiko.

Da jeg var barn var hundene begyndt at blive lænket, men der gik stadig mange løse hunde omkring.

Før jeg blev født var ingen af hundene stort set bundet, men de holdt sig til omkring deres ejeres hjem, fortælles der, men jeg oplevede det ikke.

Da jeg var barn var der hunde bundet i spand/flokke overalt i byen. Vi vidste alle sammen at vi ikke må gå ind til andres hunde og ikke gå i nærheden af dem.

Vi vidste alle sammen, at hvis vi faldt imellem hundene, ville de tro, at vi var foder, som blev kastet ud til dem og så kan du jo selv tænke videre over, hvad der så ville ske med dig.

Det skete faktisk engang imellem, at der skete ulykker og en sjælden gang kostede det desværre også livet for et barn.

Taget i betragtning af, hvor mange hunde, der var dengang og at de stod overalt, kan jeg faktisk undere mig over, at der ikke sket ulykker oftere, men dengang vidste vi alle, at vi ikke måtte gå ind til andres hunde og vi fik det at vide i en lang uendelighed.

De sidste ca 10 år har kommunen valgt at hundene skal ud af byen og det er der naturligvis både fordele og ulemper ved.

Den største fordel er at der ikke er så meget hundeglam/-larm i byen længere og at der ikke lugter så meget af hundelort og hundetis i byen længere.

Ulempen er at der ikke længere er opsyn med dem hundene.

De står ude i et ubeboet område.

Faktisk står de rigtig skidt derude, hvis man skal tænke på deres velfærd, for der er ikke mange klippesteder, hvor de kan så tørt.

De fleste hundespand, står nu på jord, som bliver mere og mere pløret og når det har regnet, når sneen tør og bare i al almindelighed bliver jorden så våd, at hundene faktisk ikke har steder, hvor de kan stå eller lægge sig et tørt sted.

Der er langt at gå efter vand til hundene og hvis man ikke har bil eller anden form for transportmiddel, så er det helt vildt besværligt at have sine hunde til at stå derude øst for byen i baglandet.

Et er at det er meget, meget dyrt at holde slædehunde.

Det koster ca /minimum 3000 kr alene i foder om måneden og ikke for at blande tingene sammen, kan jeg dog ikke lade være med at nævne at der er afgiften til brændstof, hovedsageligt med tanke for fanger og fiskerne, men det nyder alle vi andre jo også godt af.. ligesom snescooterkørerne og ATV-kørerne har stor glæde af den meget billige brændstof.

Så er det jo, at rigtig mange hundeejere kaster håndklædet i ringen og opgiver at have hunde, når man kan komme ud og opleve naturen på et motoriseret køretøj, som man kan låne penge til i banken, der ikke behøver daglig omsorg, pleje og opsyn og som kan fodres med billigt brændstof og jeg forstår det faktisk godt.

Altså der er ikke engang en dyrlæge i byen til alle hundene og hvis der sker noget med din hund, som du ikke selv kan klare, må du ringe efter en kommunalt ansat hunde-inspektør, i daglig tale: hundeskyderen, som afliver hunden.

Jeg forstår de mange tidligere hundeejere. Alle dem, som ikke orker mere. Men turist-branchen vil jo rigtig gerne have flere turister herop og gerne turister, som vil lægge lidt kontanter.

Jeg tænker at en af måderne kunne være at vi solgte noget af det, som vi har så meget af: nemlig frisk luft og stilhed.

Den stilhed, som bl.a kan opleves på en hundeslæde.

Den stilhed, som kan opleves på en vandretur.

Vi har også en snescooter ved siden af hundene.

Det er da rigtig sjovt at køre på snescooter og man kommer hurtigt langt omkring og mange kommer også omkring, hvor de faktisk ikke engang må køre af hensyn til byens drikkevand (vores vand- reservoir er overfladevand, der bliver renset) og netop af hensyn til hundeslædekørslen-, men at køre hundeslæde;-og især i vores distrikt, er altså noget helt, helt specielt.

Når du kører hundeslæde oplever du naturen på en ganske anden måde. Der er ingen (burde ikke være det, men alt for mange snescooterkører kører overalt) andre lyde end hundeslædens meder mod sneen, hundenes vejrtrækning, naturens egne lyde og naturligvis dine egne.

