mandag den 26. oktober 2015

Fraværsbegrundelser

Jeg ved ikke om jeg er ved at komme ovenpå igen?

Jeg trænger ihvertfald til at rette fokus hen på noget andet og noget mere konstruktivt, energigivende og positivt, så til trods for tennis-golf-albuen, tog jeg mit kamera, satte det på stativ; jeps, jeg kan ikke engang holde mit kamera håndholdt uden at det gør av-nas i højre albue og tog nogle billeder af mine orkideer, hvoraf 5 ud af 6 blomstrer.

Jeg skylder at gengive kort, hvad der hev min energi ud af mig, og det endda efter en sommerferie.

Og selvom jeg forsøger at gøre det så kort, som overhovedet muligt, bliver det langt og træls, så hvis du ikke orker, er du advaret!

 

 

Som jeg har fortalt før, er vi igang med en større renovering af vores hus.

 

Vi skulle have skiftet køkkenenet ud. Det gamle hang sammen med et par rustne søm og var noget flosset.

Lågerne fejlede skam ingenting, men indvendigt var det sølle og ulækkert, utidssvarende og efterhånden umuligt at gøre rent, så vi ville have nye køkkenelementer.

Jeg har hele tiden været glad for køkken-indretningen, som var enkel og uden dikkedarer og sådan ville jeg gerne have at det fortsat skulle være.

Ingen fancy koge-ø eller anden moderne indretning, men bare noget så simpelt som nye køkkenelementer og en ny køkkenbordplade.

 

Vi ville også have nyt badeværelse og havde valgt at ville have gulvvarme og fliser på gulvet.

Al beklædning på væggene i badeværelse skulle skiftes med nogle plader, som til forveksling ligner fliser og ifm gulvvarmen, skulle den eneste radiator, som er på badeværelset fjernes, hvilket betød at vandet skulle lukkes af vores varmeanlæg.

 

I den forbindelse bestilte vi to radiatorer, som skulle sættes op under vores vinduer i stuen og dem skulle vi selv betale;- udenom tømrer-mesteren, som havde givet os et fast tilbud på køkken og bad.

Vores stue, gang og køkken er næsten et stort rum og gulvarealet er en stor flade.

 

Vi købte gulv i Bauhaus Ålborg en af de sidste dage vi var i Danmark og vi købte også selv badeværelses-elementer i IKEA.

Badeværelsesmøblementet kørte vi selv ud til Grønlandshavnen samme dag, som vi købte det.

Vi drønede rundt i IKEA, for de badeværelsesmøbler, som stod udstillet og som vi faldt for, viste det sig, at de ikke havde alligevel og så måtte vi tilbage i forretningen og finde noget andet. Vi spurgte efter hjælp, men det unge menneske, som tilsyneladende var den eneste ansatte, der var at finde i IKEA den dag, var fortravlet og havde en kø af kunder foran sig, så det ikke undrede, at han var stresset og lettere forvirret. Vi fandt heldigvis noget, som vi også syntes var okay og drønede så afsted mod betalingskassen igen med de mange store kasser, som vi skulle køre ud med.

Vi havde lejet en varevogn (det tog en krig, at  få det arrangeret) og den skulle afleveres igen på et fast klokkeslet, så vi var noget tidspressede, da indlevering til Grønlandshavnen også lukkede forholdsvis tidligt.

Det gulv, som vi købte i Bauhaus var i restordre og skulle bestilles hjem til Ålborg fra Norge og med hjælp af en yderst service-minded og kundevenlig ung medarbejder i Bauhaus, fik vi det arrangeret sådan, at gulvet kunne blive kørt ud til Grønlandshavnen, når det ankom Danmark.

Dét gik jo rigtigt godt.

 

Da vi stod i vores hoveddør med vores feriekufferter, jetlag og for lidt søvn, ankom vi til et køkken, der var knap færdigt.

Badeværelset var 1/3 færdigt og der havde ikke været varme på radiatorerne siden vi tog afsted, så til trods for at det var sommer, var det et meget koldt hus at komme hjem til.

