fredag den 31. oktober 2008

guld, sølv og bronce

Sara vandt guld i tul, sølv i frikamp og Laura vandt bronce i tul. Det går rigtigt godt. Tillykke mine dejlige piger. I er bare så seje. (P.s jeg kan ganske enkelt ikke få oploadet mine billeder hertil af een eller anden grund, og nu udløber min nettid lige om et par minutter.Jeg forsøger igen i morgen...ØV!!!) (jeg har lidt hjemve nu)

Fredag

Det har siden onsdags været nogle hektiske og massive dage, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan få det hele med. De har i hvert fald været så hektiske, at jeg ikke engang har nået at få kameraet op af tasken i det omfang, som jeg gerne ville. Okay, der har heller ikke været lys nok i skolens gymnastiksal, hvor dagen i forgårs og i går blev tilbragt. Udenfor har vejret vist sig fra sin værste side med regn og rusk. Jeg ville utroligt gerne have udforsket byen noget mere, for hvad jeg overhovedet ikke var klar over var, at byen ligger spredt udover en fjeldside og der dermed skal forceres en masse trappetrin og stejle bakker. Pigerne og jeg opgav vores tælleri da vi nåede til 172 trin på en trappe som vi skulle både op og ned ad. Vi var godt nok næsten helt oppe, men der var godt nok mange. Jeg havde både tung rygsæk med min bærbare, kamera og andre livsnødvendigheder i og en kuffert både op og ned ad trappen. Jeg kan mærke hvert et trappetrin i hele min krop i dag, og jeg forestiller mig, at jeg kommer i helt god form inden jeg igen vender tilbage til Sisimiut og vores kære Hilux, som normalt er den, som fragter mig rundt, i modsætning til mine ben, der er til dagligt er reduceret til at træde på speeder og kobling. Inden jeg får vævet mig ud i forklaringer og ikke mindst bortforklaringer om min manglende kondition, kan jeg skynde mig at fortælle at Laura og Sara i går blev gradueret. De var (som sædvanlig) rolige, sikre og fyldt med selvtillid og kunne bare deres kram. Sara er, så vidt jeg ved, den yngste, der er så højt gradueret og Laura som jo kun er 13 måneder ældre end Sara, er så den næstyngste. Det er så flot piger og jeg er så stolt over jer! Det var grandmaster L. Meng himself, der graduerede, og efter gradueringen holdt han, traditionen tro, en lille, næsten moraliserende, men opbyggende tale, hvor han påpegede, at det i sig selv ikke var et mål at blive god til Taekwon-do/sporten, opnå at få mange fine medaljer, at det var det sekundære i sporten, og at det primære var at blive et godt menneske. At opøve, forfine og fastholde fokus i sporten gjorde, at de bedre kunne holde fokus på de andre aspekter i deres liv, som de kastede sig ud i. At sporten ikke kun drejede sig om det fysiske, men også om det psykiske. Han løftede sin pegefinger og bad ”eleverne” om at passe på deres krop og spise sundt. Han mindede dem om at overvægt i Grønland er et stærkt stigende problem, som kan undgås, hvis de spiser mere grønlandsk mad, undgår fastfood, læskedrikke og slik. Dét er så det, som jeg godt kan lide ved sporten (som den i hvert fald er heroppe) at der er et mere holistisk syn på sportsudøverne og at de/vi/man forsøger at få tingene til at hænge sammen; krop og sjæl, moral, etik, og opførsel. Måske er jeg naiv og godtroende?! Johannes, pigernes træner blev også gradueret og det foregik for lukkede døre. Jeg blev dog, meget smigrende inviteret med til at overvære det, og Johannes klarede sin graduering ligeså flot som dem, han træner. De har det bestemt ikke fra fremmede. Han blev 6. dan og kan nu prale med at han er den højest graduerede grønlandske taekwon-do udøver i Grønland. Tillykke. Hvad der var endnu bedre var, at Lena i løbet af dagen i går, havde sørget for at jeg sammen med de 4 yngste børn fik et værelse på Qaqortoq sømandshjem. Det er godt nok et lillebitte værelse, og Sara og jeg skal dele seng, men det er langt at foretrække end festsalen vi oprindeligt blev placeret i. Hvad der var galt i festsalen ved jeg ikke, men der gik kun en ½ time fra jeg kom ind, inden jeg fik nældefeber, kvalme, åndedrætsbesvær og hovedpine. Min hovedpine er næsten væk og selvom Sara ikke er den mest rolige at ligge ved siden af om natten, er det langt at foretrække end festsalen, som vi delte med en hel masse andre. (unge mennesker, der lyttede til mobiltelefonmusik, larmede, varmede pizzaer i ovnen konstant, spiste cup noodles, hvis lugt kan få det til at vende sig i mig, hængte deres våde svedlugtende træningstøj til tørre overalt, og som alle andre unge mennesker mener at alle over 23 er gamle klokkefår) Jeg spekulerer på om der mon er skimmelsvamp, mug eller andet i den festsal? Livet smiler til mig igen. Dejligt, og jeg smiler tilbage.

onsdag den 29. oktober 2008

Dagen derpå

Nu er jeg vel ankommet til Qaqortoq og jeg må tilstå at det er lidt af et antiklimaks fra at bo på et fint hotel til at skulle sove på gulvet på en tynd skumgummimadras, og uden bad og fælles toilet med ca 25-40 andre. Men mon ikke jeg overlever på minderne fra den forgangne uge. På sømandshjemmet kan jeg logge mig på for 40 kr for en halv time, så jeg skal vist forberede de indlæg jeg skal have skrevet om pigernes kampe mm. I slipper ikke for mig! (Både mobiler og det nye kamera bliver behørigt fragtet hjem af min livvagt/livsledsager/rejsekammerat/mand) så det kan jeg glæde mig til at få afprøvet og leget med)

