tirsdag den 15. april 2014

Irsk folkemusik-inspireret musik i kulturhuset og unødvendige små-sure opstød

I onsdags spillede det tre mand store band Tradish Irish band lækker musik.

Jeg kan til stadighed undre mig over, at der er så få fremmødte til de mange, gode, gratis arrangementer, der indimellem tilbydes i vores kulturhus og kendetegnende for arrangementerne, hvor der stort set kun kommer folk, som er på gennemrejse eller som ikke er herboende, er ofte, at det er, at det ikke er lokalt, at det ikke er noget, som folk kender på forhånd eller som ikke er “populistisk”.

Jeg kikkede mig rundt i salen, da de bad om hjælp til at synge et vers af en grønlandsk sang og bad om hjælp til at udtale de grønlandske ord, grinede indvendigt, da jeg kunne se, at der nok højst var en håndfuld, der ville kunne, undrede mig over at der var så få fastboende/grønlandsktalende/herboende og irettesatte så mig selv og nød de sidste sange.

Nå, men i virkeligheden kan jeg jo være nok så ligeglad og glæde mig over, at jeg får muligheden og at jeg ikke engang skal betale for det, men jeg ærgrer mig stadig lidt på de ikke-tilstedeværendes vegne over alt det, som de ofte går glip af og at de ikke oplever noget nyt, noget anderledes og at de ikke får udvidet deres musikalske/kulturelle repetoire.

 

Det er ikke første gang, at Irish Tradish band spiller i vores kulturhus og forhåbentligt ikke sidste gang.

Jeg nød musikken, omend det var en smule ensformigt indimellem, men sålænge musikken er god, gør det ikke så meget, at det bliver gentaget.

Hvis du får muligheden for at høre Irish Tradish band spille deromkring, hvor du bor, skulle du smutte forbi og lytte til dem og måske du vil fortælle mig, hvad du synes??

1234567

søndag den 6. april 2014

På årets smukkeste dag

Aldrig har vejret været smukkere; koldt, klart og med den smukkeste sol på den mest blå himmel og aldrig har jeg ærgret mig så meget over, at måtte gå rundt herhjemme med det mest smertende øre.

Det bliver dryppet flittigt og lige så flittigt propper jeg mig med smertestillende.

Det noget af det ledeste at have ondt i ørerne! Det er værst når man lægger ned og det er lige, hvad jeg allermest har lyst til det meste af tiden. Jeg har holdt hovedet i lodret stilling, gået rundt i huset og kigget ud af vinduerne, holdt mig for øret og håbet, at det holdt op med at gøre ondt lige så pludseligt som det startede.

Jan tog i morges afsted med to af sine venner ind til hytten. Han har ikke ondt i øret, så der er een af os, der får noget ud af det tidlige forår.

Det er lige nu, at vejret og verden er smukkest heroppe.

Lyset er vendt  tilbage.

Solen har virkelig fået magt og når den kaster sine lange stråler i den nyfaldne, findes der ikke noget, som er ret meget mere betagende.

Jeg har stort set skrantet siden juleferien og jeg er i denne uge startet forfra med at tage vitaminer, D vitamin, fiskeolie og ekstra B vitamin.

Jeg gør, hvad jeg kan for at holde mig frisk og rask med alsidig kost, en hel liter grøn te om dagen, frisk luft og nok søvn, vasker mine hænder og spritter dem af, når der er sygdom på skolen, går i bad hver dag, børster mine tænder og holder huset nogenlunde rent og alligevel jagtes jeg af alle de vira, der florerer i byen. Og der er mange!

Jeg har ikke været på arbejde hele denne uge og har forsøgt at slappe af, tage den med ro, pleje mig selv og tænke mig rask.. noget gør jeg forkert, men hvad ved jeg ikke.

Påskeferien står lige for døren og jeg ønsker, ønsker, ønsker at komme rask og frisk til den, så jeg kan nyde vejret, ferien og påsken.

Og ja!

Jeg er godt klar over, at det kun er influenza og almindelig virus-sygdomme og at jeg ikke dør af nogen af delene og at andre lider af sygdomme, som er langt værre og mere alvorlige og at jeg skal være taknemlig over, at det kun er småting jeg plages af, men må jeg ikke nok have lov at ønske, at al denne skvattethed snart er ovre?

Et billede taget fra altanen i går aftes:

fraaltanen

Lauras højre øje.. så forskelligt fra den venstre, når man ser det så tæt på

lahø

 

Og flere billeder af katten fra i dag:

 

 

1

2

3

torsdag den 3. april 2014

Fra sygesengen

Sidst i indlægget er der katte-fotos i stride bunker.