(Så hvis vi snescooterkørere kunne respektere slædesporet og lovgivningen omkring snescooterkørsel mm kunne vi måske endda begynde at tænke lidt større og længere ud i fremtiden)

Hvis du kører langt og over flere dage, når du at opleve på ganske nært hold og meget tæt, hundenes indbyrdes samarbejde, hierakiet og samspillet mellem hunde og hundekusken. Du oplever naturen meget  intenst og ikke mindst vil du opleve dig selv og dit indre på en ganske speciel måde,- nærmest som en indre pilgrimsrejse.

Det er ganske specielt at have grønlandske slædehunde heroppe og den grønlandske slædehund er en meget beskyttet race, som bliver holdt fuldstændig ren ved at man ikke må indføre eller have andre hunderacer herfra Sisimiut og nord-efter.

Vores hunde er nogle af de allersidste hundespand, som står inde i byen. Der står andre, men i forhold til før, er der kun ganske få tilbage.

Om vinteren går folk hen over søen, som fryser til og dermed lige forbi vores hundehold.

Hvis man vil i nærheden af vores hunde skal man gå hen til dem.

De er bundet og kan ikke komme hen til de forbipasserende.

Som du måske kan regne ud, er vores hunde velpasset, i god foderstand, der bliver holdt opsyn med dem og de bliver passet godt og efter alle kunstens regler, men vi kunne ikke forhindre at en 13-årig pige gik hen til to af vores hunde og hvad der så er sket, ved vi ikke helt præcist.

Vi ved kun, at vi skulle ned til dem onsdag d. 2. maj efter aftensmaden og ville køre en tur. Vi tænkte at det nok var sæsonens sidste tur.

Sara skulle naturligvis med på den sidste tur, for hun flytter jo til Danmark til sommer og det er een af de ting, som hun kommer til at savne rigtig meget.

Vi når knap nok at komme derned før Sara får en besked på sin mobil at to af vores hunde har overfaldet en pige og næsten i samme øjeblik, står politiet hos os og fortæller os, hvad der er sket.

Vi er dybt, dybt rystede. Der er heldigvis nogen, som har set hende og hjulpet hende væk fra hundene og fået tilkaldt en ambulance.

Hendes ene øre er næsten rykket af, hun har dybe bid-sår på den ene arm og på det ene ben og en hel masse overfladiske bid-mærker på kroppen.

Det ved vi ikke på det tidspunkt, men vi sørger for, sammen med politiet at tilkalde hundeinspektøren, som kommer med det samme og afliver de to hunde lige på stedet.

Vi står og holder hundene mens de med en boltpistol bliver aflivet og det er også meget, meget ubehageligt.

De efterfølgende dage er vi på sygehuset og se til pigen.

Hun kom til Nuuk, hvor hun blev behandlet yderligere, men nu har hun det godt.

Hun får heldigvis ikke synlige ar i ansigtet.

Der må desværre komme et par mindre på kroppen og hendes forhold til hunde må være fuldstændigt ødelagt.

Hun går på den skole, hvor jeg arbejder, så jeg ser hende jævnligt.

Selvfølgelig har hændelsen sat spor hos os også og der gik lang tid, hvor vi overvejede frem og tilbage, hvad vi skulle stille op. Stille op med hundene, vores slædekørsel, vores hundeplads og alt muligt.

Vi har snakket med forskellige folk (blandt andet pigen og hendes mor) og vi har snakket med teknisk forvaltning, som har ansvaret for tildeling af hundepladserne.

Katten

Som du måske, måske ikke hører for sjældent om, er stadig en stor del af vores liv.

Den må ikke komme ud iflg. loven og hvis den skal ud, skal den være i snor. Derudover, skal den ligesom hundene også være vaccineret for rabbies.

Vores kat kommer allerhøjest ud på vores altan.

Hun er en rigtig inde-kat, men hun har så tre etager og 214 kmv at folde sig ud i, så jeg tror ikke hun lider så stor nød.

Vi har lært hende at “sitte” og “give pote”.

Det er vi ret stolte over, faktisk. Faktisk synes jeg at hun ser så kær ud, at jeg har lagt et lille videoklip ud på min instagram.

Sejlsæson

jollen blev sat i vandet den 30. maj, men vejret har drillet lidt, så vi har ikke været ude og sejle sådan rigtigt, men i lørdags sejlede vi en tur ind i Amerloq.