tirsdag den 28. oktober 2008

Tilbage på benene

Nu prøver jeg lige at lande på begge ben, for jeg skylder især dig, min trofaste læser et ordentligt indlæg, for du er i højeste grad skyld i, at jeg overhovedet turde at sende billeder ind til fotokonkurrencen. Som jeg skrev til dig, er du medvirkende årsag til, at jeg tør lidt mere og tror lidt mere på at tingene kan lykkedes. Lederen fra Arktisk institut ringede mig op onsdag d. 15. oktober om formiddagen, hvor jeg stadig var noget søvndrukken. Jeg troede først at det var en meget dårlig joke eller een, der tog gas på mig, for jeg havde jo lige aftenen forinden jamret og klaget mig, så det var jo nærliggende at tro, men efterhånden som samtalen skred frem og jeg blev mere og mere vågen, kunne jeg jo godt høre, at manden i røret var dybt seriøs. Jeg fik dog lynhurtigt sagt, at det bare overhovedet ikke kunne lade sig gøre for mig at være væk i uge 44, da jeg har lovet at være holdleder for børnene fra Sisimiut, der skal deltage i Grønlandsmesterskaberne i Taekwon-do, men Bent fik det arrangeret, så vi har taget opholdet som var en del af præmien før overrækkelsen, og jeg kan støde til børnene i Qaqortoq, hvor mesterskaberne skal foregå. Jan og jeg tog afsted sidste tirsdag og blev modtaget i lufthavnen med blomster og kuverter og jeg skal komme efter dig. Nøøøøj, hvor var jeg stolt! Og spørg liiiige om det var godt at se familien onsdag, torsdag og fredag. Det var dejligt med egne øjne at se, at de stadig har modet og kampgejsten til trods for den umenneskelige hårde medgang de befinder sig i, i denne tid. De kørte med Jan og mig tilbage til København fredag, hvor jeg havde lovet at give/vise en billedfremvisning på Arktisk institut, hvor jeg havde fik lov til at inviteret familien. Dér var jeg godt nok nervøs! Om lørdagen tog Jan og jeg hul på alle de oplevelser min præmie også bestod i, nemlig på planetariet efter vi havde taget en seriøs strøgtur, og efter planetariet stod vi i kø i næsten en time for at se udstillingen "Bodies", der var så fantastisk fascinerendeo og oplysende. Om aftenen faldt jeg besvimet om hotellets seng, (Hotel Neptun, som ligger mellem Amalienborg og Nyhavn) og sov en dødlignende søvn (apropos udstillingen). Om søndagen trodsede vi mine ømme fødder tog vi med toget ud til Louisiana, hvor vi så udstillingen af Per Kirkeby. Vi var rigtigt stolte over os selv over at vi kunne finde ud af alt det med tog, og storby, så vi tog ind og så "frygtelig lykkelig" i Dagmar om aftenen. Efter filmen gik vi verdensvant og storby-agtigt arm i arm over strøget og Kongens Nytorv "hjem". En fanstastisk god film iøvrigt, som du bør se..syn's jeg. I går trængte vi til større vidder og mere luft omkring os (det er jo ikke uden grund, at både Jan og jeg elsker at bo i Grønland/Sisimiut), og især opmuntret af vores succes med togkørslen ud til dyrehaven, hvor vi startede med en hestevognstur. Dét havde ingen af os prøvet før, og det var sjovt og mindede en smule om hundeslædekørsel..en smule. Og så gik, gik, gik, gik og gik vi ellers. Mine fødder var fuldstændigt følelsesløse, men sikke en dejlig tur (jeg har ikke mine MBT-sko med ØV) og tog atter toget, men helt ud til Fields, hvor vi osede. Der var intet, der fristede andet end lidt mad og drikkelse og vi var så brugte, at jeg igen, som alle de andre aftener, gik direkte i gulvet ovenpå de mange, mange indtryk jeg var fyldt med. I dag..I dag stod den store dag så. Mit hår lignede noget, der var løgn. Den fugtige luft i Danmark (i forhold til hjemme) fik det til at svulme og som en anden selvoppustelig orange redningsflåde, og jeg følte mig lettere bastet og bundet i mit "fine" tøj. Jeg har ikke været nervøs for dagen i dag. Fredag, hvor jeg skulle præstere noget, og hvor folk havde sat deres lid og tro til mig, var meget, meget værre! Men i dag, da Bent bød velkommen og begyndte at vise billederne, der også havde vundet præmier, begyndte en sommerfugl eller en million at flagre lidt i maven på mig, men det gik (jeg kom til at sige"ajjaa..jeg hader at blive fotograferet,, men det er DU vel vant til" til HKH kronprins Fr. Jeg troede ikke at der var nogen, der hørte det, men Jan siger, at alle kunne høre det. Ajjaaaaa) Som om det ikke er fint med 1. præmien, har jeg også vundet 9. præmien. Spørg lige om jeg er stolt. Jeg anede ikke noget som helst om 9. præmien, og det kom som en total overraskelse, så nu er jeg den meget lykkelige ejer af Nikon D300. Det betyder vel et eller andet sted, at jeg bliver nødt til at lære at fotografere ;-) 1. og 9. præmien udløste også en mobiltelefon, (altså to ialt) så nu kan Jan og jeg flotte os med hver vores seje mobil, som vi kan ringe til hinanden på. Øøøh, fortalte jeg at rejsen herned og tilbage igen, samt ophold også var en del af præmien?? Jeg har stort set ikke taget billeder og de få, som jeg har taget er taget uden hjerte og sjæl, for jeg har jo ikke kunnet blogge uden at røbe, hvad jeg havde gang i, så det viser jo igen og igen, at jeg gør det for dig og min blog, derfor siger jeg dig tusind tak for den evige opbakning du hver dag giver mig med dine positive kommentarer. Jeg er så beæret og benovet over den kæmpe kæmpestore anerkendelse, jeg i dag har fået både med jeres mange mange kommentarer, 1. præmien og de dertilhørende mange dejlige oplevelser. Vi klemte alt ud af dagene for at få det fulde udbytte og dagen i dag, vil være een af dem, som jeg IKKE glemmer. TAK til jer allesammen. I kan se lidt her og her og her. (Jeg tillader mig at prale heeeelt vildt, så hvis I gider at følge linkene ;-)) Aftenen har vi tilbragt på hotellet, har drukket et enkelt glas rødvin, som vi skålede i, og så har jeg rørt og meget glad læst ALLE jeres kommentarer igen og igen og igen og igen.

