Ro

Som jeg skrev i går, blev jeg frustreret ved endnu en gang at sejle ind mod hytten kun for at konstatere, at der stadig ligger is, så man ikke kan sejle ind til kysten under vores hytte.

Vi kunne jo i teorien godt lægge jollen længere ude og gå de 500 mtr. over til hytten, men hvis isen bryder op og flager kom i fart, kan vi risikere at de tager jollen med.

Jan og jeg tænkte, sammen, højt og i fælles og Jan ringede til sin tvillingebror, som også har båd og spurgte om han ville sejle os derind og sætte os af og det var ikke noget problem.

Vi aftalte et afhentningstidspunkt og så var det bare om at nyde timerne som vi havde til rådighed.

Og dét gjorde vi. Vi. Nød. Hvert. Sekund.

Nøj, hvor var det fedt.

Småfuglene havde meget travlt og gjorde meget højlydt opmærksom på sig selv, ligesom fluerne også havde travlt med at mangfoldiggøre sig.

Jeg havde ikke travlt.

Jeg nød at der kun var fuglenes lystige kvidren, fluernes højlydte summen, isfodens knagen og isens vuggen mod de bølger som ikke var.

Solen stod højt og på sydsiden af hytten var der lunt og med et krus te i hånden oplevede jeg lykken ved at sidde og bare være til, bare være mig og være i naturen.

Når man har tid til at studere fluevinger

 

og hvordan hunfluen ser ud efter elskovakten

og har tid til at beundre den flotte metal-blå farve, når solen rammer en flueryg

så har man ro både indeni og udenpå.

 

Da vi ankom

roede vi i land i gummibåd. Vi fik den panglet over den store, brede isfod, som vi først skulle op på og så var det bare om at komme ind mod hytten

 

Jan hentede vand i elven, som løber en lille smule

og vi tjekkede alt for fugt, om der var nogen skader og om alt var som det skulle være

Vi spiste frokost i hinandens fredelige stilhed

lagde os på briksen og nød udsigten

og tullede rundt og nød at være, hvor vi var.

Vi havde aftalt at vi skulle afhentes igen kl 17 og selvom jeg kunne være blevet i en uge eller så lang tid provianten nu kunne række;- og jeg kunne spare længe og meget på den, kun for at strække opholdet, pakkede vi sammen og begyndte at gå.. en lille gåtur på små 20 minutter, højst og selvom jeg var en smule ræd, ved at skulle lade mig glide ned over isfoden og ned i gummibåden, så fik jeg fyldt hyttellivs-kontoen så meget op, at jeg kan klare mig bare lidt endnu.

Der er stadig en del is, men nu kan ihvertfald jeg klare mig lidt igen og har noget at se frem til

Aaarj, hvor er det dog kedeligt at tage derfra.

Læg forresten lige mærke til, hvor meget w.c-et hælder.

Det er en lidt sjov fornemmelse at sidde derude og hælde så meget til den ene side.

Heldigvis en lille ting, som snildt kan ordnes… lige om lidt, når vi kommer tilbage. Lige om lidt, lige om lidt, lige om lidt, lige om lidt!