Vi skovlede en lille grydefuld lodder op med nettet og sejlede videre ind til Sarfannguit.

Der var godt nok stille derinde i den lille bygd, men det var ret hyggeligt og fredeligt.

Vi gik en lille tur, tog nogle billeder og så sejlede vi hjemad igen.

_SNG7161

_SNG7163

_SNG7166

_SNG7170

_SNG7172

_SNG7173

_SNG7174

_SNG7175

_SNG7177

_SNG7181

P1000118

P1000119

P1000121

Om aftenen spiste vi lodderne kogte med nye kartofler til.

Jeg elsker når jeg kan hive en fisk op af vandet og spise den samme dag.

Hytteliv

kan starte op igen.

Isen er stort set væk inde i 1.fjord, som jo ligger nord for byen i forhold til fjorden Amerloq, hvor Sarfannguit ligger.

Jeg håber og krydser fingre for at vi kan sejle derop allerede igen i denne weekend og overnatte.

Vi trænger snart til at komme lidt væk fra byen, til at komme ud i stilheden og ud i naturen og vi trænger vist også til at holde lidt fri.

_SNG7183

P1000124

Nu ved du, hvad tiden er gået med, hvis du har undret dig og nu ved du,  hvad jeg planlægger at tiden skal gå med den kommende tid.

mandag den 23. april 2018

Energi til at gå både et valg og en hverdag i møde

Jan og Sara var ude og køre hundeslæde med en turist i går.

Vejret var fantastisk med høj sol og blå himmel, så jeg kørte mig en tur ud i baglandet, hvor jeg mødtes med min søster Dudi, hendes mand og hendes yngste.

IMG_8472

Vi mødtes ved Qerrortusup majoriaa og kørte så videre ned på fjorden, ind i bunden af fjorden og videre ud til Narsaq, hvor der er to fangsthytter, hvor vi satte os udenfor den ene og drak kaffe og nød solens varme stråler mens vi nød udsigten.

IMG_8475

IMG_8477

IMG_8478

IMG_8479

IMG_8480

IMG_8481

IMG_8482

IMG_8484

Jeg havde ikke givet ordentligt besked om hvor jeg kørte hen, hvem jeg kørte med og hvornår jeg kom tilbage, så jeg tænkte at det var bedst at køre hjem inden nogen måske begyndte at undre sig, men efter en dag ude i det gode vejr, den friske luft og de fine udsigter, kunne jeg gå denne uge i møde med dejlige minder og fornyede kræfter.

Vi sov i hytten fra fredag til lørdag og havde håbet på solskin og varme, men solen snød os, så vi hyggede os inden døre med bøger, strikketøj, fred og ro små-sov når det passede os.

Hverken Jan eller jeg ærgrede os over den manglende sol, for vi havde det rigtig rart og hyggeligt i hytten, hvor der var dyb stilhed. Vi så ikke andre hele dagen og ikke engang da vi så endelig kørte hjem ved 19 tiden mødte vi heller ikke nogen.

Der var et tæt, tæt tåge i højderne, men sporet var fin og der var ingen vind, så det handlede bare om, at vi ikke kunne se mere end 20 meter frem, men det er jo nok.

p.s.

DR1 har dækket vores valg i morgen massivt. Det er rigtig godt, men jeg synes altså stadig at der er et meget ensidigt syn på Grønland og os grønlændere.

Der bliver vist problemer, problemer og atter problemer.

Der er fokus på seksuel misbrug af børn og kvinder, der er fokus på alkoholmisbrug, hjemløshed og børnehjemsbørn og det er rigtigt fint, men jeg mangler at min og andre almindelige menneskers verden også bliver vist og sat fokus på.

En hverdag uden misbrug af hverken seksuel art, alkohol eller euforiserende stoffer og hvor man kan se, at jeg, trods en almindelig gennemsnitlig års-indkomst har et ganske almindeligt hjem, hvor mine børn klarer sig godt og har fået rimelige/gode resultater både i den udskældte, grønlandske folkeskole og ligeledes har opnået gode og fine karakter-gennemsnit i gymnasiet og hvor der er fokus på at min datter nu klarer sig godt og på lige fod med danske studerende på antropologistudiet i Århus, hvor hun kom ind på lige fod som en dansk studerende.