TAK endnu engang til jer alle, også jer inde på facebook. (imorgen går turen til Sydgrønland, hvor jeg skal sove på madras i en sovepose...lidt noget andet end det her, og uden internet..jeg vil forsøge at finde noget net, for pigernes kampe skal naturligvis offentliggøres :-) ) og se lige her også..

Ajugaa

Ja, det skulle jo være hemmeligt, så jeg kunne ikke dele glæden med nogen som helst, desværre, men prøv lige at spør' om jeg er glad!!!!!!!!! Og ikke nok med det..jeg vandt også 9. præmien. Jeg vender selvfed tilbage (og jeg har ingen billeder af overrækkelsen i dag)
Kære Dorthe Ivalo Jensen.
TILLYKKE!!! – Du har vundet fotokonkurrencen Nunaga ’08! Det var en fornøjelse at tale med dig tidligere på dagen, fordi jeg kunne mærke, at du blev både overrasket og glad over at høre, at du har vundet fotokonkurrencens førstepræmie. Vi har modtaget i alt 1881 fotografier, og der er rigtigt mange gode billeder imellem. Det har ikke været let at finde frem til de 12 præmier, men efter dommerkomiteens hemmelige afstemning viste det sig, at 3 af dommerne havde stemt på dig, så du er selvskrevet til førstepræmien! Som du ved – og som vi talte om i telefonen – offentliggøres vinderne først 28. oktober i København. Derfor vil jeg bede dig om at fortælle til færrest mulige, at du er den heldige vinder. Men det er jo vigtigt, at vi får dig + evt. en ledsager til København den 28. oktober; derfor ringede jeg til dig, så du kan nå at gøre diverse forberedelser og få tingene lagt til rette, så du får en god oplevelse. Du kender naturligvis fotokonkurrencens regler og ved, hvad der følger med at have vundet førstepræmien: 1 rejse for to til København i en uge Gratis hotelophold og lommepenge Gratis adgang til en række museer og forlystelseinstitutioner 1 Nikon digital kamera 1 Nokia billed-mobiltelefon eller lignende 28. oktober har vi et lille arrangement på Arktisk Institut, hvor Kronprins Frederik vil være tilstede og overrække dig førstepræmien. Bagefter er der en reception, hvor ca. 25 personer deltager. Det hele bliver lidt højtideligt og fornemt, men samtidig skal jeg nok sørge for, at det bliver hyggeligt. Det vigtigste lige nu er, at vi får fundet en dato, hvor du + evt. ledsager kan rejse til København og retur til Grønland en uge senere. Det er vigtigt, at du kommer mindst et par dage før 28. oktober, så vi undgår problemer, hvis der skulle opstå forsinkelse undervejs. Så snart du har fundet ud af, hvornår du/I kan rejse, skal jeg kontakte Air Greenland og et passende hotel i København, så vi er sikre på, at der er styr på det hele. Måske er du lidt urolig og nervøs i forhold til hele arrangementet. Det skal du ikke være. Jeg skal nok tage mig af alle de praktiske ting og sørge for at tingene går, som de skal. Du bliver hentet i lufthavnen og afleveret på hotellet, hvor vi tager en snak om, hvad du kunne tænke dig de følgende dage. Du skal bare komme, smile pænt og sige tak! Og så tage endnu flere gode billeder … Jeg ser frem til at høre fra dig snarest muligt og ønsker dig endnu en gang stort TILLYKKE! Med venlig hilsen Bent N.

mandag den 27. oktober 2008

Sammenfald

Jeg er overhovedet ikke den eneste, der har fået ideen med grønlænderdragten...Sjovt, som mine ideer altid er sammenfaldende med andres..det må være tiden (jeg lavede en vejledning og ganske få måneder efter udkom der en bog) P.S Jeg er fuldstændig benovet over alle jeres kommentarer. TAK skal I allesammen have. Jeg forsøger med et kort indlæg i morgen, hvis tiden bliver til det.

mandag den 20. oktober 2008

Kære læser

Kære læser Jeg ved, at du sidder her hver dag. Trofast dag efter dag. Du følger mig i tykt og tyndt, og bærer over med mig, når jeg har dårlige dage, nikker sikkert glad andre dage og endnu flere dage trækker du på skuldrene og tænker dine tanker. Jeg ved, du er der, for min lille tæller registrerer dit besøg, og bevidstheden om, at du er der, støtter mig og gør mig glad. Når du en sjælden gang kommenterer mine små indlæg bliver jeg så usigeligt og barnligt glad og føler mig vigtig og betydningsfuld. Det vil jeg gerne tilstå. Jeg får selvtillid og vover lidt mere, fordi du er der. Jeg er så stolt over at jeg aldrig, aldrig har fået en eneste negativ kommentar, men at du igen og igen har rost mine små skriblerier og mine glade amatørfotos. Jo vist, skriver jeg for mig selv og for at holde styr på mit liv og mine oplevelser og ikke mindst for at dele dem med familien. Jeg ved, at du også sidder her trofast dag efter dag og det gør mig stolt og glad. En smule ydmyg over at du gider at spilde din kostbare tid hos mig. Jeg er derfor lidt ked af at fortælle dig, at jeg bliver nødt til at svigte dig de kommende dage, ja, måske en hel uge?? Måske to? for i morgen tager Jan og jeg en smuttur til Danmark. Det bliver godt at se familien på Jans side og min søster i Ålborg. Hvis jeg får mulighed for det, vil jeg fortælle dig, hvad jeg oplever, ser og hører og ikke mindst vil jeg forsøge at fotodokumentere det, men jeg lover ingenting. Jeg håber, at du stadig er her, når jeg engang vender tilbage, at du stadig vil dele mine oplevelser med mig? Jeg tager direkte fra Danmark til Sydgrønland for at være holdleder for taekwon-do børnene, men hvis alt går vel, er jeg helt hjemme d. 5 november. Jeg håber, at du venter på mig og igen vil følges med mig gennem årets gang? Pas godt på dig selv.

søndag den 19. oktober 2008

Søndagsnedtur

Jeg er lidt ødelagt i sjælen. I morgen er det defenitivt slut med at slappe den. I morgen skal der igen knokles. Puuuuuhaaa, nogle dage. De er drønet afsted og jeg har forsøgt at indhente dem. Der er så mange ting, jeg pludselig skulle nå inden ferien forsvandt ud af kalenderen, og de fleste nåede jeg ikke alligevel. Der tegner sig et mønster for mig og jeg vil helst ikke se billedet..ikke i dag ihvertfald. I går aftes fik vi besøg af Ole og Lars. Det blev en hyggelig aften, hvor de to fik ordnet vores "udsigtskikket/stjernekikkert", og i dag havde vi fornøjelsen af at opleve Ole i sit rette element; nemlig i starlab på bygge-og anlægsskolen. Jeg sad og nød mosaikken af Kiistat Lund på væggen efter en time i starlab.

