Slip let, slip svært

I dag ved middagstid tog Simon tilbage til Kangerlussuaq.

Og da flyet lettede kom jeg til at tænke på, at jeg ikke har fået taget et eneste billede af ham, mens han var her.

Underligt.

Faktisk har jeg næsten ikke haft kameraet oppe af tasken i en hel uge.

Mit 70-300mm objektiv er gået i stykker.. eller næsten i stykker. Jeg tror at det er VR / og eller autofokus, som er gået fløjten. Den står og ryster heeeeeeeelt vildt inden den stiller skarpt. Jeg kan sagtens bruge det, men det lyder godt nok ikke godt, så  jeg undgår at bruge det.

Det skal med til Danmark til sommer og så må jeg høre om det kan svare sig at få det ordet og det håber jeg.

Jeg synes ikke lige at der står flere penge på kontoen til fotoudstyr, men jeg venter og hører inden jeg græder snot og jamrer mig rigtigt.

Heldigvis fejler mit makro-objektiv ingenting og når solen står ind ad stuevinduerne og jeg trænger til at være stille, kan jeg jo fotografere vores stuevinduer i en dråbe på flittig-lise-bladet

 

Eller bare et par dråber vand, som putter sig i i folderne på et andet blad på flittig-lisen

 

Eller en anden dråbe, som er på nippet til at slippe sit tag i rosengeranium-bladet.

Det kan være nogengange være utroligt svært at slippe sit tag..for eksempel sine børn. Jeg har svært ved at slippe, men jeg er blevet meget, meget bedre til det, men det kræver øvelse og det kræver af mig at jeg tænker over at gøre det.

 

 

Det er iøvrigt nogle antikke natpotteskabe, som vi fik i bryllupsgave, som spejler sig i dråben

 

Jeg elsker duften af rosengeranium-bladene. Hverken mere eller mindre.