Jeg mangler et fokus rettet mod successerne og hvad vi faktisk klarer os godt med og måske de der mange hadske kommentarer der evigt og altid er til os grønlændere ville være færre? Der er mange misforståelser i forbindelse med mange grønlænderes ønske om at blive selvstændige og der er rigtig god grobund for grimme fordomme, dumme kommentarer og jeg mangler en voksen, konstruktiv og moden dialog på de der dagsblade og især mangler jeg lidt mere alsidig oplysning om Grønland og grønlændere.

Forestil dig at der kun blev vist udsendelser om hjemløse danskere, Peter Madsen-typerne, rockerne, misbrugerne og andre ikke-gennemsnitlige danskere både i og udenfor Danmark.

Pressen har et enormt ansvar og en enorm magt og jeg ærgrer mig over at vi bliver så stereotypt fremstillet. Øv.

Det er ikke til at kimse af

Sidste weekend forsøgte vi os som is-fiskere nede på fjordisen i nærheden af vores hytte.

(Billedet er taget ved siden af Jans brors hytte og hvis du følger sporet, som er stregen over isen, kan du måske ane sporet, som går op over fjeldet? Det er den vej, vi følger, når vi skal i hytten om vinteren. Herfra hvor billedet er taget fra, er der ca 8 km ud til vores hytte over isen)

IMG_8431

Vi havde ikke det store held med os, men vi havde det sjovt og det var rigtig spændende at bore hullet i isen og se, hvor tyk isen var.

IMG_8442

IMG_8449

IMG_8445

Min søster Dudi og hendes mand var med og vi havde det hyggeligt med at bore hullet med is-boret og hakke med is-tukken og smide snøren i vandet.

Der blev drukket te og spist kiks og der er vel i grunden ikke så forfærdeligt mange andre steder, der er hyggeligere at drikke sin eftermiddags-te og spise en kiks end på en god, tyk fjord-is i strålende sol og næsten ingen frostgrader?

IMG_8451

Hvor tyk isen så var?

Den var mindst 75 hele cm tyk.

IMG_8457

Da ulk nummer 2 blev hevet op af hullet og smidt tilbage i det samme hul,

IMG_8464

IMG_8459

IMG_8467

besluttede vi os for at vi ligeså godt køre op og sætte os foran hytten og nyde udsigten.

I løbet af weekenden, havde Jan og jeg en mindre diskussion.

Det lyder lidt negativt, men det var det faktisk ikke.

Han ville gerne have mig med ud og køre hundeslæde fordi han har en hvalp, der ikke er helt kørt til endnu og derfor trænger til noget ekstra opmærksomhed og håndfast opdragelse og det var der jeg kom ind i billedet, men jeg var, på det tidspunkt lidt træt af, at når jeg skulle med, var det for at gøre noget eller fordi der skulle rettet ind på nogle af hundene og så tit er jeg altså heller ikke med ude og køre slæde, at alle mine ture, skal dreje sig om, at jeg er støtte-person for de unge hunde, så jeg bad om, at komme med en gang, hvor det bare var de rutinerede, ældre hunde.

Dét kunne Jan godt sætte sig ind i, så han inviterede mig med på en slædetur, hvor ingen af de mere opmærksomhedskrævende hunde var med og det blev så onsdag efter arbejdstid, at vi kunne spænde hundene for slæden.

Vi kørte op, op og op og ud til Majoriaq (prøv at trykke på dette link og se den lille kortfilm fra stedet, hvor Ufoen står. Ufoen er en slags metal-hytte, hvor man kan overnatte. Næsten lige overfor, på den anden side af fjorden, ligger vores hytte)

_SNG6567

Måske kan du fornemme afstandene, ved at kikke her?

Vi havde en god og fredelig tur.

_SNG6573

_SNG6570

_SNG6568

_SNG6574

Om ikke så mange dage, så er isen på Spejdersøen tøet så meget op, at vi ikke længere kan komme ud og køre hundeslæde mere for denne sæson.

_SNG6582

Vi skal ingen steder til sommer, men vi har planer om at opholde os rigtig meget i hytten.

Vi glæder os både over de oplevelser vi har haft denne vinter og vi glæder os til de oplevelser, som vi får til sommer.