Vandet havde også været lukket siden vi tog på ferie, så der var heller ingen vand…

Alle de ting, som havde været i køkkenet, havde vi inden afrejse pakket ned i kasser og lagt ind i vores soveværelse, ligesom alle vores ting fra badeværelset også stod derinde.. jeg kan hilse og sige, at der kan være utroligt meget i både et køkken og et badeværelse, selvom man har sorteret og smidt ud.

Håndværkerne havde lagt alle de resterende ting fra gangen og vindfanget ind i soveværelset, for at det ikke skulle være i vejen for dem.. så vi kunne lige akkurat få døren til soveværelset op, kun for at konstatere at der skulle gøres noget, hvis vi ville sove i vores senge.

Jan skulle på arbejde dagen efter og jeg tre dage efter, så jeg satte kufferten og gik i gang til lyden af håndværkerne, der havde travlt med vores rør, vores badeværelse og .. hov, jeg glemte at tilføje, at vi også fik lagt nyt tag på,- så derfor også til lyden af håndværkere, der lagde tag på huset.

Hvis vi havde haft vand i huset, havde jeg nok brygget mig en stor kop kaffe, men det havde vi så ikke, så jeg nøjedes med at tænke mig til kaffen og gik så igang med at rydde sengen for ting, mens jeg forsøgte at minimere støvet i sovetværelset.

Efter 1 ½ dag efter vores ankomst fik vi vand og varmen vendte delvist tilbage til huset, men det gjorde håndværkerne også.. dag efter dag efter dag.

Jeg skyndte på dem, for så sjovt er det altså heller ikke at have 4-6 fremmede mænd rendende i huset hele tiden fra morgen til sent eftermiddag.

Eftersom gulvet og badeværelesmøblementet først ville ankomme 4 uger efter vores ankomst, måtte/må jeg leve med, at gulvet nogle steder ikke var der og at der er (stadig) frit udsyn til gulvpladerne under gulvet og indrette badeværelset intermistisk.

Dagen efter vores ankomst kunne jeg begynde at vaske køkkenskabe af og lægge køkkentingene på plads, men de skulle jo lige vaskes op først.

 

Det kunne jeg gøre i vores nye, nedsænkede køkkenvask!

Det kunne den så bare ikke holde til og den første splint røg af.. og de efterfølgende dage faldt køkkenvasken mere og mere af selve køkkenbordpladen.

 

Jeg fik med møje og besvær tømmeren til at komme op til os, så han kunne se det ved selvsyn og sammen med leverandøren blev det aftalt, at den (naturligvis) skulle erstattes.

Samtidig døjede vi med vores varmeanlæg, som ikke ville sende varme ud til alle radiatorerne og som satte sig fast i termostaterne og aaaaalt muligt.

Det var stort set hver dag, at jeg måtte ringe rundt til den ene eller anden håndværker for at få dem til at komme og rette på de fejl eller mangler, som var opstået under deres forskellige besøg under vores renovering.

 

Samtidig var vejret ikke med os.

Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle i hytten og koble fra, slappe af og samle ny energi.

Men så kunne vi da heldigvis male.. (jeg hader at male og måske derfor er jeg ikke særligt god til at male??) Hele huset skulle males indvendigt og jeg fik manet mig op til at tænke at: det måske var held i uheld og at det var godt at vi kom igang og fik det gjort, men allerhelst ville jeg jo gerne have brugt mine weekender ude i naturen og malet om eftermiddagen og aftenerne.

 

For ca en måned siden vågnede Jan en søndag nat/morgen ved 04-tiden ved at der lød et højt smæld.

Han forsøgte at tænde sin sengelampe, men der skete ingenting.

Vi kunne lugte røg og da jeg fik fat i min mobil-telefon og fik tændt for lygten, var der røg oppe under loften.

Adrenalinen var øjeblikkeligt på sit højeste og jeg for ned og fik vækket pigerne, som lå og sov. Jeg beordrede dem til at være vågne og være parate til at springe i tøjet.

Jan og jeg for rundt i huset for at finde årsagen til røgen, men kunne ikke finde åben ild. Vi turde ikke åbne for vinduerne for at få røgen ud, da vi jo ikke kunne se hvorfra det kom og vi ville ikke give yderlige ilt, hvis der var ilt.

