torsdag den 11. september 2014

Aldrig helt klar

Det er lidt ligesom at sidde hos tandlægen og gøre sig klar til en stor bedøvelse: man bliver bare aldrig klar og parat!

Sådan har jeg det med denne første sne, der nok forsvinder men som varsler den blivende sne





mandag den 8. september 2014

Ny udsigt

Indtil videre har jeg holdt, hvad jeg lovede overfor mig selv om ikke at bruge mine erstattede ferie-dage på rengøring og oprydning.

Det har holdt lidt hårdt de sidste par dage, for der trænges til en våd klud og en tur med støvsugeren overalt i huset, men nikkenej om jeg vil bruge dagene på noget, som jeg kan gøre til hverdag.

Mine ferie-dage foregår stadig mest udendørs.

I torsdags fik jeg startet mine gå-ture ud til lufthavnen op igen og jeg gik turen på næsten samme tid, som jeg plejede at gøre det i foråret; nemlig godt 2 timer eller lige under.

Det var jeg glad for at opdage.. at det ikke var gået helt tilbage for mig.

Jeg belønnede mig selv med et par nye høretelefoner (fordi mine gamle var væk.. øv og da jeg så havde købt et par små-dyre nogen, fandt jeg de gamle. Øvbøv, så har jeg da nogen med bedre lyd i nu og måske jeg så kan gå hurtigere?)

I fredags blev dagen brugt til ingenting og nej,- jeg sover ikke længe, selvom jeg kan.

Øvbøv.

Jeg vågner samtidig med familien, men bliver liggende indtil de er gået og står så først op derefter, hvor kaffen bliver nydt i ro og mag.

Sara og jeg spiste ude i fredags og da hun drog afsted for at besøge en veninde, var jeg alene i huset.

Det er hverken hver eller hveranden dag, at det sker.

Laura var på musikskolen, hvor hun skulle øve sammen med nogle venner,- for om lørdagen var der intro-fest for de nye 1.g-ere og Laura skulle spille/synge og Jan var draget afsted på rensdyrjagt med en ven.

Sara var med i fest-kommiteen, så hun havde travlt hele lørdagen med at gøre klar, hvor Laura også var travlt beskæftiget med at opstille musik-udstyr, instrumenter og hvad der dertil hører.

Jeg var alene igen og hvad kunne jeg så bruge tiden til??

Jeg valgte at ringe til min søster Dudi for at spørge om hun ville med ud til lufthavnen og hun var heldigvis frisk med det samme og Silas valgte også at ville gøre os selskab.

Da jeg var knap færdig med aftensmaden ringede Jan nede fra havnen at han var tilbage

26

og så kunne han jo passende spise sammen med os.

Søndag sejlede Jan og jeg ind i fjorden og fiskede efter rødfisk.

0

 

Der var ikke mange og de var meget små, men så kom der et ægtepar forbi, som havde været inde og røgte deres lakse-garn og de smed en stor, flot laks over til os, som vi sagde meget pænt tak for og så kunne vi sejle hjem og hente min lillesøster, hendes mand, Brian og yngste-nevøen, Silas, som gerne ville med ud og fiske efter torsk.

Rødfisk lever på meget dybt vand (ihvertfald 100 mtrs dybde), så det er ikke voldsomt sjovt at hale sin snøre ind, når der er bid og det så bare er en lille forkølet een af slagsen.

 

Jan sejlede med Brian og Silas i den store båd og Dudi og jeg sejlede i min jolle.

 

Vi fangede rigtig mange torsk og mens jeg filetterede torskene og lagde dem i små fryseposer, stegte min lillesøster laksen, som vi tog hen og spiste sammen med dem.

Jeg endte med at kunne smide ca 20 kg ren fiske-kød (økologisk og uden hverken listeria eller salmonella) i fryseren klar til brug

Dét er altså bare så hyggeligt at kunne være sammen med dem både planlagt og spontant og det er det, som jeg har glædet mig til og nu kan det lade sig gøre.

I dag skulle vi selvfølgelig have torsk og det ville Dudi og hendes familie gerne være med til at spise sammen med os.

 

Gennem mange år har jeg kigget op på en fjeldtop ud gennem mit køkkenvindue og når solen står et bestemt sted på himlen, kan man se en parabol eller sender deroppe på toppen og igennem næsten lige så mange år, som jeg har kunnet se den, har jeg også gerne ville op til den og se den på tæt hold.