I morgen truer en ny uge..Jeg må hellere tage mig sammen og komme i seng før 24 i aften/nat (det har sneet og sneet og oveni købet blæst kraftigt..tror I jeg synes det er sjovt? Nej!)

fredag den 17. oktober 2008

Haren kom på lette tå...

Som jeg kan have indgroede aversioner og fordomme! For mange, mange år siden, faktisk for 13 år siden kom Jan glad hjem med to selvfangede, selv-skudte harer (sneharer). Jeg var gravid med Laura og da vi fik flået kræene kunne jeg ikke se andet end to fostre. Som de dog lignede..syntes jeg dengang. Og lugten! Men jeg forsøgte, lagde dem i blød i mælk i et døgn, men hver gang jeg gik forbi den store skål, hvor de lå, vendte association om ufødte fostre tilbage med fornyet kraft, og min lugtesans skreg om nåde. Da aftensmads-tilberedningstiden kom, kunne jeg ikke mere, og ud i skraldespanden røg de to døde kræ. Siden har jeg bare skulle tænke tanken om harer, hvilket jeg iøvrigt med al magt forsøgte at afholde mig fra.. indtil i foråret, hvor Johannes skød 2. (jeg genbruger lige et billede fra turen)Hmm..så firkantet kan man (jeg) jo ikke opføre mig, og jeg tog mig selv i nakken, mens Jan og Johannes flåede dem, og Lena hev dem op af fryseren i onsdags, jeg tog dem med hjem, parterede haren næsten uden kvaler, delte og skar, for tilsidst at lægge den i mælk, hvor den tog sig en døgn-lagt karbad. Den blev brunet i en gryde her til aften, og senere svøbt overdådigt i bacon og lagt i en ovnfast fad ind i ovnen. Den lugtede stadig meget specielt, men min lugtesans kunne klare det, forsøgte endda at analysere duften, og konstaterede at den lugtede af fjeld og jord, men lugten svandt langsomt ind med at den blev bagt i ovnen, - godt nok alt for længe og med bævende hjerte tog jeg en bid, og TÆNK, den smagte faktisk udmærket. Som en blanding mellem rype og rensdyr. Ikke ringe og ikke sidste gang, jeg tilbereder en hare!

Slutspurt på efterårsferien

Dagene er lige så svære at holde fast i som røg. De smuldrer bort mellem fingrene på mig uden at jeg på nogen måde kan gøre hverken fra eller til. Jeg forsøger at nyde fridagene på forhånd og med tilbagevirkende kraft. Udenfor hænger snebygerne tunge af sne over hovedet på os og med ganske korte intervaller slipper de sneen ud, og ned over land og by. Det kan bare ikke blive mere vinterligt end det er i dag. Den lette vind fra nord, sørger for at sneen bliver hvirvlet rundt og op, at den klistrer sig fast til alt inden den tung og våd, kan lægge sig, især på vores trappe og gangbro. Vi er på den igen med skovl og kost..som om!! Udenfor, kan jeg høre at de første snescootere allerede er blevet startet op, og jeg ved at de første (hunde) slæder allerede har været ude og prøve den nye sne af. Måske er jeg den eneste overhovedet, der ikke fik nok sommer og varme, ikke fik sejlet nok eller fik sol nok på kinderne? Laura har været afsted i dag igen, dog ikke til frisør, men til tandlæge. hun skal have bøjle på, på mandag og det er spændende, men på den lidt trælse måde. Det kunne have så meget lettere, hvis det ikke var nødvendigt, men heller ikke det er jeg/vi herre over (ligesom med vejret, varmen, solen olign)Vi glæder os allerede allesammen, på hendes vegne til hun kan få dem af igen om et par år, forhåbentligt med flotte lige tænder. Hun kommer til at sidde i stolen mange, mange gange inden da, så hun kan ligeså godt vænne sig til udsigten.

torsdag den 16. oktober 2008

Himmel-stige

Hvor ville jeg gerne have været ude og sejle denne efterårsferie, men blæsten har fejet ud over havet og ind over land og fejet mine drømme om sejllads væk. Det har sneet, men ind imellem har solen tittet frem. I eftermiddags kunne vi ud over Davidsstrædet se solen stråle direkte ned i havet og senere igen kunne vi se de sammen "stiger" over tankanlægget. Er det ikke det, man kalder Jakobsstige?? Efter historien om Jakob, der snød sin bror og gamle, og næsten blinde far?? Uanset, hvad man kalder det, så var det smukt og en flot afslutning på dagen idag, der var af tvivlsom karakter.

