En kendt astronom, kunne i dag lægge navn til min dag. Den startede sådan set som den plejer.., bortset fra, at jeg ærgrede mig gevaldigt over det centimeter høje snelag, der i nattens løb var faldet, især omkring mit hus, hvor jeg i mit ansigts sved havde skovlet, og flyttet så meget af slagsen i går, at jordens tyngdepunkt absolut må have flyttet sig.(Og nej, det er IKKE derfor, at der er klimaændringer!!)
"Det er jo vilkårene, når man bor nord for polarcirklen" tænkte jeg let og optimistisk, indtil jeg satte mig ned i min
(bemærk, at jeg er begyndt at kalde alting for MIT) store, tunge hilux, og til min store skræk opdagede, at det bestemt ikke var mig, der bestemte i hvilken retning bilens hjul skulle vende
ned ad indkørslen. Det gik af uforklarlige grunde godt, og hverken naboen til højres bil fik skrammer eller naboen til venstres hus blev jævnet med jorden. Så langt så godt! I den her juletid, kan man jo lynhurtigt få etableret nogle tankerækker overi engle og himmelske kræfter. Efter en adrenalinmættet køretur op og ned ad meget glatte veje op til skolen, ankom jeg lettet og med den sidste rest af liv i behold. For at forstå den næste, bliver jeg nødt til at fortælle, at det er min fornemste opgave at tænde for kaffemaskinerne på lærerværelset om morgenen, så de morgen-trætte kollegaer, kan få lidt at styrke sig på inden de bliver kastet for løverne/eleverne, og om mandagen skal jeg ikke kun tænde for maskinerne, men også hælde vand på alle maskiner. Det er jo ingen sag og det kan enhver gøre..skulle man mene, men i morges gik også dét galt, for mens jeg stod og fyldte vand på kanden ved vandhanen kunne jeg i baggrunden høre en sagte rislen af vand, og dét er et eller andet sted beskrevet som værende afslappende, og den bedste lyd fx. at meditere til, hvilket jeg med 7-tommer søm kan slå fast, overhovedet er uden hold i denne morgens virkelighed, for da jeg vendte mig om, for at stedfæste lyden, kunne jeg til min uendelige træthed konstatere, at det vand, som jeg lige akkurat havde hældt i maskinen sammen med noget andet vand, som jeg ikke aner, hvor kom fra, alt sammen sejlede i en fin strøm ud over bordet og gulvet.
"Ingen panik"sagde jeg højt og beroligende til mig selv,
" Det er kun vand" og så fik jeg med det yderste af neglene fanget et håndklæde, som jeg smed på gulvet, mens jeg forsøgte at fange det stadigt hurtigere strømmende vand med den kande jeg havde i hånden. Efter nogle hektiske minutter, hvor jeg skiftevis overvejede at enten sætte mig midt i vandpytten på gulvet og græde eller forlade den synkende skude, besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte mane mig op og tage det som en kvinde..tørre gulvet lidt op, sætte kaffen over, på de maskiner, der godvilligt gad at tjene folket en trist mandag morgen og ellers ignorere den maskine, der strejkede!
"Jeg har jo masser af tid, for jeg har jo forberedt mig i fredags og lagt alle oplysninger om fridage, sygedage, kurser o. lign ind på computeren" trøstede jeg mig selv med, indtil jeg et par minutter i syv (07.00!) låste mig ind på kontoret, kun for at konstatere, at hele netværket var nede. Jeg kunne kikke på skærmen, der ikke under nogen omstændigheder kunne vrides oplysninger ud af..alle de fine forberedelser var nul og niks værd, og jeg måtte belave mig på min skrantende, gamle og morgen-frustrede hukommelse og en halvtør kuglepen. Jeg skrev alle vikarskemaer i hånden og tænkte ved mig selv, da jeg var færdig, at nu måtte heldet da godt nok være vendt til min fordel, for jeg kunne nå frem til min time kl. 08.00 i god tid, og ikke som jeg plejer med tungen hængende nede mellem knæene, pulsen et sted mellem 250 og 375, og kaffetørstig....men jeg skulle blive lidt klogere, for mens jeg stod og hængte vikarskemaerne op, kom jeg i tanke om, at vedkommende, som jeg har sat på som vikar, er bortrejst i denne uge!
"#%fcUQ*## og %"###¤¤Argh##", tilbage og ordne det, og kopimaskinen laver uhelbredeligt papirstop, som jeg totalt ukollegialt ignorer, og styrter videre ind til en anden mere villig kopimaskine, hvor jeg får kopieret vikarskemaerne i 5 eks, hængt op rundt omkring på skolen (særlige opslagstavler med stor interesse for eleverne) og nåede frem til klassen 08.04..jubii. Behøver jeg at fortælle, at alt hvad jeg ellers var i kontakt med i dag enten gik ned, gik i stykker, brød sammen, ikke virkede eller ikke var tilgængeligt?? Kl. 15.00 kunne jeg forlade skolen, og jeg ved ikke om de eller jeg var mest lettede over, at jeg gik. Det har været med livet som indsats, folk har henvendt sig til mig i dag, ikke at jeg gjorde eller sagde noget, men uheldet kunne have været smittefarligt....
