fredag den 16. februar 2018

Filtet mod min vilje

Jeg kæmpede med et strikketøj i næsten 14 dage.

Det var ret kedeligt at strikke, men den grønne farve var så flot, at det helt opvejede det kedelige.

Da jeg var næsten i mål, kunne jeg konstatere at den fornemmelse, som jeg hele tiden havde haft, holdt stik.

Den blev for stor.

Jeg gad ikke trævle det hele op, så jeg strikkede den færdig og tænkte længe over, hvad jeg skulle stille op med den og i et kort anfald af total vanvid, smed jeg den i vaskemaskinen på 30 grader og ventede en time.

Da den tiden var gået og vores vaskemaskinen med en fanfare fortalte mig, at den havde gjort sit arbejde færdigt åbnede jeg lugen og kunne hive et stykke hårdt filtet strik ud. Man kunne sagtens se, at det engang havde været en bluse, men man kunne bestemt ikke se, at det engang havde været en størrelse ca XL.

Med lidt god vilje ville jeg måske kunne have hevet den over en 3-årigs krop.

Jeg ærgrede mig ret meget, men jeg havde jo selv smidt den i vaskemaskinen og selv tændt for skidtet, så jeg fyldte en balje med vand og tilsatte helt vildt meget hårbalsam og smed mit filtede strik i.

Uden at skylle balsamen ud først begyndte jeg så at hive og slide i strikket og efter kort tid, begyndte den også at give efter og nærme sig en større størrelse.

Jeg blev lidt stædig og smed derfor al tøjet ude i brusekabinen og tog den alt for lille og meget stramme forhenværende sweater på og mens det varme vand løb ned og både mig og sweateren, hev og sled jeg i den og fik den næsten til at passe.

Balsamen var uden og jeg vred den forsigtigt op og lagde den til tørre.

Næste dag,- i lørdags, da jeg stod op, kunne jeg konstatere at den filtede sag, var krympet en lille smule og dermed, igen ikke kunne passe mig, så jeg prøvede en gang til med balsam og strækkeøvelserne, men den ville altså ikke give sig mere, så jeg gik og kikkede på den et par dage, indtil jeg kom i tanke om en pige med en størrelse, som kunne passe den.

Hun blev glad for blusen og nej, den var ikke megatyk og varm. 

Den er stadig tynd og føjelig, men uld varmer jo altid og lige for tiden fryser det mellem -24 og -30, så jeg håber, at hun får glæde af den.

Den er strikket i Navia Uno på pind 2 1/2 og 3 og mønsteret er et jeg har købt i Århus i netgarn og hedder “søster Freja”


Jeg er bestemt ikke færdig med at ville strikke den i den grønne udgave. 

Jeg strikkede den i original-garnet i sort/grå lige før jul og jeg har gået så meget i den, at folk må tro, at jeg ikke har andet at gå i.


( se lige bort fra mit morgenhår, som jeg har lidt svært ved at styre for tiden)


Jeg er i gang med at strikke en megatyk sweater til min “svigersøn” i Alafos Lopi og pind 6 og mine hænder har det ikke så godt sammen, så jeg holder små pauser fra den.

Edit

Under een af mine små pauser strikkede jeg en fusion mellem Seamans hat og centrifugalhatten og det blev ret vellykket.




Jeg mangler at hæfte et par små ender og Jan vil gerne være den glade modtager af den, så de ender skal der kikkes på i løbet af weekenden.

I dag fryser det sølle - 23 grader og der er ingen vind af betydning, så det er til at holde ud.

Nu tænker du nok at det er vanvittigt koldt, men du må huske på at vi har meget, meget tør luft, så det føles noget anderledes end, hvis det havde været fx. I Danmark at det frøs -23.


1 kommentar:

  1. Det er da ærgerligt, at du har vasket den flotte bluse til en ministørrelse, men du har jo været i træng mht. at "mindske" bluser. Da du var teenager har du jo også vasket din far sweater til din størrelse :-)
    KH mor

    SvarSlet

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.