Kom an, Hr. Tvivl

Der er vist ingen, der kan være i tvivl om, at jeg holder utroligt meget af at bo her i Sisimiut? Nej, vel?! Men nogen gange, et par dage om året, stikker tvivlen sit grimme ansigt frem, stiller ubehagelige spørgsmål, borer i mine bevæggrunde for at holde af byen. Jamen kære Tvivl, selvfølgelig ved stort set alle alt om mig, og selvfølgelig har stort set alle negative tanker om mig! Jeg ved det da godt. Og jeg ved da udmærket godt, at jeg endelig ikke skal komme her og spille smart eller tro noget som helst om mig selv! Det ved jeg da udmærket godt. Jeg skal ikke komme og tro at jeg er dygtig til noget som helst og jeg kan bestemt ikke lære andre noget om noget som helst. Flere mennesker er der da ikke i byen, og de skal sq nok fortælle mig, hvad jeg består af og især, hvad jeg ikke består af! Men ved du hvad kære Tvivl?! Der er ihvertfald een ting, som jeg er bedre til end alle andre, og det er at slå mig selv oveni hovedet. Jeg slår hårdt og jeg rammer præcist...hver gang. Jeg gør det faktisk meget, meget ofte, og det giver mig en underlig hovedpine. Spændingshovedpine= spænding over om jeg rammer hovedet hårdt og præcist nok, næste gang jeg slår. Hovedpine. I dag, startede jeg forsigtigt med at slå mig selv oveni hovedet. Jeg ved ikke rigtigt, om det var ferie-armene eller om jeg ganske enkelt har nået den alder, hvor der ikke er kraft nok i mine mormorarme? Jeg slog ikke til, og mens jeg var i gang med de indledende øvelser ringede min lillesøster. Sig mig engang: Har den kvinde en 6.sans?? Men hun ringede ihvertfald og inviterede mig på søster-kaffe på kafé Ukiivik, og mens jeg slog mig selv oveni (jeg slog kun diskret for der er jo fremmede til stede sådan et sted) sad hun og lyttede til grimme ord og tanker. Hun er nu et tålmodigt menneske, hende min søster, men pludselig fik hun altså vist nok af mig og sagde med en myndig røst at nu kunne det altså være nok. Hmm..ind imellem slagene i hovedet, havde jeg da kræfter nok til at løfte kameraet og fotografere mig selv, og min tålmodige søster, der lagde ører til mit destruktive selvhad, mindreværdskomplekserne, katastrofetankerne og plidderpladder. Godt man har en søster! Og tak for kaffen, iøvrigt. Og forresten er det fedt at bo i et lillebitte samfund, hvor du ikke skal fortælle din livshistorie om og om igen, hver gang du møder et andet menneske. Det er fedt, at dine bys-fæller kender dig på godt og ondt og stadig holder dig. Og kære Hr. Tvivl, du behøver ikke besøge mig foreløbig, for jeg har en god søster og min søster passer på mig og lader dig ikke komme til orde.

onsdag den 15. oktober 2008

Gæstebud

Jeg kan kun sige: "sikke en dag!" Jeg har styrtet rundt fra Herodes til Pilatus for at få tingene til at gå op i en højere enhed. Jeg var ved at glemme at Laura havde en tid hos frisøren i dag i al min travlhed, men heldigvis kom hun selv i tanke om det. Godt nok en halv time for sent, men det blev ordnet og klaret og Laura kunne gå på arbejde med ny flot frisure. Hvad der bragte mig lidt ud af fatning var nok at der skulle komme en masse mennesker og at jeg ikke vidste, hvor mange, men alle havde masser af mad med, de stuvede sig pænt sammen og var alle indstillet på, at der var knap med plads og siddepladser. De unge og mere smidige klarede sig på gulvet og det endte med at blive en hyggelig aften, hvor ingen bemærkede, ihvertfald ikke højt, at der ikke var gjort rent og vasket gulv. Solen sank ned i vest, stor, kuglerund og knaldrød og jeg kan synke sammen i sofaen med mit strikketøj, ikke rød, men kuglerund af al den gode mad, og sitre stille og ængsteligt over den halve time, hvor jeg skal undervise andre lærere i morgen formiddag. Hvorfor er det liiiiige, at det er værre at undervise undervisere? " Det skal nok gå, Dorthe! Det skal nok gå!" kan jeg messe iblandet Ooohm-et fra i går.

tirsdag den 14. oktober 2008

Lodtrækning

Gid de trækker lod, for så er mine chancer større. Jeg har indsendt 25 billeder ialt, for jeg trænger sådan til at se min familie i Danmark, og jo flere billeder, jo større chance...var min teori. Kan du finde mine billeder blandt disse?? Men for sævren, hvor er der dog mange gode imellem, så jeg håber på en lodtrækning! Men en kasket, en kuglepen eller en mulepose, som trøstepræmie er da heller ikke at foragte :-O Krydser I alle fingre for mig?

En tirsdag i efterårsferien

Oooh, hvilken saglig fryd at vågne op en ganske almindelig tirsdag formiddag med bevidsthed om, at jeg kan starte med at vende mig om på den anden side, falde i søvn igen, velvidende at mange, mange andre holder samfundets hjul kørende. At jeg ikke skal bidrage med noget som helst i dag og kan gøre lige nøjagtig, hvad jeg lyster. Det er så også lige nøjagtigt, hvad jeg har så har gjort. Jeg indleverede de stinkende soveposer til renseriet, og håber at renseri-folkene ikke tænker for mange grimme tanker om mig/os, når de hiver soveposerne ud af deres hylstre, og så var jeg på marathon-shopping med mine to piger. Laura fik en hue, en vinterjakke, et par overtræksbukser og nogle overlækre Salomon-vinterstøvler. Sara kunne i dag nøjes med et par Kamik vinterstøvler, hvor foret kan tages ud og tørres. Smart. Nu håber jeg, at de kan gå vinteren varmt i møde. Ovenpå al den pungen ud, måtte vi en tur på cafeen, for at skylle oplevelsen ned med stærk, sort kaffe og for at bruge de sidste mønter, der lå så ensomt nede i pungen. Udenfor har det sneet hele dagen med store, tunge og våde snefnug, der klistrer fast til alt, men vi er jo forberedt, for vi har fået helt nye vinterdæk og pigerne er varmt klædt på. Jeg håber at dem, der kørte i denne bil, havde varmt tøj på, for de har måttet fortsætte deres færd udi byen til fods. Der er glat på vejene skulle jeg hilse og sige.Dagen bød også på et møde på med nogle mennesker, som jeg mødte sidste år. De skal afholde kursus her i byen, og jeg har lovet at "give et nummer" på torsdag. Dét bliver spændende, at undervise (godt nok kun en lille halv time) andre undervisere. Jeg håber også, at mine forskellige henvendelser vil medføre nogle offentlige "opvisninger", for jeg vil så gerne dele oplevelsen med starlab med andre. Jeg fik så meget ud af mine kursusdage både undervisningsmæssigt og efter timerne. Jeg er lidt spændt. Jeg er også spændt på i morgen aften, hvor vi lægger hus til noget sammenskudsgilde for taekwondo-medlemmerne og deres familie. Jeg har ingen anelse om, hvor mange mennesker, der dukker op, men vi har plastikhavestole, der kan hentes ind, hvis..... og gulvplads til de smidige. Måske kommer der 10? Måske 50? Hvis jeg dæmper belysningen, spiller høj musik og stiller en spand med ajax-vand under spisebordet, slipper jeg for at gøre rent INDEN de kommer og kan nøjes med det til EFTER. (spanden med ajax, for at give en illusion om at der er blevet gjort rent :-/ ) Jeg vil lave nogle dybe åndedrætsøvelser, lade OOOMH..runge over mit strikketøj, mens jeg venter på Wallander og co. og fortrænge de mange mennesker, der kommer i morgen, fra min bevidsthed.