Faktisk glæder vi os også til det slip, der er mellem vinteren og sommeren, hvor vi ikke kan andet end at gå hjemme og glæde os.

Forventningens glæde er skam heller ikke at kimse af. Overhovedet.

tirsdag den 10. april 2018

Med og uden sigtbarhed

Onsdag eftermiddag gik jeg og tænkte på, om jeg mon havde spist noget sandpapir uden at tænke over det?

Eller havde jeg mon slugt gamle, rustne barberblade?

Det føltes meget, meget ru nede i mit svælg og min hals/svælg var meget irriteret og gjorde ondt, men jeg tænkte at den bare skulle skylles igennem med noget varmt tilsat noget honning, så jeg lavede mig noget god, stærk te, men hen mod aftenen forsvandt stemmen mere og mere.

Der var ikke rigtig andet at stille op om torsdagen end at melde mig syg, for det er ikke så klædeligt for en lærer uden en stemme og slet ikke at gå på arbejde med let feber.

Klædeligt eller ej, så lå jeg tidligt om morgenen efter at have meldt mig syg og stressede over, at jeg havde noget presserende der skulle laves, så jeg tog varmt tøj på og listede op på mit kontor, hvor jeg fik klaret de opgaver, som rodede rundt inde i min dårlige samvittighed og så drog jeg hjem igen.

Feberen kom og gik, kom og gik og jeg ville helst have at den blev helt væk, for Laura skulle rejse om fredagen og den allersidste dag ville jeg jo gerne have brugt lidt bedre sammen med hende, men det er i grunden ikke altid at man kan planlægge alting og Laura havde også gøremål inden hun skulle rejse. Der skulle hilses af og krammes farvel til højre og venstre i den store vennekreds, men aftenen havde vi sammen.

Jeg gik og tænkte lidt på, om det er fordi jeg har fået mine to piger i en højere alder end da jeg fik Simon, at jeg har sværere ved at give slip på dem eller om det er fordi de er piger eller om jeg bare har glemt, at det også var vanvittigt svært at sige farvel og farvel og farvel til Simon?

Fredagen bød på høj solskin og det gør det ikke lettere at forlade byen, når den viser sig fra sin allerbedste side. Det var hårdt for Laura også, at skulle væk.

Jeg var tapper, smilede og krammede og lod som om, at det næsten ikke gjorde mig noget, men indeni bristede hjertet endnu engang en lille smule.

Danmark er så forbandet langt væk, når man ikke bare lige kan tage bilen/toget/bussen, men jeg ved jo også godt, at sommeren næsten er her før vi når at tænke over det og så står Laura her garanteret igen.. for en bemærkning.

Jeg hviskede hæst farvel, krammede og holdt de der moder-tårer væk og gik så hjem i min sygeseng igen.

Planerne for weekenden havde hele tiden været at vi skulle køre ind til hytten i to hold.

Et hold, som kørte hundeslæde og et hold, der kørte snescooter og eftersom, jeg ingen øvelse har med at køre hundene og slet ikke alene, så måtte jo være mig, der kørte snescooter.

Sara skulle arbejde om lørdagen til klokken 14, så det gav sig selv, at det blev Saras kæreste og Jan, der kørte hundeslæde og jeg ventede på at Sara fik fri.

Feberen var væk og det var stemmen stadig også, men jeg havde det meget bedre og oveni var jeg ved at brænde sammen indeni over at skulle sidde inden døre endnu en dag, så jeg pakkede og gjorde klar og ikke mindst samlede mod, for jeg skulle køre på Jans snescooter, som jeg er meget, meget lidt venner med.

Sara og jeg kørte afsted kl 15 i et stille og roligt tempo og mens vi kørte fik jeg stemmen delvist tilbage, omend i en meget dyb og hæs udegave.

Vi nåede frem til hytten, hvor Jan og Max næsten lige var ankommet med hundene.

IMG_8348IMG_8349IMG_8351IMG_8352

Hundene var allerede bundet til en rejse-kæde, som var gjort fast til en is-skruning og de var blevet fodret.

Det var første gang hundene er med i hytten, så det var nyt og spændende for dem også.

Vi fik hygget, slappet af, siddet udenfor i solen,

 IMG_8355

lavet mad,

IMG_8360

hygget lidt mere, slået hinanden i kortspil og hygget en ekstra gang inden vi gik i seng.