Så er du advaret mor (min mor har fobi mod katte Smiley, der blinker)

 

Afsked:

I mandags kunne jeg tage afsked vores gæster herhjemme.. iført nattøj og masser af sløjhed, jeg var nemlig ikke på arbejde og jeg troede et eller andet sted på, at jeg ville være friskere, raskere og en smule mere i hopla om tirsdagen, men faktum er, at det er gået støt ned ad bakke siden.

 

Sygdom:

I tirsdags var jeg ikke bare hjemme.

Jeg måtte faktisk ikke gå ud fra mellem 12.30 til ca 15.30.

Ikke, at jeg hverken ville eller havde lyst, for jeg var sygemeldt og med god grund.

 

Drama:

Hele vores beboelses-område var afspærret og vi måtte ikke forlade det og ingen kunne komme herop.

To mindreårige drenge havde fundet sig nogle skydevåben, som de havde affyret ind igennem nogle vinduer.

Jeg kunne følge hele dramaet fra mit køkkenvindue uden dog helt at vide, hvad der foregik.

p1

p2

 

Gennem facebook, telefonopringninger og kamikposten fik jeg nogenlunde samme resultat, som jeg også kunne læse om i Sermitsiaq.

 

Mere sygdom:

I går aftes, så det en smule lysere ud, men i nat vågnede jeg med den mest djævelske ørepine.

Det startede med en kløe.. eller ihvertfald vågnede jeg ved, at jeg kløede mig i øret med min finger.

Ørelæge-skæld-ud:

Normalt putter jeg absolut ingenting ind i mine øregange og har ikke gjort det de sidste 26 år.

Engang jeg var på Righshospitalet med Simon i en helt anden anledning, blev hans ører undersøgt og der kunne ørelægen fiske en ret så stor og modbydelig klump vat ud af hans ører, som jeg i godtroenhed og overdreven moderskab, havde proppet derind, i mit forsøg på at holde ham ren og pæn.

Skæld-ud er måske et for stærkt et ord at bruge om det ørelægen gav mig, men det var langt derhenad og og siden har jeg aldrig, aldrig puttet hverken vatpinde eller andre genstande ind i hverken mine eller andres øre.

Ører er selvrensende og det eneste, som vi, iflg. ørelægen måtte putte i ørerne, er vores albuer.

Ørepine:

I søvnen havde jeg dog ikke kunne modstå den infernalske kløe, som var blandet med den mest ondskabsfulde smerte og havde nogen bedt mig om at storgræde i nat af smerte og selvmedlidenhed, havde jeg adlydt pr. omgående.

Jan kom med masser af smertestillende til mig og et stort glas vand, ynkede mig behørigt, strøg mig over panden og jeg fik en smule søvn, men enhver, som har haft ørepine, ved at det gør ekstra ondt, at ligge ned når man har ondti ørerne.

Jeg havde glædet mig til at komme ud i solskinnet i dag, nyde den friske luft og indånde stemningen, som de nyankomne ACR-deltagere har medbragt fra nær og fjern.

Jeg havde glædet mig til at komme på arbejde, komme ud, se verden udenfor mit soveværelse og især at se andre mennesker.

Turen kunne så istedet gå til lægen, som kunne konstatere at jeg havde revet bagvæggen i min øregang (?) op, så det var kommet et stort sår og at jeg havde mig en solid ørebetændelse.

Lægen gav mig noget salve med en masser plusser på og de tre dråber, som jeg skal dryppe mit øre med tre gange om dagen gør at det ikke klør og at det gør knap så ondt.

Til gengæld føles det som om jeg befinder mig under vand og min hørelse er noget nær væk på det ene øre. 

Skidt, bare det virker og helst hurtigere end hurtigt.

Jeg fortalte iøvrigt lægen, at jeg har skrantet, skrantet og skrantet endnu engang og at det efterhånden var ved at gå mig en smule på nerverne med al det småsygdom, men hun kunne berolige mig med at det var forskellige vira, som florede i byen og at stort set hele Sisimiut havde været forbi med akkurat de samme symptomer, som jeg kom med.

De elever, som jeg dagligt er i kontakt med, er ikke altid helt klar over betydningen af håndvask, hygiejne og tagen hensyn, –fx. når man hoster, pudser næse o.lign. og det er mere end almindeligt svært at få indarbejde de vaner hos dem, så det spiller helt sikkert også en stor rolle for mig, – og at jeg aldrig helt når at blive helt rask inden jeg går på arbejde igen, hvis jeg da overhovedet har været væk.

Nå!

Nu er det jo heller ikke værre end at det kun er influenza, virus og andet skralderværk, som går over lige om lidt.

Ja det er træls, men det er jo ikke livstruende, så jeg vil huske at tage mine vitaminpiller og supplere med en ekstra D-vitamin og håbe på, omend ikke andet, så placeboeffekt!

