Kærligheds-balancering

Måske er det en unge??

Jeg tror det ikke, for ungerne kan ikke være vokset sig så store så hurtigt, bilder jeg mig ind, men hvad ved jeg i grunden om andres unger.

Måske var de kærester og havde kæresteproblemer? Eller måske havde de lige haft et voldsomt skænderi og var i forsoningsfasen?

Hvad gør man ikke for mad og kærlighed?!

 

Den sad ihvertfald der på den tynde snor, balancerede som en anden linedanser og fik den opmærksomhed, som den tilsyneladende så gerne ville have og jeg ville ønske at jeg havde haft meget mere tid til at fange øjeblikket end det korte øjeblik, som jeg nu fik, hvor jeg hverken fik tid til at stille rigtigt skarpt eller til at indstille efter forholdene.

Kjole med snoningsliv og Wilma-vest

Min søster fik sin kjole og hun kunne heldigvis passe den.

Jeg skriver heldigvis, for det er altså kedeligt strik, selvom resultatet er rigtigt flot.

Jeg fik ikke fotograferet min søster iført kjolen og det kan ærgre mig, for den gør sig overhovedet ikke og kommer overhovedet ikke til sin ret, som den hænger der på den opblæste bøjle.

Skulle jeg nogensinde få lyst til at eje kjolen i et andet garn, ville jeg helt klart vælge det samme garn, som min søster kjole er strikket i.

Hun har købt det i garnudsalg og det består af uld og silke.

Jeg har virkelig nydt at strikke med garnet og efter vask blev det kun endnu mere lækkert.

Der er brugt 267 gram af Blackhill uld og silke garnet i str. XL og jeg har fulgt opskriften til punkt og prikke.

Opskriften har Lene Randorff begået og den er let og ligetil.

 

 

 

Jeg har også fået strikket endnu en Wilma vest, som Lene Holme Samsøe har designet.

Garnet var noget underligt garn, som består af 50% uld og 50%akryl og som jeg købt for 5 kr. pr nøgle engang til noget udsalg.

Det hedder Red Heart Romy

Det er skam blødt og behageligt at røre ved, men jeg kunne mærke akrylen, når den gled hen over strikkepinden.

Jeg har brugt 179 gram til vesten, så den har kostet mig under en 20 at strikke og så vælger jeg at tænke at jeg har øvet mig i at strikke næsten gratis og forhåbentligt er blevet bedre til at strikke snoninger.

 

 

Lige nu er jeg i fuld gang med en Cecilie fra Lene Holme Samsøe strikkebog: “mere feminin strik”. Indtil nu har den været virkelig hyggelig at strikke, men jeg er lidt nervøs over størrelsen og om den bliver for vid til mig.

Garnet er utroligt lækkert at strikke med til trods for at det fnulre helt vildt.

Det er Angora baby 70% med 20 Lambswool og 20% polyamid.

Det er noget garn, som jeg fik en ven til at købe for mig, også i Garnudsalg, da der var udsalg for et par uger siden og som min søster Dudi havde med op til mig og faktisk gruer jeg lidt for, når blusen er færdig, ligesom når man får afsluttet en god bog og ville ønske at den var lidt længere

Hurtige tilvænninger

Det er grunden til at jeg har været lidt stille de sidste par dage:

Der er både en kjole, som skal vises, en vest, som er færdig og en et søndagsportræt af Laura, som venter på at blive lagt ud.

 

Allerede i morgen formiddag letter maskinen med min søster Dudi i og så er vi alene igen.

ØV.

Det gik lige så godt og jeg ku sagtens vænne mig til at have hende omkring mig hele tiden..

 

Kan du have en god og tryg torsdag

Hjælp

Jans grand-kusine (eller sådan noget) kom forbi og reddede os i vores forvirring over vores kommende London-tur til sommer.

Det er en jungle at begive sig ind på internettet og jeg blev faktisk mere forvirret end afklaret, da jeg forsøgte og så var det jo en ren frelsen, at hun kom forbi.

