Kom an, Hr. Tvivl

Der er vist ingen, der kan være i tvivl om, at jeg holder utroligt meget af at bo her i Sisimiut? Nej, vel?! Men nogen gange, et par dage om året, stikker tvivlen sit grimme ansigt frem, stiller ubehagelige spørgsmål, borer i mine bevæggrunde for at holde af byen. Jamen kære Tvivl, selvfølgelig ved stort set alle alt om mig, og selvfølgelig har stort set alle negative tanker om mig! Jeg ved det da godt. Og jeg ved da udmærket godt, at jeg endelig ikke skal komme her og spille smart eller tro noget som helst om mig selv! Det ved jeg da udmærket godt. Jeg skal ikke komme og tro at jeg er dygtig til noget som helst og jeg kan bestemt ikke lære andre noget om noget som helst. Flere mennesker er der da ikke i byen, og de skal sq nok fortælle mig, hvad jeg består af og især, hvad jeg ikke består af! Men ved du hvad kære Tvivl?! Der er ihvertfald een ting, som jeg er bedre til end alle andre, og det er at slå mig selv oveni hovedet. Jeg slår hårdt og jeg rammer præcist...hver gang. Jeg gør det faktisk meget, meget ofte, og det giver mig en underlig hovedpine. Spændingshovedpine= spænding over om jeg rammer hovedet hårdt og præcist nok, næste gang jeg slår. Hovedpine. I dag, startede jeg forsigtigt med at slå mig selv oveni hovedet. Jeg ved ikke rigtigt, om det var ferie-armene eller om jeg ganske enkelt har nået den alder, hvor der ikke er kraft nok i mine mormorarme? Jeg slog ikke til, og mens jeg var i gang med de indledende øvelser ringede min lillesøster. Sig mig engang: Har den kvinde en 6.sans?? Men hun ringede ihvertfald og inviterede mig på søster-kaffe på kafé Ukiivik, og mens jeg slog mig selv oveni (jeg slog kun diskret for der er jo fremmede til stede sådan et sted) sad hun og lyttede til grimme ord og tanker. Hun er nu et tålmodigt menneske, hende min søster, men pludselig fik hun altså vist nok af mig og sagde med en myndig røst at nu kunne det altså være nok. Hmm..ind imellem slagene i hovedet, havde jeg da kræfter nok til at løfte kameraet og fotografere mig selv, og min tålmodige søster, der lagde ører til mit destruktive selvhad, mindreværdskomplekserne, katastrofetankerne og plidderpladder. Godt man har en søster! Og tak for kaffen, iøvrigt. Og forresten er det fedt at bo i et lillebitte samfund, hvor du ikke skal fortælle din livshistorie om og om igen, hver gang du møder et andet menneske. Det er fedt, at dine bys-fæller kender dig på godt og ondt og stadig holder dig. Og kære Hr. Tvivl, du behøver ikke besøge mig foreløbig, for jeg har en god søster og min søster passer på mig og lader dig ikke komme til orde.