Gæstebud

Jeg kan kun sige: "sikke en dag!" Jeg har styrtet rundt fra Herodes til Pilatus for at få tingene til at gå op i en højere enhed. Jeg var ved at glemme at Laura havde en tid hos frisøren i dag i al min travlhed, men heldigvis kom hun selv i tanke om det. Godt nok en halv time for sent, men det blev ordnet og klaret og Laura kunne gå på arbejde med ny flot frisure. Hvad der bragte mig lidt ud af fatning var nok at der skulle komme en masse mennesker og at jeg ikke vidste, hvor mange, men alle havde masser af mad med, de stuvede sig pænt sammen og var alle indstillet på, at der var knap med plads og siddepladser. De unge og mere smidige klarede sig på gulvet og det endte med at blive en hyggelig aften, hvor ingen bemærkede, ihvertfald ikke højt, at der ikke var gjort rent og vasket gulv. Solen sank ned i vest, stor, kuglerund og knaldrød og jeg kan synke sammen i sofaen med mit strikketøj, ikke rød, men kuglerund af al den gode mad, og sitre stille og ængsteligt over den halve time, hvor jeg skal undervise andre lærere i morgen formiddag. Hvorfor er det liiiiige, at det er værre at undervise undervisere? " Det skal nok gå, Dorthe! Det skal nok gå!" kan jeg messe iblandet Ooohm-et fra i går.