Da vi forsøgt at tænde for lamperne over spisebordet i køkkenet tændte de med et brag og der kom røg ud af alle tre lamper og så var vi godt klar over, at der måtte være noget galt med vores relæ.

Jan fik slukket og så gik resten af natten/morgenen med at finde ud af, hvor lugten af afbrændt plastik og el-installationerne kom fra.

Jeg fandt min mobiloplader, som altid ligger ved siden af min seng på mit natbord og der var brændt et stort hul i den.

Da vi mente at min far måske var stået op sent om eftermiddagen ringede vi til ham.

Han har et el-firma (det billigste i byen) og vi ringede til ham for at få ham til at komme og se, hvad der var galt.

Vi havde ingen strøm og vi turde ikke gøre noget.

Hele huset lugtede stadig af afbrændt plastik, ledninger og andre ubehageligheder og da han kom, fandt han med det samme ud af at 0-ledningen til HFI-relæet var løs og vi derfor havde fået 380 volt direkte ind i huset og at det var alle vores ting med strømforsyninger/adaptorer, som var brændt af.

Min nye LED-lampe fra IKEA, vores internet-modem, vores router til internettet og hele forbindelse var røget, ligesom vores dekoder til vores tv-kanaler, vores dvdmaskine, mobiltelefonopladere, ektern højtaleren til TV-et og mine harddiske med alle (!) mine billeder er i stykker.

Heldigvis har vi fået lidt erstatning fra forsikringsselskabet, men sikke en forskrækkelse og sikke en masse besvær at få genetableret internetforbindelsen, at få ordnet de forskellige ting og få erstattet de ødelagte maskiner.

Jeg er stadig taknemmelig over, at vi ikke fik en røgforgiftning, brændte inde eller på anden måde kom til skade, men besværligt og dyrt har det været.

 

Den 23. september skulle Simon opereret i Nuuk og planen var at han skulle herhjem, så han kunne få noget hjælp, mens han var sygemeldt fra sit arbejde i Kangerlussuaq.

 

Dagen før, om torsdagen, hvor han skulle ankomme hertil om fredagen, ville jeg lige rydde lidt op og gøre lidt plads, så han kunne komme omkring med sine krykker i huset/byggerodet og opdager til min rædsel, at der ligger rigtig, rigtig meget vand på gulvet ude i gangen foran badeværelset og meget hurtigt kan jeg konstatere at vandet pibler op ad de rør, som fører ud til det nye gulvvarme.

Vandet er blandet med frostvæske og er sivet ud over det hele.. bl.a ud, så mine højhælede fine brune ruskindssko og mine ecco-kilehælestøvler sejler rundt i væsken.

Hvad værre er, at væsken, som jo er fra vores varmeanlæg, er sivet ned gennem gulvet og lavet en stor vandskade i vores loft nedenunder og selvfølgelig ringer vi øjeblikkeligt til det VVS-firma, som har lavet gulvvarmen og de sender en mand ud, som går igen. Vi venter og der kommer to andre, som hurtigt kan konstatere, at en af deres kollegaer ikke har spændt de to haner, som sidder for enden af rørerne og ej heller har sat sådan noget isolerings-snor/twist-agtigt noget rundt om, ligesom der heller ikke er sørget for at få lukket rør-udføringerne, altså hullerne i væggen, hvor rørerne går igennem med noget fugemasse ell. lign.

Vi har haft meget, meget store problemer med de regninger som VVS-firmaet tidligere har sendt til os.. de har bl.a forlangt (som noget af det mindste) over 4000 kr. i kørsel i denne lillebitte by og som den sidste hån mod os sendte de så en regning på efterspænding af de rør, som forårsagede vandskaden i vores loft og som var deres fejl.

Da vores varmeanlæg stadig ikke fungerede optimalt, fik vi ringet til dem igen og de mente, at det var fordi at der manglede en udluftingsventil i soveværelset og jeg spurgte naturligvis inden de gik igang med at sætte en sådan en i, hvad det kostede og svaret var: ca 8-900 kr. , men desværre fik vi en regning på over 4800kr og sådan har det været hele vejen igennem. Vores samlede regninger til det firma er oppe og ringe på næsten 60.000 kr da de bl.a har skullet bruge 71 (jeg gentager: en og halvfjerds) timer på at sætte to skide radiatorer op i stuen.

