Min fortid som line-dancer

I forhold til i går, er min dag gået fuldstændigt gnidningsløst, og uden de store armbevægelser.. som tidligere skrevet, var min ene tand i venstre side af undermunden flækket.. Ikke meget, men nok til at hver gang jeg drak noget koldt/varmt/lunket eller spiste noget sødt/surt/bittert/ lignede jeg en overtræt line-dancer på speed. Jeg tog mig sammen i sidste uge, bestilte tid hos tandlægen, som så kunne tage imod mig i dag kl 10.00. Jeg fortrød mange gange inden i morges kl 10.00 at jeg havde bestilt tid hos tandlægen, og ikke hos frisøren, så jeg skyndte mig også at bestille tid hos frisøren i dag, og hun kunne tage imod mig kl 11. At min tandlæge er yderst pædagogisk og har stor forståelse for min aversion over, at fremmede (især voksne mænd) putter deres fingre ind i min mund, har jeg vist skrevet før?! (Hvor har de haft deres fingre inden de puttede dem ind i mund?? ADRRRR!)Jeg synes stadig at det er yderst grænseoverskridende at blive raget i munden, og det bliver bestemt ikke bedre, af, at instrumenterne og især lydene fra de selvsamme, giver mig associationer til fangelejren i Guantanamo, og Hitlers torturmetoder, og at jeg så tilogmed er ved at drukne i den overflod af spyt, jeg producerer, mens jeg ligger der i den meget smalle stol, gør jo ikke oplevelsen mere betryggende. (Det, der med angstens sved, er altså ikke bare en talemåde, skulle jeg hilse og sige, og at man kan lugte forskel på angst-sved og sports-sved, er altså heller ikke noget, jeg siger for at gøre mig interessant!) Jeg sagde det som det var til tandlægen:"jeg har altså ikke råd til store dyre Hollywood-løsninger på denne side af jul", så han kom på den geniale idé at rykke nerven op af min tand, så jeg aldrig mere skulle mærke mere til den.. Jeg samtyggede! Men nu sidder der en lille djævel derinde og spinder store, uhyggelige katastrofehistorier sammen til mig om døde, visne, rådne, ildelugtende og blå tænder, der langsomt breder sig i hele min mund. Han sidder der ganske tit, ham min personlige djævel! Men nu 12½ time efter at min tand er afgået ved døden (ja, for det er vel det, den er??!!) kan jeg give tandlægen ret: Jeg kan ikke mærke den, og jeg har sågar spist den clementin, som han gav mig i hånden, da jeg gik derfra, uden at steppe nervøst omkring, mens jeg slår mig på munden, og der kommer en masse mærkelige lyde ud af min mund..Dét er fortid nu!. Jeg nåede også at komme til frisør, og hun konstaterede hårdt, at det var længe siden, jeg sidst havde fået klippet spidserne af mit hår, så hun greb temmeligt resolut saksen og forkortede mit hår med næsten 10 cm. Hun havde meget på hjertet, så håret blev friseret mindst 100 gange og til sidst glattet (på hendes regning). Arbejdsdagen lignede noget fra en reklame (stadig samlignet med dagen i går), så der var ikke de store følelsesmæssige udsving at hente der, hvorimod den hvide hvalp var død, da jeg kom ned til hundene idag. Det havde jeg jo forudset, så jeg var forberedt. Jeg hentede een af mine venner, der også selv har hunde, og fik ham til at lempe hvalpen op i en sæk. Han lovede heldigvis, at når/hvis een af de to resterende hvalpe døde, skulle han nok stille op igen. Godt! For jeg kan altså ikke lide det selv. Her til aften var der det smukkeste og mest livlige nordlys, der snoede sig mellem de mange, mange stjerner og den halve måne. Jeg hentede kameraet hjemme, men da jeg kom ud igen, var nordlyset væk, væk, væk .. Det er altså noget taber-agtigt over mig lige for tiden uden at jeg - syn's jeg ikke- selv lægger op til det. Måske er min kvote af held ganske enkelt bare opbrugt for i år?? Billedet ovenfor, er taget i morges fra viceinspektør-kontoret (De to andre her til aften, hvor nordlyset var forsvundet inden jeg fik det i kameraet). Der er kun tre -3 dage til jeg ser mine piger. Jeg glæder mig og håber, at de glæder sig ligeså meget til at se mig?!!