Tilbage på benene

Nu prøver jeg lige at lande på begge ben, for jeg skylder især dig, min trofaste læser et ordentligt indlæg, for du er i højeste grad skyld i, at jeg overhovedet turde at sende billeder ind til fotokonkurrencen. Som jeg skrev til dig, er du medvirkende årsag til, at jeg tør lidt mere og tror lidt mere på at tingene kan lykkedes. Lederen fra Arktisk institut ringede mig op onsdag d. 15. oktober om formiddagen, hvor jeg stadig var noget søvndrukken. Jeg troede først at det var en meget dårlig joke eller een, der tog gas på mig, for jeg havde jo lige aftenen forinden jamret og klaget mig, så det var jo nærliggende at tro, men efterhånden som samtalen skred frem og jeg blev mere og mere vågen, kunne jeg jo godt høre, at manden i røret var dybt seriøs. Jeg fik dog lynhurtigt sagt, at det bare overhovedet ikke kunne lade sig gøre for mig at være væk i uge 44, da jeg har lovet at være holdleder for børnene fra Sisimiut, der skal deltage i Grønlandsmesterskaberne i Taekwon-do, men Bent fik det arrangeret, så vi har taget opholdet som var en del af præmien før overrækkelsen, og jeg kan støde til børnene i Qaqortoq, hvor mesterskaberne skal foregå. Jan og jeg tog afsted sidste tirsdag og blev modtaget i lufthavnen med blomster og kuverter og jeg skal komme efter dig. Nøøøøj, hvor var jeg stolt! Og spørg liiiige om det var godt at se familien onsdag, torsdag og fredag. Det var dejligt med egne øjne at se, at de stadig har modet og kampgejsten til trods for den umenneskelige hårde medgang de befinder sig i, i denne tid. De kørte med Jan og mig tilbage til København fredag, hvor jeg havde lovet at give/vise en billedfremvisning på Arktisk institut, hvor jeg havde fik lov til at inviteret familien. Dér var jeg godt nok nervøs! Om lørdagen tog Jan og jeg hul på alle de oplevelser min præmie også bestod i, nemlig på planetariet efter vi havde taget en seriøs strøgtur, og efter planetariet stod vi i kø i næsten en time for at se udstillingen "Bodies", der var så fantastisk fascinerendeo og oplysende. Om aftenen faldt jeg besvimet om hotellets seng, (Hotel Neptun, som ligger mellem Amalienborg og Nyhavn) og sov en dødlignende søvn (apropos udstillingen). Om søndagen trodsede vi mine ømme fødder tog vi med toget ud til Louisiana, hvor vi så udstillingen af Per Kirkeby. Vi var rigtigt stolte over os selv over at vi kunne finde ud af alt det med tog, og storby, så vi tog ind og så "frygtelig lykkelig" i Dagmar om aftenen. Efter filmen gik vi verdensvant og storby-agtigt arm i arm over strøget og Kongens Nytorv "hjem". En fanstastisk god film iøvrigt, som du bør se..syn's jeg. I går trængte vi til større vidder og mere luft omkring os (det er jo ikke uden grund, at både Jan og jeg elsker at bo i Grønland/Sisimiut), og især opmuntret af vores succes med togkørslen ud til dyrehaven, hvor vi startede med en hestevognstur. Dét havde ingen af os prøvet før, og det var sjovt og mindede en smule om hundeslædekørsel..en smule. Og så gik, gik, gik, gik og gik vi ellers. Mine fødder var fuldstændigt følelsesløse, men sikke en dejlig tur (jeg har ikke mine MBT-sko med ØV) og tog atter toget, men helt ud til Fields, hvor vi osede. Der var intet, der fristede andet end lidt mad og drikkelse og vi var så brugte, at jeg igen, som alle de andre aftener, gik direkte i gulvet ovenpå de mange, mange indtryk jeg var fyldt med. I dag..I dag stod den store dag så. Mit hår lignede noget, der var løgn. Den fugtige luft i Danmark (i forhold til hjemme) fik det til at svulme og som en anden selvoppustelig orange redningsflåde, og jeg følte mig lettere bastet og bundet i mit "fine" tøj. Jeg har ikke været nervøs for dagen i dag. Fredag, hvor jeg skulle præstere noget, og hvor folk havde sat deres lid og tro til mig, var meget, meget værre! Men i dag, da Bent bød velkommen og begyndte at vise billederne, der også havde vundet præmier, begyndte en sommerfugl eller en million at flagre lidt i maven på mig, men det gik (jeg kom til at sige"ajjaa..jeg hader at blive fotograferet,, men det er DU vel vant til" til HKH kronprins Fr. Jeg troede ikke at der var nogen, der hørte det, men Jan siger, at alle kunne høre det. Ajjaaaaa) Som om det ikke er fint med 1. præmien, har jeg også vundet 9. præmien. Spørg lige om jeg er stolt. Jeg anede ikke noget som helst om 9. præmien, og det kom som en total overraskelse, så nu er jeg den meget lykkelige ejer af Nikon D300. Det betyder vel et eller andet sted, at jeg bliver nødt til at lære at fotografere ;-) 1. og 9. præmien udløste også en mobiltelefon, (altså to ialt) så nu kan Jan og jeg flotte os med hver vores seje mobil, som vi kan ringe til hinanden på. Øøøh, fortalte jeg at rejsen herned og tilbage igen, samt ophold også var en del af præmien?? Jeg har stort set ikke taget billeder og de få, som jeg har taget er taget uden hjerte og sjæl, for jeg har jo ikke kunnet blogge uden at røbe, hvad jeg havde gang i, så det viser jo igen og igen, at jeg gør det for dig og min blog, derfor siger jeg dig tusind tak for den evige opbakning du hver dag giver mig med dine positive kommentarer. Jeg er så beæret og benovet over den kæmpe kæmpestore anerkendelse, jeg i dag har fået både med jeres mange mange kommentarer, 1. præmien og de dertilhørende mange dejlige oplevelser. Vi klemte alt ud af dagene for at få det fulde udbytte og dagen i dag, vil være een af dem, som jeg IKKE glemmer. TAK til jer allesammen. I kan se lidt her og her og her. (Jeg tillader mig at prale heeeelt vildt, så hvis I gider at følge linkene ;-)) Aftenen har vi tilbragt på hotellet, har drukket et enkelt glas rødvin, som vi skålede i, og så har jeg rørt og meget glad læst ALLE jeres kommentarer igen og igen og igen og igen.

TAK endnu engang til jer alle, også jer inde på facebook. (imorgen går turen til Sydgrønland, hvor jeg skal sove på madras i en sovepose...lidt noget andet end det her, og uden internet..jeg vil forsøge at finde noget net, for pigernes kampe skal naturligvis offentliggøres :-) ) og se lige her også..