Den hvide hvalp ligger inde i hundehuset, og er meget syg. Det et et under hvis den overlever natten. Jeg forsøgte at give den lidt at spise, men den kikkede trist op på mig, forsøgte at logre med det yderste af sin hale, og lagde så bare sit lille hoved ind til maven igen og så opgivende ud. Der er ikke meget at stille op, og jeg ville da ønske, at det gik lidt hurtigere uden dog at jeg selv kan ende dens dage hurtigt og effektivt for den. De to andre løb rundt og logrede med halen, men de ville ikke spise. De så lidt slunkne ud, og lur mig om de ikke også er syge. ØV! I al min egoisme, synes jeg altså at sådan skal ske, mens Jan er der til at passe hundene. De er trods alt mere hans end mine, og det er ikke fair, at hvalpene, som mine piger er så glade for, skal gå hen og være syge og dø, mens de er i min varetægt..og jeg har endda passet dem så godt...
I morgen skal jeg igen af sted til tandlægen. Min tand gør stadig ondt, men det er vel ikke så underligt, når den er flækket..heldigvis ikke konstant, men kun når jeg spiser eller på anden måde åbner munden fx. for at trække vejret. Jeg har bestemt ikke hverken råd eller lyst til at bruge penge på mine tænder lige nu, herop til jul, men vil også gerne kunne spise risalamamse uden at skulle skære tænder og hyle (tænder-)skærende.
Én lille ting er dog gået godt for mig i dag, nemlig tænding af mine 4 (ja, ja I kan kun se de 3) is lygter, som står så smukt derude i den stille aften og lyser op både udadtil og indadtil I morgen starter jeg forfra, forhåbentligt ikke med
denne herre som aktiv medspiller.
Efter en pludselig indskyldelse sprang jeg af bilen efter vores indkøbstur, og gik en dejlig tur i skoven. Det var tiltrængt..både fordi jeg ikke har rørt mig hernede, og vejret ikke har tiltalt mig synderligt. Men i dag!! Var det altså bare smukt!
Der var mange flotte farver og der duftede så godt af jord og skovbund. 
Om lidt sætter jeg mig til bords for sidste gang i år, men denne gang med svigerfamilien. Det er meget anderledes at holde jul i Danmark, men hyggeligt og (meget) afslappende. Jeg håber at alle I andre, også har haft en god og dejlig jul, og at I kommer godt ind i det nye år. (jeg har lagt mange, mange billeder ind af min tur i skoven i mit album) 
Jeg har vist fortalt et par gange, at jeg har et lidt specielt forholdt til ham, og at han står mit hjerte ganske, ganske nær. Jeg fik dog samling på mig selv, og fik stoppet tåreproduktionen inden vi kom ud af Nibe, og dét synes jeg var godt klaret taget i betragtning, at jeg stadig har lyst til at storvræle. Heldigvis er skype opfundet, og jeg bruger det gerne og ofte. Jeg har trøstekøbt lidt garn i dag og er gået i gang med at strikke woodland i petroliumblåt merino/mohair fra 
Efter trøstekøberiet, kørte Laura, Jan og jeg en lille tur ud i landet, og kikkede på alt 
og ingenting. 
Resten af billederne har jeg lagt ind i 
Fik noget lækkert garn i Viborg i forgårs, (silke/merino) og jeg har slået op til en sød bluse til mig selv. Vi fik en kop kaffe med mine "gamle venner" og
og jeg glæder mig til at give det til hende, jeg har strikket det til. Hun har først fødseldag til foråret, men til den tid, er det for varmt og næsten ubrugeligt (?) Det er strikket i to-trådet moskusgarn og vejer 104 gram. Hvis ikke hun vil have det eller ikke bliver tilstrækkeligt glad, vil jeg selv have det (fnis,fnis ;-))
Dagen i dag, er gået med at vente udenfor en 
I morgen går turen sydpå, hvor Jan og jeg alene (!) skal mødes med nogle gamle (de er over firs og jeg har kendt dem siden jeg var en ganske lille pige) venner. Jeg håber at jeg får tid til at besøge Matilde (garnforretning) for jeg er ved at få abstinenser, da jeg ikke har noget at strikke på. Som tidliger skrevet, har jeg ikke været særligt flittig med mit kamera, hvilket ligner mig meget dårligt. 