1

2

3

4

 

Dét var een af planerne for i sommer, som blev kuldsejlet af mit løsrevne bækken, men nu har jeg både været på Præstefjeldet og oppe i fjeldet bag vores hytte og det endda mere end een gang, så jeg mente nok at jeg ville kunne klare at komme op på toppen af mit “køkkenvindue-fjeld”.

5

6

Jan kunne gå allerede i formiddags fra sit arbejde, da han ingen timer havde og han havde fået klaret de opgaver, som han skulle og så drog vi afsted med et pølsehorn og en sodavand i rygsækken.

Vi havde snakket lidt om, at vi måske kunne sejle en tur op i hytten i dag, men vejrudsigten så lidt snusket ud og skyerne varslede andet end solskin, så vi ændrede planerne i morges.

 

Ingen af os kendte ruten (hvis der er een?), så det var lidt tøvende og måske også nogle gode omveje vi påbegyndte vores opstigning.

 

Der var, især omkring mit hoved og i mit hår, tonsvis af små knots eller mitter, som de også kaldes. De er en plage af den anden verden; hverken mere eller mindre og undervejs opad pylrede jeg og var irritabel. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre, at det var hårdt at gå op, op, op, op og op i, til tider, blød, eftergivende mos, men da vi kom op i ca 450 mtrs højde, var det næsten ren klippe at gå på og noget nemmere for sådan een, som mig.

Undervejs op, fik jeg øje på en rype, som Jan skød.

7

 

8

9

10

Endelig efter et par timers hård moslen fra min side, kom vi helt op og jeg kunne røre ved den sender, som jeg har stået og kikket på så mange gange fra mit køkkenvindue.. og jeg var slemt stolt af mig selv.

11

12

13

 

Hverken mere eller mindre.

For Jan var det en afslappet spadsertur med konen i det gode vejr.

14

 

Han har god kondi og er mere vant til at gå i fjeldet og til at gå langt.

Hverken myg eller knot generer ham synderligt, så han var ikke plaget af andet end mit pyller.

15

På vej ned igen, gik vi en meget uautoriseret vej ned.

Måske det også var lidt af en omvej?

16

Måske vi også gik lidt frem og tilbage, men det betød så kun, at vi fik endnu 3 ryper, som kunne gøre den enlige selskab.

17

Jagtfalken var straks over vore hoveder og ville slemt gerne have haft del i ryperne. Den havde en makker med, som også gerne ville have delt vores fugle med os.

De kredsede og skreg skingert efter os og som jeg hørte det, hånede de os, for de 6 andre ryper, som slap fra os.

Det er en imponerende fugl; jagtfalken og det er ufatteligt så hurtigt den fik øje på de tre, som Jan skød og som den troede var til den. 

Det er ikke for ingenting, at man siger falkeblik om øjne, som ser godt.

Hvis jagtfalken er en imponerende fugl, vil jeg kåre rypen til at være en af de kønneste fugle. Den kønneste, vil jeg endda sige.

 

For mange andre ville det sikkert også være en hyggelige søndag-eftermiddags-spadsertur med børn og bedsteforældre op på toppen, men lige nu er jeg stolt og glad over, at jeg kunne uden at mit bækken skred fra mig og uden at mit knæ hylede højlydt og at hverken højre-eller venstre fods knyst satte en stopper for turen.. ingen smerter andre steder end i forfængeligheden (over min manglende kondi).

18

1920

2122

23

24

25

(Præstefjeldet er 551 mtr højt og fjeldet vi kom op på toppen i dag er ca 650mtr højt. Op til Præstefjeldet går der en fin sti og ingen steder er der svært eller hårdt at gå, hvorimod det er meget varieret op til fjeldet fra i dag og derfor noget mere anstrengende… måske, der findes en fin og god sti helt op til toppen, men den fandt vi ikke og gik mere eller mindre på må og få.)

Farverne i fjeldet er ufatteligt smukke lige for tiden.

Jeg elsker de farver og ville ønske at de holdt bare lidt længere.

 

Det er ikke hverdag at jeg ser hele byen i et og hvor man kan se bygningerne i den nye by-del også

helesisimiutby

Vejret for de kommende dage ser ikke alt for lovende ud, så jeg tror jeg vil fortsætte i sammen langsommelige tempe med mit strikketøj, som jeg indtil nu har strikket det i.. og måske jeg endda kunne blive færdig med det inden  næste weekend er omme, og ellers kunne jeg oversprings-sy-perler igen, igen

perlekraver

Nu blæser det udenfor med kraftige vindstød og regnen pisker mod ruden. Jeg er glad for at vi nåede op i fjeldet i dag.

torsdag den 4. september 2014

Erstattede dage og dage, som sommer-minderne skal hænges op på.