Hun er akkurat flyttet til London og kunne hjælpe os, så nu er både flybilletter og hotel både bestilt og betalt og vi skal være afsted fra d. 5.juli til d.10.juli.

 

Vi havde håbet på et noget noget nemmere rejsemål i weekenden, men nordenvinden mente at vi kunne blive hjemme og gøre rent, rydde lidt op og hygge indendøre, så det gjorde vi.

Jeg er færdig med Dudis kjole og den ligger nu og tørrer, så den kan være parat til prøvning, når hun kommer i morgen med flyet.

 

Aftensmaden bød heller ikke på forvirring og var noget så simpelt som en grøntsagstærte.

Nu vil jeg hive mig selv op til at lave noget arbejde, så det ikke hænger over mit hoved i morgen, hvor jeg gerne vil nyde min søsters sjældne selskab.

Som lille

Slip let, slip svært

I dag ved middagstid tog Simon tilbage til Kangerlussuaq.

Og da flyet lettede kom jeg til at tænke på, at jeg ikke har fået taget et eneste billede af ham, mens han var her.

Underligt.

Faktisk har jeg næsten ikke haft kameraet oppe af tasken i en hel uge.

Mit 70-300mm objektiv er gået i stykker.. eller næsten i stykker. Jeg tror at det er VR / og eller autofokus, som er gået fløjten. Den står og ryster heeeeeeeelt vildt inden den stiller skarpt. Jeg kan sagtens bruge det, men det lyder godt nok ikke godt, så  jeg undgår at bruge det.

Det skal med til Danmark til sommer og så må jeg høre om det kan svare sig at få det ordet og det håber jeg.

Jeg synes ikke lige at der står flere penge på kontoen til fotoudstyr, men jeg venter og hører inden jeg græder snot og jamrer mig rigtigt.

Heldigvis fejler mit makro-objektiv ingenting og når solen står ind ad stuevinduerne og jeg trænger til at være stille, kan jeg jo fotografere vores stuevinduer i en dråbe på flittig-lise-bladet

 

Eller bare et par dråber vand, som putter sig i i folderne på et andet blad på flittig-lisen

 

Eller en anden dråbe, som er på nippet til at slippe sit tag i rosengeranium-bladet.

Det kan være nogengange være utroligt svært at slippe sit tag..for eksempel sine børn. Jeg har svært ved at slippe, men jeg er blevet meget, meget bedre til det, men det kræver øvelse og det kræver af mig at jeg tænker over at gøre det.

 

 

Det er iøvrigt nogle antikke natpotteskabe, som vi fik i bryllupsgave, som spejler sig i dråben

 

Jeg elsker duften af rosengeranium-bladene. Hverken mere eller mindre.

Ravneunger, strikkekrise og pause-larve

Hvis jeg havde kunnet få min telefon til at sende og modtage bluetooth, havde jeg kunnet vise dig denne selvsamme rede for et par uger siden.. måske en måned siden, hvor der lå 6 store, flotte blågrønne æg i.

Nu er æggene klækket og indtil i går var der 5 unger i.

Nu er der kun 3, såvidt jeg kan se, men jeg har altså højdeskræk og er bange for at falde ned, selvom der ikke er så forfærdeligt langt at falde, men der, hvor jeg vil lande, hvis jeg altså faldt, er hårdt og stenet og med garanti ikke særligt godt at lande i, så jeg holder mig til i en højde, hvor jeg føler mig sikker og kan derfor kun tælle 3 unger.

Skal jeg indrømme noget???

Jeg har i mange år og måske i 40 år drømt om at have en ravn.

Af een eller anden mystisk grund kunne jeg vildt godt tænke mig at have en ravn som kæledyr, men hvor etisk er det lige at pille en ravneunge ud af reden for at have den som kæledyr??

Ravnen er total-fredet i Danmark, men heroppe (i Sisimiut ihvertfald) er der faktisk for mange og man gør, hvad man kan for at holde bestanden lidt nede.

Jeg fandt på et tidspunkt en artikel om ravnen og der er jo ingen grund til at jeg skriver den af igen, men du kan se den her, men du kan også læse, hvad der står om ravnen på wikipedea her og lidt fra naturstyrelsen her.

