Sidste weekends fred

 En vår er kommet, så mildt og stille og næsten uden at jeg har mærket det, opdaget det eller registreret det, er sneen næsten svundet.

Der er næsten ikke faldet noget sne denne vinter og snelaget har været meget, meget tyndt og kvaliteten underlig hård og iset.

Det som kom, kom sent og fjordisen, som er begyndt at komme senere og senere de sidste årtier, kom så sent i år, at vi helt var begyndt at tvivle på, om vi overhovedet kunne komme ud i vores hytte denne vinter.

Når vi skal ud til vores hytte, kører vi på snescooter og man kan også køre hundeslæde. Det har vi kun gjort en enkelt gang.

Sidste weekend kørte vi ud til vores lille hytte fredag ved aftensmads-tid. 

Vi havde ikke planlagt andet end, at skulle hygge, lave absolut ingenting, få skuldrene og gjort vejrtrækningen langsommere.

Vejrudsigten var fin, så jeg havde medbragt nogle rigtige, fysiske bøger.

Vores bibliotek sælgere deres kasserede bøger og blade for 2-5 kr pr stk og indimellem, når jeg husker det, tager jeg derop og køber et par stykker, som jeg kan tage med i hytten.

At læse en rigtig bog med hårdt omslag og mange sider passer så godt til terassen ved vores hytte i solskin, hvor tid og pligter er ophørt og intet længere haster.

Det passer sig så godt med en rigtig bog i langsomt tempo, når man ligger i den smalle halvanden mands futonseng i hytten under en bunke dyner og tæpper, velvidende, at formiddagen ikke er afsat til andet end lige så meget kaffe, som man orker og intet andet.

Jeg medbringer også altid strikketøj og hvis jeg en sjælden gang står uden et strikkeprojekt torsdag aften, kan jeg gå i noget nær panik og der bliver fundet frem fra gemmerne.

Om aftenen, når aftensmaden er indtaget og vi har kogt vand fra elven i vores kedel over gaskomfuret til teen, bliver strikketøjet fundet frem.

Jan sysler enten med en kryds& tværs, en sudoku eller læser i en bog. 

Samtalerne går som regel dybere end når vi er hjemme og vi kommer omkring hverdagslivet og livet i al almindelighed og stilheden varer længere og er tryg.

Tavsheden, når emnerne er udtømte, får tankerne til at bundfælde og slå rod på en anden måde end de gør i hverdagen og jeg kan tydeligt mærke, at vi ikke har været nær nok ude denne vinter, for hverdagene de sidste par år har trukket tænder ud, været op ad bakke og givet uro og for mit vedkommende indimellem tankemylder, som har trukket rundt med min sindsro. 

For mit vedkommende har min alt for ofte mistede sindsro gjort at min nattesøvn er fuldstændig og aldeles ude af rytme og at mit energiniveau er for lavt.

Derfor var det mere end dejligt at kunne bruge hele fredag aften på at sidde i hytten mens ovnen buldrede, stearinlysene blafrede og varmen gjorde langsomt gjorde mig mere og mere dvask og afslappet.

Det var mere end almindeligt lækkert at kunne krybe under dynerne med min bog, men vi lå tæt i den smalle seng vel vidende, at når jeg vågnede om natten, så kunne jeg vende mig om på den anden side og forsøge at sove videre igen.

Det var lækkert at vågne op samtidig med at solen begyndte at titte frem af de østligste fjelde og kaffen der blev brygget ved at hælde kogende friskt elv-vand over filteret og duften bredte sig over det hele.

I hytten er et stegt æg en luksus-ting. 

At fragte æg på en hoppende snescooter med meget stor risiko for at de går i stykker, men at de oftest overlever og få det stegt til morgenmad, det er luksus for mig.

Vi kunne tage morgenkaffen videre ud på terasseen, da solen op ad formiddagen gjorde luften varm og sammen uldtæpper, gjorde at det var hyggeligt at sidde og læse, strikke og lade fregnerne vokse frem på næsen.

Tankerene roterede lidt langsommere i hovedet og blev lettere afledt, som dagen skred frem.

Kaffen blev drukket op, bogen læst færdig og strikketøjet afsluttet.

Jans snescooter kunne ikke starte og vi var godt klar over at vi skulle have en eller anden form for hjælp, hvis vi skulle tilbage til byen og sent lørdag måtte vi ringe over satellittelefonen og spørge min svoger om han mon havde mulighed for at køre ud til os dagen efter om søndagen. 

Ikke at det hastede, men vi skulle jo tilbage til hamsterhjulet og hverdagspligterne om vi ville det eller ej og han kom og fik nødstartet Jans scooter.

Vi kom langt ved egen hjælp, men lige akkurat inden vi nåede byen, måtte Jan opgive og han skulle trækkes de sidste par kilometer. 

Nu står hans scooter til ingen nytte og man kan ikke køre to på min.

Det er fredag i morgen og jeg længes tilbage til sidste weekend og jeg længes efter roen, som jeg så desværre må tænke mig til.

Jeg tænker på, at den stemning, den ro og den harmoni, som jeg føler derude, ikke bare i hytten, men ude i naturen, burde jeg forsøge at skabe herhjemme, så jeg ikke er så afhængig af at kunne komme ud, men kan finde det samme uanset, hvor jeg fysisk befinder mig, men lige nu er jeg ved at kvæles i ærgelse over, at Jans scooter ikke kan køre. Øv

Frisk vand fra elven, som er dækket af tyk is, som vi hakkede hul i

en slædekører der kørte forbi os

en slædekører, som kørte forbi os

Ekstra højt til loftet

Ekstra højt til loftet

Ekstra højt til loftet

Gider du at krydse fingre sammen med mig for at mekanikeren får tid i morgen formiddag til at ordne Jans snescooter og at den kommer til at køre igen?

Jan skal rejse, så det bliver een af, -eller faktisk vores sidste mulighed for en vinterhyttetur for denne gang og jeg vil virkeligt gerne..