Jan og jeg havde planlagt, at vi ville i hytten i weekenden, for i år skal jeg hverken fotografere skiløbere eller andet end lige akkurat det, som jeg har lyst til, så jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, hvis altså øre-møget giver lov.

Min krop har hungret efter at lægge sig under dynen i dag og hovedet har tørstet efter søvn.. den søvn, som det blev snydt for i nat, men øret bryder sig ikke om det.

Da der endelig kom nogen hjem:

Stod mit kamera på stativet og jeg fik lov til at se dem meget dybt i øjnene,

sarasøje selfie¨

selfieijan

for der er godt nok ensomt at være hjemme alene uden andet selvskab end sit eget, tv-serierne og katten.

 

 

Katten:

Saras kat gør ikke meget væsen af sig og så alligevel.

Den kom i dag og lagde “sit” viskelæder foran mig.

Det betyder, at jeg skal kaste viskelæderet ud i gangen og den skal løbe efter det, hente det og lægge det foran mig, som en anden hund.

Så kan jeg så sidde og kaste viskelæderet afsted de første 35-50 gange, hvis jeg eller gider.

I dag stoppede jeg før katten var færdig med legen og den kravlede så små-fornærmet op i stolen. Så kunne jeg få et billeder af den.

Den vokser med lynets hast og er stadig Saras, bogstaveligt talt, kæledyr.

Aldrig har jeg set et kæledyr leve så meget op til sit hverv som kæledyr.

 

 

1

2

 

3

4

 

5

 

6

 

7

 

8

 

9

 

knurhår

 

snude

 

snudetip

 

 

I morgen bliver ACR: som sagt skudt igang.

Jeg ville utroligt gerne have set starten, så jeg krydser fingre og tæer for at der sker et mirakel i løbet af natten med mit onde øre, min rustne stemme, ømme hals, værkende muskler, trætte krop og min almene tilstand i al almindelighed.

søndag den 30. marts 2014

Mens brødet er i ovnen

Jan tog med sin far og Henning ud i hytten i går og drak eftermiddagskaffe og jeg ville da gerne have været med, hvis ikke det lige var fordi, at jeg er så forfærdeligt skvattet.

farfædregubbernekaffegæsterkørertøjerneopvaskefarfarenterassefolket

Jeg trøster mig med at der kommer andre weekender lige om lidt og jeg satser på at være frisk, sund og helt rask, uden hverken forkølelser eller influenza i kroppen fra i morgen af.

Måske er det hårdt satset, men nu gider jeg altså bare ikke skvat-hed mere!

Jeg fik forleden dag taget et snapshotbillede af nordlyset.. der har ikke været så forfærdeligt meget, mens vi har haft gæster og når der har været, har jeg ikke fået det fotodokumenteret.

De to eneste jeg fik taget, er taget ud af vores hoveddør og er ikke andet end dokumentation, for kvaliteten er ikke værd at skrive hjem om.

nordlys1nordlys2

Inden mørket helt falder på, har der mange aftenener været smukke solnedgange.

De er jo flottere og meget mere imponerende i virkeligheden end på et sølle billede.

solnedgang

 

I dag fandt Sara pludseligt på at give katten dukketøj på.

Den så ikke synderligt glad ud ved det, så det kom hurtigt af igen, men inden kunne jeg da lige få det foreviget også.

Stakkels kat.

Den er så tålmodig og finder sig i, at blive kælet, krammet og nusset dagen lang.

lillykattedukken

Nå, jeg må hellere smutte ned til mine flütes, som står i ovnen.

lørdag den 29. marts 2014

Moskus-merino, cardigan og datter-billeder

Jeg ved ikke, hvordan du har det med tiden, for øjeblikket, men tiden heroppe nord for polarcirklen, går ekstra hurtigt for tiden.

Faktisk drøner den afsted og jeg har svært ved at følge med.

Jeg når da både på arbejde og hjem igen og faktisk når jeg også at få strikket et par pinde på strikketøjet.

En babyhue, som jeg skyndte mig at strikke så een af mine aftenskole-elever kunne se den, er endnu ikke blevet fotograferet, men ellers har jeg vist fået dokumenteret det meste i dag.

 

Faktisk når jeg også at trævle en hel del op, for så at strikke det om, for størrelserne på det strik, som jeg kaster mig ud i, er helt hen i vejret og jeg kan ikke få det til at passe.

Jeg vil vove den påstand, at jeg er en almindelig størrelse S/M og at mine propertioner ikke er meget anderledes end størstedelen af befolkningens, men alligevel ender det med underlige størrelser.