 

I går, i det lille frikvarter, stod jeg udenfor et kort øjeblik og fik lidt sol, lidt luft, lidt stilhed til mine ører og lidt ro til mit indre, for dagen var lidt op ad bakke i en kort periode, så jeg trængte lige til at vende tankerne væk og ud i andre retninger og så så jeg denne fyr.

Der var faktisk to og jeg tror at det måske er natsværmer-larver, men jeg har absolut ingen grund til at tro at det er noget som helst, for det har jeg ingen forstand til.

Jeg samlede faktisk begge larver op og tog dem med ind i klassen, men eleverne var der ikke og de holdt frikvarter andre steder, så jeg måtte fotografere helt alene og uden nogen at dele nysgerrigheden med.

 

 

 

Jeg får ikke strikket al det, som jeg skal. Jeg strikkede forkert på ærme to og mistede pludseligt gejsten. Jeg mangler kun det sidste ærme og ved du hvad??? Min søster Dudi kommer på mandag og skal rejse igen om onsdagen. Hun er hos os i 1½ –2 dage og så er det da lidt federe at give hende kjolen i hånden end at sende den med post.

Jeg glæder mig til at se hende og selvom det kun er mandag eftermiddag og tirsdag efter arbejde og indtil vi falder i søvn at vi kan være sammen med hende, så har lidt også ret.

Ro

Som jeg skrev i går, blev jeg frustreret ved endnu en gang at sejle ind mod hytten kun for at konstatere, at der stadig ligger is, så man ikke kan sejle ind til kysten under vores hytte.

Vi kunne jo i teorien godt lægge jollen længere ude og gå de 500 mtr. over til hytten, men hvis isen bryder op og flager kom i fart, kan vi risikere at de tager jollen med.

Jan og jeg tænkte, sammen, højt og i fælles og Jan ringede til sin tvillingebror, som også har båd og spurgte om han ville sejle os derind og sætte os af og det var ikke noget problem.

Vi aftalte et afhentningstidspunkt og så var det bare om at nyde timerne som vi havde til rådighed.

Og dét gjorde vi. Vi. Nød. Hvert. Sekund.

Nøj, hvor var det fedt.

Småfuglene havde meget travlt og gjorde meget højlydt opmærksom på sig selv, ligesom fluerne også havde travlt med at mangfoldiggøre sig.

Jeg havde ikke travlt.

Jeg nød at der kun var fuglenes lystige kvidren, fluernes højlydte summen, isfodens knagen og isens vuggen mod de bølger som ikke var.

Solen stod højt og på sydsiden af hytten var der lunt og med et krus te i hånden oplevede jeg lykken ved at sidde og bare være til, bare være mig og være i naturen.

Når man har tid til at studere fluevinger

 

og hvordan hunfluen ser ud efter elskovakten

og har tid til at beundre den flotte metal-blå farve, når solen rammer en flueryg

så har man ro både indeni og udenpå.

 

Da vi ankom

roede vi i land i gummibåd. Vi fik den panglet over den store, brede isfod, som vi først skulle op på og så var det bare om at komme ind mod hytten

 

Jan hentede vand i elven, som løber en lille smule

og vi tjekkede alt for fugt, om der var nogen skader og om alt var som det skulle være

Vi spiste frokost i hinandens fredelige stilhed

lagde os på briksen og nød udsigten

og tullede rundt og nød at være, hvor vi var.

Vi havde aftalt at vi skulle afhentes igen kl 17 og selvom jeg kunne være blevet i en uge eller så lang tid provianten nu kunne række;- og jeg kunne spare længe og meget på den, kun for at strække opholdet, pakkede vi sammen og begyndte at gå.. en lille gåtur på små 20 minutter, højst og selvom jeg var en smule ræd, ved at skulle lade mig glide ned over isfoden og ned i gummibåden, så fik jeg fyldt hyttellivs-kontoen så meget op, at jeg kan klare mig bare lidt endnu.

Der er stadig en del is, men nu kan ihvertfald jeg klare mig lidt igen og har noget at se frem til

Aaarj, hvor er det dog kedeligt at tage derfra.

