Simon 36 år

 Mit moderhjerte blev fyldt helt op til randen.. næsten.

Laura fik jeg ikke set helt så meget, som jeg godt kunne tænke mig. Der var en musikfestival, som havde brug for dem og som havde betalt for deres billet, så hvis jeg ville se dem, måtte jeg jo gå hen, hvor musikken spillede. 

Jeg hankede op i mit kamera hver aften, når Sara og Max satte sig til rette i hinandens selskab og jeg fornemmede, at  de godt kunne bruge lidt alenetid, tog Jan i hånden og begav mig ned for at se om der var nogle musikere, at fotografere.

Laura så jeg ikke som sådan, men vi vidste med hinanden at vi var indenfor hinandens umiddelbare rækkevidde og kunne give kram og et kys på panden, hvad vi også gjorde.

Festivallen var slut og ovre i mandags.

Laura, Ida og Steen spillede i kulturhuset og vi var naturligvis ovre og lytte.

Laura med sit sikre spil, Ida med sin meget flotte, specielle stemme og Steen med sit eminente musiske talent, spillede og sang så jeg ville ønske at jeg kunne have siddet for evigt i den mørke sal og lyttet.

Og når de var færdige kunne de bare vende bunken af sange og spille dem alle sammen forfra og forfra igen. 

Jeg er fan. 

Laura og Sara rejste i går aftes. 

Hjertet blev fyldt op, men der er plads til meget mere af deres tilstedeværelse endnu, men sådan er det, når børnene flyver fra reden, flytter væk og ikke længere er indenfor en armslængde.

De har deres egne liv, som de fylder med studier, arbejde og gode ting og det glæder mig selvfølgeligt at de er kommet så godt i vej. 

Jeg synes, de er gode til at leve deres liv og fylde deres liv med meningsfuldt indhold, som bliver balanceret fint med deres forskellige behov.

Jeg er så småt ved at lære at leve et voksen-liv uden børn i hjemmet. 

Mine børn er selv voksne.

Jeg har været mor siden jeg var 21 år og jeg har efter bedste evne forsøgt at være den bedste af slagsen.

Indimellem har det taget overhånd og jeg har naturligvis fejlet, som man jo gør, som forælder, men jeg har virkeligt holdt af, da de boede hjemme og jeg kunne tage dem i mine arme og kramme, give kærlighed, snuse til dem, holde om dem og være i deres selskab.

De er alle tre blevet gode mennesker, som er nemme at holde af, så helt forbi har Jan og jeg ikke skudt med vores forældreroller.

I nat lå jeg vågen. Igen. 

Jeg tænkte tanker uden indhold og tænkt tanker, som ikke giver meget mening i dagslys, men jeg tænkte også langt tilbage i tiden og mindes tiden da Simon blev født.

Det var en vanvittig svær tid og jeg var meget ung både af alder og især med erfaring. 

Det var svært, men jeg tænkte ikke så langt og tænkte ikke så tungt og dog alligevel husker jeg også bekymringerne og mine mange tvivl både på mig selv og på livet, håbet og på fremtiden. 

Da jeg var ung, satte tankerne sig ikke så fast og de borede sig ikke ind, hvor de ikke kunne graves ud igen, men de indimellem har tendens til at gøre i de senere år. 

Jo ældre jeg bliver og mere erfaring, jeg får med livet, ved hvor hurtigt lykken kan vende og har lært, hvor skrøbeligt glæden kan være, er jeg blevet mere alvorlig, mere tung i hovedet og kan ligge og gruble, ruminere og binde mine tanker op med sørgebind.

Men så blev det lyst, solen brød gennem den massive, tætte is-tåge, 

som lå ind over byen og nattens tanker var pludseligt uforståelige og underligt ligegyldige.

Simon fylder 36 år i dag. 

Han har jo klaret sig flot både på trods og på grund af. 

Han klarer sig selv og hans liv er ikke så meget anderledes end dit og mit.

Det er jo kun til at glædes over.

Hvis jeg kunne besøge dem lidt oftere. Mine børn.

Hvis bare det ikke var så bekosteligt og besværligt at rejse her til lands, ville jeg være at finde rundt om i deres nabolag noget tiere, men jeg lærer at leve på afstand af dem og nyder når de kommer hjem.

Lige nu i dette øjeblik, sidder Laura og Simon og spiser fin mad sammen og det fylder mit moderhjerte.