IMG_8368

Det bliver mørkt derude i naturen,

IMG_8353

hvor der ikke er kunstigt lys og hvor det kun er stjernerne og månen, der lyser op.

Der er ingen lyde, andre end dem vi selv laver… og nåeh jo, så hjalp hundene os da også lidt indimellem, men ellers er der jo stille.. som i rigtig stille.

Vi faldt i søvn, men blev brat vækket, da det pludseligt begyndte at blæse en kraftig vind fra øst.

Det rystede og hytten knirkede, gav sig og vinden smøg sig skrigende rundt om hytten, buldrede rundt i fjeldet for at vende hysterisk rundt og give os en kraftig opsang mere.

Jan og jeg fik ikke sovet så meget mere den nat, men de unge kan jo nærmest kendetegnes ved deres gode sovehjerter, så de faldt i søvn igen.

Jeg lå og kom i tanke om alle de småting, som jeg havde ladet ligge udenfor i solskinnet om aftenen og så var der ikke andet for end at tage støvler og jakken på og redde det ind.

Når man ligger der i den kulsorte nat i uvejret, kan man rigtig komme til at tænke og jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at lukke vinduet i soveværelse herhjemme og jeg havde vist heller ikke gjort snescooter-coverne fast og måske var altan-døren blæst op.. var der forresten nogen i familien, der havde en reserve-nøgle hjem til os?

Nej, det fik vi da vist aldrig arrangeret andet end i tankerne, så tankerne kunne da rigtig tage tilløb til noget mere og om sne, som var blæst ind og gulve, som var ødelagt, huset som var helt koldt og en kat, som var bange og hvad har vi, men da lyset begyndte at bryde frem og vindstødene blev lidt mindre hen mod morgenen, lettede alle de der mærkelige tanker også en smule.

Vi blev enige om, at vi nok hellere måtte komme afsted i god tid, så morgen-kaffen blev drukket og morgenmaden blev spist, mens vi ryddede op og gjorde klar.

Ude på fjorden kunne vi se en hundeslæde, der kørte hjem ad

(Den lille bitte mørke plet næsten helt ude til venstre i billedet, er en hundeslæde, der kører på isen)

IMG_8399

og et par snescootere, havde også fået travlt med at komme tilbage til civilisationen.

Lige inden vi kom helt ud af døren, kom en af Jans venner kørende og kom ind til os. Vi blev enige om, at det nok var smart at følges med ham, for jeg skulle jo køre scooteren tilbage og denne gang var det Sara, der skulle køre slæde med Jan.

Vi kom ned på isen til hundene, hjalp med at spænde slæden for og sende Sara og Jan afsted og så kørte vi også.

Mens vi kørte over isen, begyndte det at blæse igen og det blev kraftigere og kraftigere. Der kom sne og det sne, som allerede lå der, begyndte at fyge.

Sigtbarheden blev mindre og mindre og jeg tænkte allerede på Sara og Jan, der skulle op et meget stejlt sted med hundene i stærk modvind og med sne og ingen sigt.

Jans ven kørte forrest og jeg kunne så følge hans baglygte og vi nåede lige at køre et lillebitte stykke op af den opkørsel, som vi skulle op ad, da det hele lukkede fuldstændigt til.

Der var hvidt og det blæste ret vildt, så vi stoppede, slukkede scooterne

(man kan ikke se, at det går stejlt op foran scooterne og sigtbarheden var så som så)

IMG_8408

og håbede at der ville komme nogle pauser i blæsten, så vi kunne få lidt sigtbarhed, så vi kunne fortsætte, men det fortsatte og med min nervøsitet og manglende erfaring med og over at køre Jans store scooter.

Vi sad og ventede og ventede. Der gik en time og der gik mere tid og pludseligt dukkede et hold snescootere op.

Det var vist en flok turister, som kørte efter en, der er ret så øvet i at køre. De stoppede ved os og sagde at vi bare kunne lægge os bag dem, men jeg skulle ikke nyde noget af at køre selv, så jeg spurgte om jeg kunne komme på bagsædet og gudsketakoglov fik jeg lov.

Jans snescooter blev efterladt sammen med al baggagen og så kørte vi.