Jeg skal under ingen omstændigheder klage, men at holde ferie, mens alle andre er på arbejde, er lidt af en udfordring. Det er lidt ensomt, men jeg er heldigvis god til at underholde mig selv.

Jeg er taknemmelig over, at jeg overhovedet kan få erstattet de dage i sommerferien, som jeg brugte på at have ondt og være meget lidt mobil.

 

Hvis jeg selv skulle vælge, ville jeg helt klart gerne have holdt ferie, mens resten af familien også gjorde det.

 

Jeg skal virkelig passe på, ikke at gå i gang med rengøring, tøjvask og huslige pligter.

Huslige pligter, rengøring, oprydning og tøjvask hører hverdagen til og dem er der flest af, så jeg markerer mine feriedage med at undgå dem.

 

Dét er een af de ting, som jeg har lovet mig selv at ville styre udenom.

Det skal føles som ferie, selvom det nok ikke lige er sådan jeg normalt holder ferie.

Det skal kunne mærkes at det er ferie, selvom det er under andre omstændigheder.. BASTA. (fornemmes den lettere dårlige samvittighed??)

 

Luften er blevet skarpere og smager af efterår.

Temperaturen er faldet og især nætterne er kolde.

 

Jan har ikke så mange timer på arbejdet igen i år, så med lidt rykken rundt, flytten frem og tilbage og med masser af fleksibilitet, kunne han få hele to skema-fri dage i tirsdags og i går, så vi tankede jollen op og sejlede i hytten i går morges i dejligt vejr.

 

Da vi ankom,

14

snørede vi vandrestøvlerne godt til og gik en tur op i fjeldet… Det der med rensdyr i det område, har vi opgivet, så vi satsede på en hare, en god udsigt og motion og vi fik alt, hvad vi kom for.

 

Jeg skød tre harer og så blev vi enige om at det måtte være nok.

13

Jeg er jo et privilligeret menneske og er forkælet langt udover, hvad der er rimeligt, når Jan bærer, hvad jeg skyder, ned.

 

Når samvittigheden prikker til mig, undskylder jeg overfor mig selv, at jeg tilbereder fangsten så godt som overhovedet muligt til Jan for at gengælde forkælelsen.

12

 

Der er forbavsende få, som overhovedet kan lide at spise harer.

Jeg har lavet harer både i ovnen, stegegryden og sidst i min trykkoger.

Harer har en speciel smag og man kan hurtigt få nok af den, men rigtigt tilberedt, er det jo en luksusspise.

 

Vi gik lidt på opdagelse og gik steder, vi ikke har gået før og jeg fandt nogle enkelte enebær-grene.

 

Jeg bruger altid enebær-grene til mine juledekorationer og det skal jo plukkes inden sneen falder, så jeg noterede mig stedet og så gik vi hjemad til hytten.

Jeg nåede lige akkurat at sige til Jan, at jeg måske skulle ringe til farfar og få ham til at skaffe mig en kæmpekasse enebær-grene, da Jan fik øje på grenene. Dét er altså lidt sjovere at lave dekorationer med grene, som jeg selv har plukket, selvom jeg ikke skal klage over de grene, som familien i Sydgrønland har sendt op til mig  de sidste par år.

 

Der var ikke overvældende mange enebærgrene, så der skal passe godt på dem indtil jul og een af de allernærmeste dage, vil jeg ud og hente mos og ulvefod/qivittup assai, som også holder en fin, grøn farve og som gør sig godt i dekorationerne.

 

Vi brugte resten af eftermiddagen på hygge og afslapning i stilheden og den ro, som tilsyneladende kun findes steder, hvor der ikke er for mange menneskabte lyde.

Det kommer helt naturligt, at man trænger til at komme i senge og sove, når der ikke er elektrisk lys og lyde og mørket svøber sig omkring een,

11

så vi kom i seng tidligere end vi plejer hjemme og vi vågnede derfor også tidligere end vi plejer og nogenlunde samtidig med, at der blev rigtigt lyst og efter den skoldhede kaffe og morgenmaden, gik vi opad i fjeldet.

formiddagshygge

Det første lange, lange, lange stykke inden man  kommer op i fjeldet, består af tyk, tyk, blød mos og det er (ihverfald for mig) hårdt at gå i.