mandag den 13. oktober 2008

Nøglebarn og overspringshandlinger

Det startede i morges med nogle gamle teposer og en krans, som jeg har lovet min søster. Det handlede også om en lynlås, der skulle sys i et par bukser, og nogle dynebetræk, der skulle syes lidt på, men så kom jeg i tanke om min mobiltelefon, der frøs fast og var ubrugelig nogen gange. Så sprang jeg over lynlåsen og lapperierne, glemte delvis teposerne og mens mobilen nu alligevel lå og blev opdateret kunne jeg vel lige se på nogle skindrester jeg har i en pose og måske kunne de sammen med en nøglering til en flad ti'er? Opdateringen virkede delvis, og inden den var helt færdig var jeg også færdig med mine overspringshandlinger og har nu en nøglering med indbygget mobiltelefonholder. Nu er klokken jo (heldigvis) for mange til at jeg kan kikke på kedelige lynlåse og dynebetræk, der skal syes sammen. Teposerne ligger stadig, hvor jeg lagde dem i formiddags og grenene er endnu ikke blevet plukket, men der er jo en dag i morgen også og dynerne har kun ligget i kurven i et år sammen med bukserne, så mon ikke det liiige går til i morgen?? (der er blevet brugt en nøglering, to skindrester og nogle perler. Ideen er lige til at kopiere, med eller uden skind (stof i alle afskygninger ville også være smart )og hvis man lige som jeg har sin mobil liggende i uden for rækkevidde altid i bunden af sin taske sammen med nøglerne, som er filtret ind i snoren til mobilen)

Mandag

Vinteren er jo velankommet til Sisimiut, og vi skal til at pakke os ind i varmere jakker og støvler. Jeg fundet mine sælskindsstøvler frem. Der er ikke så forfærdeligt meget varme tilbage i dem, kan jeg mærke, men et par lammeskinds-såler plejer at kunne gøre underværker, så der skal investeres! Det blev der også i dag. En jakke og en hue til Sara. Jeg må sande at mine piger er blevet dyrere og dyrere, jo ældre de er blevet. Var det også sådan med Simon? Jeg kan ikke huske det, men jeg bilder mig ind, at det er billigere at have drenge fremfor piger. Sara har en meget dyr og ufravigelig tøjsmag og jeg kan lige så godt lade være med at forsøge at argumentere med hende. Hun går kun i det tøj hun selv har valgt, men hvad...det gør jeg/vi jo også. Jeg forsøgte mig med at hun ikke selv tjener penge, og derfor måtte tage til takke, men hun havde gennemskuet mig, havde alle de gode argumenter klar, og jeg måtte have dankortet frem. Vintertøj skal der jo til, men heldigvis kunne min orange-brune Northface dunjakke nøjes med en grundig rensning og imprænering i vores nye renseri. Resultatet var så fint, at jeg overvejer kraftigt at indlevere alle vores stinkende, ildelugtende, flade, gamle og trængende soveposer. Det tror jeg at de andre deltagere til GM i Taekwon-do vil sætte pris på, for pigerne og jeg, samt alle de andre skal selv medbringe sovepose/dyne, når vi i slutningen af måneden tager til Qaqortoq. Jeg, som holdleder og pigerne som deltagere. Der skal 3 andre børn med, som jeg skal have ansvaret for. Jeg tror, jeg indleverer soveposerne allerede i morgen! Udenfor renseriet sad der en enlig ravn og solede sig i solen. Dens fjerdragt skinnede så flot sort og blankt, at man næsten kunne have den mistænkt for at have været til rensning også. Jan tog ud og pilkede lidt torsk til hundene i dag. Jeg gider ikke de der korte ture, så jeg valgte at få klaret en masse små ærinder, fik strikket lidt mere (vi tog tid på hvor lang en tid en firkant tager at strikke 15 minutter og jeg har indtil nu strikket ca 14 timer ialt. Jeg er kun halvvejs, men det er sjovt og afslappende. Én spurgte om det var et gulvtæppe jeg var igang med at lave...øøøøhhh)
Måske skulle jeg strikke et par firkanter mere med fødderne oppe og tæpper draperet tæt omkring mig, mens jeg nyder at jeg heller ikke i morgen skal tidligt op. (øv, jeg skulle lige opdatere min mobiltelefon i dag. Det har jeg aldrig nogensinde gjort og den opførte sig mere og mere underligt, så enten en ny eller opdatering, hvilket betød at alle og jeg gentager ALLE mine kontakter i telefonbogen er væk. Hvad gør jeg så liiiige nu??Og nej, jeg havde ikke skrevet dem ned andre steder og eller kopieret dem til min computer. Jeg føler mig rimeligt dum!)