Jeg fortrød mange gange inden i morges kl 10.00 at jeg havde bestilt tid hos tandlægen, og ikke hos frisøren, så jeg skyndte mig også at bestille tid hos frisøren i dag, og hun kunne tage imod mig kl 11. At min tandlæge er yderst pædagogisk og har stor forståelse for min aversion over, at fremmede (især voksne mænd) putter deres fingre ind i min mund, har jeg vist skrevet før?! (Hvor har de haft deres fingre inden de puttede dem ind i mund?? ADRRRR!)Jeg synes stadig at det er yderst grænseoverskridende at blive raget i munden, og det bliver bestemt ikke bedre, af, at instrumenterne og især lydene fra de selvsamme, giver mig associationer til fangelejren i 
Men nu sidder der en lille djævel derinde og spinder store, uhyggelige katastrofehistorier sammen til mig om døde, visne, rådne, ildelugtende og blå tænder, der langsomt breder sig i hele min mund. Han sidder der ganske tit, ham min personlige djævel! Men nu 12½ time efter at min tand er afgået ved døden (ja, for det er vel det, den er??!!) kan jeg give tandlægen ret: Jeg kan ikke mærke den, og jeg har sågar spist den clementin, som han gav mig i hånden, da jeg gik derfra, uden at steppe nervøst omkring, mens jeg slår mig på munden, og der kommer en masse mærkelige lyde ud af min mund..Dét er fortid nu!. Jeg nåede også at komme til frisør, og hun konstaterede hårdt, at det var længe siden, jeg sidst havde fået klippet spidserne af mit hår, så hun greb temmeligt resolut saksen og forkortede mit hår med næsten 10 cm. Hun havde meget på hjertet, så håret blev friseret mindst 100 gange og til sidst glattet (på hendes regning). Arbejdsdagen lignede noget fra en reklame (stadig samlignet med dagen i går), så der var ikke de store følelsesmæssige udsving at hente der, hvorimod den hvide hvalp var død, da jeg kom ned til hundene idag. Det havde jeg jo forudset, så jeg var forberedt. Jeg hentede een af mine 
Det er altså noget taber-agtigt over mig lige for tiden uden at jeg - syn's jeg ikke- selv lægger op til det. Måske er min kvote af held ganske enkelt bare opbrugt for i år?? Billedet ovenfor, er taget i morges fra viceinspektør-kontoret (De to andre her til aften, hvor nordlyset var forsvundet inden jeg fik det i kameraet). Der er kun tre -3 dage til jeg ser mine piger. Jeg glæder mig og håber, at de glæder sig ligeså meget til at se mig?!!
Jeg indkøbte en stor beskidt islagkage med et svimlende højt kalorieindhold til at afslutte fisken med..(hvorfor er det så lige at kalorier smager bedre end vitaminer??) Det hele blev indtaget stor nydelse i godt selskab og hovedpinen er helt væk nu.
Om fem dage sidder jeg sammen med mine dejlige piger, og jeg glæder mig. Det har været 4 lange uger, som på een eller anden måde er forsvundet mellem pligter, træthed, mørkekulller og selvforskyldt ensomhed og en stemning Leonard Cohen ville have elsket at skrive lange, melankolske sange om. Jeg har allerede tillagt mig nogle vaner, som jeg hellere må gøre noget destruktivt ved inden jeg kommer tilbage fra Danmark: tænde for både fjernsyn og radio, såsnart jeg kommer ind ad døren, tænde lys rundt om i huset, selvom der ikke er nogen i rummene, ligge falde i søvn til 
Hundene blev fodret i formiddags, og jeg tog mig rigtig god tid sammen med hver enkelt, hvilket de satte tydeligt pris på. Een af hvalpene var død i går. De har en kritisk alder, hvor sandsynligheden for at få 
De er naturligvis blevet vaccineret, men det garanterer desværre ikke, at de slipper fri for sygdommen, og sandsynligheden for at de dør af den, er desværre meget høj. De kloge hoveder siger, at især ravnene spreder smitten med sig, så man skal være opmærksom på, at hundene spiser op, så det ikke giver anledning til, at ravnene kommer på ens hundeplads, men det er altså heller ikke lige sin sag, at holde de sorte (smukke og kloge, I, der følger med, ved at jeg er 
Hvalpene smitter også hinanden og smitten skulle efter sigende være stort set umulig at fjerne fra jorden, hvor den kan ligge i årtier. Men hvad ved jeg om det, andet end at en hvalp var død i går, og at jeg ikke brød mig om at skulle røre ved den. Jeg fik den dog lempet op i en sæk og Jesper kørte den heldigvis væk for mig (han kom i det samme forbi-bad timing) 
Jeg har siddet lige så stille og kikket ud på den kæmpestore flok af 
der har invaderet vores altan. Jeg har lagt solsikkefrø ud til dem og rygtet har hurtigt bredt sig iblandt dem, for jeg vil gætte på at der er omkring 40-50 små fugle derude. Een fløj ind i ruden, men slipper vist med kraftig hovedpine og såret stolthed, for den rystede lidt på fjerdragten, så sig omkring, for at sikre sig, at de andre ikke havde opdaget dens fejlslagne navigering, lod som ingenting og spiste videre. 