Det er altså lige før at det var noget nemmere, da jeg var en str. L/XL, for der passede størrelserne stort set altid…

 

 

Så kan jeg jo altid strikke et sjal, for det passer da altid i størrelsen.. næsten. Der skal ufatteligt meget til før det bliver for stort.

Dette sjal vejer 89 gram og er strikket i moskus/merino fra Arnica. Jeg havde hele 100 gram og de sidste gram skal der strikket et par håndledsvarmere af på et tidspunkt.

Garnet er blødt, lækkert, let og med garanti varmt.

Når du nu alligevel er inde og tjekke linket til Arnica, skulle du lige smutte forbi hendes smukke mønstre og kigge.

Der er utroligt mange smukke mønstre og de mønstre, som jeg har strikket efter indtil videre har været udførligt skrevet og nemme at gå til… og jeg behøver vel ikke tilføje, at man kan strikke i andet garn til mønstrene, men skal man alligevel investere i det lækre og luksuriøse garn, kan man ligeså godt unde sig selv et smukt mønster.

Jeg har strikket rigtig mange (5-7 stk) viftesjaler efter Arnicas opskrift og jeg har strikket Scilla, Eva-sjalet og Fea-tørklædet.

Jeg fandt denne opskrift her og som du kan se, har jeg valgt at gøre indtrykket let og luftigt med et tyndere garn.

Jeg har strikket på pind 4½ og blokket grundt ud efter vask, hvor hvert hjørne/udtagnings-række blev fundet frem og strukket frem.

Det vælger man jo selv om man synes er en godt idé.

Her er mit resultat ihvertfald og jeg er ganske tilfreds:

sjal1sjalmbladmønster

sjalmoskus

 

sjal

 

 

I sidste uge (eller var det forrige uge?) blev jeg færdig med min cardigan.

1

Garnet og opskriften var en gave fra min søster og farven er, efter min mening, meget flot.

Garnet trækker skvæt, men efter vask, med vold og masser af knappenåle, fik jeg trukket det i rette facon.

Jeg er gået en hel pindestørrelse ned, strikket str. S, men stadig er cardiganen stor og efter min mening også en anelse for stor.

2

3

6Til gengæld er den varm, flot i farven og mønsteret er så fint, at jeg kunne finde på at strikke den i en lettere udgave på et andet tidspunkt.

Jeg har tilføjet 3 yderlige knapper ift hvad opskriften sagde og jeg har lukket både halskanten

4

og ribkanterne af med I-cord-aflukning (hestetømmeaflukning, hedder det vist på dansk) for at få et pænere og mere afsluttet resultat.

 

Sara har et godt øje til cardiganen og det er jo endnu en grund til at strikke den i en lettere og mindre udgave senere.

Vi bruger samme tøjstørrelse og det har sine fordele, men også sine ulemper.

Opskriften er herfra.

5

Og  når nu vi havde kameraet fremme, fik jeg lov til at fotografere yngstepigen.

Hun tog billederne af mig og tak for det, og vi fik snakket lidt om, at det er sjældent at hun får taget billeder.

 

Dét synes jeg jo er ærgerligt og måske det kunne bringe lysten til at fotografer op i hende igen, at hun er med ude?

Det er hverken hver eller hveranden dag, at det sker jeg får lov og oveni får lov at lægge det ud til offentlig beskuelse.

asasara

sara

saraatiga

P.S. Jeg undlader at fortælle, at endnu en weekend bliver brugt på at være syg og sløj.

Jeg har stort set mistet stemmen og det gør ondt langt ned i brystkassen, musklerne er stadig ømme, trætte og tunge og hovedet føles som om det er fyldt op med våd cement.

Der florerer en masse forskellige sygdomme i byen som influenza, Roskildesyge kombineret med opkast, halsbetændelser og forkølelser, men jeg forstår ikke, hvorfor min krop absolut altid vil være social i sådanne sammenhænge og deltage i alverdens dårligdomme?

NÅ!

I morgen er jeg rask.

Jeg visualiserer og forsøger at tænker mig vildt rask igen, for i morgen er det sidste dag at vores gæster fra Hvalpsund er her.

På mandag rejser de tilbage, men jeg kunne nu godt have beholdt dem et par måneder endnu. Mindst!

Det er stærkt vanedannende at komme hjem til tømte vasketøjskurve, støvsugede gulve, nybagte boller og rygende varme, hjemmelavede kager til eftermiddags-kaffen, som også allerede er brygget og aftensmad, som næsten står klar.

Vi har været så forkælede og jeg har nydt forkælelsen.

At de oveni er hyggelige, rare og gode mennesker med indlevelse og oprigtig interesse, gør det også lidt sværere at lade dem gå ombord på flyveren på mandag.

 

Kan du have dig en god og sygdomsfri søndag