søndag den 12. oktober 2008

Søndagskærlighed

At vågne tidligt en søndag morgen, frisk og veludhvilet, og vide, at jeg ikke behøver at jage afsted. At der ligger en helt ny og ubrugt dag foran mig, som jeg kan bruge som jeg lyster. At have tid til at bage amerikanske pandekager til familien, blende nogle blåbær med blåbærjuice og en skævt youghurt naturel. Søndag, jeg vil nyde dig i fulde drag! (og OK jeg vågnede også og var spændt på om der var en reaktion på den blog, som jeg oprettede i går) Der skal strikkes domino-halstørklæde i dag, skal der og der skal drikkes noget kaffe i sofaen, mens radioen kører. Det unge vintervejr skal tages i brug og de søde hvalpe skal til ses. Søndags-aktiviteter som skal nydes langsomt og i fulde drag,

lørdag den 11. oktober 2008

Realisering

Jeg startede dagen..og det var virkelig dagen og ikke morgenen med en stor, blød, skummende blåbærsmoothie. Den var skøn og det skal bestemt gentages igen i morgen, når jeg engang får øjne. Vi var ikke sene til at tage imod den kaffeinvitatione mine forældre ringede til os om, og så gik det sådan set kun slag i slag med at realisere en lille, gammel drøm om at fotografere min, mine søstres og min mors grønlænderdragt og fortælle lidt om den. Du må gerne se, hvad jeg har fået dagen og aftenen til at gå med her, og hvis jeg selv skal sige det, er det blevet nogenlunde godt. Der kommer nok og forhåbentligt lidt om den grønlandske mands nationaldragt, og billeder af kvinder (os) med dragten på. Vil du bare se billederne i mit nye album, kan du klikke ind her og se dem (husk at du kan gøre billederne større og at de også kan se dem som et slideshow)

fredag den 10. oktober 2008

Efterårsferie

Spørg liiiige, hvem der har FERIE..efterårsFERIE i en HEL uge nu!! Spørg lige om det er FEDT! og spørg lige om det er TILTRÆNGT!

onsdag den 8. oktober 2008

Torskedeller uden anvisning

En brist ville nogen kalde det. Rebelsk, ville andre sige. Egenrådig, siger enkelte. Genstridig mener mange. Kreativt, siger nogle få. Jeg ved ikke, hvad jeg selv skal kalde det, men jeg kan bare ikke finde ud af at følge en opskrift. Det er fuldstændig ligegyldigt om det er en madopskrift, en brugermanual, en anvisning på hvordan en ting skal samles eller en strikkeopskrift. Nææææ, det passer heller ikke, for jeg er faktisk blevet ret god til at følge en opskrift..næsten da, for jeg kommer altid liiiige lave lidt om, tilføje lidt, ændre lidt eller undlade lidt. Der er altså bare ingen, der skal bestemme, hvordan jeg laver...strikker...synger...samler... øøøh... Det skal jeg altså nok selv finde ud af... I dag købte jeg en pose røde linser. Jeg havde overhovedet ingen planer med dem, og købte dem da også udelukkende fordi de havde en flot farve. Der var taget torskefars op af fryseren i morges og linserne blev blandet i farsen sammen med et par favne store, grønlandske rejer. Farsen blev lavet på gehør, som absolut ikke er absolut, og fuldstændigt i trods mod min traditionelle fiskefrikadelleopskrifter, som jeg ikke har, men dellerne smagte godt sammen med kartoflerne fra Pers kartoffelmark og det til trods for at kartoflerne havde været frosne, ja- faktisk blev de lagt direkte i fryseren da, de blev landet herhjemme, og i aften, puttet direkte fra fryseren i en gryde med koldt vand og kogt langsomt op. De er de sødeste og bedste kartofler jeg nogensinde har smagt, så jeg tror jeg vil forsøge at putte et par købekartofler i frysern og koge dem, lige som dem jeg kogte idag. Måske er det frosten, der gjorde det?? Sådan er det med sortebærrene ihvertfald, og hvem ved?? De røde linser smagte forøvrigt pragtfuldt med torskefarsen, så det er ikke sidste gang heller at det bliver praktiseret herhjemme for torsk kommer vi til at spise en del af denne vinter, men da jeg ikke har en opskrift, bliver de nok og højst sandsynligt anderledes igen næste gang. Dagene går med masser af timer på skolen, foreningsarbejde og heldigvis noget dominostrikning. Jeg er knoklet ned om aftenen, og nætterne føles alt, alt for korte. Jeg løber stærkt, og indimellem også hurtigere end min mentale kondition kan klare, så jeg tæller dage ned til fredag, hvor min efterårsferie starter og jeg forhåbentligt kan få indhentet alt det, som render fra mig.

mandag den 6. oktober 2008

Søstre og ufoer

Hvad kan jeg næsten sige om mandagen andet end at den snart er ovre? Jo, vi var hos min mor og spise fin, fin middag med karrysuppe, bagt laks på grønsagsbund og is med varm frugt over. MUMS, hvor det hele smagte. Mín mor kan lave ma, siger jeg jer! Min mors storesøster, der normalt bor i Sydgrønland var inviteret med. Det er ikke hver dag vi ser hende. Det er ganske interessant at iagttage to søstre i dén alder, og observere de vibrationer og spændinger der findes mellem søstre. Der vil altid være vibrationer og spændinger mellem alle mennesker, der mødes, både af positiv og negativ art, men interessant var det, fordi det var min mor og hendes søster. Jeg har kun søstre og jeg ved da, at jeg bliver lidt (for meget) storesøster-agtig, når jeg er i nærheden af mine søstre. Sådan vil det måske altid være uanset, hvor gammel vi bliver.... tror jeg. Min moster er også meget storesøster-agtig, så måske skulle jeg forsøge at gøre noget ved min storesøster-attitude?! Jeg elsker mine søstre, og vil gå til verdens ende for dem, for de har været der altid, og har elsket mig hele mit liv og jeg dem. De vil være der, når mine forældre bliver (meget) gamle og engang er væk. Jeg føler, at jeg står mine søstre nær, og de næsten altid boet klods op og ned ad mig, så det er interessant at iagttage andre søskende, der ikke bor skulder om skulder og har et andet søskende-forhold. Der er kun 13 måneder imellem mine dejlige tøser. De hænger sammen som ærtehalm, og har et dejligt, dejligt forhold til hinanden. Naturligvis opstår der gnidninger og uoverenstemmelser mange gange i løbet af dagen, men lige så mange gange om dagen, tager jeg dem i at stå og holde om og kramme hinanden, og hver gang bliver mit moder-hjerte rørt, smelter for så at svulme op. De elsker hinanden betingelsesløst og jeg er så glad for at være vidne til deres søskende-kærlighed. Hmm..Sara påstod, at hun også elskede de fodformede højre-venstre strømper i selv-mønstrende garn, som jeg strikkede i bilen i sommer, men først gjorde færdige i går aftes i mangel på andet at give mig til. Heldigvis lå mit bestilte garn i postkassen i dag...jubiiii, så jeg kom ikke i nærheden af andre ufærdige stykker strik (ufo-er/ un finished object), som kunne gøres færdigt (kedeligt arbejde), så nu strikkes der på dominotørklædet igen. Farven er kun næsten ens. Der er en nuance-forskel, men det gør ikke så meget, for jeg har regnet ud, hvordan jeg kringler den. Se! Så var der alligevel noget at sige om en ganske almindelig mandag i oktober 2008.