Jeg vidste ikke altid helt præcist, hvor vi var, men “min chauffør ” havde (vist) helt styr på det

IMG_8411

(Hvis du ikke lige kan se det, så er der to snescootere i al det hvide)

IMG_8414

IMG_8415

IMG_8417

og turisterne havde vist prøvet at køre scooter mange gange før, så jeg følte mig en anelse pivet og kyllinge-agtig over, at jeg ikke havde turdet at køre selv i halen af dem, men selv i bakspejlet ved jeg med mig selv, at lige akkurat der, gik min grænse, for hvad jeg tør og ikke tør.

(Det er en lille stejl bakke og scooterne holder nedenfor og kører op en ad gangen)

IMG_8418

IMG_8419IMG_8420IMG_8422

Det lille lommekamera, som vi havde med i hytten, var ved et tilfælde blevet hængende om halsen på mig under overtøjet, så jeg kunne jo ligeså godt foto-dokumentere lidt undervejs,

IMG_8424

når vi stoppede for at få samling på tropperne.

IMG_8425

IMG_8426

Lige inden vi nåede byen, klarede det op.

Inde i byen var der næsten stille. Der var da en lille blæst, som ikke gjorde meget væsen af sig og det føltes endnu mere dumt, at jeg havde lade Jans snescooter stå midt ude i fjeldet, men min største bekymring var nu, hvordan Sara og Jan havde det, der hvor de var og jeg var inde i mit hoved allerede begyndt at planlægge, hvordan jeg skulle få dem hjem, men det kunne jeg have sparet mig, for Sara ringede netop som vi næsten var hjemme og så fik jeg travlt med at hente bilen, så jeg kunne køre dem hjem.

De havde haft en rigtig, rigtig hård tur op ad fjeldet og både de og hundene havde slidt sig op med blæst og sne direkte imod sig.

De var kørt ned ad stejle bakker uden at kunne se en hånd for sig, men hundene havde klaret det hele så flot.

Især Sara var forkommen og skulle have et varmt bad og jeg ærgrer mig over at jeg fik lagt kameraet fra mig, da jeg hentede bilen, for de havde de største isklumper siddende i hættens kanter og i tøjet, så dem må du tænke dig til.

Allerede om aftenen klarede det op og min søsters mand, tilbød at hente Jans scooter.

Han trængte til at komme ud oven på en weekend med sygdom og feber og det var et tilbud, som blev taget taknemmeligt imod. Vi følte at vi havde fået den friske luft vi skulle have for den dag.

I dag sad jeg på kontoret næsten hele formiddagen med en opgave, som drillede.

Solen stod højt på himlen og jeg trængte til at komme ud.

Heldigvis kunne jeg gå forholdsvis tidligt og Jan blev også hurtigt færdig med sine opgaver på arbejdet.

Vi skyndte os at klæde om og køre ud i baglandet og vi ville drikke en kop te et sted.

Vi endte ude ved fjorden syd for os ved nogle hytter, hvor en institution var på overnatnings-tur.

Ude på isen, fiskede nogle af dem.

De havde allerede fanget nogle havkatte, som de havde hængt til tørre.

_SNG6216

(Kan du se de små sorte prikker på den hvide is? Det er folk, der fisker fra isen)

_SNG6217

_SNG6239

_SNG6241

Vi nåede ikke at finde termo-kanden frem, da der kom først en hundeslæde og derefter et helt spand hunde uden slæde.

Vi hjalp til med at indfange de løse hunde, hvor vi kunne se, at skaglerne var knækkede og lidt efter kom slæden med kun kusken på.

_SNG6226

Hun havde haft et uheld, hvor slæden var væltet noget så eftertrykkeligt og hendes passager var røget af, sammen med oppakningen.

Vi hjalp dem og kørte så tilbage

_SNG6242

uden at have drukket vores te, men turen var smuk

_SNG6244og vejret var flot.

Vi så en enkelt rype på vej hjem.

Den kaglede og kikkede lige så meget på os, som vi kikkede på den.

Kan du se den?

_SNG6251

_SNG6255

Jan havde lovet en hundeslædetur til een, som er heroppe fra Danmark i forbindelse med sit arbejde, så Jan har fået masser af frisk luft i dag også.

Der er lovet blæst i morgen.

Jeg har lovet mig selv væk til noget fotografering, så vejret kan være lige meget, men jeg er glad for, at jeg nåede ud i solen og den friske luft i dag.