Man synker ned for hvert skridt man tager og hjertet kommer helt automatisk højt op i omdrejninger, når man både synker ned i skridtene og det går pænt stejlt opad og hver gang tænker jeg, at jeg aldrig når op, men med mange, små pauser, en pusten og stønnen, når vi dog altid op og vi kom op til grenene.

Jan fortsatte lidt yderligere op og jeg sad alene og nød udsigten.

 

Jeg gik igen, ligesom dagen forinden, en anden vej ned og på min vej ned, mødte jeg to ryper, der fornærmet kikkede på mig, men ikke havde travlt med at komme væk.

rype

Jeg kunne hele tiden høre hvor Jan var.. ikke så meget høre Jan, men høre de 5 falke, som bor øverst i fjeldet.

De sværmer rundt om os, mens de skriger deres uskønne skrig, indtil de mener, at vi er langt nok væk fra, hvor de mener at de har eneret over området.

Det er ærgerligt, at så smuk og majæstetisk en fugl er udstyret med så lidet flatterende en stemme.

Når de kredser om os, kan det blive helt enerhverende at høre på dem og de kan høres på flere kilometers afstand, så jeg vidste nogenlunde, hvor Jan var, selvom jeg ikke kunne se ham.

1

2

34

5

6

7

8

9

10

 

En masse grimme plastikposer var skyllet i land nedenfor vores hytte, så Jan tog sig tiden til at samle dem op inden vi pakkede sammen og sejlede hjemad igen.

onsdagformiddagsudsigten

På hjemvejen sejlede vi en anden rute og forsøgte os med lidt fiskeri.

Een af vores venner har udpeget et sted, hvor der skulle være flyndere og der fulgte også een med op, da jeg fangede en torsk.

Torsken røg udenbords igen, men flynderen kom ikke ombord og jeg skal ud igen og forsøge mig med flyndere een af dagene.

Torsken skal også fanges, men der vil jeg fange mange og få dem filetteret, så fryseren kan fyldes.

 

Kender du forøvrigt denne opskrift med torsk?? Mine piger er ikke særligt glade for fisk, så jeg leder konstant efter opskrifter, som gør, at de måske kan få lidt flere fisk spist, når nu vi har mulighed for at fange så mange vi kan og spise så mange vi lyster.

 

Weekendens vejr ser ikke alt for spændende ud.

Der er lovet alt for meget regn og trist vejr, men meteologerne har et par dage til at rette op på det!

Een af de ting, som jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre i min erstatningsferie, var at komme ud og gå.

Jeg har gået både i tirsdags og i går og i dag vil jeg gå ad asfalteret vej, når nu det ikke kan blive op i fjeldet bag vores hytte.

Hav en god torsdag.

søndag den 31. august 2014

En fantastisk weekend

Som du sikkert husker, havde jeg en forfærdelig bækkenløsning i sommer?

Det var slemt og startede akkurat, som min ferie startede.

Heldigvis gik jeg til læge.. ikke fordi det hjalp synderligt at gå til læge, udover at jeg fik både akupunktur og masser af smertestillende piller, men heldigvis, fordi jeg så havde dokumentation for, at jeg havde brugt en stor del af min ferie på at være syg.

 

Jeg ville rigtigt gerne have været foruden.

Hellere end meget gerne!

Lige efter skolestart, søgte jeg om at få erstattet min tabte ferie, da jeg kunne dokumentere, at jeg var syg og det har jeg nu fået.

Ikke det hele, men lidt af det og det er jeg glad for.

Det betyder, at jeg fra i morgen af, har ferie i 11 dage.

Som sagt ville jeg helst have haft ferie, mens resten af familien også havde det, men lidt har også ret og jeg vil bruge min erstatnings-ferie på at gøre noget af alt det, som jeg ikke kunne i sommer.

Jeg vil ud og gå.

Jeg vil op i fjeldet.

Jeg vil slappe af, uden at have ondt.

 

I fredags tog Jan og jeg mit nybagte grov-brød, mine hjemmelavede knækbrød, lidt ost og mine nye vandrestøvler i rygsækken og sejlede ind til hytten.

Alle andre i byen skulle til koncert i hallen med Ole Kristiansen.