søndag den 5. oktober 2008

Rensdyrjagt og kartoffelhøst

Per og Jan har haft en pragtfuld tur. De fik rensdyr og minsandten om de ikke også høstede fine, fine kartofler både lørdag og i dag. Jeg kan jo af gode grunde ikke berette i ord om turen, men Jan har taget de mest pragtfulde billeder med sit lille lommekamera (respeeeekt!!!) og dem er du velkommen til at se her. De siger vist mere end alle de ord, som jeg ville kunne hitte på. Jeg er helt vild med hans billeder af det spejlblanke vand med TAMPAXEN, men der er mange, mange flere at forelske sig i.

Gennemlysning

Jeg tog mig lige selv gevaldigt i nakken i formiddags; ud med alle tæpperne, møblerne, sengetøjet og ind med ajax, gulvskrubbe og støvekosten. Jeg knoklede for at nå at blive færdig inden Jan kom hjem fra jagt og jeg nåede det næsten. Mens jeg lå på mine ajax-opblødte knæ med mine ru, røde opvaske-hænder nede i gulvspanden for at vaske, bemærkede jeg endnu engang at vores elementer i badeværelset og i køkkenet er noget forbandet gammelt lort, for nu at sige det lige ud. Huset er gammelt og vi er elendige til at vedligeholde det (male indvendigt mm) og jeg lå så der på mine knæ og blev rigtig negativ over vores hus... Øv, det kunne jeg ikke have, så jeg rejste mig op i min fulde højde og kikkede mig omkring og kom i tanke om alle de dejlige ting jeg er glad for ved vores hus: der er åbent op til kip og der er højt! Man kan se lige lukt igennem det, da vi har glas døre hele vejen igennem, så når vores gæster står og banker på vores hoveddør, kan de faktisk se ind igennem vores gang og hele vejen ud igennem vores stue, hvorfra der er udsigt til havet. Hvis vi står ude på altanen, kan vi se direkte ud på Kællingehætten. Huset ligger højt på fjeldet, så solen/lyset når hele vejen rundt og det er lyst året rundt i huset og det er ikke at foragte, når det er fx.er vinter. P.S Hæ hæ..jeg synes at billederne er sjove/fede..P.P.S De slidte elementer er i det mindste rene nu. Mens jeg gik og gjorde rent, kom de frivillige indsamlere fra Kræftens bekæmpelse og jeg havde heldigvis husket at få vekslet til nogle kontanter. Jeg lagde mine sedler ned i deres bøtte og håbede på at de vil blive fornuftigt brugt til forskning og støtte til kræftramte. Mine tanker fór naturligvis sydpå til både farmor og Lasse. Her til aften, da mørket faldt på kunne vi se hundredevis af levende lys (stearin eller fakler) højt, højt oppe på Præstefjeldet. Een eller anden har knoklet op ad det glatte fjeld, og har sat de mange, mange lys højt deroppe til minde om de kræftramte. Det rør mig dybt nede i hjerte-trådene, og jeg skal sluge adskillige klumper, synke en ekstra gang eller fem, og blinke mange, mange gange for at øjnene ikke skal løbe over. Dét er smukt og giver os anledning til at mindes og tænke. (jeg kunne desværre ikke få billedet bedre)

Kolde stråler og frossent vand

Uanset, hvor man kikker hen, er der tegn på, at varmen for alvor har forladt os, og at solen ikke længere bidrager med varme. Den hænger skam deroppe på sin plads, og sender minder om sommeren ned til os, men vender vi blikket ned mod jorden, ser vi frosne pytter og stenhård jord. Den kolde luft står konstant stand-by, hvis vi skulle glemme vinterens komme, og bider blidt i næsetippen, fingerspidserne og tåneglene. Ferskvand, der drister sig til at løbe, fryser til krystal-klare istapper, der glimter i solens kolde stråler og jeg forsøger at glæde mig over årstidens skiften, selvom jeg overhovedet ikke fik nok af sommer og varme, og ikke mindst lune sejlturene. Sejlture kommer der flere af.. forhåbentlig mange flere endnu, for der er havfugle, der skal jagtes og en flynder venter tålmodigt på mig derude, så sejlsæsonen er stadig lang. Jan stod tidligt, tidligt op i morges, mens der endnu var bulder-ravende mørkt og sejlede afsted på jagt med en gammel ven, -så jollen har ikke stået til min rådighed. Jeg skal vist ikke klage, for jeg har da vist været ude nok i denne uge.. ihvertfald i forhold til Jan. Jeg forsøger og forsøger virkelig, ikke at ærgre mig over det fine sejl-vejr, og gør mit allerbedst-este for at unde ham god jagt-vind og flotte naturoplevelser, og jeg glæder mig til at høre om det alt sammen i morgen, når han engang kommer hjem. Jeg gør også mit bedst for ikke at ærgre mig over denne flotte side, som jeg ikke forstår et levende muk af, men hvis siden bliver udviklet, kunne det enddog være at det blev oversat til engelsk?? Og jeg så med tiden kunne forstå lidt? Jeg ærgrer mig kun moderat over at skulle trævle en påbegyndt Mille op. Den huer mig ikke, og og og og...det er ikke liiige det, som jeg har lyst til. Nej, det jeg har lyst til, er at mit bestilte garn kommer nu. Nej! At det var kommet i sidste uge, og at jeg forlængst var blevet færdig med mit dominotørklæde, og kunne glæde mig over det færdige resultat. Jeg må i mine mapper med opskrifter og finde på noget hurtigt og let, som jeg kan fornøje mig med, mens jeg venter.