Læg forresten lige mærke til, hvor meget w.c-et hælder.

Det er en lidt sjov fornemmelse at sidde derude og hælde så meget til den ene side.

Heldigvis en lille ting, som snildt kan ordnes… lige om lidt, når vi kommer tilbage. Lige om lidt, lige om lidt, lige om lidt, lige om lidt!

Far 72 år

Min far fyldte hele 72 år i går og det fejrede vi med eftermiddagskaffe med en lagkage, som Lena havde lagt sammen.

Den var høj og den var flot dekoreret med fine blomster, chokolade overtræk og flot flødeskum sprøjtet på siderne, som enhver konditor ville have kigget langt efter.

Den var lagt sammen med hjemmelavet sortebærmarmelade og creme, så det var ikke kun udenpå at den var god.

(Lena og jeg gav i fælleskab min far et compactkamera og jeg tog kun billeder af lagkagen med hans nye kamera. Det tager nogle gode billeder og er et perfekt lommekamera, hvis nogen vil høre min mening. )

Der var kransesmåkager, scones og boller med røget laks som “bundbrød” men der var ikke meget af Lenas lagkage tilbage da vi gik.

 

Om aftenen var vi inviteret til hele 3 retter; forret med frisk stenbidderrogn og røget laks.

Jeg kunne spise mig mæt i sådan en forret, men det til for at vække sanserne til oksesteg ledsaget med kartoffel Anna, bagte løg med spinat og parmesan og waldorfsalat.

 

Jeg kunne med lethed spise mig mæt i waldorfsalat og var jeg alene og helt uden bekymring for min usigelige lethed for at tage på i vægt, ville jeg æde mig en kæmpepukkel på i waldorfsalat, men jeg vidste at der ventede dessert også, så jeg levnede lidt plads.

Min mor havde bagt mandeltærte 

og jeg havde lavet en vanilie-flødeparfait

(opskrift fra Politikens Desserter) med ekstra vanilie i og så lavede jeg en jordbærfløde parfait

efter egen opskrift.

Jeg hørte ingen klage; kun min mave da vi gik fra mine forældre efter maden.

 

 

Mellemlægsservietter

De fine tallerkner, som er arvestellet fra min farmor, ligesom bestikket også er det

 

og den store skål fra keramikeren fra Alstrup Hanny Abel

Laura i uge 20

Vi er altså ikke så gode venner om søndagen, når søndagsbilledet skal tages, så de sidste mange gange har det såmænd ikke drejet sig om selve fotograferingen, men mere om at gå på kompromis, kunne sige fra og til, lære at lytte, mærke efter, være uvenner på en konstruktiv måde og måske også en smule løsrivelse fra hinanden.

Vi når altid at blive uenige om en bagatel, men vi når altså også at blive glade igen.

Andre ville måske have droppet projektet og især, når billederne er så ensartede, som de nu er.

Det havde været langt sjovere, hvis Laura havde været ½ år og man kunne se forandringen klart og tydeligt, men Laura fylder 17 om ganske få uger og hun forandrer sig ikke så forfærdeligt meget mere eller i så hastige ryk, som da hun var ganske lille.

Vi fortsætter lidt endnu og helst året ud, men det er ikke alt i verden om at tage det søndagsportræt for portrættets skyld mere, men om at hænge ved og for mit vedkommende om at lytte, give mere snor og respektere.

Laura er en ualmindelig tålmodig og langmodig ung kvinde.

Hun bærer over og rummer langt mere end de fleste af os andre og det skulle jeg måske lære lidt af?!

Jeg har ihvertfald hver søndag i et kort tidsrum et fint eksempel i Laura.

Tak for den du er Laura.

 

P.S I dag drillede solen med alt for skarpt lys og det hidsede vi os så op over på hver vores måde.

Højt dekoreret

…Og jeg har hele 7 forskellige placeret rundt omkring på kroppen (overkroppen) og der var ingen børn til stede, da vi satte dem på.. lidt barn har man vel lov til at være engang imellem

P.S Vi=Laura og mig