Jeg ved ikke, om det er fordi, at de skulle tage en VVS-uddannelse undervejs og samtidig med at de satte dem op, for den VVS-mand (fra det selvsamme firma) vi snakkede med i foråret om de to famøse radiatorer, mente at det ville tage omkring 16 timer IALT.

Nu sidder vi så her og har mistet så meget af glæden over vores igangværende renovering af vores hjem, for desværre har de forskellige håndværkere jo lige ganget deres regninger op, sjusket, ikke overholdt aftaler, kommet for sent til aftaler og sjoflet os, så vi næsten sidder og fortryder, at vi overhovedet gik i gang med at forny og udskifte.

Det har været øv med masser af øv på og så mangler vi endda stadig at male rør, trappe, soveværelse og få lagt nyt gulv på.

 

Nå jo.. Gulvet forsvandt.

Dukkede aldrig op hos os, så vi måtte igang med en større eftersøgning.

Vi havde jo betalt for over 70 mtr2 gulv og det var bare væk. Et laminat-gulv til 260,-kr pr kvadratmeter.. (hvidolieret ahorn) også kommer fragten oveni.

Vi fik afpasset vores telefonopringninger med tidsforskel og hvad har vi, og fandt ud af at det var blevet leveret tilbage til Bauhaus i Ålborg, men de ansatte derinde har altså bare gået på de rigtige kurser og de fik øjeblikkeligt sørget for at det blev leveret til Grønlandshavnen i Ålborg.

 

Det så desværre lidt værre ud med IKEA.

Jeg havde købt to højskabe med spejllåger og de ligger jo, som du sikkert ved i brune papkasser i store bunker i IKEA, hvor du så selv henter og kører det gennem kasseapparatet.

Systemet er jo fint nok, hvis ellers tingene ligger, hvor de skal og man ikke skal krydskontrollere alle sine indkøb inden man går ud af forretingningen.

Dét vil jeg råde dig allerkraftigst til at gøre, for jeg gjorde det ikke.

Vi kørte afsted med masser og atter masser af kasser til Grønlandshavnen og da pakkerne dukkede op hos os var vi glade, forventningsfulde og ivrige efter at få sat møblementet op.

Vi gik igang med at samle og opdager så til vores rædsel, at den ene af højskabene er en helt anden type højskab.

Vi kan intet gøre.

Jeg skrev til IKEA, men fik et autosvar og da der var gået et par uger fik jeg en af vores meget gode venner til at køre ud og købe et nyt til os og sende det op.

Det forkerte skab, måtte jeg jo så sælge med tab og lang næse.

Øv med øv på.

 

Jan har siden sidste år fablet op om at skifte Tampaxen ud med en større model med en større motor, så vi kunne have andre med ud og sejle og kunne sejle ud uden at skulle spekulere så meget i vægt og det kunne jeg godt følge ham i.. noget af vejen.

Jeg gav mig og vi købte en ny, større, åben jolle: en brugt Yamarin 59CC med en 150 hk yamaha påhængsmotor.

Vi prøvesejlede den og den ligger fantastisk i vandet, men den var kabelstyret, så min betingelse var, at det blev skiftet ud med hydraulisk styring, så jeg, selv med min tennis-golf-albue kunne sejle den.

Det lykkedes, men så gik VHF-radioen død sammen med kort-/ekkolod-plotteren.

Sælgeren gik heldigvis med til at betale halvdelen for nyt og så troede vi jo, at den hellige grav var velbevaret..

For tre weekender siden pakkede vi så lidt proviant og sejlede afsted mod hytten sammen med Sara.

Yamarinen sejlede fantastisk og vi sejlede helt uden besvær 36 knob og det endda uden at gashåndtaget var helt i bund. Den kan sejle omkring 42 knob, men så er der også givet fuld gas.

Vi nåede ind til hytten lige inden det blev mørkt og vi gik i gang med at fortøjre til vores udhal, men så ville motoren ikke tiltes helt op.