De er svære at i fange med kameraet, men I slipper ikke for nogle billeder alligevel. I kan se flere billeder fra i dag af i 
Nogen mennesker, går i stille-klostre, andre går i spa-bade og andre igen går sig en tur i naturen. Jeg finder dog ikke noget mere afslappende end at drive stille rundt på havet, når det er stille og kikke ned i vandet, kikke op i himlen, høre mågerne, havets sukken og mit eget hjerte falde til ro og udfolde sig i velvære.....Der var smukt vand og jeg kunne langt ud i det fjerne se en jolle sejle, og jeg forestillede mig, at ham/hende, der sejlede rundt derude måtte være fuldstændigt afslappet, og smile som et andet fjols.
Yes, misundelse er en rigtig grim ting, men ikke desto mindre var det nok det jeg mest var. Jeg glæder mig til foråret og min jolle kommer i vandet igen, og det bliver min tur til at nyde udsigten mod og ikke fra byen! Hmm, mens jeg har været alene, har jeg i den grad vold-hørt 
For rigtig mange år siden fulgte der med Alt for damerne en CD med bladet og der var også nogle gode juleindspilninger på, men desværre er min cd væk, så hvis der derude i blogland, er nogen, der har været lidt bedre til at passe på deres cd end mig, vil jeg da utroligt gerne.....DETERFREDAGOGJEGSKALSOVELÆNGEIMORGEN..GUDNÅDEOGTRØSTEDEN,SOMVÆKKERMIGINDENKLNIIMORGEN!.
De er så smukke, at man næsten tror at der findes en Gud. Du kan se flere billeder af himlen i dag 
Strik til firkanten lige akkurat kan komme omkring dit håndled. De bliver lidt løsere med tiden, så lav dem endelig, endelig ikke for løse. Sy dem usynligt sammen og hækl evt. musetakker forneden/foroven eller i hver ende. Der er mere inspiration at hente 
Faktisk er jeg lidt små-afhængig af mine håndledsvarmere. Det svarer omtrent til at andre går med ur (hvilket jeg jo ikke gør) eller ringe (hvilket jeg sjældent gør) Jeg synes, at det ser fikst ud, når de lige titter frem under en kedelig bluses ærmer. Den kedelige bluse opgraderes og du behøver ikke tænke over div. assesories, der skal matche eller koste..Og heldigvis er de så lette at lave selv, når man lige har fundet ud af hvordan, at det alt i alt kun tager et par aftener at lave et par. Der går under en nøgle garn til et par, og under en pose perler fra Stenboden alt efter mønster,og man behøver ikke tage banken med på råd, hvis man vil igang med et par mere. 
Nu mangler jeg jo min hof-fotograf, så jeg måtte ud foran spejlet og se bøvet ud, men I skal da se mine færdige håndledsvarmere (eller pulsvarmere, som nogen også kalder dem). Lige nu er jeg igang med at prøve at få perler på den næste nøgle garn, men det har drillet hele dagen. De skal være til en gave, og jeg ville så gerne at de bliver pæne...og så skal det selvfølgelig drille. Nu må vi se hvem der vinder: garnet eller min stædighed ;-)
Det burde give anledning til en jubilæumskage og kaffe/te, men jeg har ikke godt af det, så den springer vi lige over.. og nøjes med en kop te. 
Vel hjemme igen, sidder jeg og strikker endnu et par håndledsvarmere, og skæver lidt til fjernsynet, hvor Tom Kryds endnu engang er i en umulig og farlig mission, og surfer lidt rundt på 
Jeg går på arbejde ved 06.40 tiden, hvor der er bulderravende mørkt, og når jeg får fri engang ved 16.00-tiden er det blevet mørkt igen. Jeg får fodret hundene og krydser fingre for, at jeg ikke i mørket overser nogen. 
Lidt nølende har jeg hængt lidt julepynt op i min krans, som hænger over sofabordet året rundt og som bliver pyntet alt efter årstiden.
Det føles lidt tomt at pynte op, når der ikke er andre end mig til at se det, og jeg har endnu ikke fået tændt min juledekoration.
Jeg savner mine piger! I dag er det 2 uger siden, de rejste til DK, men det føles som evigheder siden. Der er kun godt og vel 2 uger til jeg ser dem, men det føles også som en evighed til. I morgen er det weekend, men de føles også som lange evigheder og fuldstændigt uendelige. 