Jo, jeg ville såmænd også gerne have været afsted, men jeg ville endnu hellere op til hytten og lade roen sænke sig over mig.

Der var nordenvind og bølger, men ikke mere end at vi kunne liste os indenskærs og komme i læ inde i fjorden og nå frem i højt humør.

Vi gik tidligt i seng med hver vores bog og faldt i søvn til den dybe stilhed, som kun blev ledsagtet af elvens brusen.

Jeg sov dårligt.

Rigtigt dårligt.

Det plejer jeg ikke at gøre i hytten, men natten mellem fredag og lørdag sov jeg kun overfladisk og vågnede hvert andet øjeblik.

 

Vi stod meget tidligt op.. faktisk før solen, snørede støvlerne og gik op i fjeldet for at se om der skulle være noget liv.

næstenoppe

 

Jeg forventede absolut ingenting, men tog vores gåtur som en motions-tur og afprøvelse af mine nye vandrestøvler.

De sidste to år har vi ikke haft noget som helst held udi rensdyr-jagt omkring vores hytte, så mine forventninger var også derefter.

Og faktisk blev mine forventninger også indfriet.

Vi så absolut ingenting.

Ikke så meget som en lille rensdyr-lort, men mine støvler er gode og de enkelte harer, som vi så, fik lov at løbe.

dårligkamouflage

Hver gang jeg ser en snehare i naturen, tænker jeg på, hvad mon den i sin tid har gjort siden Vorherre gav den så dårlig en kamoflage? Man kan se dem ude i fjeldet på flere kilometers afstad…

 

Vi havde en formiddabel gå-tur, hvor vi kom op i over 600 meters højde, hvor vi kunne nyde lidt frisk elv-vand i vores medbragte sodavandsflasker og vi kunne nyde udsigten, som rakte meget, meget langt.

d

efterårsfarver

fjorden

højtned

påtoppen

påvejned

 

efterårsfarverHelt ude i horisonten, kunne vi se et atlantskib og vi kunne se både sejle ind i fjorden.

Vi gik hjemad igen og jeg kom først ned til hytten, fordi Jan lige ville runde et hjørne inden han gik ned og så havde vi også gået rundt i fjeldet omkring 6 timer i solskin, stilhed og næsten ingen myg.

Midt på eftermiddagen omkring kl 15 lagde jeg mig med en spændende bog og faldt så i søvn.

Jan forsøgte at vække mig med lidt mad ved 20-tiden, men jeg var ikke sulten og jeg vågnede også kortvarigt da Jan gik i seng, men  ellers sov jeg tungt, trygt og dybt indtil kl 08 i morges.

Jeg må have trængt, for man sover ikke bare 16-17 timer i streg uden at have trængt.

I formiddags vågnede vi til tæt, tæt, tæt tåge,

akia

men det tog ikke glæden fra morgenkaffen og de stegte æg, væk.

formiddagstågen

iformiddags

tønden

tåge

Og så gik jeg ellers rengørings-amok i hytten, frisk og veludhvilet, fik sat Jan i gang med at ordne al hans værktøj, som vi havde indkøbt en fin værktøjs-kasse til og så var tågen såmænd også lettet og vi kunne sejle hjem inden nordenvinden, som de havde lovet, ellers tog ved havet igen.

 

Sara har fået arbejde i tøjbutikken og da hun fik fri kl 16, inviterede vi hende på is-cappuchino, kørte en tur og kørte hjem.. kun for at konstatere at Olsen er død.

Han må være død pludseligt, i det korte tidsrum, hvor vi har været ude, for han sad stadig på sin pind foran sin foderskål og var ikke engang faldet ned på bunden.

Olsen har boet hos os i præcis 3 år og 1 dag.

Jeg forsøgte mere end een gang at sætte ham fri.

Den ene af gangene fløj han flaksende og usikkert såmænd selv sin vej, men vendte tilbage igen.

Jeg er glad for at vi nåede at komme hjem til ham i dag og høre ham pippe glad og fornøjet inden han pludselig var død.

Det var jo forventeligt, da så lille en fugl nok ikke har så lang en levetid, men derfor kan jeg vel godt synes, at det er lidt trist?!

Selvom vores lille og højt skattede gråsisken er død, vil jeg stadig mene, at vi har haft en dejlig og afslappende weekend og jeg glæder mig allerede til at komme afsted igen.

morgenudsigten