Det skal den jo så motorbenet ikke bliver fanget i fortøjringerne, når den svinger rundt i strøm, vind og hvad har vi.

Vi prøvede alt, men op ville den overhovedet ikke.. så måtte vi jo sejle hjem igen, men så ville den altså heller ikke tiltes ned. 

Den var ca 2/3 oppe med skruen akkurat i vandet og vi kunne derfor ikke sejle, som vi skulle.

Vi sejlede højst 7-8 knob, da det gik hurtigst og mørket faldt rigtig hurtigt på.

DMI havde lovet hård vind fra syd dagen efter og min frygt var at det ville begynde at blæse op allerede om natten, men der var ligesom ikke andet at gøre end at ringe hjem fra satellit-telefonen til min far og varsko ham om vores situation og at hvis vi ikke var hjemme efter 3-4 timer ville det nok være en god idé at iværksætte et eller andet..fx. en eftersøgning.

Vejret var heldigvis med os.

Det var godt nok koldt og det var voldsomt ubehageligt at sejle med stævnen stikkende næsten lodret op i luften og agterstævnen dybt nede i vandet, men vi arbejdede os gennem mørket og kl lidt i ti om aftenen kunne vi fra mobiltelefonen ringe til min far og fortælle at vi var vel ankommet havnen.

Nøj, hvor var vi alle tre gennemkolde. Og skuffede.

Så ankom gulvet da heldigvis og Sara og Daniel hjalp mig med at få fragtet de 1 ton gulv hjem.

Vi kunne have det på vores Hilux lad over tre kørsler og vi var hurtige og effektive.

Godt nok havde jeg blå mærker op ad mine underarme flere dage efter, men vi fik det i hus.

Og det endda sammen med med næsten rigtige højskab.

Man ser ikke at det ikke er 100% det samme som det første / det rigtige, men når musikken spiller og humøret er i rette vinke, betyder det ingenting.

 

Jeg har fået helt nye elever i dette skoleår. Der er tre tilbage fra sidste års hold, men de sidste 4 er nye.

Det giver nogle udfordringer og det har været op ad bakke.

Måske var det grunden til at jeg var så modtagelig for en ondsindet influenza i starten af september?

Først var Laura hårdt ramt, så måtte Sara lægge sig og næsten samtidig, blev jeg lagt i seng med influenza.

Det var en hård omgang og det rev det sidste gode humør ud af mig.

Jeg har ikke orket mere end hvad der har været bydende nødvendigt og humøret er været sort-grå på de bedre dage og kulsort de resterende.

Min albue og jeg har været til fysioterapeut og fået styrkeøvelser, som gjorde ondt værre og udstrækningsøvelser, som ikke gjorde hverken ondt eller godt og her til sidst har vi forsøgt os med ultralyd, som jeg ikke har kunnet mærke overhovedet.

Jeg har forsøgt mig med glucosamin og det er sikkert godt mod et eller andet, men det har absolut ingen virkning på mine smerter i albuen.

 

Her til eftermiddag kom en af mine veninder med en pose med bukkehornsfrø og så giver jeg også det en chance.

Jeg savner at kunne sætte mig med mit strikketøj og koble fra og slå hjernen over i ret og vrangmaske-meditation, lade hænderne arbejde og henfalde til fantasier om færdige håndarbejdsprojekter, men albuen gør ondt på både forsiden og bagsiden, så jeg læser. Krimier og kærlighedsromaner, ugeblade og magasiner og går tidligt i seng.

Det er øv med øv på, men nu tror jeg så ikke at vi kan rammes af flere øv-oplevelser!

Den nye jolle er sat på land (Tampaxen ligger stadig i vandet, vugger og er trofast) og i morgen vil jeg køre ud og købe noget mere vægmaling og få malet det sidste inden gulvet skal lægges.

Jeg vil tvinge mine tanker til at tro på, at det er ved at vende og at min kvote af øv-oplevelser er opbrugt indtil videre.

 

P.S. : Det var den korte version..

20141017_0006-1

20141017_0007

20141017_0010

20141017_0013

20141017_0016

 

 

 

20141016_0025

10 kommentarer:

  1. Allerførst: Utroligt smukke billeder, men når det så er sagt, så er alle jeres oplevelser noget man godt kunne ha været foruden. Det er da utroligt at man skal behandles sådan af håndværkerne. Jeg er rystet. Det er bestemt ikke en go reklame for dem. Og der er da ikke noget at sige til at i går ned med influenza / (stress ???) Håber bestemt at tingene er ved at fungere og være ok. Men det er da også træls at du skal bøvle sådan med din albue, kan godt forstå du er klar til at prøve alt. Håber bare for jer at det nu kommer til at gå fremad med alt det i har gang i , så i er helt klar til at nyde det når det bliver "indevejr"...og det fyger og piber udenfor. Rigtig go´ dag herfra Østjylland.

    SvarSlet
  2. Hold nu op, det er da ikke så sært at I skal blive syge. jeg håber virkelig at det har vendt og at det nu kun går fremad, alt godt til jer ønskes I fra Nordjylland

    SvarSlet
  3. Tænk, at man kan være så uheldig. Håber det går den rigtige vej nu.
    Du har været savnet, men kan sørme godt forstå, at der ikke har været meget overskud.
    Mange hilsner
    Ditte

    SvarSlet
  4. Jamen Dorthe, det var da en masse uheldige øv ting. Hvordan turde i tage hjemmefra med håndværkere i huset. Det siger jeg måske fordi jeg er ældre og har prøvet at have håndværkere. Nu håber jeg at det hele falder i hak. Betal ikke håndværkere for noget der er urimeligt. Har i ikke syn og skøns mænd hos jer?
    Dejlige billeder du tager.

    SvarSlet
  5. I skal da klage! Nu ved jeg ikke en hujende fis om forbrugerklagenævn i Grønland, men noget må der da være. Håber jeg. Alene de to radiatorer tror jeg min lokale VVSer kunne levere til samme pris eller mindre, og så ville de tjene på det OG have fået en tur til Grønland betalt. Er der ikke noget der hedder garanti på udført arbejde? De skal skamme sig skal de!
    Den der forskrækkelse med strømmen er godt det blev ved forskrækkelsen. UHA!
    Det I ville have lavet er jo enkle og almindelige ting, som må være ren rutine i en krog af verden hvor der bare er koldt. Ikke underligt at din arm ingen ro får. Håber at alt fra nu vil gå i den rigtige retning for både dig og din familie.

    SvarSlet
  6. Man kan vist godt konstatere, at du har være optaget til anden siden en at sidde ved tastatur og PC. Sikke en sommer......
    Må håndværkernes bidrag og alle de andre udfordringer falde på plads, så du kan få dit hjem gjort funktionelt og for dig/jer selv.

    SvarSlet
  7. Dine billeder er betagende smukke.
    Hvad jeg ellers ville skrive står ovenfor. Ingen grund til at gentage det.
    Men den behandling du har fået af firmaerne er godt nok ikke i orden!

    SvarSlet
  8. Og det var den korte version! Du godeste, altså - stakkels jer alle sammen. Så galt tror man da slet ikke, at ting kan gå.
    Jeg håber virkelig, at I har/får overskud til at slås med de håndværkere, for de fortjener absolut ikke deres penge.

    SvarSlet
  9. Nu har jeg endelig læst din version af de f......uduelige håndværkere - det skulle lige være f.eks.lærerne, der laver sådanne brølere- sikke jammerskreg, der har været .
    Ønsker dig også god bedring med det hele - vi ses i morgen til "før Mortensaften" Simon skal jo rejse på mandag, så vi skal "jule" lidt ovenpå alt det her.
    KH mor

    SvarSlet
  10. Sikke en omgang...
    Her kan det være problematisk, men i forhold til hele din historie.... sikke en omgang med håndværkerne og besværet med at få det til Sisimiut. Helt op af bakke. Og astronomiske regninger... ;-(
    Jeg tror jeg for længst havde lagt mig helt ned under dynen og håbet på, at når jeg engang ville stikke hovedet frem, at så ville alt være på plads.
    Håber på alt kommer på plads :-) Også dit helbred :-)
    Knus og kram

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding